Triumf og tragedie

Odense i majdagene 1945

[1] "Befri os fra befrielsen” lød det i en kronik i Fyens Stiftstidende. Højtideligholdelsen af 50-året for befrielsen var for mange iblandet en lettelse over at det nu måtte være sidste gang, vi skulle trækkes med dette historiske jubilæum.

"Vi unge har ikke haft – og får heller ikke – samme forhold til Befrielsen som vores forældre og især vores bedsteforældre har”[2]. Det er selvfølgelig korrekt. Historiens øksehug falder med den generation, der til enhver tid har oplevet begivenhederne på deres egen krop. Vi andre må tage det med os, som vi nu finder relevant.

Og hvad angår kommende generationer: Selvfølgelig skal vi både huske og mindes – vi vælger selv hvordan. I parentes kan det nævnes, at den bedste oplevelse, jeg selv havde i majdagene ’95, var, da vores 7-årige datter Cecilie kom hjem fra Børnehaveklassen og med klar røst fremførte ”En lærke letted’ og tusind fulgte…"

De Hvide Busser gør holdt i Odense. En halv snes odenseanere steg af i utide. En af forudsætningerne for at transporterne kom i stand var, at alle fanger fortsatte til Sverige, hvor de skulle forblive til krigens slutning.

Hjem fra …

I slutningen af april 1945 dukkede De Hvide Busser op i Odense. Passagererne var danskere og nordmænd, der var befriet efter forhandlinger mellem SS og den svenske greve Folke Bernadotte. Busserne var et forvarsel om freden, men samtidig en påmindelse om ufattelige rædsler i de tyske fængsler og KZ-lejre.

Fyns nu afgåede biskop, Vincent Lind, fortæller: "Den første transport mod Sverige afgik den 9. april 1945 fra Neuengamme. Den bestod af ambulancer og højbenede svenske, hvidmalede busser. Vi kørte om natten. Fronten var jo tæt på. Vi sad på sæder rundt langs bussens sider: De var hårde, så jeg måtte sidde på mine hænder, da jeg manglede den naturlige polstring på bagdelen. Bussens mørklagte lygter strejfede rundt i Hamborgs ruiner"[3].

"Den 10. april tidligt om morgenen ankom busserne til Kruså. Op ad dagen fortsatte de mod nord. Overnatning i Odense, hvor det sværmede med søde sygeplejersker. Næste dag i København – hvor er Erik? (Vincent Linds bror). Kunne man bare se ham!

I Sverige – fri – og nu skal man for alvor til at blive rask. Den 15. maj hjemad, den 16. maj: træffer Erik i København. Den 17.: Hjemme."[4]

Vraggods på en fremmed strand

Sovjetiske troppers fremrykning gennem Østeuropa sendte hundredetusinder på flugt. Mange endte i det fredelige Danmark. I 1945 var der ca. 240.000 flygtninge her i landet. De sidste rejste væk i 1949.

I vinteren 1944-45 kom flere end 2.000 flygtninge til Odense. På Hotel Windsor i Vindegade var der hospital. Senere flyttede de syge og underernærede mennesker til hospitalet i Albanigade og senest til Korsløkkeskolen i Schacksgade. 1.500 mennesker boede indtil 1947 i landsbyen Allesø, der var blevet beslaglagt af tyskerne til etablering af Beldringe Flyveplads.

Et af de mange flygtningebørn beretter: "Dagene og ugerne efter kapitulationen var for mange i flygtningelejrene slemme og kaotiske. Men det var også svært for danskerne. Selv om de havde protesteret, var vi i massevis strømmet ind i landet; næsten alle bygninger, som ikke var privatbeboelse, havde man proppet med flygtninge: Skoler institutioner, gymnastiksale, forsamlingshuse, sygehuse…"[5].

619 tyskere er begravet på Assistenskirkegården i Odense, og ellers ligger Allesøhallen og bunkersanlæg ved Odense Lufthavn tilbage som de synlige spor af tyske beslaglæggelser og anlægsarbejder.

