Ud i kulturen

Forståelse og formidling i det fynske kulturlandskab

Det fynske landskab er et kulturlandskab. Der findes stort set ikke en kvadratmeter på Fyn og øer, der ikke på et eller andet tidspunkt har været under indflydelse af mennesker. Alle menneskelige aktører fra stenaldersamfundets jæger til nutidens svinefarmer har sat deres spor i landskabet; få spor fra de ældste tider, men mange og tætte spor fra de seneste 150 år. Befolkningen på landet dyrkede jorden, huggede i skovene og udnyttede kort sagt alle de ressourcer, naturen kunne give. I århundredernes løb blev denne udnyttelse til stadighed mere intens, og den teknologiske udvikling har efterhånden givet omfattende muligheder for at omdanne landskabet. En bonde i 1700-tallet kunne bygge en favn stendige om dagen. Med en moderne gravemaskine kan den samme digestrækning i dag fjernes i en skovlfuld.

Ejere og brugere af ager, skov, eng, mose og vandløb anså naturens ressourcer som uudtømmelige og fandt det muligt at udnytte dem med de til rådighed stående midler. Først i begyndelsen af 1800-tallet opstod der et andet syn på naturen, da personer uden for den bondestand, der arbejdede i og bearbejdede naturen, begyndte at interessere sig for den. En konflikt der lige siden har delt opfattelsen af naturen og landskabet, dels som en ressource for en stadig mere intensiv produktion, dels som æstetisk, historisk og rekreativ ressource. Fra de sidste årtier af 1900-tallet føjede de nye miljøbevægelser et nyt synspunkt ind i debatten. Nu skulle landskabet ikke blot være smukt, repræsentativt og rekreativt, men også fri for pesticider og bæredygtigt. Hvor god denne sag end var, så flyttede den fokus fra landskabets udseende og historiske betingelser til dets biologi.

Høje Stene på Avernakø, engang et fornemt fortidsminde, endte som skærver i dæmningen ved Drejet mellem Avernakø og Korshavn. Det var sager som denne, der medførte en beskyttelse af fortidsminderne i 1937. Her fortolket af Johannes Larsen efter forfaldet.

Fynske tiltag

Bevægelsen, der anså landskabet for et smukt sted med muligheder for afslapning ved skov og strand for alle borgere, iværksatte de første landskabsfredninger på Fyn, båret frem af den forening der frem for nogen stod for denne opfattelse, nemlig Danmarks Naturfredningsforening, der blev stiftet i 1911. I foreningens første leveår sikredes de få uberørte naturområder på Fyn, nemlig Fyns Hoved, fredet ved kendelse i 1939, Hverringe og Stavrehoved fredet i 1955 og Bøjden Nor på Horne Land, fredet i 1965.

Men Danmarks Naturfredningsforening fokuserede også tidligt på de kulturhistoriske elementer i landskabet i form af fortidsminderne, og det var helt og holdent denne forenings fortjeneste og ikke arkæologernes, at de kom med i naturfredningslovens bestemmelser i 1937. Det var således en beskyttelse af fortidsminderne som markante elementer i landskabet, ikke som kulturminder endsige arkæologiske vidensbanker, at fortidsminderne i første omgang blev sikret. Først i 2004 kom de fredede fortidsminder med i den lov, hvor de hører hjemme, nemlig museumsloven[1]. Fredning af herregårdsej ejerlav blev primært gennemført i 1950’erne for at hindre yderligere udstykning i husmandsbrug. Hvor dette er lykkedes ved ejernes velvilje som på Hagenskov, Holckenhavn og Skovsgård, har det sikret velbevarede hovedgårdslandskaber, fri for campingpladser, sommerhusudstykninger, højspændingsledninger, skovrejsning m.m. I 1992 blev beskyttelsen af diger samt kirkers og fortidsminders omgivelser en del af naturbeskyttelsesloven. Begge lovtiltag har, når de ellers efterleves og administreres korrekt, haft utrolig stor betydning for bevaring af kulturhistoriske landskabselementer.

