Indledning

I forbindelse med udgravningerne på I. Vilh. Werners Plads i Odense gjorde museets arkæologer i april 2014 et usædvanligt fund, da de i et brolagt gårdrum fra middelalderen fandt en ca. 3,5 m dyb brøndkonstruktion fra 1300-tallets første halvdel (fig.1). Brøndkonstruktionen bestod tilsyneladende af tre tønder af egetræ, placeret oven på hinanden med tøndebånd af flækkede hasselgrene. I brøndens bund var der udlagt et stenlag og adskillige teglstensrør, der i middelalderen sørgede for at føre vand til brønden fra omgivelserne (fig. 2). Brønden lå i sin brugsperiode lige ved siden af et ganske særligt hus, nemlig Odenses (-og Danmarks!) formodentlig ældst kendte bryggeri. På grund af brøndens unikke kulturhistoriske betydning blev det tidligt i udgravningsforløbet besluttet at optage de tre tønder til konservering. Det betød, at den fritlagte del af tønderne kom til at stå eksponeret for udtørring, mens den øvrige udgravning blev færdiggjort. Derfor var det første konserveringsmæssige tiltag en vandslange… for at holde træet vådt indtil den egentlige udgravning af tønderne. Undlader man dette, vil træet kollapse med uoprettelige skader til følge (fig. 3).

/

©
FIG. 1: Tøndebrønden, som den stod i felten og ventede på at blive endeligt udgravet. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 2: Under tønderne var der anlagt et vandsystem af teglrør, der kunne lede vand til brønden. Foto: Odense Bys Museer.

Felt

Da den øvrige udgravning var vel overstået, rykkede Bevaringsafdelingens konservatorer i felten for at udføre museets hidtil største bjergning af arkæologisk træ.1 Projektet blev udført i tæt samarbejde med udgravningens arkæologer og naturvidenskabsfolk.
Trætønderne var til trods for deres næsten 700 år lange ophold i jorden relativt velbevarede, hvilket skyldtes de usædvanlig gode bevaringsforhold i områdets kompakte, iltfattige og fugtige middelalderlige jordlag. Dog var der tydelig forskel på bevaringstilstanden fra top til bund, hvor tønden i bunden var langt bedre bevaret end de øverste tønder. Beregninger viste, at tøndekonstruktionen med sit nuværende indhold af ler vejede omkring 2 ton, så optagning i helt præparat var udelukket på forhånd. Det blev besluttet at bjerge tønderne stav for stav og tøndebånd for tøndebånd.

/

©
FIG. 3: Det er afgørende vigtigt at holde arkæologisk træ vådt inden konservering. Foto: Odense Bys Museer.

Optagning

Processen forløb i tre etaper. En etape for bjergningen af træet fra hver tønde. Hver etape blev indledt med, at udgravningens gravemaskine trak jord af svarende til ca. en tøndes højde – og indtil ca. 1 meters afstand til den pågældende tønde (fig. 4). Herefter blev der etableret en arbejdsplads omkring den pågældende tønde, der så blev fritlagt forsigtigt. Fritlægningen blev først udført med spader og siden med graveskeer samt mindre og finere håndværktøjer som skalpeller, vandforstøverflasker og pensler. Undervejs blev brønden dokumenteret systematisk med foto, mål og beskrivelser, og hver enkelt træstykke blev nummereret (fig. 5). Alle trædelene blev efterfølgende pakket i specialfremstillede transportkasser og holdt våde for at forhindre uønsket udtørring.

/

©
FIG. 4: Gravemaskinen sørgede for en god arbejdsplatform til hver etape. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 5: Alle tøndernes enkeltdele blev nummereret og journalført, så de senere kunne samles igen. Foto: Odense Bys Museer.