Befrielsen i Odense

"Materielt kunne vi ikke klage i forhold til den nød og elendighed, der herskede i det meste af Europa (det gjorde vi nu nok alligevel). Vi sultede ikke, men manglen på almindelige fødevarer og især luksusprodukter var mærkbar. De materielle ressourcer var sluppet op. Det var sindets ressourcer også. Mange sad i tyske fangelejre. Den tyske terror tog til. 5. maj 1945 var sindets store frihedsdag – denne lyse forårsmorgen…"[6]

I vinteren og foråret 1945 strammedes grebet om Tyskland for alvor. I de første dage af maj blev stemningen i Odense mere og mere spændt. Alle vidste, at enden var nær, men ingen kunne vide, hvordan afslutningen på krigen ville forme sig. Berlin var omringet af russiske tropper, der gade for gade kæmpede sig frem mod Hitlers førerbunker. Den 30. april begik Hitler selvmord. Den 2. maj nåede britiske tropper Lübeck og afskar dermed Tysklands forbindelse med Danmark og Norge. Og så gik lynkrigen tilsyneladende i stå langs den grænse, der senere kom til at udgøre Jerntæppet mellem Forbundsrepublikken og DDR.

Den 4. maj kl. 20.30 afbrød BBC – den engelske radio – pludselig sin ordinære udsendelse på dansk. Efter en kort pause kunne speakeren oplyse, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig.

"Der er øjeblikke i landes, byers og menneskers tilværelse, der ikke egner sig for historisk beskrivelse. Fryd må opleves. Den lader sig ikke beskrive. Men alle, der oplevede dette øjeblik, kunne siden, når så meget andet var glemt, erindre, netop hvor og hvordan de modtog dette enorme budskab. De få, faktiske ord, stukket ind til speakeren midt i udsendelsen med en hastigt nedskriblet oversættelse til dansk, ændrede på sekunder stemningen i hver stue, hvor de blev opfanget, og budskabet bredte sig på få minutter til alle, der i de afgørende sekunder havde været borte fra radioapparaterne"[7].

Værst gik det ud over de piger, der havde haft tyske kærester. Befolkningens indestængte vrede brød ud i lys lue. Her kunne alle være med. Det lille skilt på Rådhusets mur i Vestergade henstiller til, at der ikke spyttes på fortovet…
I et kort glimt kom Odense til at ligne andre europæiske byer i krig.

Frem i lyset

Modstandsbevægelsen havde længe forberedt befrielsen. I 1943 udsendte Frihedsrådet “Når Danmark atter bliver frit". I foråret 1944 kom en lille pjece “Frihedskamp og Frihedsråd". Heri hedder det bl.a., at "Man vil opdage, at mange af de personer der har holdt store nationale foredrag om offervilje og sammenhold, aldrig har deltaget i den virkelige kamp, men at denne for en stor del er ført af mennesker; der ikke tidligere har gjort sig særligt bemærket, endsige offentligt kendt, men som blot i al stilfærdighed har passet deres daglige dont".

Frihedsrådet ønskede ikke, at modstandsbevægelsen skulle være en politisk magtfaktor: "Den dag tyskerne er ude af landet, så Kongen atter kan udøve sine forfatningsmæssige beføjelser og folket frit vælge sine ledere, er Rådets mål nået, og det vil ophøre med at eksistere".

Man understregede, at "bevidstheden om demokratiets genoprettelse og udvikling (der) må sikres med alle midler …Muligvis vil det overraske nogle, at denne opfattelse deles af alle deltagerne i Frihedsbevægelsen, også af kommunisterne". Jo, enigheden blev fastholdt – i hvert fald udadtil.[8] Den tyske kapitulation havde virkning fra lørdag den 5. maj kl. 8.00.

Men allerede den 4. om aftenen trådte modstandsgrupperne sammen. Mange overnattede hos hinanden – ventede i spænding på, hvad der skulle ske. Ingen kunne vide sig sikre på, om tyskerne ville overgive sig uden kamp. Hvem havde kommandoen? Hvilken indflydelse ville tyskernes desperate danske håndlangere få? Var der kontrol over alle i modstandsbevægelsen? Farerne lurede fra mange sider. Spørgsmålene var mange, svarene få. Frihedsrådets lokalkomité i Odense bestod af faktor Poul Jeppesen, grosserer Hans Muus og overregissør Johs. Ewald Rasmussen, biskop Hans Øllgaard, fagforeningsformand Aksel Andreasen, direktør Erik Scheibel, boghandler Aage Johansen samt elektriker Kaj Hansen. Lokalkomitéens sammensætning i Odense afspejler således sammensætningen på landsplan. De store modstandsorganisationer og fremtrædende enkeltpersoner på tværs af sociale og politiske skel.

