Tempus fugit

Om vippende fugle på fynske standure

Tempus fugit – tiden iler. På mange tidsmålere står der en kort indskrift, der skal minde om, at tiden ikke står stille, men stadig går – eller snarere iler eller flyver afsted. »Stue-Tiden Meget Hastig Gaaer« er en anden kendt indskrift fra standure, hvor atter andre har små vers som "Jeg pikker, slår og viser dig, – hvor Tiden flyver hastelig".

På en del standure er dette yderligere understreget af, at der foroven, ovenover skiven, er anbragt en flyvende eller i det mindste vippende fugl. Den er anbragt på en kort stang, der går gennem en buet åbning ind i uret, hvor den har forbindelse med pendulet. Det er så pendulets gang, der får fuglen til at vippe frem og tilbage. Når uret går, da flyver tiden.

Selve teknikken er ganske enkel. Der er ikke tale om de fornemme kunsture, der, ikke mindst i renaissancen, var så yndede ved Europas fyrstehoffer, men om en helt simpel konstruktion, som de fleste urmagere kunne lave. Forudsætningen var blot, at der var tale om et pendulur, hvad enten det nu var et højt standur eller et kort vægur. Det viser sig da også, at de danske ure, der er forsynede med vippende fugle, er lavet af lokale urmagere, enten i købstæder eller ude på landet. Den buede åbning er anbragt indenfor en tineller messingring, der ofte bæres af to engle eller er omgivet af et støbt ornament. I ringen kan så urmagerens navn eller initialer være indgraverede eller måske står der her, over og under fuglen, ordene Tempus-Fugit.

Begynder man at kigge efter vippende fugle, når man ser på danske standure, opdager man snart, at fuglene kan være særdeles forskellige, men især også at der kan være tale om meget andet end fugle. Fuglene kan være gumpetunge og minde mest om gås eller and, de kan se ud som en ørn, evt. med krone og de kan ligne en flyvende eller en svømmende svane. Lige så almindelige som fuglene er imidlertid en engel, af og til med basun, fløjte eller trompet, enkelte gange med en fane og af og til blæsende på en trompet, og med en krans i den fremstrakte anden hånd. Men der findes også helt andre figurer – et menneske i en båd, en siddende person med stage, en såkaldt »ålestanger«, forskellige gående soldaterfigurer med eller uden sabel, med eller uden gevær, med eller uden trompet. Ryttere findes også i flere forskellige udgaver og til personerne hører også en panfigur med valdhorn og kølle. Af dyrefigurer genkendes bl.a. hjort, løve og hest og endelig kan man finde figurer som stjerne, krone, hjul eller båd. Der er således tale om en overordentlig stor variation, selvom fuglen og englen er absolut dominerende.

Fig. 1. Standur med vippende fugl, sign. Niels Fischer, Kerteminde. Møntergården, mus. nr. 133/1943.

Mange standure er usignerede eller har blot indgraveret urmagerens initialer. Det gælder selvfølgelig også standure med vippende figurer. Alligevel bærer langt de fleste af disse ure navnet på urmageren, enten i ringen omkring den vippende figur eller på selve skiven, gerne nederst omkring minuttallet 30.

Fig. 2. Standur med vippende engel med basun. Sign. P. Petersen, Odense. Møntergården, mus. nr. 258/1959.

Går man disse navne igennem, viser det sig hurtigt, at næsten alle tilhører fynske urmagere. En grundigere undersøgelse viser, at der er tale om urmagere spredt over hele Fyn samt øerne Langeland, Strynø og Ærø. (Se kortet s. 115). Der er klart tale om et afgrænset fynsk fænomen.

