To nye votivfund fra den yngre bronzealder

Et par smådrenge løb og legede på engmarken, hvor deres far lige havde pløjet. En af dem snublede i noget, der holdt fast i foden, og dér lå han, med næsen ned i et stykke grønt metal, der lignede en blyant. Det andet, han faldt i, var en ring, der også var grøn. Drengene viste de mærkelige ting, de havde fundet, til deres far, gårdejer Hans Nicolaisen. Og da man kiggede nærmere efter, lå der omtrent på samme sted to andre ringe og endnu et par stykker irret metal.

De fundne sager er en fin samlet nedlægning fra den yngre bronzealders midte, omkring 700 før Kristus. Som altid var det også her en tilfældighed, at fundet kom for dagens lys. Den lave mark, der på dette sted glider næsten umærkeligt over i udtørret strandeng, var i sommeren 1960 blevet udvidet med nogle plovfurers bredde. Furerne blev taget fra engen, og den første pløjning, som nu har draget stedet ind under kultur, vendte mulden op med de sager, som blev nedgravet i jorden for godt halvtredie tusind år siden.

Gårdejer Nicolaisen blev snart klar over, at de fundne ting måtte være fra oldtiden. Han ringede ind til Fyns Stiftsmuseum, og dagen efter, den 13. juli, besigtigede museumsdirektør Svend Larsen findestedet og bragte bronzesagerne ind til museet. Et par uger efter kom også jeg til stede. Sagerne var jo opsamlede i muldjorden, og hvem kunde vide, om nu også alt var kommet med, om ikke der lå andre ting dybere nede, hvor ploven ikke var nået ned. Hr. Nicolaisen kunne oplyse, at bronzetingene havde ligget spredt over et 5-6 m langt og lidt smallere område. Findestedet er på matrikelnummer 26d af Hasmark Vestermark i Norup sogn, og marklodden hører under gården Lykkenshåb, som ejes af Hans Nicolaisen. Igennem nogle dages arbejde afgravede vi nu et ikke helt lille område af marken omkring findestedet, 15 m langt i vest-øst, 5-6 m bredt. Der blev gravet til en dybde af 60 cm, hvor den lerede undergrund blev glattet af og tydeligt vilde vise, om der var gravet noget ned i den. Undersøgelsen blev dog negativ, idet der ikke kom andre bronzesager frem ud over de allerede fundne. Derimod blev der gjort andre interessante iagttagelser, men dem lader vi vente, til vi først har set lidt nærmere på fundets bronzesager.

Fig. 1. Fundet fra Hasmark Vestermark.

Da undersøgelsen ikke gav flere ting, må vi tro, at fig. 1 gengiver det hele samlede fund. Det består, som det ses, af tre halsringe, en spydspids og et langt, trindt legeme: et brudstykke af en dopsko til en spydstage.

De tre halsringe er karakteristiske for den yngre bronzealders midte, den 5. periode. Vi kan behandle dem under ét. Ringlegemet er trindt, 7-8 mm tykt og består af en vreden, kantet bronzestang, der på grund af vridningen nu er dækket af skrå riller. For hver ende løber ringen ud i en aflang flad plade, der atter snævrer ind og afsluttes i en spiraloprulning. Ringen lukkes ved, at de to spiraloprulninger griber ind i hinanden. På den øverste, fig. 2, ser det ud til, at den ene spiral i oldtiden er blevet brudt af og derefter atter støbt på, idet lukket ved støbningen er blevet ubevægeligt. Derimod er lukket frit på den midterste ring. Den nederste har desværre mistet den ene spiral, og det lykkedes ikke at finde brudstykket. I øvrigt kan bemærkes, at der på pladernes bagsider er klumpede partier og ujævne støbespor. Ydersiderne er derimod jævnt afglattede og prydet med fint indpunslede prydelser.



Fig. 2. De tre halsringe fra Hasmark Vestermark. Øverste: tværmål 21.6 cm, midterste: 21.0 cm, nederste: 19.5 cm.

Ornamenternes hovedmotiv er på hver af pladerne to modvendte skibsfigurer, de elskede skibsbilleder, helt i tidens stil med svungne skibsstævne for og agter. Linierne indrammes af tæt indpunslede småhak, og rækken lige over rælingen gengiver sikkert skibsmandskabet. Billedfeltet indrammes af furer og rækker af kanthak, lagt i bølgede slyng for enderne. Udførelsen er helt ens på den øverste og midterste ring, men afviger for den nederstes vedkommende. Også her er de to modvendte skibe det centrale, men de små hak erstattes af enkelt- eller dobbeltbuer. Linierne står finere og skarpere, men mere flygtigt indpunslet. Skibsbillederne er vistnok en genklang af de hellige skibsmotiver, man ser andetsteds, på helleristningerne, hvor solen sejler på sit skib, over himmelhvælvingen eller havet. Det er det kendte motiv fra den religiøse forestillingsverden, som, overført til smykkerne nok gør deres daglige bærere delagtige i den hellige kraft fra klippefladens eller stenens kultbillede.

