Ud af klassen – ind i kulturarven

Er det det her, vi har betalt for?

Sådan lød det fra en ca. 12-årig dreng, der stod med sin klasse ved indgangen til H.C. Andersens Hus en dag, min vej faldt forbi. Ikke den sødeste musik i en museumsformidlers øren – og nok heller ikke en specielt opmuntrende indgangsreplik for klassens lærer, der vel havde håbet, at et museumsbesøg kunne få de pubertetsramte elever lidt op på dupperne. Og måske en lidt negativ indgang til en artikel, der handler om skoler og museer.

Heldigvis kunne jeg også have valgt at begynde med mange andre og meget mere positive citater. Eller med det sekund af total stilhed, der pludselig kan indfinde sig, når eleverne træder ind i det rum, hvor “Andersen måske er født”; i museerne er de ikke stille, men rammes de af historiens vingesus, så mister de vejret for en stund.

Men hvorfor vælger jeg så dette citat? Fordi det stiller spørgsmål ved, hvad skolerne gør med museerne, og hvad museerne gør med skolerne. Begge veje bør man hele tiden stille spørgsmålene: Hvad laver vi? Hvorfor gør vi det? Og det er det, jeg vil fortælle om her.

Angående økonomien kan jeg til både drengens og andres beroligelse fortælle, at de absolut intet havde betalt – alle skoler har nemlig gratis adgang til Odense Bys Museer.

Skoleelever foran Besøgscentret i Den Fynske Landsby.

Kulturarvens livsforsikring

At lærerne tager eleverne med på museum er vel egentlig ikke noget, museerne behøver at bekymre sig om? Jo, det er. Museumsloven beskriver, hvad museerne som minimum skal gøre. Når man, som Odense Bys Museer, har status som “statsanerkendt museum”, så betyder det blandt andet, at museerne skal give elever, der kommer på besøg som led i undervisningen, gratis adgang. En noget uspecificeret, men kontant måde at signalere at skoler er velkomne på. Men hvorfor er de velkomne?

Ét svar handler om dannelse. I en tid, hvor ordet dannelse igen er ved at få et indhold, der rækker ud over korrekt omgang med fiskebestikket, kommer der fornyet opmærksomhed på kulturarvens betydning.

Kulturarven har nemlig betydning for, hvem vi er. Et led i en dannelsesproces er at få øjnene op for den kultur, som er med til at gøre os til det, vi er. Dannelse er en livslang proces, men i denne sammenhæng handler det om skoleelever. Ingen kan styre elevernes dannelsesproces, men mange kan dele ansvaret for den. Noget af ansvaret er skolernes, noget er museernes.

Et andet svar er, at museer har meget at give af – og kun eksisterer i kraft af, at der er nogen, der vil tage imod. Et museum uden besøgende er bare et rum med ting i. Først når nogen kigger på genstandene og fordyber sig i den historie, de fortæller, giver museet mening. Udstillinger er iscenesættelser eller fortolkninger af vores kulturarv. Museerne forvalter og formidler viden om kulturarven. Men intet af det giver mening, hvis der ikke er nogen at formidle til. Som museum kan man vælge at tage denne formidlerrolle mere eller mindre aktivt på sig. Man kan vente på, at der kommer gæster i museet, eller man kan gøre noget for, at der kommer nogen og ser alt det, man gerne vil vise og fortælle om. Undervisningsinstitutioner er et af de steder, hvor man kan opsøge potentielle gæster.

Og de to svar hænger sammen. For det er nogle meget vigtige gæster, man finder i skolerne; nemlig den kommende generation. Et musealt slagord “At værne om fortiden i nutiden er omtanke for fremtiden” gælder ikke kun det konkrete kulturelle arvegods. Eleverne skal forstå, hvad det er for en kultur, de står på skuldrene af. Hvis fremtidens dansker ikke har forståelse for kulturarvens vigtighed, så har han ingen grund til at bekymre sig eller værne om den. Så er museernes livsgrundlag væk og kulturarven tømt for betydning. At tage sig godt af eleverne er en kulturel livsforsikring.

Besøgscentret i Den Fynske Landsby.