I de senere år er der kommet en lang række regionale undersøgelser af danske urmagere, deres data og deres familie. Først og fremmest er Bornholms urmagere blevet grundigt registrerede,[1] men efterhånden er de fleste egne kommet til, ikke mindst ud fra Jens K. Lampes arkivundersøgelser[2], amt for amt. Næst efter Bornholm og måske Nordjylland[3] er Fyn imidlertid nok det bedst undersøgte område, takket være den fynske lokalhistoriker L.P. Pedersens talrige dybtgående undersøgelser, der er publiceret i en lang række artikler,[4] sluttende med de to bind »Fynske Standure« I-II, der blev udgivet 1981-82, efter hans død.[5] Hertil kommer også andre artikler om fynske urmagere[6]. Supplerer man med oplysninger fra museer, antikvitetshandlere og auktionskataloger, får man et overordentlig fyldigt materiale om fynske urmagere og deres ure.

Det viser sig da, at ure med vippende figurer er blevet udført af urmagere over næsten hele Fyn. Der er selvfølgelig en del sogne, hvorfra man overhovedet ikke kender nogen urmagere, men af de landsogne, hvor L.P. Pedersen har registreret urmagere, er det kun de 9, der åbenbart ikke har benyttet sig af denne ide. I flere tilfælde, f.eks. Hårby, Nr. Åby og Svanninge, skyldes det sikkert, at de kendte urmagere fra disse sogne har virket så sent, at skikken er gået helt af mode. Mere uforklarligt er det, at der ingen ure med vippende figurer kendes fra Helnæs, til trods for at der er kendt endda temmelig mange ure fra smed og urmager Jens Pedersen. Måske skyldes det også, at hans arbejde som urmager ligger ret sent – han begyndte først med urmageri kort efter 1800.[7]

Udover landsognene har urmagere i alle fynske købstæder lavet ure med bevægelige figurer. De eneste undtagelser er åbenbart Middelfart, der i det hele taget kun har haft urmagere i ganske korte perioder, alle efter 1800 og Rudkøbing, hvis kendte urmagere også er sene.[8] (Kortet s. 115).

Det fynske ø-områdes urmagere har således med forkærlighed udført ure, hvor en figur bevægede sig i takt med pendulet. Som nævnt var der tale om vidt forskellige figurer, fugle, dyr, engle eller mennesker, men det var ikke sådan, at hver urmager havde sin foretrukne figur. På skemaet s. 113 er indtegnet 10 udvalgte enkelte urmagere og to urmagerslægter, der hver har lavet et større antal ure. Her ses klart, at hver af skemaets urmagere har brugt mindst 2 forskellige figurer og adskillige har brugt flere. Hans Rasmussen i Åstrup og Rasmus Christensen i Fangel har benyttet henholdsvis mindst 6 og 7, mens Mathias Møller i Diernæs har benyttet ikke færre end 16 forskellige figurer. De to familier der er taget med i skemaet, har ialt benyttet 16 og 11 forskellige figurer. Det fremgår også af skemaet, at fuglen har været langt den populæreste figur med englen som nr. 2 og dette understreges endnu mere ved en gennemgang af alle de ure, hvis fremstillere ikke er medtaget her.

Rasmus Christensen, Fangel Niels Fischer, Kerteminde Lars Jørgensen, Home A.C. Madsen, Vigerslev O.J. Mansfels, Svendborg Math. Møller, Diemæs Poul R. Møller Hesselager Caspar Maase, Fåborg Hans Rasmussen, Åstrup Bonde ogjohan Wibye, Køng Bernd Willumsen, Assens Familien Dreier, H.L. (Hans, Jørgen og Rasmus), Horne Familien Niels Larsen (N.L., Lars og Hans Nielsen samt Niels
Fugle                          
Ubestemt x x x x x x x x x x x x x
Svane x         x         x    
Øm x x       x              
Due x         x              
Gås / and x           x x x x   x x
Fugl med krone           x              
Engle                          
Flyvende engel x         x     x     x x
Engel med basun/ fløjte x     x   x           x x
Engel m. fane           x              
Engel m. trompet og krans                         x
Personer                          
Figur i båd     x                    
Ålestanger         x x     x     x x
Gående soldat           x           x x
Gående soldat m. trompet                       x x
Rytter           x           x x
Ryttei med trompet                         x
Panfigur                 x     x x
Dyr                          
Hjort       x                 x
Løve     x     x           x x
Hest           x              
Andre figurer                          
Stjerne           x     x     x  
Krone           x             x
Roset           x x            
Hjul/Ring     x                    
Skib/Båd                         x
Andet                         x
Oversigt over de vippefigurer, der er blevet brugt af 10 urmagere og 2 urmagerfamilier.

