Torben Hardenbergs ’’Sommerfuglen”, 1990

- springvand baseret på et af H.C. Andersens eventyr

Baggrund for erhvervelsen

Odense Bys Museer har i de senere år forberedt sig på fejringen af den verdensberømte digter, H.C. Andersens 200 års fødselsdag den 2. april 2005. Det har først og fremmest udmøntet sig i en gennemgribende renovering og udvidelse af museet H.C. Andersens Hus. Som en anden Fugl Føniks genopstod det allerede den 4. juni 2004. Denne begivenhed blev behørigt festligholdt med Hendes Majestæt Dronning Margrethe II som hædersgæst.

Hendes kongelige Højhed Dronning Margrethe II har netop tændt for springvandet i forbindelse med genåbningen af det renoverede H.C. Andersens Hus den 4. juni 2004. Ved siden af Dronningen står amtsborgmester jan Boye, der på Fyns Amts vegne har skænket museet den fornemme gave.

I anledning af genåbningen af museet tillod Odense Bys Museer sig at ønske en gave af Fyns Amt, som støtter museet med årlige tilskud. I al ubeskedenhed meldte museet klart ud, hvad det specifikt var, man gerne ville modtage, nemlig guldsmeden Torben Hardenbergs springvand, Sommerfuglen.

Dette forunderlige værk havde nemlig været vist på udstillingen Smykkeskrin – Fynske Kunsthåndværkere med gæster på Fyns Kunstmuseum i sommeren 2003, hvor museumsvæsenet havde forelsket sig voldsomt i det grundet dets skønhed – der appellerer til både øjne og øren – dets høje kunsthåndværksmæssige kvaliteter og ikke mindst dets fantasifulde fortolkning af H.C. Andersens eventyr med samme titel fra 1860.[1]

Springvandets tilblivelse og billedprogram

Springvandets historie går tilbage til 1990, hvor Hardenberg skabte dette sit hidtil største arbejde – en overdådig blomsterfontæne befolket af insekter – med henblik på sin deltagelse i Kunstindustrimuseets særudstilling Blomster fra Sans og Samling.[2]

Sommerfuglen, der inklusiv sokkel måler 187 cm, er fremstillet af kobber som det gennemgående materiale. Sølv, emalje og bemaling indgår ligeledes. Farvemæssigt changerer værket i irgrønne toner, hvori større og mindre kulørte partier dukker op og funkler som de fineste juveler, når vandet perler ned over dem. Teknikken er guldsmedens delikate håndværk, hvor der er kælet for hver eneste lille detalje, som var det en fingerring eller en broche af det pureste guld. Der ligger således års guldsmederfaring og utrolig mange timers arbejde gemt i dette usædvanlige stykke kunsthåndværk.

Rent teknisk er springvandet opbygget således, at vandet trækkes op i blomsterrankernes top, hvorfra det springer og løber ned over hele kompositionen for sine steder at blive opfanget af små vandspyer i form af blomstertragte, der sender vandet videre i stilfærdige dryp. Vandet opsamles sluttelig først i en mindre, så i en lidt større kumme for at ende i det store bassin. En lille, så godt som lydløs, pumpe sørger for, at vandet til stadighed cirkulerer, hvorfor man alene hører den inciterende lyd af rislende vand, der bidrager til værkets eventyrlige karakter.

Hardenberg har komponeret springvandets bassin som en ligesidet trekant med afskårne hjørner som grundplan. Bassinets kanter er prydet af bladranker og frugtstande, hvori en skarnbasse kravler rundt. Med denne detalje fra den lille verden’ slår Hardenberg tonen an: springvandet er gennemsyret af små fortællinger, der – helt i H.C. Andersens ånd – dybest set handler om menneskelivets genvordigheder, hér specifikt med henvisning til digterens eventyr, Skarnbassen, 1861 med det indbildske insekt som hovedperson.[3] Midt i bassinet rejser selve springvandets arkitektoniske ramme sig; i hvert af den indre, midtplacerede kummes tre hjørner står høje og slanke søjler. Op af deres kapitællignende toppe vokser ranker, strå og blomsterformationer for tilsammen at danne en slags tag over den åbne pavillonagtige konstruktion.

