Tre nødpengesedler fra fattigvæsenerne i Odense og Nyborg 1807 og 1809

De følgende sider er en fortsættelse af en artikel, der første gang blev bragt i dette tidsskrift for sytten år siden.[1]

I 1974 overtog Fyns Kunstmuseum de lokaler, »Odense Museums« mønt- og medaljesamling havde været udstillet i siden 1880erne. Samtidig overtog denne artikels forfatter ansvaret for samlingen efter den afgåede kollega Erling Albrectsen.[2]

I første omgang blev alle mønter pakket i poser og lagt i bankboks. Først til pinse fem år senere kunne en ny udstilling åbne i det byhistoriske museum »Møntergården« i Overgade.[3]

Det viste sig ikke overraskende, at den gamle samling indeholdt adskillige bemærkelsesværdige enkeltstykker og »samlede fund«. Et af dem jeg tændte på var 21 blanketter til lokale sedler, fremstillet i Fyens Stiftstidendes bogtrykkeri i årene 1807-15. De var for knap 100 år siden solgt til museet af bogtrykker Søren Hempels dattersøn for en beskeden sum.

De 19 af sedlerne kendes kun i det ene bevarede eksemplar. De to sidste er blanketter til sedler udstedt af Rudkøbing Rådstue (byfogeden) sammen med andre fremtrædende borgere i begyndelsen af november 1807. Disse sedler var tidligere de ældste kendte af den slags fra Danmark.[4]

I dag kendes 36 fynske nødpengesedler fra statsbankerottens tid. Det er tre flere end for sytten år siden. De »nye« sedler er udstedt af fattigvæsenerne i Odense og Nyborg i henholdsvis 1807 og 1809. De er altså ligesom de nævnte sedler fra Rudkøbing udstedt af lokale, offentlige myndigheder. Den gamle titel om »privatsedler« er blevet endnu en smule mindre dækkende.

Der er flere årsager til fremkomsten af de lokale småpengesedler og til deres udbredelse og succes på Fyn – og især i store dele af Nord- og Vestjylland.

En helt akut grund var englændernes spærring af Storebælt i sensommeren 1807. Det var usikkert at sende småmønt fra hovedstaden til provinserne, og det lod sig ikke gøre at sende nypræget mønt fra værkstederne i Altona ved Hamburg og (senere) Kongsberg i Norge til hovedbanken i København.

På grund af udgifter til krigen kørte seddelpressen på fuld omdrejning, og kurserne på sedler i forhold til al slags »klingende mønt« sank med stedse stigende fart. Sent på året 1812 nåede kursen 1400. Der var på det tidspunkt i stor hemmelighed iværksat foranstaltninger til en devaluering for hele riget. Det skete ved en forordning af 5.1.1813 -kaldet »statsbankerotten«. Kurantbankens sedler blev afløst af nye penge i rigsbankmønt »navneværdi« – i forholdet 1:6.

Under disse omstændigheder stak befolkningen – og vel især de handlende – alle slags småpenge af metal til side. Det blev forbudt at tage ågerrenter for at veksle sedler i småmønt. Ligeledes blev det strengt forbudt at indsmelte og at eksportere mønt – selv rejsevaluta blev begrænset. Især jødiske handlende blev i samtiden beskyldt for at hamstre mønt og være skyld i andre økonomiske problemer.[5]

En væsentlig og langvarig grund til småpengemangelen var store problemer med at indføre »ny teknik« ved mønten i København.[6] Det drejede sig om at gøre møntprægningen hurtigere og mere ensartet. En af pionererne var maskinfabrikant Matthew Boulton i Soho ved Birmingham. Han udviklede sammen med den skotske opfinder James Watt en dampmøntmaskine, der kom i drift i England i 1797.

Året før havde den danske finansminister indledt forhandlinger om køb af en sådan maskine til 30.000 rigsdaler. Der skulle sendes specialister til oplæring i Birmingham. Men det hele stoppede på grund af krigen i 1801. Et par år efter blev kontakten genoptaget og det lykkedes at opnå parlamentets tilladelse til eksport.

I august 1806 ankom maskineriet, der bestod af 223 løse dele og 57 kasser, der ialt vejede 74 tons. På grund af englændernes nye angreb året efter varede det til langt hen i 1808, inden maskinen kunne stilles op og endnu to år før den kom i drift. Og først i april 1812 var produktionen så stor, at ny mønt kunne erstatte småpengesedler.

1807-08 udsendtes underlødig sølvmønt, derefter kobbermønt og efter statsbankerotten 1813 rigsbankskillinge og rigsbanktegn af kobber. Ialt udsendtes omkring 90 millioner stk. småmønt i perioden til og med 1816.