Det samlede mandskabstal for den militære del af modstandsbevægelsen i Odenseområdet blev den 2. maj anslået til 2.127 mand.[9]

De første arrestationer blev indledt tidligere på morgenen. Toggangen blev standset og vigtige bygninger sat under bevogtning. Samtidig blev alle veje til og fra byen spærret for at hindre eftersøgte personer i at flygte. Aktioner mod den tyske garnison var ikke planlagt. Idag ved vi, at der fra foråret 1944 havde været kontakt mellem modstandsbevægelsen og tyskerne, og at den tyske næstkommanderende på Odense Kaserne den 3. maj mødtes med repræsentanter for Fynsledelsen i Hunderupskoven. Her indgik man aftaler, der lovede tysk kapitulation på visse betingelser[10].

Forventninger om en bedre fremtid og hyldest til Den Røde Hær var fremherskende temaer for demonstrationen den 5. maj om formiddagen. Her ad Albanigade mod Domhuset.
De engelske tropper blev overalt mødt med en grænseløs jubel. Begejstrede odenseanere flokkedes om de kamphærgede soldater, der altid var villige til at gi’ en tur, som her i Klaregade.

Forventningerne

I den illegale presse havde man længe kunnet læse om de forventninger der blev stillet til tiden efter tyskernes overgivelse.

Selv om nogle nærede forhåbninger om radikale politiske ændringer, gjaldt det dog som helhed, at frihedskampens ledelse ikke ønskede at medvirke til drastiske forandringer.

DKP udsendte i befrielsesdagene en løbeseddel, hvor man krævede 21 års valgret, og en "radikal forbedring af det arbejdende folks levevilkår". Men til trods for at kommunisterne var velrepræsenterede i modstandsbevægelsen og fik stor fremgang ved det første efterkrigsvalg, var partiets reelle politiske indflydelse dog begrænset. Der var ved befrielsen enighed om, at det var det etablerede system, der skulle fortsætte det politiske arbejde.

Triumf

Så snart frihedsbudskabet havde lydt i radioen den 4. maj, brød jubelen ud. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, kastet ud på gaden, og enkelte steder blev der tændt bål. Tusindvis af stearinlys blev tændt i vinduerne, og avisforsiderne blev i sidste øjeblik ryddet. Ritzaus Bureau kunne meget hurtigt offentliggøre sammensætningen af befrielsesregeringen. De mange lys blev også en vemodig hilsen til dem, for hvem befrielsesbudskabet kom for sent: Ofrene for henrettelser og terrordrab.

"Folk er helt vilde", konstaterede den tyske GESTAPO-chef i Odense, Untersturmführer Dohse. En ung teknikumstuderende skrev til sine forældre: "…fem-seks minutter efter vi havde hørt det i radioen, var gader fulde af mennesker, glade, råbende og syngende gik vi gennem gaderne og samledes på de forskellige store åbne pladser, hvor vi sang nationalsangen. Alle var vi udstyret med store dannebrogsflag, som blev udleveret af et smart firma, der åbenbart havde dem liggende til samme brug. Alle statuerne blev udstyret med flag, og folk smed deres hatte højt i vejret, uden at bekymre sig om, hvor de blev af. Men naturligvis kunne Hipo ikke dy sig, der var en del skyderi i gaderne, og vi pilede hjem hurtigst muligt"[11].

Opgøret med landssvigerne

Frihedsrådet skrev efter regeringens afgang den 29. august 1943:

  1. Demokratiet skal ufortøvet og uindskrænket gennemføres og dets fremtid sikres.
  2. De, der er skyldige i eller medansvarlige for at vort selvstyre og vort retsgrundlag blev krænket under besættelsen, og de, som har draget personlig fordel af landets ufrihed, bør stå til ansvar for deres handlinger.
  3. Enhver straffeforanstaltning, der måtte blive iværksat overfor sådanne personer skal være i overensstemmelse med rodfæstet dansk retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig vej, således at man undgår selvjustits[12].