Til fundet hører også en spydspids. Den blev fundet i to brudstykker, men de lod sig let samle. I den ene egg er der kommet et skår. På sædvanlig vis findes ved døllens basis et ornamentbånd af fine furer, der omslutter to striber med indslåede punkter.

Endelig er der det sidste stykke, en sjælden ting, en dopsko, som har omsluttet spydstagens nederste ende. Desværre er det kun et fragment, idet den øvre halvdel eller så mangler. Trods nøjeste eftersøgning lod den sig ikke bringe til veje. Det bevarede stykke er 13.7 cm langt. Forneden er dopskoen prydet med seks sammenliggende ornamentbånd randede af punktrækker, det øverste tillige af halvbuer. Hvert af båndene består af fine tætliggende furer. I alt findes på dansk område kun tre af disse dopsko, mærkeligt nok alle fra Fyn, opbevarede i Fyns Stiftsmuseum. Det første er et prægtigt bevaret stykke fra Pejrup. Det andet er kun et brudstykke, som optoges i det store depotfund fra Skydebjerg, beskrevet i Fynske Minder 1952, s. 73. Som det tredie kommer nu eksemplet fra Hasmark Vestermark. Det er beklageligt, at vort stykke mangler det øverste parti. På dopskoen fra Pejrup var den tilsvarende ende dækket med skønne bølgeslyng.

Under afgravningen af det 15 m lange område blev der iagttaget et kulturlag. Dette lag kunne tyde på en nærliggende bosættelse. Fundlaget var ikke kraftigt, kun 5-10 cm tykt og bestod af kulsværtet, sort jord, der hvilede direkte på den gamle strandbund af hvidgrå lerjord.


Fig. 3. Spydspids og dopsko fra Hasmark Vestermark.

I kulturlaget, særlig mod nord, lidt op ad landfoden, fandtes 92 små rand- og sideskår af flere lerkar fra den yngre bronzealder, endvidere 30 dyreknogler, de fleste små, nogle ubrændte, andre med tydelige ildspor. Det ser ud, som om i hvert fald en del af disse uanselige oldsager er aflejret i vand, her ved overgangen mellem strandengen og den faste mark. Bag ved laget, på den faste jord, bemærkedes ikke bopladsspor. Tanken om en boplads kan ikke helt afvises, men en anden mulighed ligger dog nærmere for. Stedet har snarere været en helligplads, hvor man gennem tiden bragte ofre til guderne. Andre steder har man gjort lignende fund og under sådanne forhold, at tolkningen som offerplads ikke er til at komme udenom.[1]

På denne helligplads har man da i den yngre bronzealder nedlagt det kostbare sæt af bronzesager som offer. Om det er en mand eller en kvinde, der er skredet til den alvorsfulde handling, kan vi ikke afgøre.

Halsringene er kvindesmykker, men ligeså sikkert har spydet, spydspids og dopsko, været en mands ejendel. Selvom tingene fandtes spredt over et lille område, ser de dog ud til at være nedlagt samlede. Derpå tyder den ensartede, smukt grønne patina, der dækker de enkelte stykkers overflade.

En del anderledes tegnede forholdene sig ved det andet fund, som skal omtales, en julegave til Fyns Stiftsmuseum. På en mark, som tilhører gårdejer Svend Madsen, Broendegård ved Udby, og som bærer matrikelnummer 9b af Føns by i Føns sogn, Vends herred, var den 11. december 1960 et par unge landbrugsmedhjælpere, Henning Rasmussen og Bent Egelund, i færd med at anlægge en kartoffelkule. Stedet er en sandet mark, der skråner mod nord ned fra en høj bakke med udsigt over det vestfynske landskab. Uden varsel af nogen art graver nu Rasmussen gennem nogle irrede metalsager, som lå i en dybde af kun 50-60 cm under markfladen. De unge mænd syntes, tingene så mærkelige ud, samlede dem sammen og bragte dem med hjem til gårdejer Madsen. Et par dage efter ringede hr. Madsen til Stiftsmuseet, og den 14. december tog jeg til Broendegård og fik de fundne sager forevist. Ved samme lejlighed besøgte vi findestedet og optog ved en let eftergravning nogle små brudstykker af de sønderslåede ting. Det var tydeligt, at bronzerne må have været gravet ned i jorden, kun måske omhyllet af et stykke tøj, men der var ingen sten, ejheller trærester at spore. Kun en svag nedgravning tegnede sig i den lyse sandjord. Det var derfor ikke mærkeligt, at finderne kom uforvarende over tingene.