Fra museumslærere til formidler

Odense Bys Museer har i mange år haft fokus på skolerne og har set det som en del af sin opgave at lade formidlingen til undervisningsinstitutioner omfatte noget mere end blot gratis entre. I en årrække har der været ansat museumslærere, som var knyttet til de forskellige museer. De omviste skoleklasser, iværksatte aktiviteter og lavede undervisningsmaterialer. Der har været et helt lille korps, men som en konsekvens af de senere års generelle nedskæringer i de kommunale budgetter, var det ikke muligt af fastholde et sådant lærerkorps. De sidste museumslærere pegede på muligheden af i stedet at ansætte en formidler, som mere overordnet skulle varetage formidlingen til børn og unge. Det skete i efteråret 2004, hvor jeg blev ansat ved Odense Bys Museer med ansvar for formidling til børn og unge, og især med henblik på formidling til skolerne. Det siger sig selv, at én person ikke personligt kan tage sig af de besøgende skoleklasser ved både Den Fynske Landsby, Bymuseet Møntergården, Fyns Kunstmuseum, H.C. Andersens Hus og Barndomshjem samt Carl Nielsen Museet og sammes Barndomshjem. Det er heller ikke meningen. Men hvordan så?

Læreren er vigtig

Mit bud på en løsning er ikke så meget båret af (økonomisk) nødvendighed som af en personlig overbevisning: Det er ikke museernes opgave at bedrive egentlig undervisning – det er lærerne meget bedre til. De kender eleverne, og de kan give museumsbesøget den sammenhæng med den øvrige undervisning, som er nødvendig. Museerne skal formidle viden, gerne i børnehøjde og målrettet undervisningsbrug, og museerne skal så vidt muligt stille udstillinger og faciliteter til rådighed for lærere og elever. Museerne kan danne ramme om undervisning, men ansvaret for undervisningen er lærerens. Derfor forsøger vi på mange måder at give lærerne en håndsrækning til det, de lader eleverne komme på museerne for: nemlig undervisning.

Et museumsbesøg kan let komme til at virke modsat hensigten, hvis det ikke hænger sammen med klassens undervisning i øvrigt. Det bliver i bedste fald en spændende, men løsrevet oplevelse. Naturligvis må det gerne være sjovt at komme på museum – og hos eleverne er det helt sikkert populært, hvis museumsbesøget giver dem en på opleveren. Men skal det give mening i en undervisningssammenhæng, så skal det være mere end oplevelsesorienteret. Og skal det give mening ud fra museernes synspunkt, så er det vigtigt, at forskellen på et besøg i Den Fynske Landsby og BonBon-land er tydelig. Museer er noget andet og kan noget andet end forlystelsescentre. Og heldigvis er eleverne da heller ikke i museerne alene – de bliver fagligt taget i hånden af deres lærere. Når det drejer sig om formidling til skolerne, kan museerne ikke eksistere uden lærerne. Det er dem, der har fingeren på pulsen i forhold til eleverne, det er dem, der kan sætte elevernes oplevelser ind i de faglige rammer, og det er dem, der kan bringe erfaringerne med hjem i klasserummet og ind i det videre arbejde.

Elever kærner smør.

Museer er også læringsrum

Det er vigtigt at holde fast i, at museer også er læringsrum og et godt supplement til klasserummet. Museerne kan med deres genstande visualisere og konkretisere sammenhænge, som ellers kan være ret abstrakte. F.eks. en smørkærne, som i begyndelsen af 1800-tallet var almindelig på enhver gård: Skulle man have smør, måtte man lave det selv. I dag ligger det i supermarkedets køledisk. Der er to århundreder og en andelsbevægelse imellem smørkærnen og eleven. En smørkærne er en smørkærne – men den er også meget mere, nemlig en del af fortællingen om dansk landbrug. En fortælling, som kan være ret abstrakt i et klasserum, men som et besøg på museet kan konkretisere.

Det giver bare ikke megen mening blot at se en smørkærne. Hvis ikke eleverne har en forforståelse at hænge deres indtryk op på, så er den blot en genstand blandt mange andre. Derfor er det vigtigt, at eleverne har forberedt sig på museumsbesøget. Og lige så vigtige er de samtaler, der udspinder sig under og efter besøget. Undervisningen sætter oplevelser og ny viden i perspektiv. Her har lærerne en helt central rolle. Museernes – og min – opgave er at tilrettelægge formidlingen, så den kan anvendes i undervisningssammenhæng, og så lærerne får gode muligheder for at forberede og efterbehandle museumsbesøget.