Som betragter kan man vælge blot at nyde springvandets mange forskelligartede detaljer alene for deres skønheds skyld, men man kan blive lidt klogere på de mange betydningslag, der gemmer sig i kunstværket, hvis man går de enkelte elementers betydning og symbolik efter i sømmene.[4]

Fra den ene søjles top skyder en rose med to grene frem, henholdsvis én med seks mere eller mindre udsprungne røde blomster og én med spidse torne. Den røde rose betragtes traditionelt som billede på kærlighed, men i denne forbindelse ledes tankerne hen på mundheldet ’ingen roser uden torne’. Hardenberg fortæller, at det netop har ligget ham på sinde at skildre skyggesiden af det smukke og tiltrækkende, da han skabte springvandet. Han henviser blandt andet til, at den frigjorte seksualitet i løbet af 1980’-erne viste sig at have en dødsensfarlig bagside i og med det voldsomme udbrud af AIDS, der ikke bare ramte befolkninger bosiddende under fjerne himmelstrøg, men også herhjemme.[5]

Op af søjle nummer to vokser en blå og en gul valmue. Da der af denne plantes frø kan udvindes narkotiske stoffer, symboliserer den alt fra søvn over beruselse til deraf følgende død sideløbende med, at den – begrundet i selve blomsterkronens pragt – også står for ekstravagance. Valmuen rummer således også en dobbelthed.

Springvandets pavillonagtige overbygning og bassin.

Ud af den tredje søjles krone springer både en farverig tulipan – som i et andet af H.C. Andersens eventyr fostrede Tommelise[6] – og en overdådig, fuldt udsprungen gul solsikke. Tulipanen blev som bekendt først introduceret i Europa i 1600-tallet i forbindelse med import af andre eksotiske varer fra oversøiske kolonier. Grundet sin sjældenhed i den vestlige verden var tulipanen oprindelig en særdeles kostbar plante, hvorfor der klæber en god portion forfængelighedssymbolik ved den, mens solsikken med sin overmåde store blomsterkrone henviser til arrogance og hovmod, der jo kan få katastrofale følger.

Rundt om i springvandets tunge, symbolladede blomsterpragt kryber, sidder og flagrer forskellige insekter, sådan som vi blandt andet kender dem fra H.C. Andersens eventyr, f.eks, fra Skarnbassen, hvor både titelfiguren, mariehøner, ørentvister og fluer optræder, og den onde oldenborre fra eventyret Tommelise, 1835.[7] For Hardenbergs vedkommende drejer det sig om nogenlunde naturtro skildringer af en mariehøne med røde tegninger, en stribet humlebi og en guldsmed med sølvglinsende vinger, der på fornøjelig vis befolker springvandets florale verden. Underfundige indslag i form af et par insekter med menneskelige karaktertræk optræder også i springvandet. En blind flue med mørke solbriller spiller på balalajka; den refererer ifølge Hardenberg til de mange russere, der efter Berlin-murens fald i 1989 pludselig valfartede til den tyske hovedstad, hvor de foregav at være handicappede musikanter for på denne måde at tjene til dagen og vejen. En stor og trivelig, tvekønnet humlebi troner på en pyramidestub nederst i kompositionen, hvor den ved hjælp af en blomstertragt omhyggeligt opfanger de dryppende vanddråber, som var det den lifligste nektar; han/hun er netop ved at sætte drikkekarret for munden for at drikke.

Springvandets titelfigur, Sommerfuglen.

Springvandets titelfigur, Sommerfuglen, i skikkelse af en aldeles nøgen, bevinget mandsfigur med horn i panden – som tegn på, at han nu er ved at afreagere – balancerer på solsikkens stilk øverst i kunstværket. Hans mimik og gestik er vagtsom og viser, som angivet i H.C. Andersens eventyr fra 1860, at han er på jagt efter den helt rigtige kæreste og ”… Naturligvis vilde han have sig en net lille en af Blomsterne[8]. Men der er besværligt mange at vælge imellem, hvorfor han forsøger sig med den nemme genvej at spørge den klogeste kone blandt blomsterne, Margrete Gaaseurt – som digteren i 1838 har viet et helt lille eventyr til[9] – til råds, idet hun også gerne optræder som spåkone. Uheldigvis kommer Sommerfuglen til at fornærme hende ganske forfærdeligt, idet han tiltaler hende ’kone’ og ikke ’jomfru’, hvad hun sætter megen ære i at være. Derfor får Sommerfuglen ikke svar på sit spørgsmål om, hvem han skal gifte sig med, og han er dermed overladt til selv at arbejde på sagen. Imidlertid er Sommerfuglen frygtelig kritisk: Krokuserne, finder han, er for ferske, Anemonerne for beske, Violerne for sværmeriske, Tulipanerne for prangende, Kaprifolierne for lange i ansigtet og gule i skindet… Sidst på sommeren falder Sommerfuglen endelig for Krusemynten grundet hendes dejlige blomsterduft; desværre er hun af den opfattelse, at de begge er blevet for gamle til ægteskab, og Sommerfuglen vil ikke lade sig nøje med det venskab, hun i stedet tilbyder ham. Da efteråret nu indfinder sig, må Sommerfuglen erkende, at han er blevet pebersvend, hvilket H.C. Andersen i romanen Kun en Spillemand, 1837 – der har en række elementer til fælles med eventyret Sommerfuglen – beskriver som “en sørgelig Person"[10]. Kulden tvinger Sommerfuglen inden døre, hvor han er så uheldig at flyve mod en rude og slå sig ihjel, hvorefter han grundet sin skønhed ender på en nål i raritetskassen. ”… ’ganske behageligt er det dog ikke! Det er nok som at være gift, man sidder fast’ og saa trøstede han sig dermed.”[11]. – Det er jo en morale, der vil noget. Digteren og guldsmeden synes således at være enige om, at livet uundgåeligt påfører én smerte, uanset om man får opfyldt sine ønsker eller ej.

