Tidens gang i Odense

Om tidsmåling og urmagere

Det at måle tiden er et fag med en lang og interessant udvikling gennem tider og kulturer. De ældste tidsangivelser byggede på iagttagelser i naturen, f.eks. solens op- og nedgang, månens faser, stjernernes stilling på himmelhvælvingen, og den første tidsmåler var skyggen. Siden kom soluret i mange forskellige former, som f.eks. solringe. De benyttedes bl.a. af vogterdrenge på landet og tilvirkedes af urmagere og gørtlere, som solgte dem på Sct. Knuds-markederne den 10. juli for 6 skilling stykket. Således havde den senere komponist, Carl Nielsen (1865-1931), en solring af messing. Men da han som 14-årig blev militærmusiker ved 16. batl. i Odense, havde han fået et ur med hjemmefra.[1]

Da solen ikke altid kunne ses, måtte man anvende timeglas, vand-, olieeller kærteure for at nævne nogle af de vigtigste.

Det mekaniske ur eller hjuluret (på grund af de mange tandhjul indeni) dukker op i Norditalien o. 1280. De første af denne type ure viste ikke tiden med visere som vor tids ure, men gav en metallisk lyd ved hele og halve timer. De blev overvåget af en urvagt, der forkyndte de vigtige bedetimer fra morgenmesse til aftensang ved klokkeringninger fra klostre og kirketårne. Senere kom slagure, der slog på klokker, men stadig uden visere, dvs. at man kunne høre halve og hele timer, ved at tandhjul udløste slag på klokken.[2]

Tidsdimensionen blev præsenteret for »manden på gaden« som solens omkreds og gang i form af en cirkel. Dens omkreds blev opmærket i 12 eller 24 dele, som repræsenterede tidens distance. Men dette alene var ikke nok til at tilfredsstille ham og give ham et begreb om tiden. Bevægelsen manglede. Derfor føjede man i 1500-årene en timeviser, enpegeren, til og satte den i bevægelse over den symbolske tidsdimension ved hjælp af maskineri. Nu var det hele ikke bare et symbol, men en virkelig arbejdende model af tiden, som det almindelige menneske tænker sig den. Det var en stor opfindelse, og den blev kaldt klokken. »Hvad er klokken?« siger vi stadig.[3]

Først et hundrede år senere hittede man på at koble en minutviser til. De første mennesker i Odense, der syslede med tidsmåling, var ganske givet benediktinerklostrets munke, der var indkaldt fra Evesham i England. Vi har ganske vist ingen beviser for det, men vi ved, at nogle af deres kolleger i andre klostre fra Portugal og Sicilien i syd til Sverige og Norge i nord var optaget af tidsmåling, både teoretisk og praktisk. De skulle nemlig alle følge de af Benedict af Nurcia indførte 7 tidebønner i døgnet: matutin med laudes ved daggry, prima kl. 6, tertia kl. 9, sexta kl. 12, nona kl. 15, vesper kl. 18 og completorium (aftenbøn) umiddelbart før sengetid kl. 21. Teksterne til disse tidebønner stod i »Breviarium Ottoniense«, som i 1482 blev genoptrykt i Odense af Johan Snell fra Lübeck som den første bog i Danmark.[4]

Kong Hans og hans dronning Christine kom ofte til Odense, hvor de begge ønskede, at deres sidste hvilested skulle være. Dronningen var en from og godgørende kvinde, som i 1508 lod lave et ur til Sct. Klara kloster i København, og i november året efter købte hun i Odense et »segherværk« (ur) for 1 rhinsk gylden. Efter prisen at dømme har det sandsynligvis været et loddrevet konsolur af jern med slag- og vækkerindretning. Hvem der havde lavet uret vides ikke, men det er ikke usandsynligt, at hun senere har foræret det til sit kære Gråbrødrekloster i Odense for paritetens skyld.[5]

Den svenske historiker Olaus Magnus (1490-1557) udgav 1555 i Rom en bog om de nordiske folks historie og hævder heri, at »der da i hele Norden findes i den grad fuldendte, formålstjenlige og retgående ure, så intet i højere grad synes at være disse folks sag end kunsten på en sindrig måde at bestemme tiden«. Siden nævner han eksempler på den tidsmåling og urmagerkunst, der drives på visse klostre.