At forberede og efterbehandle

For at et museumsbesøg skal blive mere en blot en oplevelse, så skal det altså tænkes ind i og fungere i sammenhæng med den øvrige undervisning. I et enkelt fag – eller i flere. Besøget skal ideelt ses forberedes i klassen – og det skal efterbehandles. Man kan måske sammenligne det med en uges ferie i Rom. Ikke en daseferie eller shoppingtur, men en af de ferier, hvor man ønsker at lære noget om andre kulturer. Er man kulturelt interesseret, så vil man sandsynligvis ønske at se Forum Romanum. Alt efter hvordan man griber sagen an, er der stor forskel på den viden eller kulturelle forståelse, man opnår. Man kan løse billet, når vejen alligevel falder forbi, og kigge på de mange stenbunker – og læse i den udleverede engelske brochure og spejde forgæves efter skiltning. Lidt større er udbyttet nok, hvis man har medbragt en guidebog, hvor man via kort og tekst kan danne sig et overblik over området og dets historie. Men har man i stedet studeret lidt hjemmefra og skaffet sig en forhåndsviden, så har man allerede et skelet at bygge videre på. Besøget bliver også sjovere, hvis det giver én nye perspektiver på det kendte og aha-oplevelser: Det var sådan, det var. Men aha-oplevelsen kommer kun til den, der allerede har et fundament at bygge på.

I skolesammenhæng er det lærer og museum, der er elevens guider i den danske kulturarv. Bliver eleven stillet midt i det kulturelle arvegods uden forkundskaber, kort og vejledning, så opnår eleven sandsynligvis ikke ret meget andet end følelsen af at være faret vild – eller gået forkert. Vi kan ikke gøre arbejdet for eleverne, men vi kan støtte og vejlede dem. Eleverne skal støttes, så de bliver i stand til selvstændigt at navigere i fortiden, nutiden og fremtiden.

Hvordan gør vi så det?

Der er mange måder at gribe det an på. Og Odense Bys Museer dækker over en række forskellige arbejdsområder fra kulturhistorie over kunst til “de to store fynboer”, H.C. Andersen og Carl Nielsen. Forskelligt indhold kan og bør ikke altid formidles på samme måde. Et fællestræk er dog, at den ofte ret specialiserede viden, som museerne rummer, skal omsættes i konkret sprog eller håndgribelige aktiviteter, der kan indgå i undervisningen.

Til en del af museerne er der udarbejdet egentlige undervisnings- og inspirationsmaterialer, der tager udgangspunkt i museernes samlinger. Alt materiale ligger om muligt på Odense Bys Museers hjemmeside, så lærere og elever kan anvende det før besøget. Der findes også materialer, der kan anvendes, når eleverne er i museerne – eller eleverne kan fungere som guider for hinanden ved på forhånd at have undersøgt og forberedt sig på bestemte emner. Kun fantasien sætter grænser. Og i nogle museer er der forskellige genstande, som eleverne kan arbejde med på stedet. Især Den Fynske Landsby er velegnet til, at eleverne f.eks. kan prøve at lave uld til tråd eller holde en time i “den gamle skole”, så dér er forskellige remedier, som skolerne kan låne til brug på stedet.

Der er dog stadig hjælp at hente for den lærer, der ønsker assistance af folk med grundigt kendskab til de forskellige udstillinger. Selv en lærer kan ikke alt. Museerne har et omviserkorps, som hovedsageligt består af universitetsstuderende med speciel interesse for “deres” museer. De får naturligvis en grundig introduktion af museumsinspektørerne samt en løbende “efteruddannelse”. Lærerne kan booke en omviser, der kan give eleverne introduktion til udstillingerne, og specielt skræddersyede temaomvisninger er allerede en realitet ved nogle museer – vi arbejder på at udvide denne type af omvisninger, der er målrettet skolerne.

Nogle museer er specielt velegnede til at sætte alle elevernes sanser i sving. F.eks. er det oplagt i Den Fynske Landsby både at se og høre om, men også røre ved og smage på fortiden. Derfor laver en formidler her specielle aktiviteter for skolerne, hvor eleverne f.eks. selv følger kartoflen på vej fra jord til bord, som det gik for sig i 1800-tallet.