I sommeren 1809 måtte også staten ty til at udstede skillemøntsedler. Det begyndte med 12 sk.-sedler, der dog kun skulle cirkulere i et års tid, indtil møntmaskinen kom i orden. Det foreskrevne maksimum for udstedelsen måtte dog udvides flere gange, og udløbstiden blev også overskredet. Allerede to måneder efter udsendtes 8 sk.- og i januar 1811 24 sk.-sedler, der efter planen skulle afløse de andre. Men det kom til at gå anderledes. De annoncerede frister blev hver gang overskredet, og småsedlerne i kurantmønt cirkulerede også efter statsbankerotten, for endelig at blive inddraget i 1820. Ialt var der fremstillet 28 millioner statslige skillemøntsedler.

Forside af 8 sk.-seddel, udstedt af Odense Fattigvæsen 2.10.1807. Formindsket. Landsarkivet. Tekst: OFA No 10. = 8s. "Imod Tolv af disse hver til Otte Skilling dansk udbetaler Odense Fattig Kommission Een Rigsdaler. – Odense Fattig-commission d. 2den Octob 1807." Skrevet af møller P. Krag og stemplet eller underskrevet af borgmester og byfoged A.R. Lindved, sognepræsterne H.P. Tostrup og T.C. Wirth, tugthusinspektør L.N. Faber, urmager J. Foersom, farver C. Brandt, møller Krag, høker A.A. Hinderup, købmand C.K. Holmstedt, snedker K.R. Roulund, købmand N. Møller samt bogtrykker og kirkeværge Fr. Seidelin.

De »lokale« småpengesedler falder i to grupper – før og efter statsbankerotten – dvs. perioderne 1807-12 og 1813-16.

9.5.1812 skrev danske kancelli på finanskollegiets vegne til amtmændene om at sørge for at regulere udstedelsen af de »private« sedler. 29.2.1816 fulgte en »plakat« om deres endelige inddragelse i løbet af tre måneder.

De ældste sedler kendes som nævnt fra Odense Fattigvæsen og Rudkøbing Rådstue 1807. Dernæst fulgte fattigvæsenerne i Århus og Randers i 1808. Det følgende år bredte sedlerne sig mod syd og nord i Jylland og fremkom i det hele taget over hele landet – inklusive Sjælland, Fyn og Langeland. Fra februar-marts 1809 kendes de første private sedler fra de nævnte østjyske byer. Det drejede sig om sedler udstedt af interessentskaber, hvis formål var udsendelse af nødpenge. Udstederne indså hurtigt en fordel i at låne penge hos kunderne – uden at betale rente – og lidt senere også fordelen ved bortkomne sedler, der ikke blev indløst.

Bagside. Ant. skrevet af bogtrykker Seidelin? Formindsket. Tekst: "Gielder alleene til Betaling for Bagerne." Joh: Christensen, Schiödte og R: Hansen. Hökerne Jonas, P: Madsen og A Rasmussen.

Odense fattigvæsen 1807-11

Odense fattigvæsens sedler på 8 skilling er nævnt i en annonce om deres inddragelse pr. 24.3.1811. Mens Fyens Stiftstidende i 1974 kun blev efterset i udvalgte »relevante« perioder, er den nu ligesom de fleste andre provinsaviser gennemset for hele perioden. Fattigvæsenets kasserer, Lars Hansen, der hjemkaldte sedlerne, var landmandssøn fra Fjellerup. Han havde været soldat siden 1802, og var til 1810 knyttet til den fynske generalkommandostab.[7]

Den forrige kasserer, Hans Peter Hald, blev ansat kort efter fattigvæsenets nyindretning 1804 og fungerede til sin afsked 13.6.1810. Hald var kommet til at skylde kassen godt og vel 2800 rigsdaler – som han dog senere betalte tilbage.[8]

I forbindelse med kassererskiftet blev der udfærdiget et bilag om sedler fra »1806«. 23 stk. var inddraget på grund af slid, mens 377 fortsat cirkulerede. Udgifter til seddeludstedelsen blev forgæves eftersøgt i regnskaber for perioden 1806-10. Her optræder dog under diverse udgifter andre trykkeudgifter betalt til Søren Hempel, som iøvrigt selv havde været medlem af fattigvæsenets ledelse indtil nytår 1807.

Ved en ny gennemgang af regnskabsbilagene lykkedes det at finde de kasserede sedler. Kuverten med de 23 forrevne og sammenhæftede sedler ligger – lidt ulogisk – under regnskabet for 1811.[9] Det viste sig, at de alle var håndskrevne 2.10.1807. Det var nu let at finde sagen i protokollen; og bilagene var heldigvis også bevaret.

Tugthusinspektør Faber og snedker Roulund, der begge var medlemmer af fattigvæsenets komite for økonomi, tog initiativ til seddeludstedelsen lørdag den 1.10.1807.