Gadenavnet Klingenberg i Odense skal ifølge den fynske historiker L.S. Vedel-Simonsen (1780-1858) forklares ved, »at her kunne man tydeligt høre den klingende lyd af bedeslagene på Sct. Knuds klostrets klokke. Munkene i dette kloster skal have anbragt en klokke på den frie plads uden for deres port, hvorpå der, hver gang de forrettede deres andagt til alle borgeres opbyggelse, varsledes, hvorfor også denne plads, som udgjorde en del af den daværende adel- eller hovedgade fra den tid skal have fået navnet Klingenberg«.[6]

Forklaringen er desværre ikke holdbar, da navnet også kendes fra Haderslev, Nykøbing M., Slagelse og Thisted, fra Svenstrup sogn på Als og fra Tinglev sogn, hvor der ingen klostre har været, men den er interessant på grund af den erindring, den indeholder om bedeslagene, der i sin tid også inddelte dagen for befolkningen uden for klostrene.

Tårnurene var med til at synkronisere livet i middelalderens bysamfund: arbejdets begyndelse og ophør, torvetider, vægternes tjenestetid, soldaternes reveille, tappenstreg og retræte osv. De var både vækkeure og tidsmålere. De første urmagere eller »sejermagere«, som man kaldte dem, var specialiserede finsmede og derfor medlemmer af Odense Smedelav. Lavet menes at være stiftet o. 1430 og fik sine artikler fornyet i 1446. Det omfattede oprindelig grov- og finsmede, kedel- eller kobbersmede, grydestøbere, pladeslåere (dvs. harniskmagere), sværdfegere og kandestøbere samt remsnidere og sadelmagere. De sidste to fag forarbejdede læder, men havde en naturlig tilknytning til de metalforarbejdende fag. Den ældste lavsprotokol, der er opbevaret, begynder 1581, men af skråen fra 1496 fremgår, at lavet har haft 2 skråer forinden.[7]

Fig. 1. Odense Smedelavs segl fra 1446.

Det er karakteristisk, at en af de første urmagere, vi hører om uden for hovedstaden, er Mads Seygermester i Odense, hvor der allerede i 1500-årene rørte sig et frodigere håndværkerliv end i andre købstæder. Samme Mads Seygermester må have været kendt og anset, eftersom kong Frederik 2. den 6. januar 1562 bestilte et sejerværk til Frederiksborg slot hos ham. Det skulle være med viser, men uden klokke. Denne ville kongen skaffe andetsteds. Endvidere får Mads besked om at begive sig til Frederiksborg og Faurholm ladegård ved slottet for »at fly Kongens Seygerwercke«, dvs. reparere majestætens ure. I 1559 får Mads Seygermester i anledning af sine kongelige pligter frihed for skat og borgerlig tynge, og i 1563 nævnes han som medlem af smedelavet i Odense, men i 1574 nævnes en sejermagers enke, og da han var den eneste urmager i Odense på dette tidspunkt, må han være død før eller i 1574.[8]

Sønnen, Hans Madsen, arver bestallingen som kgl. sejermager den 14. maj 1586 og skal vedligeholde alle de kgl. ure uden for hovedstaden. Som årlig løn får han 20 rdlr. og 1/2 læst korn af Odensegård. Desuden er han fri for skat og borgerlig tynge, får fri befordring med hest, vogn og færger og fri kost og logis, så længe han arbejdede i kongens tjeneste. Arbejdet var dog så omfattende, at han samme år måtte dele det med en sejermager fra Kolding, Frederik Hansen, således at Hans Madsen som sit område fik øerne øst for Lillebælt (dog ikke København) og Frederik Hansen Nørre- og Sønderjylland. Sejermagerne stod i nogle år uden for smedelavet, da de fandt det nedværdigende, at deres svende- og mesterstykker skulle vurderes af smede, men i 1623 hører vi, at de er optaget igen, og at også bøssemagere samt metal- og klokkestøbere kan optages.[9]

Fig. 2. Tårnur fra Sct. Hans Kirke (Møntergården).

I Odense kæmnerregnskab for året 1566 har museumsmanden Hugo Matthiessen (1881-1957) fremdraget nogle interessante udgiftsposter vedrørende en malet figur med hat på hovedet og forsynet med en »streng«, hvortil der medgik 52 stykker stål. Figuren kaldes i regnskabet »Per Døver« ligesom kollegaen i Roskilde domkirke. Det fremgår af det specificerede regnskab, at figurens ene hånd repareredes, og i dens ryg blev der fastgjort et bræt, hvad der kunne tyde på, at det virkelig har været en mekanisk dukke, som har haft den funktion at slå time- og/eller kvarterslag på en klokke som navnebroderen i Roskilde.