Fuglen synes at være den eneste figur, der er benyttet af urmagerne på Langeland, Strynø og Ærø. Heller ikke urmagere i Assens, Bogense, Fraugde, Fåborg, Hesselager, Kerteminde, Kværndrup og Lumby synes at have benyttet sig af andet end fugle. Sikkert er dette dog ikke, da man for flere af disse steders urmagere kun har kendskab til et enkelt eller nogle få ure med bevægelige figurer. Med lidt forsigtighed kan man dog måske antyde, at det især er på Nordfyn og ved de sydligste kyster på øerne, urmagerne har holdt sig til fuglen.

Figurerne er ikke blot forskellige, men også indenfor samme kategori er de langtfra ens. Det er nævnt, at fuglene kan ligne forskellige fugle, og at de altså ikke er lavet efter samme model. De er også forskellige i selve udførelsen. Nogle er groft klippede i helt tyndt messingblik, andre er mere omhyggeligt og detaljerede udførte, og endelig er nogle udført i så svært messing, at det har været muligt at ciselere detaljer i figuren. Enkelte figurer er dog så ens eller så særprægede, at man kan mistænke et vist slægtskab imellem dem. Det gælder således den tidligere omtalte panfigur. Det viser sig da også, at den kun kendes fra Fyns sydvesthjørne, udført af Hans Rasmussen i Åstrup, familien Niels Larsen i Diernæs og familien Dreier i Horne – tre nabokommuner. Urmager Mathias Møller i Diernæs, der ellers var flittig bruger af hele 16 forskellige figurer, har derimod tilsyneladende ikke benyttet panfiguren. Det må også noteres, at de urmagere, der benyttede ideen med de vippende figurer selvfølgelig også lavede ure uden. Den kendte og dygtige urmager Caspar Maase i Faaborg har lavet betydelig flere ure uden end med fugle, der er den eneste figur, han bruger. Det samme gælder for Albert Clausen Fabricius i Ærøskøbing, der også kun bruger en fugl som vippende figur. Omvendt har Mathias Møller og Niels Larsen, begge i Diernæs, benyttet ideen i langt de fleste af deres ure. I almindelighed gælder, at jo mere komplicerede urene er, des mindre benyttes fuglene eller englene. Ure med månefaser foroven har aldrig vippende figurer – det er der ikke teknisk mulighed for. Urmagerne M. Larsen, Harndrup, Hans Hansen, Hårby og Jeppe Nielsen, Marstal, fra hvis hånd der iøvrigt kendes et særlig fint ur med både solens op- og nedgang, månens faser og et indbygget klokkespil, har alle lavet fine ure med månefaser, mens der ikke kendes ure med vippe-anordninger fra deres hånd. Urmager Lars Jørgensen, Horne, har, som det bl.a. fremgår af skemaets. 113, lavet mange ure med vippende figurer, men han har også lavet adskillige andre, herunder en del med månefaser.[9] Niels Larsen, Diernæs, der var mester for talrige ure med figurer, har også lavet enkelte ure med spilleværk, og her er der intet der vipper. Der krævedes en vis enkelthed i hele urværkets opbygning, for at der kunne blive mulighed for en vippe-figur koblet til pendulet.

Fig. 3. Kort over de 10 urmagere og urmagerfamilier opstillet i skemaet s. 113.
Fig. 4. Standur med vippende fugl, sign. Bonde Wibye, Køng. Møntergården, mus. nr. 7/1935.