På grund af mangel på klingende mønt ville de fattige ved almisseuddelingen om mandagen sættes i stor forlegenhed. Ved at udlevere en rigsdalerseddel til 4-5 personer ville der let opstå klammeri og forurettelser imellem dem, og de ville let komme i den situation, at skulle betale 8-12 skilling blot for at få sedlen vekslet. De to medlemmer opfordrede derfor til et møde om sagen søndag efter kirketid.

Roulund fremhævede, at trangen på klingende mønt også måtte afhjælpes i fattiggårdens spindestue, hvor spinde-mesterinden ofte skulle udbetale små-summer.

Alle medlemmer indvilligede i at møde frem. Byfoged Lindved bemærkede, at han allerede om eftermiddagen ved trommeslag havde ladet foretage en bekendtgørelse, om at mangelen snart ville forandre sig. Desuden havde han forbudt folk at tage gebyr for veksling af sedler til småmønt (Hempels avis 3.10). Stiftamtmand Gersdorff gentog forbudet om åger ved en annonce i Iversens avis 5.10., og lovede en dusør på 5 rigsdaler til den, der angav personer, som handlede lovstridigt. Angiverens navn ville blive fortiet.

Søndag morgen gav stiftamtmanden tilladelse til »kommissionens private foranstaltning« på tre betingelser: 1. Summen af beviserne måtte ikke overstige 200 rd., 2. Sedlerne måtte ikke bringes i almindelig cirkulation, og 3. De skulle indrettes således, at de kun gjaldt som betaling hos en bager og en høker i hvert sogn i byen.

Fattigkommissionen spildte ikke tiden. Søndag efter kirketid samledes de og skrev i fællesskab 400 stk. 8 skilling nødpengesedler, som alle blev signeret eller stemplet af de samme 12 personer. Det svarer til 33 rd. 2 mark. Det blev ved denne sum, så behovet har nok været overvurderet i begyndelsen.

Sedlerne blev som nævnt grundigt slidt. Og at de virkelig har cirkuleret næsten fire år viser også en henvendelse tre måneder efter fristens udløb. Rugbrødsbager Lars Hansen, der på den tid var en af fattigvæsenets faste forbindelser, meldte sig med 12 sedler -som han fik dækket med 1 rd.

Nyborg fattigvæsen 1809

Som nævnt udstedte fattigvæsenerne i Århus og Randers sedler 1808-09. Senere kendes sedler fra de to fattigvæsener i Aalborg. Det ene af dem udsendte mere end 75.000 stk. Disse myndigheder modtog i 1814 eneret fra Aalborg by til lokal seddeludstedelse.

Opdagelsen af de østjyske fattigvæsenssedler førte til en gennemgang af relevante regnskaber fra samtlige jyske – og fynske – købstæder. Desuden blev der foretaget stikprøver øst for Storebælt – i København, Holbæk, Maribo, Nysted, Rødby, Sakskøbing og Rønne. Denne tidskrævende gennemgang gav kun et eneste positivt resultat, nemlig kendskab til et par sedler fra Nyborg. De synes ikke bevaret, men giver alligevel oplysninger, der rækker ud over bygrænsen.

Bogtrykker Hempel i Odense trykte 22.4.1809 300 stk. 1 mark-sedler med Nyborg fattigkommissionens stempel. De kostede 3 rd. Den 8.5. samme år købtes 600 stk. 2 mark-sedler for 4 rd. 3 mrk.[10]

Fattigvæsenets sedler har rimeligvis været i stil med Hempels egen 1 markseddel fra samme år – der også var forsynet med et stempel. Den er kun dateret med årstal. Men det er nærliggende, at gætte på, at den har været model for bestillingerne fra Nyborg. Det er uvist, hvor længe de har cirkuleret.

Ingen af disse tre trykte sedler fra 1809 findes i Hempels blanketsamling i museet i Odense.

Som nævnt blev de lokale småpengesedler underlagt regulering i maj 1812. Stiftamtmanden i Odense »kommunikerede« et kancellibrev til samtlige byfogeder i amtet. Der kendes en enkelt indberetning fra Odense by en måned senere; men amtmanden synes ikke at have svaret finanskollegiet.[11] Magistraten i Odense kendte ikke noget til private sedler fra byen.

I Svendborg ser det ser imidlertid ikke ud til at amtmand Schumacher har videresendt brevet om »private sedler« til de lokale politimyndigheder. Derimod sendte han straks et svar til København. Schumacher skrev bl.a. her i amtet, er, forsåvidt jeg har bragt i erfaring [!], på intet sted private sedler bleven udstedt; at hertil heller ikke har været mindste grund, såsom småsedler haves i overflødighed således at endog i den mindste landsby rdlr.-sedler kan fås ombyttede i småsedler; og at hvad skillemønt angår, så har jeg vel nu og da hørt klage over at så lidet fås deraf, men disse klager har jeg stadig anset for utidige.[12]

Bogtrykker Hempels egen 16 skilling 1809. Nationalmuseet.