Desværre fremgår det ikke af regnskabet, hvor Per Døver har været anbragt. Det kan kun tolkes derhen, at han har siddet højt til vejrs, siden maleren, Mester Søren, fik hjælp af en fra galgen benådet tyv, som i denne ekstraordinære anledning holdes tilbage og bespises for byens regning med øl og mad. Men da det er kæmnerkassen, der afholder udgifterne, turde man med en vis ret kunne formode, at Per Døver har siddet på det ældste Odense rådhus, idet rådhuset efterhånden var blevet mange byers andet centrum – den verdslige og politiske modpol til hovedkirkens religiøse. Hvornår det ældste rådhus fik et ur vides ikke, men det havde et tårnur med en lille slagklokke over skiven i gavlen, der vendte ud mod Flakhaven, da det blev revet ned i 1880 for at give plads til det nye. I 1857 fik rådhusuret gasbelysning, så det også kunne ses i mørke.[10]

Den 1. maj 1580 afholdtes en pragtfuld fest i Odense med kongelig og adelig deltagelse og et farverigt optog med ca. 3000 ryttere. Den daværende konge havde moret sig så godt ved denne fest, at han besluttede, at Sct. Knuds kirke inden året var omme skulle have et tårnur, og således gik det. Uret blev fremstillet af Hans Madsen. Gråbrødre klosters kirke fik et i 1591 og i 1595 fik klosterkirken i Dalum et sejerværk. Inden århundredskiftet 1599-1600 havde alle sognekirker et tårnur, desuden rådhuset og bispegården.[11]

De i alt 14 kirkeklokker ved Odenses 4 sognekirker klemtede foruden før gudstjenesterne hver dag kl. 12 og 19, så ingen uden de døve kunne undgå at høre, hvad tid på døgnet det var. Efter reformationen forstummede klostrenes ringninger til tidebøn, men de nu reformerede kirker fortsatte med at lade timeslagene lyde ud over byen som tidligere. Reformationen i Odense foregik i øvrigt ret stilfærdigt og uden større brydninger. Således lod man den ansete prior ved Sct. Knuds kloster, Christiern Poulsen, fortsætte med at lede klostret og dets ejendomme til 1571. Det var denne prior, som i 1562 lod fremstille et bordur i kasse af forgyldt messing. Prioren døde i 1575 og af hans testamente fremgår det, at han overlod uret til sin efterfølger som administrator af klostret, kansleren Niels Kaas (1534-94). Derefter ved man ikke noget om urets historie, indtil det bliver købt i 1963 og nu befinder sig på Det kulturhistoriske Museum i Møntergården i Odense.[12]

I 1600-årene var der så mange kirke- og herregårdure på Fyn, at sejermagerne næppe kunne overkomme at passe og vedligeholde dem alle, men måtte have hjælp af finsmede. Det vides således, at finsmeden Anders Lampe (nævnt 1614) og hans søn, Isach Andersen Lampe (nævnt 1629) begge reparerede tårnure. I årene 1553-1679 blev der kun optaget tre sejermagere i Odense Smedelav.

Fig. 3. Christiern Poulsens bordur (Møntergården).

Samme år som Sct. Knuds kirke fik tårnur, 1580, oprettedes i Odense et vægterkorps for at beskytte borgerne, deres liv og ejendom imod ildebrande, tyve, ransmænd og andre farer og meddele tiden ved afsyngelse af vægterversene efter timeslagene. Man har tillagt Thomas Kingo forfatterskabet til disse vægtervers, men de er sikkert meget ældre. Han har muligvis fornyet og forbedret dem, men de arkivalske kilder tier om dette spørgsmål. I 1750 bestod vægterkorpset i staden af 13 personer: 1 vagtmester, 2 tårnvægtere og 10 gadevægtere, der havde hver sit distrikt at passe. 1862 var antallet af vægtere steget til 18 samt en reservevægter. De var udrustet med en mørk uniformskappe, fedtlæderstøvler, kasket om sommeren og lådden hue om vinteren, bælte, fløjte, lygte, vægterstige og »morgenstjerne«. Ordningen ophørte den 1. februar 1866 i Odense. Den var blevet overflødiggjort ved oprettelsen af politiet, bedre gadebelysning og den kendsgerning, at mange nu selv havde ure.[13]