Urmagere, der udstyrede deres ure med vippende fugle, engle og andre figurer, var som nævnt spredt over hele Fyn. Dette er til gengæld næsten det eneste danske område, hvor dette fænomen forekommer. Kun få andre steder i landet er der blevet lavet ure med figurer, der følger pendulets bevægelser. Et enkelt kendes fra Fovsing i Ringkøbing amt, hvor en urmager C. Kjerkegaard allerede i 1745 lavede et ur med en ræv som vippende figur.[10] Han synes at være den eneste vestjyde, der har prydet sit ur på den måde. Fra

Thy og Vendsyssel kendes der imidlertid flere urmagere, der har brugt vippende figurer. J. Chr. Torbeck, Aalborg og A. Christensen Heede, Ø. Vandet har således lavet skibe, Lars Møller, Saltum har benyttet en svane og desuden kendes ure med rytter og forskellige flyvende eller svømmende fugle.[11] Alligevel synes de at have været ganske få i forhold til områdets mange urmagere.

Det er da et spørgsmål, hvorfra disse urmagere på Fyn eller i Vendsyssel har fået ideen med at udsmykke deres ur med en sådan primitiv, bevægelig figur? I udlandet kendes systemet flere steder, men uden at være særlig udbredt. Enkelte engelske og skotske urmagere har benyttet systemet. Som eksempler kan nævnes Th. Pearson, Newcastle, J. Durward, Edingburg, og E. Townley, Dundalk, alle med bevægelige skibe.[12] Flere, som W Burroughs, Egham og Edw. Samm, Linton har benyttet »Fader Tid« som den bevægelige figur, ledsaget af ordene Tempus Fugit. Imidlertid er disse engelske eksempler ret sene, med Edv. Samms ur fra ca. 1760 som det ældste.[13] Da de første fynske ure med bevægelige figurer synes at være mindst lige så gamle eller måske endda ældre, så synes England og Skotland ikke at have givet fynboerne ideen. Dette bestyrkes af, at denne ide ikke er blevet udnyttet hverken på Bornholm eller i Sønderjylland, de to steder, hvor man med henholdsvis familien Arboe i Rønne og familien Green i Aabenraa er sikker på den direkte engelske indflydelse i den tidlige urmagervirksomhed.[14] Så selvom P. Christensen fremhæver den klare engelske indflydelse på de vendsysselske ure,[15] må man nok afvise, at de fynske urmagere har lært de vippende figurer fra engelske forbilleder.

Mere indlysende er det måske også, især i betragtning af udbredelsen på de sydfynske øer, at vende blikket mod kontinentet. Her viser det sig da også, at bevægelige figurer kendes i både Tyskland og Holland. Så tidligt som omkring 1600 udførte man i Augsburg bordure som små lave skrin med en udskåret figur liggende ovenpå. Det kunne være en løve og den kunne så »rulle« med øjnene i takt med urets gang.[16] Dette gentages langt senere i nogle af de såkaldte Schwarzwaldure, især i 1800-tallet, hvor urskiven indrammes af en figur, f.eks. en tyrk, der drejer øjnene fra side til side.[17] Et tilsvarende system med en figur, der ruller med øjnene, kendes iøvrigt fra et ur, udført 1772 af urmager Anders Baun i Thisted.[18] På Schwarzwald-urene er man endda gået videre med to figurer, der bevæger sig, f.eks. to stenbukke, der støder hovederne sammen. Samme ide kendes fra schweisiske ure.[19] Men også tyske standure med bevægelige figurer af samme type som de fynske kendes fra flere steder i Tyskland. I den sydlige, katolske del findes ure med jomfru Maria påmalet og med englen Gabriel, der vipper henimod og bort fra Maria eller med en malet jomfru Maria-fremstilling, hvorover en due som symbol på Helligånden vipper frem og tilbage.[20] Endvidere kendes flere ure fra 1700-tallet med vippende figurer af forskellig art, men typen har aldrig været særlig udbredt. De amerikanske ure, der har vippende figurer, er også lavet i de stater, hvor tyske indvandrere dominerede. Her benyttedes både »Fader Tid«, skibe og forskellige dyr. Disse dyr er altid yngre end 1720-40.[21] Mere udbredt og mere varieret har systemet med figurer eller scener, der vipper i takt med pendulet, nok været i Holland. Der findes adskillige frisiske ure, også i det frisiske område ved Tysklands Nordsøkyst, hvor urene er udstyrede på denne måde. Her ses især små scener, malede på en bevægelig plade. Den er ikke altid placeret over urskiven, men kan også findes i en udskæring lige under skiven. De fleste af de frisiske ure af denne type er, ligesom frisiske ure i det hele taget, vægure med lodder og pendul hængende frit under uret og ikke standure i kasser som de danske. Standure med bevægelige figurer, ofte engle, kendes dog også i Holland.[22]