Modstandsbevægelsen frygtede, at politikerne ikke ville skære dybt nok. Omvendt frygtede mange politikere, at Frihedsrådet ville kræve for mange og for lange straffe. Det største problem var, om man kunne acceptere at lade et kommende straffelovs-tillæg få tilbagevirkende kraft. Loven kom, og det gamle ord, om at fredens betingelser skrives af sejrherren, gjaldt også i 1945. I løbet af maj måned nåede modstandsstyrker og politi i hele landet at internere ca. 34.000 personer. Halvdelen blev løsladt efter få dage, og mange interneringer kan med rette betegnes som beskyttelsesforanstaltninger: I. juni 1945 kunne kongen efter nogen debat sætte sin underskrift på en lov, der med tilbagevirkende kraft bl.a. åbnede mulighed for idømmelse af dødsstraf. 13.000 personer blev dømt efter det såkaldte straffelovstillæg. Der blev afsagt 76 dødsdomme. 46 blev eksekveret.

I Odense arresteredes i de første maj-dage 511 personer. I alt blev ca. 1.700 personer sigtet for landsforræderi eller anden strafbar optræden. Af disse blev ca. 700 straffet. To blev henrettet. Set gennem bagklogskabens mørke briller må det konstateres, at retsopgøret ikke var noget at prale af. Til gengæld undgik vi i det store og hele standretter og selvtægt – de lange knives nat – som man f.eks. oplevede det i Frankrig. Blandt de grove forbrydere var medlemmer af halvmilitære terrorkorps, som begik drab og hævnaktioner, samt danskere der gjorde tjeneste for det tyske politi som stikkere m.v. Disse personer stod i det såkaldte Centralregister der var udarbejdet af modstandsbevægelsen i vinteren 1944-45. Særligt iøjnefaldende blev arrestationerne af tyskerpigerne. Nogle blev ofre for selvtægt: Tøjet blev flået af og håret klippet. Andre blev afhentet af modstandsbevægelsen og ført til beskyttelsesforvaring, afhøring og evt. fængsling.

Tragedie

Selvom den tyske kommandant i Odense var indstillet på overgivelse, havde han ikke fuld kontrol over sine styrker. Hele formiddagen den 5. maj forholdt soldaterne sig dog i ro, og endnu over middag så det ud til, at kapitulationen skulle forløbe uden episoder.

Stemningen var anspændt og nervøs. Frihedskæmpere og tyske soldater gik mellem hinanden. Tusinder af civile var på gaderne, da det pludselig gik løs. Ildkamp midt i befrielsens Odense. Der hersker endnu idag stor uklarhed om, hvad der egentlig skete. Kl. ca. 15 indløb en meddelelse om, at biler med Hipo-folk var på vej mod Odense fra Middelfart. Oplysningerne skabte en panikagtig stemning, og forstærkninger blev sendt ud for at møde de berygtede tysker-håndlangere.

Kampene begyndte på Bolbro Bakke, og fra lidt før klokken 16 blev der kæmpet i centrum omkring Telefonhuset på Klosterbakken og politistationen på Rådhuset. Også tyske soldater deltog i kampene, hvor forvirringen betød, at modstandsstyrker ved flere lejligheder skød på hinanden. Modstandsbevægelsens ledelse beordrede skydningen standset og trak enhederne tilbage til deres forlægninger. Kl. ca. 19.15 faldt der ro over byen. Mindst 23 danskere blev dræbt, heraf 11 modstandsfolk og 12 civile. 80 personer blev såret. Tabene på tysk side kendes ikke. Kampene i Odense den 5. maj blev hermed de blodigste i landet.[13]

Hvad gemmer der sig i jorden på Seden Skydebane? Politi, frihedskæmpere, læger og sygeplejersker samles omkring de nyopgravede kister.
Mange mennesker – endnu ikke så mange biler på Klingenberg i 1949.

Tyskerne ud!