I 1696 blev klokkerne (ringerne) ved Odenses sognekirker kaldt til møde i rådstuen i anledning af et brev fra kong Christian 5. om »urenes urigtige gang«. Det var på den tid meget svært at få tårnurene justeret til at gå aldeles rigtigt, og det var ikke så meget klokkernes (ringernes) skyld som urenes mekaniske indretning og den kendsgerning, at det ikke kan være middag på samme tid overalt, samt at man endnu ikke kendte begrebet GMN (Green-wich Mean Time) og dansk normaltid. Med hensyn til det tekniske havde den hollandske fysiker og astronom Chr. Huyghens ganske vist allerede i 1657 ladet konstruere det første præcise pendulur, som gik langt mere nøjagtigt end de gamle spindelure med tværstang eller foliot, men det tog sin tid, inden opfindelsen var nået ud over hele Europa. Da alle kirkerne i Odense efterhånden havde fået pendul, gik det betydeligt lettere med samtidigheden. Men først i 1880 indførtes det, man kaldte københavnsk middelsoltid og efter 1894 mellemeuropæisk zonetid, også kaldet dansk normaltid.

I 1934, i 300-året for Th. Kingos fødsel, blev det besluttet, at Sct. Knuds kirke skulle have et klokkespil. Klokkespillet blev fremstillet af K.T.A. Sørensen i Brønderslev, men monteringen overdroges til tårnurfabrikant Julius Bertram-Larsen (1854-1935), København. Klokkespillet var færdigt i 1936. Det har 12 klokker, hvoraf den dybeste vejer 500 kg og spiller kl. 8, 12, 16 og 22. Ved de tre første slæt spiller det salmer af Kingo og kl. 22 vægtersalmen. Det kan anslås både af urværket og manuelt fra et klaviatur, hvis tangenter er solide træ-rundstokke, som slås med hånden eller flere fingre samlede. Under gunstige vejrforhold kan klokkerne høres helt ud til Bolbro og Tarup.

De offentlige ure fæstnede sig efterhånden i folks bevidsthed som vigtige ting i dagliglivet, men hvad med ure i hjemmene? Endnu i slutningen af 1600-årene var stueure sjældne, også i ret velstående hjem, og af lommeure var der næsten ingen. Urfjederen, der var blevet opfundet midt i 1400-tallet, medførte at urene nu kunne flyttes og – for lommeurenes vedkommende – bæres på kroppen, men alle former for ure blev betragtet som kostbar luksus.

Hvor højt tidsmålere vurderedes kommer til udtryk i billedkunsten, selv den primitive. I kirken i Fangel, som i 1970 indlemmedes i Odense kommune, findes Danmarks ældste maleri af en urskive. Men den er malet sammen med et timeglas, for det kendtes og benyttedes af næsten alle i hjemmene. I 1719 fik kirken i Fangel en smukt udskåret ligbåre, hvorpå der på det ene felt er malet en hånd med to krydsede pile, et symbol på pest og plager. Ved siden af ser man en bevinget olding med le (døden) og under ham et timeglas, som symboliserer tidens flugt, det hastigt flygtende liv. Øverst i feltet læses: »Jeg skær’ så hastigt tiden af, og du alt mindes om din grav«. Nederst under timeglasset: »Jeg rinder, svend, lær af mig, dit levneds løb snart ender sig«. På det andet felt ses en urskive af et vægur med lodder og over det teksten: »Jeg pikker, slår og viser dig, hvor tiden flyver hastelig«. Under urskiven ses en galende hane og nederst teksten: »Jeg galer højt, omvend dig snart, thi døden kommer i en fart«. I vor tid, da man blues ved at tale om døden, lyder det nok noget makabert, men i 1700-årene var man mere fortrolig med døden, for børnedødeligheden var endnu uhyggelig stor (40-45%), hygiejnen elendig og gennemsnitslevealderen ringe.[14] Men tiderne bedredes materielt med det opsving, der kom efter o. 1740, og borgere og bønder fik nu også råd til at købe mere og bedre indbo, såsom bilæggerovne, skabe, kister og standure, slåklokker eller »bornholmere«, som man kaldte dem – uanset, hvor de var fremstillet. Huyghens opfindelse af penduluret og andre forbedringer muliggjorde klokker med længere gangtid og større præcision. Det lange pendul og de tunge lodder nødvendiggjorde en høj, beskyttende kasse med værket øverst i hovedkassen, pendul og lodder i midterkassen og den lidt bredere fod til at bære og stabilisere det hele. Samtidig blev tiden mere kostbar. »Time is money« (»Tid er penge«) stammer fra den tid og er skabt af amerikaneren Benjamin Franklin. De fleste standure fik minutvisere og blev udstyret med slagværker, der slog hel-, halv- og kvart-timer. Nogle havde endda klokkespil med salmer eller verdslige sange eller repetérindretning til brug om natten. Sekundvisere behøvedes ikke, idet pendulet i de fleste standure netop ved sit sving fra den ene til den anden side markerede et sekund.