Analyse

Tidligt i processen blev tøndernes træsorter identificeret via ved anatomiske undersøgelser. Tøndestavene var lavet helt traditionelt af spejlkløvet egetræ og tøndebåndene af flækkede hasselgrene. Adskillige endnu med bevaret bark. Tre-fem tøndestave fra hver tønde blev savet over og sendt til dendrokronologisk analyse. For at begrænse ”skaderne” som følge af prøveudtagningen blev analysen foretaget direkte på savsnittet og ikke på en udsavet prøve. Undersøgelserne viste, at tønde 1 og 2 sandsynligvis var samme tønde, der var skåret over. Disse (eller denne) daterede sig til ca. 1336 og var importeret fra Flandern i Nederlandene. Tønde 3 var fra efter 1315 og var importeret fra området omkring Weserfloden i Tyskland.

Konservering

Det bjergede træ blev afrenset med vand, mærket, fotodokumenteret og pakket vådt i transportkasser, inden det blev afsendt til imprægnering og frysetørring på Moesgaard Museums Afdeling for Konservering og Naturvidenskab. Specielt dokumentation og mærkning var vigtig, idet trækonservering er en meget langvarig proces. Efter mere end et års forløb skulle nummersystemet kunne dechifreres igen i forbindelse med samling og genopsætning af tønderne.

Imprægneringen blev foretaget ved at nedsænke trægenstandene i store kar med en vandopløselig voks (PolyEthylenGlycol, PEG) – i dette tilfælde i otte måneder. Derefter frysetørredes det imprægnerede træ for at slippe af med restvandet, uden at det stadig sarte træ kollapser. Dette tog yderligere fire måneder. Træstrukturen afstives hermed, og mens dette konserveringsteknisk er en god ide, giver det udfordringer, når en konserveret relativt lige stav (eller et tøndebånd) efterfølgende skal formes til en tøndestav.

Opsætning i udstilling

Vanddrukkent træ i så tynde dimensioner som her er så blødt og fleksibelt, at straks man tager det ud af sammenhæng (udgravningen), har det ikke mere en defineret form. Det betyder, at tøndestavene efter konservering ikke mere var tøndeformede, men meget rette – og stive. Dette var en udfordring og nødvendiggjorde en relativt hårdhændet montering, hvis tøndernes form skulle genetableres. I praksis blev alle tre tønder monteret på indvendige specialfremstillede finérringe med passende diametre. Tøndestavene blev først monteret på ringene på midten og derefter tvunget sammen om deres ringe i hver ende med gjordstrammere (fig. 6) Alle stavene blev monteret individuelt med skruer, skjult i tøndernes indre. Derved bliver hver enkelt stav holdt på plads og skal kun bære sig selv, hvorved belastningen på den enkelte stav er minimal. Tønderne kan derved via monteringsringene uproblematisk ophænges i et spil under monteringen (fig. 7). Efterfølgende fastgøres tønderne til et tredelt indre træstativ (fig. 8). Hver enkelt tønde er dermed en selvstændig enhed, som kan løftes af og håndteres relativt nemt.

/

©
FIG. 6: Tønderne blev samlet vha. gjordebånd, træringe og skruetvinger. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 7: Så snart det var muligt, blev tønderne hængt op, hvilket lettede monteringsarbejdet umådeligt. Foto: Odense Bys Museer.
/

©
FIG. 8: Stativet til den nederste tønde er ved at blive forlænget med stolpesko, så næste tønde kan monteres. Foto: Odense Bys Museer.

Tøndebrønden fra I. Vilh. Werners Plads er udstillingens største arkæologiske genstand og er nu ikke mere en 3,5 m dyb brøndkonstruktion, men en 3,5 m høj udstillingsgenstand fra 1300-tallets første halvdel (fig. 9).

/

©
FIG. 9: Den færdige tøndebrønd i udstillingen. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Noter

  1. Der skal lyde en stor tak til Albani Fonden, der med økonomiske midler har bidraget til, at konserveringen og udstillingen af tøndebrønden kunne gennemføres.
©