Men de seneste årtiers fokus på miljøsagen har trængt interessen for landskabet som et produkt af historien i baggrunden, ja mange såkaldte naturgenopretningsprojekter har ligefrem destrueret det. Herunder kan nævnes de mange faunapassager, der slører århundreders brug af vandkraften i vandløbene, enge der ikke længere slås eller græsses, men oversvømmes og vokser til i pil, og skovrejsning i områder hvor der ikke i historisk tid har været skov. Skovene, der af de fleste opfattes som natur, er i virkeligheden også ren kultur. Store dele af de fynske skove er nytilplantninger efter år 1800, hvor ikke mindst herregårdene tilplantede store arealer[2]. I 1970’erne kom der for alvor gang i de hurtige afgrøder som juletræer og pyntegrønt, der flere steder har fortrængt løvskoven. Heldigvis stilles der i dag efter skovloven også krav om genplantning med løvtræer. Men de største forandringer ses i det dyrkede landskab. Bakketoppe er groet til, markerne har næsten overalt nået herregårdsstørrelse, diger og levende hegn er forsvundet[3]. Tabet af disse elementer er ikke blot et tab i den landskabelige diversitet, men også et tab i forhold til forståelsen af landskabet som et historisk produkt.

Nye boller på suppen

Da den daværende miljøminister Svend Auken i 1995 lancerede kulturmiljøet som miljøpolitikkens tredje ben, havde han helt sikkert en mere holistisk opfattelse i tankerne. Kulturhistorien i landskabet, den biologiske mangfoldighed og landskabsbevarelsen skulle gå hånd i hånd. For museer, der beskæftigede sig med nyere tid, var det helt naturligt at måtte prioritere og vælge. Der var således ikke tale om en fastfrysning af landskabet, men om udvælgelse af de enkeltelementer, der fortæller historien i landskabet. I nogle geografisk afgrænsede lokaliteter findes en stor eller enestående koncentration af elementer, der i særlig grad afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling, nemlig de såkaldte kulturmiljøer. For museerne var tanken om det ydre museum, forstået som kulturlandskabet, generelt ret fjern, og meget hurtigt vendte de sig mod det mere kendte, nemlig de bebyggede kulturmiljøer, mens de følte sig fremmede ude i det åbne land.

Det kan således ikke undre, at da man i 1980’erne begyndte at udpege bevaringsværdige kulturmiljøer, var det næsten altid miljøer, hvor det var en eller anden form for bebyggelse, der var det bærende, og også tidsmæssigt havde udpegningerne slagside. Fyns Amt vovede dog at udpege 15 hovedgårds-ejerlav og 10 landsbyejerlav, men retningslinjerne var svage. "I de særligt bevaringsværdige landsbyej erlav skal hensynet til de kulturhistoriske bevaringsinteresser tillægges høj prioritet ved administration og planlægning. De udpegede anlæg skal friholdes for ferie- og fritidsformål, som kan medføre forringelse". Retningslinjerne for de udpegede landsbyejerlav giver ikke mulighed for egentlig regulering, og når det kommer til stykket, er det kun planloven, museumsloven og naturbeskyttelsesloven (fredningsloven), der kan sikre disse ejerlav.

Hvad er sikret i dag?

Digestrukturen såvel fra landsbyfællesskabets tid som fra udskiftningen er beskyttet af museumslovens § 29a, der sikrer bevarelse af sten- og jorddiger. Lovens hensigt er restriktiv, og der dispenseres kun sjældent fra lovens bestemmelser. Lovens hensigt er beskyttelse af både de kulturhistoriske og de landskabelige og biologiske interesser. Desværre er der ikke et løbende tilsyn med digerne, så der forsvinder stadig en hel del, der ikke anmeldes. Lovens administration er delt på to myndigheder, kommunerne og Kulturarvsstyrelsen, mens ti udvalgte museer, herunder Odense Bys Museer, fører ad hoc-tilsyn med de beskyttede diger[4]. Mens beskyttelse af fortidsminderne har en vis forståelse hos lodsejerne, så ligger digerne kun i vejen for en stadig mere intensiv drift. En konkret udpegning, hvor det enkelte dige blev vurderet kulturhistorisk, landskabeligt og biologisk, samt bedre oplysning om digernes oprindelse og kulturhistorie kunne måske forbedre disse forhold. Opgaven for museet er at informere om digernes værdier, da det er museet, der har den historiske viden om digernes tilblivelse, hvorfor de blev de lavet, hvornår de blev lavet og af hvem.