Den øverstkommanderende i Danmark, general Lindemann, var indstillet på kamp til sidste patron, og alligevel overgav tyskerne sig til en allieret hær; der endnu knap nok var ankommet til landet. Den hurtige kapitulation kom da også bag på mange i den allierede overkommando. De første engelske tropper ankom til København den 5. maj kl. 16.30, og først om aftenen – et døgn efter befrielsesbudskabet havde lydt – kørte de første kampvogne over grænsen i Sønderjylland. Majdagenes møde mellem tre hære – frihedskæmpere, englændere og tyskere – skabte mange mærkelige situationer; men trods alt kun få egentlige episoder.

Kolonner af tyske soldater bevægede sig fra 7. maj gennem landet mod grænsen. En del søgte at redde ejendele med sig hjem til en uvis fremtid. De havde hørt om store ødelæggelser. Hvad var der blevet af hjem og familie i Hitlers sønderbombede Tusindårsrige? Mange tyskere var stadig bevæbnede, idet våbnene først blev konfiskeret ved grænseovergangen.

Velkommen til de allierede

Først den 6. maj kom de første engelske tropper til Odense. Den 7. passerede en større panserkolonne byen, og den 9. om eftermiddagen ankom en mindre styrke bestående af 50 panservogne. Først da faldt der for alvor ro over byen.

Garnisonen opslog sit hovedkvarter på Næsby Skole, og der blev holdt en sammenkomst på Missionshotellet.

De kamptrætte soldater glædede sig over at skulle opholde sig i det fredelige Danmark. Spisekammeret var velforsynet i forhold til hvad de havde været vant til, og der herskede ikke længere nogen fare for kamphandlinger Takket være de rolige tilstande og modstandsbevægelsens organisering – samt de gamle politikeres hurtige tilbagevenden – slap Danmark for store allierede troppekontingenter. Danmark vendte på rekordtid tilbage til normale forhold.

Mindehøjtideligheden

Syv frihedskæmpere og to politifolk, der omkom under kampene i Odense, den 5. maj om eftermiddagen, blev bisat fra Domkirken under en ceremoni den 8. maj. Højtideligheden begyndte på Flakhaven, hvor bl.a. biskop Øllgaard talte ved kisterne. "Alle i byens befolkning kunne ikke samles om de faldnes bårer. Men hele byen var med til at vise de dræbte frihedskæmpere den sidste ære. Flagene gik på halv stang i gader, på bygninger og i haverne. Kirkernes klokker ringede, og i alle virksomheder byen over standsede arbejdet to minutter fra klokken 10. Men længe før dette tidspunkt havde de første skarer samlet sig på Flakhaven, og de voksede fra minut til minut med tusinder. Hvor mange, der kom, kan ikke siges. Der var 40.000, måske

50.000 eller endnu flere langs gader, ved vinduer og på tage over Flakhaven og Klingenberg. Flakhaven var som et kirkerum med levende mure og den lyseblå forårshimmel som hvælving over menneskemængden"[14].

Oprydning

Straks efter befrielsen begyndte oprydningen. Det tyske administrationsapparat skulle afvikles, tyske soldater og embedsmænd sendes hjem, opgøret med landssvigerne sættes i værk. Tusindvis af flygtninge skulle ud af byens skoler og genhuses.

Med til oprydningen hørte også opgravningen af henrettede modstandsfolk og ofre for tyske clearingdrab (hævnmord mod fremtrædende danskere). Onsdag den 9. maj fik politiet af beboere i Seden besked om, at der var fundet kister ved skydebanen. Man havde tidligere bemærket natlig trafik af tyskere. Uhyggelige scener udspillede sig, da ligene i de primitive kister skulle identificeres. Allerede fra midten af maj lod dele af modstandsbevægelsen sig afmønstre. 15. august blev skæringsdatoen for mange, der fortsatte indsatsen i Hjemmeværnet.

Hverdag igen?

En af de romantiske myter fortæller at mange børn så dagens lys ni måneder efter befrielsesnatten. Denne påstand er desværre en skrøne. Frihedsregeringens sammensætning betød, at Vilhelm Buhl igen blev statsminister. Det var ham, der i september 1942 havde opfordret borgerne til angiveri, og det blev i vide kredse opfattet som en hån mod dem, der havde sat livet på spil.