Springvandets tvekønnede humlebi.

Hardenberg gendigter ret frit H.C. Andersens eventyr i et postmoderne, billedrigt formsprog, der synes helt i tråd med digterens egen måde at gribe sit kunstneriske univers an på, hvad enten der er tale om hans eventyr og romaner eller hans tegninger, papirklip og de legendariske billedbøger møntet på bekendtskabskredsens børn. Hardenberg tillader sig at sammenstille så forskelligartede elementer som arkitektoniske detaljer, florale motiver og mere eller mindre tegneserielignende insekter. I stilistisk henseende læner han sig især op ad art nouveau/jugendstilen, der gjorde sig gældende omkring år 1900, hvor blomsterformationer med arabeskslynget rankeværk og symbolladet indhold var meget markante. Med sin udprægede sans for det dekorative og de mange fine detaljer har Hardenbergs springvand således en del til fælles med H.C. Andersen. Begge kunstnere bevæger sig på grænsen af hver deres faglighed og tager frit for sig af allehånde billedsprog samt udtryksformer fra fortid og samtid. Begge opererer på mindst to planer, det umiddelbart tilgængelige niveau, hvor fortællingen og skønheden fænger, samt det mere komplicerede, hvor det faretruende og smertelige kommer til syne.

Springvandets guldsmed foran en blomstertragt.

Som nævnt skabte Hardenberg Sommerfuglen specifikt med henblik på udstillingen Blomster fra Sans og Samling. Grundet hendes store kærlighed til og viden om blomster og havekunst havde Kunstindustrimuseet bedt Hendes Majestæt Dronning Ingrid om at være protektor for denne stort anlagte og indholdsmættede udstilling.[12] Dens formål var at vise blomsterkunst igennem de seneste 500 år med fokus på de perioder, hvor blomster af forskellige årsager fik en afgørende betydning i menneskers liv og dermed fandt udtryk inden for specielt kunsthåndværk og -industri. Efter at have betragtet Hardenbergs springvand nærmere på selve ferniseringsdagen bemærkede Dronningen til kunstneren, at ”han vist havde en livlig fantasi”, underforstået at ikke mindst springvandets mange blomster næppe ville kunne genfindes nøjagtig magen til i virkelighedens botaniske verden.[13] Hardenbergs skildringer af såvel springvandets blomster som insekter er da også kunstnerisk, frie tolkninger. Flere af insekterne er som nævnt animerede på linie med mange kendte og elskede figurer i H.C. Andersens eventyr, sådan som man også kender det fra det 20. århundredes tegneserier og blandt andre Walt Disneys animationsfilm. På denne måde bygger Hardenberg bro over et par århundreders kunstneriske udtryksformer og skaber herigennem sine helt personlige formuleringer.

Springvandets filigran-agtige bassinkant.

Guldsmeden Torben Hardenberg

Torben Hardenberg (født 1949) er uddannet på et guldsmedeværksted i Vanløse og fik bronzemedalje for sit svendestykke. Han har også studeret på Kunstakademiet og blev af professor Svend Wiig Hansen støttet i sin kompromisløshed. Som sin lærer har Hardenberg altid været optaget af sin samtid og har kommenteret den i smykker og i de mange andre opgaver, han i årenes løb har udført.