Atomiseret forvaltning efter 2007

Amtets udpegede kulturmiljøer er i løbet af 2009 stort set alle blevet overført til de ti fynske kommuners nye kommuneplaner. Desværre er de fleste af de udpegede miljøer aldrig blevet udførligt beskrevet, ligesom der mangler faglig ekspertise og et bedre administrationsgrundlag i den enkelte kommune til at varetage disse interesser. Efter kommunalreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007, har det været svært at opretholde et helhedssyn på det fynske kulturlandskab. Det brede kulturmiljø, opfattet som en symbiose mellem naturen og kulturen er faldet mellem to stole både lovgivningsmæssigt og forvaltningsmæssigt. Staten tager sig af enkeltmonumenternes beskyttelse, idet både museumsloven og bygningsfredningsloven sikrer enkeltelementer, ikke helheder. Bygningsfredningsloven kan efter den seneste revision formentlig også omfatte haveanlæg og gårdspladser, mølleløb og malekarme ved vandmøller og mere af næromgivelserne i det hele taget. En landsby kan sikres gennem en bevarende lokalplan, men med landsbyens landskab forholder det sig langt sværere.

Supplerende udpegninger

Fyns Amts udpegninger, der skete på grundlag af grundige undersøgelser foretaget i årene 1981-2005 i samarbejde med Syddansk Universitet og de fynske museer, koncentrerede sig om arkæologiske beskyttelsesområder, hovedgårde, landsbyer og kystkulturmiljøer, men der mangler stadig undersøgelser, der både tids- og emnemæssigt rækker langt videre. Hele industrialiseringsperioden med tilhørende infrastruktur i form af veje og jernbaner, andelstidens stationsbyer og husmandskolonier samt de inddæmmede arealer er aldrig undersøgt på et regionalt fynsk niveau. Den tidlige velfærdsstats og den kolde krigs spor er allerede ved at være historie. At løfte registreringsopgaver i denne størrelsesorden kræver samarbejde mellem kommuner, museer, arkiver og universitet.

Fortidsminder i fremtidsperspektiv

I den nyere tids historie var fortidsmindernes storhedstid uden tvivl den nationalromantiske periode fra 1820’erne til 1860. Det var i denne periode, man malede fortidsminderne og digtede om dem, og hvor de så småt kom ind i den folkelige bevidsthed; ikke som forfædres grave eller boliger for trolde og nisser, men som en del af den nationale bagage enhver dansker skulle have med sig. Efter den romantiske periode kom den mere realistiske periode med beskyttelse, fredning og ikke mindst oplysning om fortidsminderne. Her spillede to væsentlige forhold ind: opbygningen af et demokratisk Danmark med mulighed for lovgivning, der beskyttede fortidsminderne, og uddannelse af arkæologer, der kunne forske videnskabeligt i fortidsminderne. Deres viden blev lærestof for seminarier og skolebørn. Skolen blev en væsentlig faktor i den almene danskers viden om og forståelse for fortidsminderne.

Sikring af de fredede fortidsminder – pisk eller gulerod?

Set i det lange perspektiv vil fortidsminderne selvfølgelig, lige som alle andre menneskeskabte frembringelser på jorden, på et eller andet tidspunkt gå til grunde. Alle tiltag til at bevare dem er en kamp mod den uigenkaldelige nedbrydning. Indsatsen skal derfor ses som de muligheder, der her og nu gives for at bevare dem så længe som muligt til kommende generationer. Fortidsmindernes fremtid er afhængig af følgende faktorer:

  • Beskyttelse gennem lovgivning
  • Pleje, bevaring og restaurering
  • Formidling og forståelse.

Fortidsminderne er beskyttede af museumslovens bestemmelser. Ethvert indgreb i et fredet fortidsminde er forbudt. Det gælder pløjning, gravning, beplantning mv., og omkring bestemte kategorier af fredede fortidsminder er der endvidere en beskyttelseszone på 2 meter, inden for hvilken der ikke må ske jordbearbejdning, dyrkning, tilplantning eller gødskning. I 2009 er der indført et såkaldt krydsoverensstemmelseskrav[5], hvorefter overtrædelser af dette lovkrav kan medføre reduktion i den udbetalte landbrugsstøtte til den lovovertrædende lodsejer.

De mest truede fortidsminder er dog fortidsminder i skov, hvor mere end 70 % af fortidsminderne ligger. Moderne skovdrift foretages med meget store maskiner, så det er måske snarere her, indsatsen bør ske. Dels ved bedre information til skovejerne, dels ved bedre afmærkning af fortidsminderne, sådan at de lettere kan ses. Lovovertrædelser straffes kontant, men måske er tiden inde til at støtte de lodsejere, der tager særlig hånd om deres fortidsminder ved pleje, synliggørelse, adgang m.m.