Mange havde jo håbet på, at modstandskampen skulle føre til mere end freden. Men ved sin deltagelse i regeringen Buhl havde Frihedsrådet afskåret sig fra indflydelse på efterkrigstidens politiske udvikling. Allerede ved det følgende valg i oktober 1947 halveredes kommunisternes repræsentation i Folketinget.

Fra 1948 satte Marshall-hjælpen for alvor gang i de europæiske hjul – også de danske. Modernisering i landbrug og industri tog fart i lyset af de teknologiske landvindinger, krigen havde bragt med sig. I 1949 tiltrådte vi Atlanterhavspagten og blev medlem af NATO. Med de sociale reformer; der var vedtaget i 1930’rne, kan man konstatere, at den proces, der viste vejen til velfærdssamfund, var indledt.

Endnu i slutningen af 1940’rne og begyndelsen af 1950’erne var knapheden dog stadig tydelig på en lang række områder Den første båd med bananer ankom under stor festivitas til København i 1946, og biler kunne kun købes med særlig tilladelse. Kaffe var rationeret indtil september 1952. Privatbilismen vandt frem fra midten af 1950’erne. Mange flyttede enten fra land til by eller fra de udslidte bycentre til nye villakvarterer i forstæderne. Hurtig adgang til indkøbsmuligheder fordrede gode veje til de mange biler Sporvognene forsvandt i Odense i 1952. Senere anlagde man Thomas B. Thriges Gade efter forudgående studier i udbombede byer som Rotterdam og Antwerpen.

I Danmark har vi ikke tradition for storstilede politiske manifestationer: Den civile og militære modstandskamp under besættelsen var båret af vrede mod politiske, menneskelige og moralske overgreb mod, det vi opfatter som ret og pligt mellem mennesker. Vel havde vi ikke for alvor sat os til modværge den 9. april 1940, og vel havde vi længe ført en tvetydig politik over for Tyskland, men modstandskampen – og den politiske udvikling i krigens allersidste fase – gjorde, at vi fik en central placering i det storpolitiske spil, og at vi dermed blev optaget i de Forenede Nationer. Kommunisterne blev nogle af ofrene i besættelsens politiske spilfægteri, men da turen kom til jøderne, udviste mange stort mod i forsøget på at redde en minoritet fra rædsler, som vi nok havde hørt rygter om, men endnu ikke kendte omfanget af.

Mange følte efter krigen, at idealer og muligheder blev forspildt. Nogle modstandsfolk følte, at de blev sendt hjem til glemsel. Havde verden overhovedet forandret sig – var det et bedre liv, vi vågnede op til? De, der vendte hjem til arbejdsløshed, sårede på krop og sjæl, kunne have svært ved at tro det. Vi skal huske og forstå de enkeltheder og sammenhænge, der kan have haft betydning for vores egen verden. Vi skal vise vores respekt for dem, der ofrede eller blev ofre, men må heller ikke undlade at stille spørgsmål. Erindringen skal fastholdes og bruges, mens den endnu er en del af os selv.

Mange søgte at redde sig nogle få ejendele med hjem til en uvis fremtid. Lettelse er vel mest af alt det der præger disse ansigter på Nonnebakken.

