Teknikken bag sølvspændet fra Nonnebakken

Det cirkulære spænde, som omtales i den foregående artikel, er fremstillet af sølv med en ret høj finhed og vejer nu fragmenteret 39,8 g, den oprindelige vægt har været ca. 50 g. Spændet består af en bagplade, slået konkavt op, 0,4 mm tyk og med en diameter på ca. 7,5 cm. Oven på denne er der påloddet en mindre, ca. 6 cm stor forplade, der kun er 0,2 mm tyk, hvori grundmotivet er presset over en patrice. Grundmotivet er derefter fremhævet og færdiggjort med filigran og granulation. Bagpladens udragende del er på forsiden helt dækket af filigran. Filigrantrådenes tykkelse går ned til ca. 0,2 mm og granulationskuglernes gennemsnitsdiameter er ca. 0,3 mm (fig. 1).

Fig. 1. Forstørret udsnit af spændet.

På bagsiden er der påloddet to ophængningsanordninger og tre mindre ornamenter. De to ophængninger har henholdsvis været til ophængning i kæde og en almindelig nåleanordning.

Fremstillingen af et smykke med så fine og små detaljer, ville selv i dag være et stort og meget tidskrævende arbejde, men når man så tænker på, hvilket værktøj, man rådede over i vikingetiden, undres man over det fremragende resultat.

Hvilket værktøj og hvilken teknik har da stået til rådighed for vikingetidens guldsmed for at han kunne fremstille et sådant pragtsmykke? Han måtte have en hammer (fig. 2) og en ambolt (fig. 3), en pladesaks (fig. 4) og en fil (fig. 5), et trækjern (fig. 6), en træktang (fig. 7) og en pincet (fig. 8). Han måtte have en blæsebælg og en smeltedigel (fig. 9), en tang (fig. 10) til digel etc. og endelig måtte han have en patrice (fig. 11) med grundmønsteret.

Fig. 2. Hammer.
Fig. 3. Ambolt.
Fig. 4. Pladesaks.
Fig. 5. Fil.
Fig. 6. Trækjern.
Fig. 7. Træktang.
Fig. 8. Pincet.
Fig. 9. Digel.
Fig. 10. Tang.
Fig. 11. Patrice.

Smeden måtte begynde med at smelte sølvet og støbe det ud til en plade på f.eks. ½ cm’s tykkelse. Denne plade skulle så hamres ud på ambolten, indtil man har nået den ønskede tykkelse plade. Hver gang pladen er blevet ca. 1 mm tyndere, må metallet udglødes, da pladen ellers vil revne ved videre bearbejdning. Når pladen har fået den ønskede tykkelse, klippes for- og bagplade til og files pænt til i kanterne. Forpladen lægges på patricen, ovenover lægges en blyplade eller et stykke vådt, svært læder, hvorpå man hamrer, indtil grundmønstret står klart og tydeligt i sølvpladen. Bagpladen hvælves ved hamring.

Det fraklippede sølv deles i to portioner, henholdsvis til tråd og kugler. Den til tråd smeltes og støbes til en ten, der så hamres til en rund stang med en tykkelse på 3-4 mm.

Dernæst tager guldsmeden sit trækjern, der er et aflangt, fladt stykke jern med en mængde huller i. Hullerne er af forskellig størrelse med ca. 1/20 mm’s forskel i størrelsen mellem hvert hul. Man spidser sølvstangen i den ene ende, så spidsen netop kan gå gennem det største hul, tager fat med træktangen om spidsen og trækker så stangen gennem det ene hul efter det andet, indtil man ender med tråd i den ønskede tykkelse. Også her gælder det, at for hver millimeters formindskelse af trådens diameter, skal man udgløde metallet, for at det ikke skal knække.

En del tråde er snoet sammen to og to, andre er lavet til »perletråd« ved hjælp af et særligt stykke værktøj, der bedst kan beskrives som en dobbeltægget (ikke tveægget) kniv med en afrundet hulhed mellem æggene. Kniven holdes vinkelret på tråden som rulles samtidig med at man presser. Herved fremkommer der en perlelignende fortykkelse på tråden; der er ca. 20 »perler« pr. cm!

Kuglerne kan fremstilles ved, at man smelter noget sølv og lader det flydende sølv falde dråbevis ned på en skråtstillet jernplade, herved splintres dråberne i mange små kugler, der stivner inden de er faldet helt ned. Så kan man gå i gang med at sortere efter størrelse.

Først nu skal mønsteret bygges op med kugler og trådstykker, og disse sættes på plads med pincetten. Den normale loddemetode med sølvlod duer ikke, da loddemetallet vil flyde ind over alle tråde og kugler og sløre detaljerne. I stedet kan man bruge en kemisk loddemetode, der i al sin geniale enkelthed går ud på at man opløser et dertil fremstillet kobberoxid i en askelud. Denne opløsning smører man alle tråde og kugler ind i og derefter limer man dem på plads med melklister. Når det hele er tørt, varmer man det op i en trækulsild, og stykkerne er så loddet fast.

Det, der sker ved denne loddemetode, er, at melklisteret under opvarmningen forkuller. Kullet tager ilten fra kobberoxiden og damper væk som kuldioxid, herved har man rent kobber tilbage, fint fordelt over det hele. Kobberet legerer sig med sølvet, og der fremkommer en film af sølvlod netop de steder, hvor der er brug for det.

Til slut skal man så blot rense og pudse det færdige smykke.

Hvor lang tid har det så taget en vikingetidsguldsmed at fremstille et sådant smykke? Der er ikke nogen, der ved det, da der endnu ikke er nogen der har prøvet at lave et, hverken med moderne teknik eller efter vikingetidsmetoder, men ud fra egne erfaringer med smykkefremstilling, vil jeg regne med at det må have taget omkring 45 timers effektiv arbejdstid eller 4 dages arbejde at fremstille et smykke i den størrelse og kvalitet.

Alt i alt et ganske imponerende arbejde, der ikke bliver mindre af at fortidens guldsmede har været nødt til selv at skulle fremstille deres værktøj.

Emner: Nonnebakken
©