Fig. 5. Standur med vippende fugl, sign. »Peder Christensen-Frellesvig«. Døgnsværk. P Christensen boede på »Støbergården« i Frellesvig på Nordlangeland og gårdens navn antyder, at han selv støbte sine klokker og måske også de støbte fine ornamenter på urskiverne. Privateje.

Selvom det ikke i øjeblikket kan afgøres med blot nogenlunde sikkerhed, synes det dog mest sandsynligt, at ideen med de vippende figurer er kommet til Fyn via Tyskland.

Den fynske mode med figurer, der bevægede sig i takt med pendulet synes at være opstået omkring 1750, – de ældste direkte daterede er dog lidt yngre – og den aftager igen i de første årtier af 1800-tallet. Spørgsmålet er nu, hvem der kan have ført teknikken til Fyn?

Det er ikke lykkedes at få et klart svar på dette spørgsmål. Det kan kun indkredses lidt ved at se på, hvilke af de mange fynske urmagere, der udnyttede ideen, der er ældst. Herved kan følgende, der alle har virket i 1700-tallets midte, komme på tale, idet de alle er født før 1730:

  • Niels Larsen, Diernæs f. 1711
  • Hans Larsen Dreier, Horne f. 1712
  • Casper M. Maase, Faaborg, f. 1714
  • Niels E Fischer, Kerteminde f. 1718
  • Bernd Willumsen, f. ca. 1730
  • Claus C. Smed, Marstal f. 1722
  • Bonde Wibye, Køng f. 1730
  • Rasmus J. Dreier, Bogense f. ca. 1730

Det er næppe muligt i øjeblikket at afgøre, hvem af disse der kan have været den første, der indførte ideen til Fyn. Det er dog måske værd at bemærke, at to var indvandrere fra Tyskland, nemlig Caspar Maase, der kom fra Brandenburg og slog sig ned i Fåborg senest 1739 og Bernd Willumsen, der var født i Lübeck og kom til Assens, hvor han dog først fik borgerskab som urmager i 1787. Da netop hjørnet Fåborg, Diernæs og Horne var et af de områder på Fyn, hvor der blev lavet flest ure af den her behandlede type, kan man måske med forsigtighed foreslå, at ideen er kommet til Fyn gennem Caspar Maase – Niels Larsen – Hans L.S. Dreier. Det er dog foreløbig kun en hypotese og flere muligheder står åbne.

Selvom det er muligt ud fra bevarede ure i museer, hos antikvitetshandlere og i privat eje samt især fra den righoldige litteratur og talrige auktionskataloger at samle et meget omfattende materiale om ure med »vippende fugle«, så er der, som det kan ses, endnu en del uopklarede spørgsmål tilbage. Måske lykkes det efterhånden, som tiden går, at finde svar også på nogle af disse.

