Til dette bind af »Fynske Minder« har vi bedt afdelingsingeniør Ove Jørgensen om at give en fremstilling af de alvorlige problemer, der opstår, når man skal lægge en byplan for en gammel by. På den ene side ønsker teknikerne i videst mulig udstrækning at skaffe plads for nutidens trafik, på den anden side er der mange, der begræder de indgreb, som derved sker i det gamle bybillede. Forfatteren citerer en udtalelse af Chr. Torpe: »Det burde gøres endog meget svært at få fredet gamle bygninger i en tid, hvor man råder over fremragende midler til at bevare dem i billeder, opmålinger og beskrivelser«. Det er et synspunkt, der synes meget besnærende. Sandheden er jo den, at også indenfor den kulturhistoriske forskning, indenfor arkæologi, hvad enten det drejer sig om forhistorisk arkæologi eller bygningsarkæologi drager man i vid udstrækning nytte af de tekniske hjælpemidlers udvikling. Med al respekt for de undersøgelser, som museumsfolk foretog for et halvt århundrede siden må man erkende, at de forhistoriske arkæologer gennem en raffineret udgravningsteknik suppleret med de konserveringsmetoder overfor fundene og de muligheder, som kemiske analyser nu giver, kan nå frem til resultater, der er langt bedre underbyggede end før. Der er vel endog sandsynlighed for, at fremtiden vil åbne endnu flere muligheder, og at man til den tid vil kunne anvende undersøgelsesmetoder overfor genstandene, der fører forskningen yderligere frem.

Men forudsætningen er rigtignok også, at genstandene eksisterer. Man kan have så mange opmålinger, beskrivelser og fotografier, alt udført med den pinligste nøjagtighed, og det erstatter dog ikke virkeligheden. Selve den originale genstand er og vil altid blive fundamentet for ethvert arbejde indenfor dette område.

Det samme gælder bygninger. Også der kan man foretage omhyggelige opmålinger og beskrivelser, man kan fremstille farvefotografier, og man kan få et mere virkelighedstro billede af byen og dens huse end det før var muligt. Men det udelukker ikke, at der i huset sidder detailler, som man ikke har bemærket, og som en senere tid vil kunne inddrage i undersøgelserne, hvis huset fortsat eksisterer. Det er værdifuldt, når man bevarer et gammelt hus ved at flytte det til en sikker plads; selv om en flytning medfører, at bygningen skilles og fornyelser finder sted, har man mulighederne for at foretage iagttagelser og redegøre for de ændringer, der er foretaget ved flytningen; væsentlige dele af bygningen er overført til den nye plads og mulighederne for, at huset kan tjene forskningen også i fremtiden er tilstede. Men huset er trods alt blevet en mere eller mindre gennemført rekonstruktion, og det taler ikke på samme måde, som da det stod på den oprindelige plads.

Tekniken kan ikke erstatte virkeligheden. At sidde med en reproduktion af et af Rembrandts mesterværker vil aldrig give den samme følelse som at stå overfor selve det billede, som mesterens pensel har formet; at se fjerne landes skønhed på film og i fjernsyn vil aldrig give den samme følelse som den man opnår ved selv at færdes på disse steder og med alle sanser fornemme livet ikke blot i nutiden men også i fortiden.

Det er en målestok for et samfunds kultur, at det omgås sit arvegods med nænsomhed.