Lige så populært som standuret blev taffeluret: små fjederure el. med kort pendul beregnet til at stå på en hylde, en kamin, et chatol eller et bord. Lommeuret skal vi ikke komme nærmere ind på, da der er så få af dansk produktion, bortset fra svende- eller mesterstykker, men det, som er præsteret af engelsk, fransk og schweizisk håndværk, hører til noget af det bedste i urmageriets historie.

Et stykke ind i 1800-årene begyndte man i USA at tilvirke en type ure, som går under benævnelsen »short shelf clocks«. De havde et rektangulært urhus med en profileret ramme af valnødde- eller mahogny-finér og på forsiden en glasdør med klart glas foran urskiven og hvidmatteret dekoration på den nedre del af døren. Urskiven er hvidemaljeret med sorte romertal. Urene var meget billige på grund af massefabrikationen og blev hurtigt populære blandt familier med små eller jævne indkomster. I en annonce i »Fyens Stiftstidende« for 22. maj 1846 meddeler Chr. Hansen fra New York, at han er ankommet til Odense med en sending amerikanske urværker i mahogny-kasser. Han tilbyder urmagerne at sælge dem en gros og en detail. Det var et varsel om, at nu måtte urmagerne snart til at ophøre med egen produktion.

Fig. 4. Lommeur af Arendt Sibbern (Møntergården).

Om de producerende fynske urmagere, herunder dem fra Odense by og de indlemmede 13 forstadskommuner, har afdøde overlærer L. P. Pedersen (1899-1973) skrevet godt og grundigt i »Fynske Standure og deres Mestre«, bd. I & II, udgivet af Gerda Rost, Odense 1981-82.

Her skal kun kort nævnes, at i 1500-årene kendes blot de allerede nævnte Mads Seygermester og søn Hans Madsen. Fra 1600-årene kendes Bendix Nielsen, der fik borgerskab som sejermager 22/9 1628, Henrik Sejermager, som blev mester 22/2 1637, Hans Hansen Klokmester, som nævnes 1648, Peder Rasmussen, mester 1643, Søren Jensen boede i Odense, men reparerede sejerværket i Vemmelev kirke ved Sorø 1650, Daniel Wegner (1633-73) blev mester 1662 og leverede bl.a. sejerværker til Dorthe Rosenkranz og Sophie Brahe. Han passede Gråbrødre kirkes ur og købte en gård i Vestergade for 220 rdlr. Endelig kan nævnes Jørgen Sejermager (1685) og Bo Hansen, som døde 1679. Svendene Christen Knud Jensen og Mads Pedersen Illum ses ikke at have fået borgerskab i Odense. I 1700-årene vrimler det med urmagere i Odense. I den vidtforgrenede slægt Sibbern var der en halv snes medlemmer, som i løbet af o. 150 år virkede som urmagere i Odense. Tre af dem var desuden organister. Men så vidt vides findes der endnu kun bevaret to ure af Mathæus Arentsen Sibbern, som også var organist ved domkirken og døde 1775. De andre var fortrinsvis beskæftiget med tårnure og deres reparation i Odense og på fynske herregårde.

Sigvard Møller (1713-73) tog bsk. som urmager i Odense 28/4 1740, men døde som købmand. Johan Christian Barth, som døde i Odense 1772 var både urmager og snedkermester og lavede derfor selv sine urkasser. Niels Faber (1757-1839) virkede først i Lumby siden i Odense. Særdeles habile var de tre brødre Søren, Jens og Nicolai Fischer, som også virkede ind i det følgende århundrede. Derimod falder Friedrich Ertners produktion væsentligst i 1800-årene. Han var tilflyttet fra Horsens og tog bsk. i Odense 13/6 1821. Frédéric Auguste George 1740-1801) (fejlagtigt skrevet Schiorse) var fransk reformeret flygtning, som over Brandenburg var kommet til Danmark. Det er kendt, at tusinder af huguenotter, hvoriblandt adskillige urmagere, måtte flygte på grund af manglende tolerance i franske hofkredse. George boede ved folketællingen 1787 i Gråbrødrestræde og var gift med Inger Kristine Harboe.