Noter

  1. ^ Fynske privatsedler fra statsbankerottens tid, Fynske Minder tilegnet Erling Albrectsen på 70 års dagen 1974, 231-48,2. udg., 22 s., Pilegaards Forlag, Aalborg 1979. Det var hensigten, at det fynske hefte skulle efterfølges af et lokalt produceret om sedler fra Aalborgområdet. Dette omfattende arbejde blev imidlertid ikke realiseret den gang. I foråret 1984 satte jeg mig for at udforske og beskrive alle lokale danske sedler fra 1807-16, og fra året efter også sedlerne fra Hertugdømmerne i årene 1812-13. D.v.s. hele området fra Glückstadt ved Elben til Skagen og mod øst til Rødby og København. Det lykkedes i de følgende år at opnå støtte til arbejdet fra Fyns Fonden, Gangsteds Fond, Axel Ernsts Legat samt Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Disse tilskud har kunnet betale en betydelig del af udgifterne til fotografering, arkivrejser og skriveophold på Ørslev Kloster; mens Odense kommune har dækket resten, især i form af løn til forskning i den del af min arbejdstid, der er anvendt til denne beskæftigelse. Det drejer sig ialt om ca. 4 uger i 1984, 6 i 1985, 1 i 1986, 4 i 1988, 7 i 1989, 5 i 1990 og foreløbig 4 uger i år. I 1985 havde jeg lejlighed til at fortælle om emnet på Dansk Numismatisk Forenings jubilæumssymposium på Nationalmuseet, og i år på den 11. internationale numismatiske kongres i Bruxelles. Desuden er der fremkommet artikler om sedler fra yderligere en række regioner: Nordslesvig/Slesvig (1985 og 1988), Hovedstadsområdet (1987), Randersegnen (1988) samt Ribe og Fanø (1989). Mindre, generelle artikler er også udsendt og foredrag for mindre forsamlinger holdt – alt sammen med det glædelige resultat, at mange mennesker har bidraget med nye eksemplarer af sedler samt henvisninger til litteratur, som jeg vanskeligt ville have fundet selv. Det tilsvarende norske materiale behandles af stortingsarkivar Bjørn R. Rønning, Oslo. Det er hans plan, at en publikation skal ske i et bind 2 af værket »Norges Pengesedler og seddelbankvesen inntil 1874«. Bd. 1., der udkom 1980, handler om sedler udstedt i København og omfatter også Danmarks pengesedler 1713-1813. Standardværket af Leo Hansen m.fl. »Danmarks officielle Pengesedler 1713-1983«, indeholder (naturligvis) intet om de lokale betalingsmidler. De første lister over de lokale småsedler er fra 1888; de er på 150-60 sedler. Numismatikeren Georg Galster udarbejdede i 1920’erne den første geografisk ordnede liste med ca. 250 nr. I 1985 omfattede mit (danske) materiale ca. 380 – og nu ca. 540 nr., der repræsenterer 6-700 sedler fra Danmark og Hertugdømmerne. Der kan formentlig længe endnu findes enkelte nye eksempler; men den kendte beholdning synes at give et dækkende billede af forholdene.
  2. ^ Finn Grandt-Nielsen og Bjørn Poulsen: Mønt- og medaljesamlingen i Odense, Fynske Minder 1978, 61-76.
  3. ^ MØNTER OG MEDALJER. En billedbog. Tekst: Finn Grandt-Nielsen og Bjørn Poulsen. Foto: Søren Frank Christiansen, Møntergården 1979.
  4. ^ I 1974/79 kendtes kun to færdige 32 sk., men siden er også en 48 sk. dukket op i en norsk samling.
  5. ^ Poul Thestrup: Jøder og kornpugere eller underskud på statsbudgettet. Rødder 1989, 4-12.
  6. ^ Jeg bygger hovedsageligt på Jul. Wilcke: Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler 1788-1845, 1929.
  7. ^ LaO, Personalia, Lars Hansen, Odense (f. 1780), Levnedsbeskrivelse 1822, 4 s.
  8. ^ C. Krarup (red.): Stamtavle over Familien Hald, 1929, 34.
  9. ^ LaOd, Odense Magistrats Arkiv, T. Fattigregnskaber 1810 og 1811.
  10. ^ LaOd, Nyborg Magistrats Arkiv, T. Fattigregnskabsprotokol 1787-1826.
  11. ^ LaO, Odense Amts Arkiv, Journal 1812 og kopibog 1811-13, nr. 122.
  12. ^ RA, Finanskollegiet 1784-1816, journal A 1812, nr. 1050 (med bilag).

©