Fig. 4. Fundet fra Føns.

På fig. 4 ses den samlede nedlægning. Det drejer sig om følgende genstande:

  • et lille bæltekar, nogenlunde bevaret
  • et lignende, men lidt mindre bæltekar, stærkt itugravet
  • brudstykker af to riflede halsringe og af lukket til dem
  • et toppet bæltesmykke
  • en bred håndledsring, lidt kantskadet
  • et brilleformet dragtspænde
  • en smal, krummet kornsegl med rygtappe

Da det var troligt, at nogle ting også kunne være kastet op på kartoffelkulens jorddække fra det oprindelige leje, de lå i, før man blev oldsagerne vár, aftalte jeg med Henning Rasmussen, at han skulde gennemsøge den opkastede jord. Dette skete søndagen før jul, og resultatet blev positivt. I denne omgang fandtes:

  • flere manglende brudstykker af de allerede fremdragne sager, desuden en tredie halsring
  • et brilleformet dragtspænde større end det første
  • en helt ubeskadiget håndledsring som den første
Fig. 5. Føns. Den største af de to bæltedåser, bundfladen. Tværmål 11.5 cm.

Ved disse samlede anstrengelser er det da lykkedes at bjerge det prægtige samlede fund. Siden er brudstykkerne samlede, og det er i denne restaurerede tilstand vi ser det på fig 4.

Blandt de fundne sager, som vi nu vil lade passere revu, er nok de to lave skåle på fig. 4 mest iøjnefaldende, små nydelige bæltedåser, som engang sad på kvindens livbælte. På den mindste ses en kantøsken, men dens modstykke på den anden side mangler. Bæltet blev ført gennem øskenerne så dåsens underdel kom til at vende udad. På den største er der ingen øskener, men kun i den ene kant to uregelmæssigt gennemstukne huller. Lidt skråt for hullerne findes der på indersiden en støbeklump, som dækker over et lidt klodset repareret brud i kanten. Den udadvendende bundflade er til glæde for øjet dækket med en fint indpunslet ornamentik, i enkelthederne forskellig på de to kar, men stilfællesskabet er tydeligt nok. I det centrale parti ses på det mindste (fig. 6) et stort stjerneformet motiv, som i sin udførelse og stil straks viser hen mod bronzealderens 4. periode, det er begyndelsen af yngre bronzealder, omkring 800 før Kristus. Fundet fra Føns er da 100 år ældre end det nordfynske fra Hasmark. De brede prikrandede buer optræder også på det større kar, fig. 5. Begge er ydermere prydet med friser af halvbuer og små firkanter. Det største kar bærer kun svage spor af slid, og ornamentikken står klart på fig. 5. Det lille er derimod stærkt slidt, så at det må gengives i stregtegning. Det blev desværre slået i mange stumper ved optagelsen, men det er lykkedes at samle dem ved restaureringen.


Fig. 6. Føns. Den mindre bæltedåse. Tværmål 9.8 cm.

Fig. 7. Føns. Bæltedoppen. Tværmål 7.2 cm.

En anden bælte- eller dragtprydelse er den lille topformede dop på fig. 7. Den er af tykt bronzeblik, siderne knap 1 mm tykke. Overfladen er dækket af indstemplede prydelser, for hvilke figuren gør rede. Nedenunder ses en cirkelskive med fire rundede fordybninger. På andre eksemplarer er disse udsnit åbne, måske for at lette fastsyningen til dragten. Skiven er fastgjort til selve doppen med en trind akse, som fører op til toppen og her, jo ikke synligt på billedet, er støbt på siderne med fire kluntede tværgrene. Det hele er støbt i ét, og spor af lerkernerne er bevaret. Rødbrændte lerrester findes også på bæltedåsernes inderside i den skarpe vinkelkrog ved overgangen mellem bund og skulder. Metoden ved støbningen af de tre stykker har da været: først modellering af en indre lerkerne. Derover blev så strøget og formet et lag voks svarende til den tykkelse, væggen skulle have. Uden på voksen blev der igen lagt et lag ler. Så brændtes formen ildfast, voksen smeltede ud, og i hulrummet kunde man nu gyde smeltet bronze. Så blev formen slået itu, og støbningens gyldent funklende produkt kunde hentes frem og efterglattes efter behov. Sådan er vist alle hule genstande støbt i bronzealderen. Det betyder jo, at hver gang en ting skulde støbes, måtte en ny form fremstilles. Men tiden havde man vel for sig, og arbejdslønnens højde var et mindre brændende problem end i vore dage.