Noter

  1. ^ D. Yde-Andersen:Bornholmere. 1. udg. 1953. 2. udv. udg. 1968. Bodil Tornehave: Bornholmske Urmagere. 1983.
  2. ^ F.eks.: »Urmagere og ure i Randers amt«, 1980. »I tidens løb« – Urmageriet i Aarhus og omegn, 1984. (sm.m. H. Hertzum): Bidrag til urmageriets historie i Thy og på Mors (Hist. arb. f. Thy og Mors, 1977). Om sønderjyske urmagere i Sønderjysk Månedsskrift 1979 ff.
  3. ^ P Christensen: Urmagere og Tusindkunstnere i Vendsyssel ca. 1750-1850. I-II. 1962-63.
  4. ^ L.P. Pedersen: Artikler om ure fra Køng (Bonde Wibye og søn) i Vestfynsk Hjemstavn 1956-72. »Fynske Standure« om Fangel-urmager Rasmus Christensen i »Arv og Eje« 1967. »En nordfynsk urmager« i Fynske Minder, 1967 og »Fynske Standure« om ure fra Åstrup i »Arv og Eje« 1969.
  5. ^ L.P Pedersen: Fynske Standure og deres mestre o. 1750-o. 1850. Udg. af Gerda Rost 1981-1982. Hist. Studier fra Fyn nr. 10.1 og 10.2.
  6. ^ J. Lampe: Tidsmålere og urmagere i Svendborg og omegn. (Arb. f. Svbg. og OmegnsMus.) 1981.Jens Lampe: Bidrag til urmageriets historie i Nyborg. (Fynske Årbøger) 1981. J. Lampe: Tidens gang i Odense. (Fynske Minder) 1986. Udstillingskatalog, Møntergården, 1975.
  7. ^ L.P. Pedersen: Fynske Standure, I, 1981, s. 54-56.
  8. ^ L.P. Pedersen: a.a. II, 1982, s. 18 og s. 32.
  9. ^ L.P. Pedersen: a.a. I, 1981, s. 58-62. Der er her tale om to urmagere af samme navn, L. Jørgensen d. Æ. og hans sønnesøn, LJ. d.Y, som L.P.Pedersen opgiver at skabe imellem. Da den yngre er født 1800 og vel tidligst blev urmager efter 1820, kan man nok tilskrive alle urene med bevægelige figurer til den ældre, mens urene med månefaser måske snarere skyldes den yngre.
  10. ^ A. Bruun Rasmussen, katalog 486, nr. 944.
  11. ^ R Christensen: a.a.,1,1962, s. 56-58 og II, 1963, s. 3.
  12. ^ A.B.R., kat. 447, nr. 1253, kat. 479, nr. 1253 og kat. 485, nr. 928.
  13. ^ E.L. Edwards: The Grandfather Clock, 1952, s. 232 og plate 37 og 39.
  14. ^ Bodil Tornehave: Bornholmske Urmagere, 1983 og »En engelsk Urmagerslægt, der havnede i Aabenraa«, udg. af Aab. Antikvitetshandel.
  15. ^ P. Christensen, a.a.1,56, 79 og II, 3 og 22-24.
  16. ^ R. Mühe u. H. Kahlert: Die Geschichte der Uhr. Deutsche Uhrenmuseum, Furtwangen, 1983, fig. 56.
  17. ^ Mühe u. Kahlert, fig. 185 og R. Mühe u. R. Stein: Die Uhr. Unterrichtsheft des Deutsches Uhrenmuseum Furtwangen, s. 31.
  18. ^ J. Lampe og H. Hertzum: Bidrag til urmageriets historie i Thy og på Mors, 1977, s, 65 f.
  19. ^ J. Abeler: Ullstein Uhrenbuch. 1975, s. 70.
  20. ^ J. Abeler: a.a. s. 104.
  21. ^ Georg H. Eckhardt: Pennsylvania Clocks and Clockmakers. 1955, s. 150 og 186.
  22. ^ J. Abeler, a.a.

©