Fra Frankrig stammer også urmager-slægten Angelo. Den første Angelo var født i staden Slesvig som søn af en urmager, indvandret fra Nancy. Han tog bsk. i Odense 21/12 1791 og giftede sig to år efter med en pige fra Odense. Deres søn, Frederik Christian, blev også urmager, men synes at have været psykisk beslægtet med den navnkundige urmager Fredman i Stockholm, som Bellman nævner i sine epistler og om hvem der sagdes, at han var »utan ur, verkstad och forlag«. Angelo betegnes ved folketællingen 1845 som almisselem i en alder af 48 år. Han døde i 1870.

Peter Petersen (1751-1820), der fik bsk. 23/10 1782, lavede smukke standure. Et 8-døgns værk med timeslag, datoviser og repetitionsindretning af ham findes i privat eje.

Med Lorenti Ganther (1770-1822), født i Schwarzwald, bsk. i Odense 18/2-1801, fik schwarzwalder-urene for alvor indpas i fynske hjem. De havde dog kunnet købes på markederne tidligere. Ganther kunne selv fremstille disse ure, men virkede vistnok mest som importør og grosserer.


Fig. 5. 8-døgnsværk af Peter Petersen, Odense 1782 (Møntergården).

Odense tiltrak adskillige svende, ikke blot udenlandske. Af de 1.144 håndværkssvende, der i 1824 passerede Odense med rejsepas, var de 600 fra udlandet, især fra Tyskland. I 1879 var antallet steget til 1.873. Svendevandringerne indebar adskillige fordele, men også farer. Mange tog aldrig arbejde, men fægtede sig frem ved de såkaldte »Geschenke« (gaver, vandrepenge), som de fik af mestrene eller ved betleri. De sammentiggede penge brugtes i flere tilfælde til umådeholdent drikkeri.

Fig. 6. Chatolur med spilleværk af Andreas Jørgensen Schmidt. Odense ca. 1800 (Møntergården).

En stadskonduktør og industrihistoriker Ole Jørgen Rawert (1786-1851) blev af den danske regering sendt ud i provinserne i 1819-20 for at samle oplysninger om erhvervene og deres stilling. Han har ikke meget til overs for håndværkerne på Fyn og i Jylland. Odense er faktisk det eneste sted, han giver en anerkendende omtale: »Blandt andre, som driver borgerlig næring i Odense, udmærker sig urmager Schmidt. Han forfærdiger alle slags ure, men især dem med musik. Hans arbejder roses meget, og fra andre provinser, endog fra København, sendes ham musikure til udbedring«, skriver Rawert i sin rapport.[15] Det kan kun være Andreas Jørgensen Schmidt (1764-1827), som var sønderjyde og havde været svend hos den dygtige Guldbrand Petersen i Flensborg, hvis datter han blev gift med. Han tog bsk. som urmager og »mechanicus« i Odense den 10/12 1794 og var en af de få mestre på Fyn, som lod sig optage i »Kjøbenhavns Uhrmagerlaug«. Hans to sønner blev også urmagere.

Fig. 7. Urmagerskilt fra Odense, (nu Den gamle by, Århus).

Chr. Carl Borch (1797-1866) har fremstillet konsol- og savure. Anders Jessen (1807-57) lavede standure, og ude i Fangel sad en særdeles dygtig urmager, som også lavede standure af høj kvalitet. Rasmus Christensen (1757-1835) og hans sønner og sønnesøn har efterladt flere af disse Fangelklokker.

Carl V. Lund (1838-1918) var nok den sidste urmager i Odense, der fremstillede ure, delvis af importerede komponenter, og danner således et overgangsled mellem håndværk og industri. Lund var veteran fra 1864 og etablerede sig den 22/5 1867 på Nørregade 16, men flyttede senere til Fisketorvet 5. I en årrække var han medlem af Odense byråd. Firmaet blev i 1918 overtaget af A.H. Marcussen.