En anden iøjnefaldende prydelse er det svære og i det hele velbevarede halssmykke fig. 4. Det består af tre uens store ringe, åbne for enderne, hvor de samles af et lukke, hvis ender tappes sammen med en bolt gennem ringenderne. De kraftige ringe er dog ikke helt så tunge, som de ser ud til, eftersom de er hulstøbte. Til gengæld styrker tre tværtappe ringlegemet. Ydersiden dækkes af skråriller, der giver et smukt lysspil over de mellemliggende, til dels skråskraverede rygge. Også det rammeformede lukke er prydet, med indpunslede buer, trekanter og punktrækker.

Til det velassorterede smykkesæt hører også de to håndledsringe på fig. 8. De består af en bred, ret kraftig, ombøjet plade, åben for enderne og på ydersiden prydet med løbende rand- og midtvulste. For hver ende ses et trekantet hul.

Som de sidste i rækken af pyntesager er på fig. 9 gengivet to af den yngre bronzealders mærkelige brilleformede spænder, der ikke blot har været pynt, men også holdt dragten sammen over brystet. De to ovale plader er forbundne af en tværrillet bøjle, og om bøjlens nakke sidder en lille ring, der hører til selve nålen. Det er en bevægelig nål uden fjederkraft. Sikkerhedsnålens spændfjeder kendte man endnu ikke i bronzealderen. Alene tøjets stofmasse spændte nålen så fast i leje, at metaldelene holdtes fast, så de ikke gled ud og tabtes. Det ses, at de runde plader randes af en skråriflet kantbort, og på det største spænde forsires pladerne yderligere af en kreds af koncentriske cirkelslag.


Fig. 8. Føns. De to håndledsringe, 9.6 og 8.7 cm brede.

Uden for vort efterhånden fuldt afrundede garniture af kvindesmykker rummer det rige fund endelig en oldsag af en anden art. Det er det 16 cm lange, krumme bronzeblad på fig. 4, en kornsegl. Langs den forstærkede ryg bærer det 4-5 rygtappe, som fastkilede bladet i seglens krummede hoved, hvor dette bøjede ud fra træskaftet. Med dette simple redskab har vel smykkernes ejerinde hjulpet sin mand på marken med at afskære høstens grøde, et kært redskab, som hun vedlagde den øvrige skat.

Hvorfor gemte hun den bort? Noget bestemt svar er det ikke muligt at give. Endnu er man ikke enige i bedømmelsen af bevæggrundene for de mange nedlægninger i bronzealderen. Når man nu sammen med tingene af bronze finder de mindre opsigtsvækkende potteskår og knogler af dyr — eller menneske — som vi så det ved Hasmark, så kan der vel ikke være megen tvivl om, at årsagen har været religiøs, at der er tale om offerhandlinger. Mere tvivlende må man stille sig over for et fund som det fra Føns, nedlagt på et tilsyneladende helt tilfældigt sted, måske ved en sten eller et andet mærke. Der kan være flere grunde. Under usikre forhold kan man have fundet det rådeligt at gemme sine værdier bort midlertidigt for senere at tage dem op igen, når freden atter var inde. Det kender vi jo tilfælde af selv fra nutiden. Alligevel er det en så forbavsende mængde samlede nedlægninger, bronzealderen har efterladt, at muligheden på ingen måde tør afvises for, at også fund som det fra Føns har en religiøs baggrund, at det og dets lige altså er offerfund til guderne.


Fig. 9. De to brilleformede spænder, 13.7 og 9.6 cm lange.

Betragtninger og spekulationer som de anførte kan synes altfor almindelige, men melder sig af sig selv, når mærkelige og rige fund som de her beskrevne pludselig dukker frem af jorden og lader fortiden op for beskuerens undrende øjne. Det er morsomt at overvære findernes betagelse over oldsagerne og opløftende at få del i den glæde, hvormed de afgiver det fundne til almenheden. Nu er begge fundene fremlagt i Fyns Stiftsmuseum til belæring og opbyggelse for dets gæster.

Noter

  1. ^ Se H.C. Broholm, Danmarks Bronzealder II, s. 252-54: Myrebjerg mose, Langeland. Aasø, Sjælland. Godsted, Lolland m. 1. – E. Albrectsen, Sprog og Kultur 1948: Kan mosefund være ofre?

©