Uanset om skolerne køber en omviser eller går omkring på egen hånd, så arbejder vi på, at de skal have lyst til at bruge museerne. Og det er der da også ret mange, der har. I første halvår af 2005 har i alt 83.385 elever besøgt Odense Bys Museer. Naturligt nok har en del lagt vejen forbi 200-års fødselaren H.C. Andersens hus; 46.688 elever fik mellem 1. januar og medio august et indblik i Andersens liv og virke. Heraf blev de 12.157 guidet af museets omvisere. Lige omkring 10.000 lod vejen falde forbi H.C. Andersens Barndomshjem. Men også Den Fynske Landsby blev (til trods for at museet jo er lukket i en del af skoleåret og selv har højsæson i skoleferien) pænt besøgt, nemlig af ca. 8.000 elever. Ligeledes er Fyns Kunstmuseum et oplagt sted for undervisning: 3.460 elever eller 192 klasser – nok især med fagene billedkunst, historie og dansk – så i første halvdel af 2005 på kunsten.

Brødet bages som i 1850.

Naturligvis vil vi gerne have eleverne ind i museerne. Men for nogle skoler kan det blandt andet på grund af transport være fysisk og økonomisk uoverkommeligt – og vi vil under alle omstændigheder gerne have museerne ud til eleverne. Derfor arbejder vi hele tiden på også at udvikle tilbud, som ikke nødvendigvis kræver et museumsbesøg. F.eks. kan skolerne låne emnekasser med oldtidssager, der kan anvendes i historieundervisningen, og det er et mål, at museernes digitale formidling skal komme skolerne til gavn – både som vidensdatabaser, der kan søges i, databaser med billeder af genstande og kunstværker, der kan bruges i undervisningssammenhæng, og i form af egentlige digitale undervisningsmaterialer.

At føle sig hjemme

Museumslovens §1 handler om at sikre adgangen til og viden om Danmarks kulturarv. Museumslovens §14 drejer sig om at sikre elevernes adgang til museerne. I Folkeskolens formål §3 står der, at skolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur. Både museer og skoler spiller en vigtig rolle i forhold til kommende generationers forvaltning af kulturarven. De gode intentioner får dog først betydning, når de omsættes i handling. Eleverne skal føle, at de er velkomne på museerne, og at museerne faktisk også er deres. Museer er til for at blive brugt. Og er eleverne ikke vant til at komme på museum, føler de sig ikke hjemme. Det bliver en visit som hos fru Hyacinth Bucket, hvor man høfligt konverserer, mens man sidder yderst på stolekanten af bar angst for at gøre noget forkert eller vælte kaffekoppen. Eller det slår over i modsætningen: Eleverne får lyst til at vælte kaffekoppen. Derfor er det vigtigt, at museerne hele tiden arbejder på at komme eleverne i møde. Formidlingen skal (også) rettes mod dem. Et museumsbesøg skal ikke være en pligtvisit, men et af den slags besøg, hvor man føler sig velkommen, har det rigtig hyggeligt og har interessante samtaler – og hvor man får lyst til at kigge indenfor igen en anden gang, når vejen falder forbi.

Kortet viser udbredelsen af H.C. Andersens eventyr.

Men det er ikke nok, at eleverne fysisk kommer på museerne. Så ender det blot som omtalte 12-årige dreng, der nok havde forventet en helt anderledes oplevelse. Min pointe er nok lidt ambitiøs, men har eleverne, inden de kommer i for eksempel H.C. Andersens Hus, arbejdet med H.C. Andersens digt ‘I Danmark er jeg født’, så har de måske opdaget, at H.C. Andersen er mere end Disneys Den lille Havfrue. Har de i dansk arbejdet med digtet og dets fantastiske anvendelse af personlige stedord, så har de måske fået øjnene op for, at Andersen er en formidabel sprogkonstruktør, og at deres egne tekster kan ændre sig og blive bedre, hvis de oplever, hvilke muligheder de har, når de selv skriver. Har de i historie eller samfundsfag arbejdet med H.C. Andersens samtid, så har de måske opdaget, at de guldhorn, som indgår i digtet, er andet end uforståelige genstande, men symboler for en epoke, uden hvilken vi hverken ville have haft charterrejser eller mobiltelefoner. Og så var de – måske – gået ind i museet med en lidt anden indstilling – nogle af dem, i hvert fald.

Stereoskop med 3D billeder af H.C. Andersen.
©