Noter

  1. ^ I denne artikel ses nogle af de billeder, der blev vist i udstillingen “Triumf og tragedie. Odense i Majdagene 1945” på Møntergården – Odense Bymuseum. Udstillingen blev til som led i højtideligholdelsen af befrielsesjubilæet, og modtog støtte fra Odense Byråd. I tilknytning til udstillingen har historikeren Claus Øgendahl produceret en videofilm med klip fra begivenhederne den 4. og 5. maj 1945. Der skal her bringes en særlig tak til Initiativgruppen vedr. Odenses historie 1940-45 og Stadsarkivet. Endelig takkes også modstandsmændene Børge "Tonny" Poulsen og Erling Frederiksen, der igennem utrætteligt arbejde har været med til at skabe rammerne for en god og sober behandling af mange, ofte kontroversielle spørgsmål. Billederne er taget af fotograferne Leif Nørmark og Mogens Hansen samt en række amatørfotografer. Flere er afleveret til museet i forbindelse med forberedelserne til udstillingen.
  2. ^ Øjvind B. Danielsen: Befri os fra Befrielsen. Kronik i Morgenposten Fyens Stiftstidende, 4.5. 1995.
  3. ^ Biskop Vincent Lind i erindringsbogen Fra mumieskuffen, side 147. (København 1988).
  4. ^ Biskop Vincent Lind i brev til Møntergården – Odense Bymuseum, 19.3.1995.
  5. ^ Tidligere lærerinde Maria Pohlmann fra Østpreussen, der som 18-årig flygtning opholdt sig i Allesø 1945-47. I Fynske Årbøger 1994, side 92.
  6. ^ Peder M. Jeppesen, repræsentant og modstandsmand i Odense i redegørelse til Møntergården – Odense Bymuseum, maj 1995.
  7. ^ Jørgen Hæstrup i Krig og besættelse. Odense 1940-45, side 422-23 (Odense 1979).
  8. ^ Danmarks Frihedsråd bestod af repræsentanter for de illegale organisationer: Danmarks Kommunistiske Parti, Dansk Samling, Frit Danmark og Ringen. Hertil kom en række enkeltpersonen fra Odense f.eks. biskop Hans Øllgaard.
  9. ^ Otte kompagnier: forbindelsesafdeling, politikompagni og telefonafdeling talte i alt 2.127 mand. Det store bagland af bladfolk, logiværter og andre er ikke med i opgørelsen. De var ikke registrerede og ikke bevæbnede. De havde derfor heller ikke nogen militær myndighed, og deltog ikke i aktionerne omkring 5. maj.
  10. ^ Mødet er her refereret af modstandsmanden Børge "Tonny" Poulsen. Blandt betingelserne for den tyske overgivelse skal nævnes, at modstandsbevægelsen forpligtede sig til ikke at beslaglægge tyske våben på befrielsesdagen.
  11. ^ Gengivet efter: Jørgen Hæstrup, Krig og besættelse. Odense 1940-45, side 424 (Odense 1979).
  12. ^ I pjecen Når Danmark atter er frit. 1943
  13. ^ Skyderierne er grundigst beskrevet af Jørgen Hæstrup i Krig og besættelse. Odense 1940-45 (Odense 1979) samt i to kronikker i Fyens Stiftstidende af Niels R. Frederiksen: Da freden brød ud (5.5.1979) og Myterne om den 5. maj (23.6.1979).
  14. ^ Fyens Stiftstidende, onsdag den 9. maj 1945.

Litteratur

  • Søren Mørch (red.): Gyldendals Danmarkshistorie, bind 7 (København 1988). Her gives en samlet gennemgang. Især litteraturhenvisningerne er af stor værdi.
  • Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940-45, (Odense 1979). Bind 9 i Odense Bys Historie er den største og nyeste samlede fremstilling af besættelsens historie i Odense. Hæstrup, der selv var modstandsmand i Odense, skriver i et let og levende sprog med et omfattende billedmateriale. Det samme kan siges om:
  • Tage Kaarsted: Krise og Krig 1925-1950. Olaf Olsen (red.) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 13. (København 1991). Kaarsted gør status over 45 års forskning. Også her er fremstillingen særdeles læseværdig og velillustreret. Besættelsestiden i et danmarkshistorisk perspektiv.
  • Claus Øgendahl: Odense under den tyske besættelse 1940-45. (Odense u.å.). Hæftet er udarbejdet med henblik på undervisningen i folkeskolens øverste klassetrin. Bogen indeholder bl.a. en meget nyttig tidstavle. Herudover udkommer erindringer og beretninger fra besættelsestiden i bl.a. Odense Bogen (udg. af Stadsarkivet i Odense, 1991 -) og Fynske Årbøger (udg. af Historisk Selskab for Fyns Stift (udkommet siden 1939). Spørgsmål kan rettes til Odense Bymuseum, Stadsarkivet eller Initiativgruppen vedr Odense Historie, der har til huse i Brandts Klædefabrik, Brandts Passage 12, tlf. 6619 4045.

©