L.P. Pedersen har omhyggeligt registreret o. 525 ure, hvoraf adskillige er fremstillet i det område, som nu kaldes Odense kommune. Odenses mest berømte søn, H.C. Andersen (1805-75) var i modsætning til mange romantikere meget optaget af teknikken og de nye opfindelser: dampskibet, damptoget, telegrafen o.a. Men også urmageriet optog ham meget. Han kom en del i huset hos hofurmager Jürgen Jürgensens enke, Anna Leth, f. Bruun, moderen til en af Danmarks dygtigste urmagere, Urban Jürgensen (1776-1830), som skaffede H.C. Andersen ophold i Schweiz i urmagerbyen Le Locle hos sin svigerfar, den berømte kronometermager Jacques Frédéric Houriet (1743-1830), hvor eventyrdigteren fik sit fransk forbedret. Senere besøgte han sønnen Jules Houriet (1782-1852). Her i en af de betydeligste urbyer i Schweiz fulgte digteren med levende interesse urfremstillingen og dens finesser, og han var siden altid kritisk, når han skulle købe ure. På et maleri af Edvard Petersen (1841-1911) ser man digteren besvare en piges spørgsmål om hvad klokken er, med stolt at vise hende sit guldur, så hun selv kan se det. H.C. Andersen, der havde særlige evner til at få kontakt med mennesker, var verdenspoesiens sidste farende skjald og troubadour, lige velset ved hoffer, på herregårde og i borgerlige og kunstneriske kredse. Han levede med i tiden og dens gang.[16]

Urmageriet har altid været et fleksibelt fag med finmekanikken som basis og springbræt til andre fag: ciselør, gravør, juvelér, gørtler, instrumentmager, guld- og sølvsmed, fotograf osv., især efter at urproduktionen blev industrialiseret, f.eks. kombinerede Viggo Michelsen (1879-1924) urmageriet med fremstillingen af kunstige tænder og proteser. Chr. Jacobsen (1857-1935) overtog i 1884 Chr. Rasmussens (1818-83) forretning, som var grundlagt 1845 og udviklede den til en moderne engros-forretning, som videreførtes af sønnen M. Grove-Jacobsen.

Et helt eventyrligt eksempel på fleksibilitet og initiativ udgør Lauritz Knudsen (1863-1917). Efter at have taget hovedeksamen fra Mulernes Legatskole og lært urmageriet hos Carl Lange i Odense søgte han som svend videreuddannelse i Tyskland, gik på urmagerskole i Glashütte ved Dresden og løste så ved hjemkomsten næringsbrev som urmager i Odense den 7/12 1887 i Kronprinsessegade 17. Tre år senere flyttede han til København, blev forstander for den nyoprettede urmagerskole og drev sideløbende hermed et mindre urmagerværksted med et par svende. Men den kommende snes år blev den store udviklingsperiode for el-værkerne, og Lauritz Knudsens interesse for elektriciteten medførte, at han efterhånden helligede sig fabrikationen af elektriske artikler, lige fra sikringer og afbrydere over el-biler, elektromotorer og buelamper, ja, Lauritz Knudsen byggede endog hele el-værker. I 1934 blev det første el-komfur leveret fra hans fabrik, og senere optog fabrikken produktionen af vaskemaskiner. Efter Lauritz Knudsens død blev virksomheden omdannet til et aktieselskab.

Fig. 8. Verdensur af Valentin Rasmussen, Odense (Møntergården).

I lavstiden var der strenge regler for, hvor mange lærlinge og svende en håndværksmester måtte have. Som regel kun én af hver slags, men i visse tilfælde kunne der dispenseres. Loven om næringsfrihed i 1857 førte til »kræfternes frie spil« og udviklingen fra smådrift til stordrift på håndværkets og industriens område ændrede i høj grad arbejdsforholdene. Tiden efter 1857 blev stærkt præget af, at erhvervene og deres arbejdsgivere på den ene side og svende og arbejdere på den anden organiserede sig for at hævde deres interesser og kår.

Urmagerne kom ret sent med. Det skyldtes nok, at de fleste værksteder var ret små, hvor et tillidsforhold mellem mester, svend og lærling let kom i stand, og de to sidstnævnte regnede jo selv med at blive mestre før eller senere. På den anden side savnede mestrene en organisation, der kunne varetage deres fælles interesser. »Uhrmagerforeningen i Odense« blev stiftet den 19. januar 1875 og er næst efter »Kjøbenhavns Uhrmagerlaug« af 1755 den ældste urmagerforening i landet.