I 1976 etablerede Hardenberg sig med eget værksted i København, hvor han i årene 1976-82 blandt andet producerede smykker for Buch & Deichmann.[15] Han var en af de første herhjemme, der skabte smykker af gamle ting. Han betegner disse værker for det i danske øren lidt billigt klingende ’bijouterier’[16] forårsaget af materialernes manglende ægthed i traditionel guldsmedeforstand; der er da også produceret massevis af underlødige ting inden for denne kategori af smykker. Hardenberg besøgte i begyndelsen af 1980’-erne Los Angeles, hvor han producerede og solgte godt af sine ’costume jewelleries’[17] – som amerikanerne noget mere positivt betegner bijouterierne – til avantgarde modebutikker i Hollywood. Blandt andre rockmusikkens Tina Turner købte hér nogle af hans øreklips. Hardenberg beskriver sin smykkeproduktion fra den tid som værende seriøs og sjov. Samtidig sikrede han gennem brugen af såkaldte uædle materialer som kobber, messing og glassten m.m., at smykkerne kunne sælges til overkommelige priser.

Interessen for kunst fra antikken til nutiden og for etnografica prægede Hardenbergs arbejder i 1970-80’erne, hvor stilarter blandes ganske uhildet med en tilsvarende sammenstilling af materialer. Det kom der mange dramatiske og barokke smykker samt meget andet ud af, herunder teaterkostumer samt scenografi til Monteverdis opera, Popeas kroning, smykker til Dronning Margrethe, opsatser til Prins Henrik, lysekroner og væglamper til Moltkes Palæ på Amalienborg. Hardenbergs udtryk var i disse årtier præget af postmodernismen, hvor man frit sammenstykkede elementer fra forskellige ældre epoker i helt nye og aldrig før sete konstellationer. Hans kunstneriske og kunsthåndværksmæssige univers var dengang meget billed- og farverigt med vægt på fortællende elementer, ofte med et humoristisk islæt. Med hensyn til sidstnævnte henvises for eksempel til hans punk’ede halssmykke fra Sweet days (alternativt kaldet La dolce vita og Det søde liv), o. 1975 bestående af en sølvkæde med en sukkerknald af plexiglas, hvorpå der sidder en sølvflue med perlemorsvinger. Gennemgående er Hardenbergs udtryk distinkt, og hans værker derfor let genkendelige grundet deres yderst personlige præg.

Guldsmeden Torben Hardenberg ved sit springvand, “Sommerfuglen“ den 4. juni 2004.

Hardenberg har med usvigelig sikkerhed forstået “at skifte accent, når tiden har krævet det”, som han selv formulerer det. Fra slutningen af 1990’erne er hans udtryk blevet enklere, mere råt og minimalistisk, men den sikre sans for iscenesættelse er der fortsat. Til udstillingen Smykkeskrin bidrog han med fire store, ovale brocher, hvoraf den ene, Nine-eleven, 2001 refererer til terrorangrebet i New York den 11. september 2001.[18] Denne broche, der med sin bund i sort emalje har karakter af et sørgesmykke, er indfattet af et gitter i platin med henvisning til Twin Towers stålkonstruktion. Øverst på brochen er en rosensleben diamant fæstnet på en tremblin, hvorfor stenen vibrerer i takt med bærerens bevægelser – og længe efter. Brochen symboliserer på én gang verdens grusomhed og livets fortsættelse på trods heraf.

I årenes løb har Hardenberg deltaget i mange udstillinger herhjemme og i udlandet, herunder i Det Danske Hus i Paris, på Musée des Arts Décoratifs, Louvre, samme sted, på Hofburg i Wien og Brohan-Museum i Berlin.

Han er repræsenteret med værker på en række store internationale museer, for eksempel på Nationalmuseum i Stockholm, Louvre og Cooper Heewitt Museum i New York.

Hardenberg har modtaget flere priser og hædersbevisninger, herunder Ridderkorset og Sølvsmeden Kay Bojesens Mindelegat.

I maj 2004 var Hardenberg sammen med en håndfuld andre danske guldsmede af smykkegalleriet Galerie Tactus i København inviteret til at deltage i udstillingen SOFA[19] i New York. Han bidrog der med de brocher og objekter, han havde vist på Smykkeskrin… på Fyns Kunstmuseum året før. Sommerfuglen var også godt på vej til udstillingen i USA, hvor man kunne forestille sig, at den ville være blevet købt, idet amerikanerne, som nævnt, allerede havde vist interesse for Hardenbergs arbejder. Men han valgte at lade springvandet blive i Danmark, fordi der var udsigt til, at det kunne ende på den helt rigtige adresse, ’hjemme hos H.C. Andersen’.