År Indbyggere Antal urmagere
1672 3808 2
1735 4800 3
1750 ? 2
1769 5200 3
1778 ? 2
1787 ? 2
1801 5782 4
1834 ? 8
1840 9200 10
1845 ? 9
1850 11122 9
1860 12850 14
1884 ? 16
1891 38750 21
1901 40138 22

Tanken om en landsforening for urmagere blev fremsat af en odenseansk urmagermester, Henrik Lund, i 1889, men der blev dog først taget et initiativ til dannelse af en centralforening ved et møde i Odense den 24. august 1893, hvor Henrik Lund valgtes til medlem af bestyrelsen. En lokalforening af mestre for Odense amt stiftedes i oktober samme år.

I det stiftende møde for centralforeningen deltog 66 medlemmer fra hele landet. Efter mødet blev deltagerne af Odense Uhrmagerforening indbudt til en sejltur på Odense å ud til Fruens Bøge, hvor der blev indtaget en glimrende frokost og afsunget en urmagersang, skrevet af urmager Valentin Rasmussen (1838-1919), som var veteran fra 1864, hvor han kæmpede på Dybbøl og blev ført som fange til Erfurt. Han fremstillede efter hjemkomsten et verdensur, der angav klokkeslættene i ti af verdens 24 tidszoner og han var en talentfuld lejlighedsdigter. I »Dansk Urmager- og Optiker-Centralforening«, som den hedder i dag, har flere odenseanske urmagere siddet i hovedbestyrelsen.[17]

De tre gamle amtsforeninger for Assens, Odense og Svendborg amter blev sluttet sammen til »Fyns Amts Urmager- og Optikerforening« den 1. maj 1985 ved et møde i Ørbæk kro. Afstandene mellem de fynske byer var ikke blevet mindre, men det tog betydeligt kortere tid at overvinde dem. Tidens gang er nu blevet tidens løb, og sekunderne måles nu fortrinsvis på piezo-elektriske kvartskrystalure. Desværre forlænger urene ikke tiden.[18]

 

Noter

Trykte:

  1. ^ Carl Nielsen: Min fynske Barndom, 1927.
  2. ^ Erik Bruton: Clocks, London, 1961.
  3. ^ John William Dunne: An Experiment with Time, 1927.
  4. ^ H.C.Bering-Liisberg: Urmagere og Ure i Danmark, Kbhvn. 1908.
  5. ^ Dronning Christines Hofholdnings-regnskaber. Dansk Magasin, 4. række, bd. 1, meddelt af Kall Rasmussen. – Kong Hanses Brevbog i Aarsberetning fra Geheime-Archivet, bd. 1.
  6. ^ L.S. Vedel-Simonsen: Bidrag til Odense Bys ældre Historie. 3.16 og 42.
  7. ^ J. Lauritsen: Odense Smedelav. Odense, 1896, s. 26.
  8. ^ Kancelliets Brevbøger 4.11. 1580. F.T 1, Kancelliets Brevbøger 6.1. 1562.
  9. ^ Kancelliets Brevbøger 14.5. 1586.
  10. ^ Fra Arkiv og Museum, 1. række, bd. 5, Kbhvn. 1912-15, s. 639-40.
  11. ^ Kancelliets Brevbøger 4.11. 1580.
  12. ^ Chr. Waagepetersen: Et »lidet seyerwerck« fra 1562 i Fynske Minder, Odense, 1964, s. 115-27. Jfr. artikel af Erik Grove i Kunst- og Antikvitetsårbogen 1980, s. Ill lf.
  13. ^ C.T. Engelstoft: Odense Bys Historie, 2. udg. 1880. – 1. udg. 195. Jacob Madsen: Visitatsbog s. 23. Isaksen i Fynske Minder 1967. H.P. Mumme: Bidrag til Odense Byes Historie, Odense, 1857.
  14. ^ Anne Riising: Gudsfrygt og Oplysning, Odense, 1981, s. 192.
  15. ^ O.J. Rawert: Beretning om Industriens Tilstand i de danske Provinser, samt om nogle Midler til dens Fremme, nedskreven paa en Reise i Sommerne 1819 og 1820. Kbhvn. 1820.
  16. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr, I-II, 1926. – Finn T.B. Friis: H.C. Andersen og Schweiz. Kbhvn. 1949.
  17. ^ Tidsskrift for Uhrmagere, 1893.
  18. ^ »ure & optik«, 1985, nr. 8, s. 9.

Utrykte:

  • Kirkebøger, folketællinger, borgerskabsprotokoller, skifter på Landsarkivet i Odense.
  • Thomas B. Thriges Fond takkes venligst for støtte til arkiv-, biblioteks- og museumsbesøg i Odense.

 

©