Noter

  1. ^ Hardenberg og elleve andre guldsmede og smykkekunstnere var inviteret til at deltage sammen med sammenslutningen Fynske Kunsthåndværkeres elleve medlemmer. Udstillingen omfattede primært nye værker, men det glædelige gensyn med Sommerfuglen i Hardenbergs studio gjorde, at museet benyttede lejligheden til at vise dette lidt ældre værk i en ny konstellation. Se Anne Christiansen i: Smykkeskrin -Fynske Kunsthåndværkere med gæster, p. 46-47. – I forbindelse med springvandets visning på Fyns Kunstmuseum udstyrede Hardenberg dets sokkel med nye paneler i sandskuret plexiglas og et specialdesignet armatur, der — som en anden dåbs-himmel – ophænges over fontænen for at tilvejebringe den rette belysning.
  2. ^ Se udstillingens katalog, Blomster fra Sans og Samling, redigeret af Vibeke Woldbye.
  3. ^ H.C. Andersen: Eventyr og Historier.; Bd. II, p. 256-65.
  4. ^ Vedrørende blomstersymbolikken i det følgende, se Kate Greenaway, Language of flowers, p. 7-47.
  5. ^ Fortalt af Hardenberg til artiklens forfatter.
  6. ^ H.C. Andersen op. cit., Bd. I, p. 39-51 (Tommelise).
  7. ^ Ibid.
  8. ^ H.C. Andersen op. cit., Bd. II, p. 336 (Sommerfuglen).
  9. ^ Eventyret Gaaseurten findes ligeledes i H.C. Andersen op. cit., Bd. I, p. 141-45.
  10. ^ H.C. Andersen: Kun en Spillemand, p. 267.
  11. ^ H.C. Andersen: Eventyr og Historier, Bd. II, p. 338. Se også H.C. Andersens Kun en Spillemand, p. 264, hvor den kvindelige hovedperson, Naomi, der holdes i en skruestik af sin mand Hr. Marquisen, til et bal på rådhuset i Paris, tilsyneladende bider sin hårde skæbne i sig og “… smilede lykkelig, blændende i sin Pragt, som den sprællende Sommerfugl paa Naalen. ”
  12. ^ Vibeke Woldbye (red.) op. cit., p. 3.
  13. ^ Torben Hardenbergs mundtlige beretning fra åbningen fortalt til undertegnede.
  14. ^ H.C. Andersen op. cit., p. 264: ”… Vognen holdt ved Hotel de Ville, om man steg ud. Trapperne vare smykkede med brogede Tepper og duftende Blomster. Begge Dandsesalene i anden Etage forbandtes over Gaarden ved en hængende Have, som var smykket med Orangetræer og brogede Lygter; i Midten sprudlede et Springvand med eau de cologne”. – Museumsinspektør Ejnar Stig Askgaard takkes for denne henvisning.
  15. ^ Mads Nørgård (red.): Modeleksikon, pp. 66 og 169.
  16. ^ Bijou (fransk, fra bretonsk: bizou = fingerring) bruges som betegnelse om såkaldte uægte smykker.
  17. ^ Amerikansk for modesmykker.
  18. ^ Anne Christiansen op. cit., p. 46-47.
  19. ^ SOFA (Sculpture Objects & Functional Art) er en sammenslutning af gallerier på verdensplan.

Litteratur

  • Andersen, H.C.: Eventyr og Historier, jubilæumsudgave for danske børn. Udvalgt af Sophus Bauditz. Bd. I—II, Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag, København/Kristiania 1905. Andersen, H.C.: Kun en Spillemand. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Mogens Brøndsted. Danske Klassikere. Det danske Sprog- og Litteraturselskab Borgen, Holstebro 1988. [Eventyret er skrevet i 1837.]
  • Christiansen, Anne (red.): Smykkeskrin – Fynske Kunsthåndværkere med gæster. Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer, 2003.
  • Funder, Lise: Dansk Smykkekunst 1960-2000. Nyt Nordisk Forlag, København 2001.
  • Greenaway, Kate: Language of flowers. Avenel Books, New York u.å.
  • Nørgaard, Mads (red).: Modeleksikon. Fra Couture til kaos.
  • Politikens Forlag A/S, København 2002, p. 169-170. Woldbye, Vibeke (red.): Blomster fra Sans og Samling. Rhodos/Kunstindustrimuseet 1990.

©