Det er kun ca. 150 af Fyns i alt 1050 fortidsminder, der er under pleje. Staten, kommunerne og folkekirken har pligt til at pleje de fortidsminder, der ligger på deres arealer. Idéen er, at de går foran med et godt eksempel. Herudover er der indgået aftaler mellem private lodsejere og kommunerne om pleje af udvalgte fortidsminder. Private lodsejere har ikke pligt til at pleje deres fortidsminder, men rigtig mange tror, at de ikke må. Det er fuldt lovligt at pleje sine fredede fortidsminder, så længe der ikke ryddes trærødder eller foretages egentlige restaureringer; i de tilfælde skal det ske med arkæologisk bistand. Kommunerne plejer primært fortidsminder, der er markante i landskabet eller har betydning som besøgssteder. Opgaven med at pleje fortidsminderne er helt ny for kommunerne, og også her kan museet træde ind som en aktiv samarbejdspartner både i bedømmelsen af plejebehovet og i form af information til de kommunalt ansatte, der udfører selve plejen.

Informationskilte har indtil nu været den almindeligste form for information ved fortidsminderne. Skiltenes tekster og illustrationer skal være korte og præcise og ikke mindst fagligt korrekte. Det er utrolig vigtigt, at ny viden formidles, og at det er fagfolk, der leverer teksten. Alle skilte bør forsynes med såvel kommunens som museets navn og logo. Et rustent og ulæseligt skilt giver en dårlig oplevelse af fortidsmindet og kan i sin yderste konsekvens føre til hærværk mod det.

Fortidsminderne nedbrydes dagligt, måske hurtigere end nogensinde pga. klimaforandringer og forurening. Her besigtiger direktør i Kulturarvsstyrelsen, Steen Hvass og kulturminister Carina Christensen med bekymrede miner Jellingstenen.

Hvad man i barndommen nemmer

Skolelærerne tog for en menneskealder siden gladeligt børnene ud i landskabet for at se på fortidsminderne, som mange børn fra byerne oplevede for første gang, ofte i forbindelse med lejrskoleophold, og gerne fulgt op af et besøg på det lokale museum med montrer fulde af flintredskaber side ved side. Den enkelte lærers interesse og engagement var naturligvis også medbestemmende for, i hvilket omfang dette faktisk skete.

De seneste årtier er den traditionelle historieundervisning i folkeskolen blevet erstattet af en mere samfundsorienteret undervisning, der skal udvikle den enkelte elevs evne til at forstå sig selv som en del af den historiske proces og forskellige kulturer. Undervisningsministeriet har netop i 2009 sat nye mål for undervisningen i folkeskolen[6] og udarbejdet en kanon til hele undervisningsforløbet fra 3.-9. klasse. I kanonen er opstillet punkter, begivenheder og genstande, der skal være milepæle i undervisningen. Det fremgår af kanonen, at undervisningen i oldtidens historie kun falder på 3-4. klassetrin, altså når børnene er 9-11 år gamle. Til undervisningsforløb i oldtiden indeholder kanonen: Ertebøllekulturen, Solvognen, Jellingstenen, altså to genstande og en hel kultur. Jellingstenen er et egentligt fortidsminde, der kan opleves, mens Ertebøllekulturen har efterladt en stribe fredede fortidsminder i form af primært denne periodes klassiske køkkenmøddinger. Solvognen kan kun opleves på Nationalmuseet, hvor det nok ikke er mange jyske og fynske skolebørn, der kommer. Uden at tage begrebet kanon op til debat synes det som om, at denne oldtidens kanon er mildt sagt noget reduceret. Det er i høj grad op til den enkelte lærer at tilvejebringe en sammenhæng og bredere forståelse. Her kunne et udgangspunkt i det, der er lige uden for døren, være en oplagt idé: nemlig at tage ungerne ud af klassen og vise dem noget i deres eget nærområde. Et af folkeskolens overordnede formål er i øvrigt også at udvikle børnenes oplevelse af landskabet og naturen. Især mange drenge har svært ved at koncentrere sig, så en løbetur i mark og skov for at finde fortidsminder kunne nok være en god idé. Efter 4. klasse er der ingen undervisning i oldtidens historie overhovedet. Middelalderens kanontilbud er Absalon, som bestemt er en betydningsfuld person, og måske ser de københavnske skolebørn de underjordiske rester af Absalons borg under Christiansborg. Men hvad med alle de andre middelalderlige relikter?

Rollespil er utroligt populært blandt de lidt større børn. Rollespil foregår i en fantasiverden, men hvorfor ikke lade børnene bruge fantasien på virkelige begivenheder i ægte historiske omgivelser?

Museets fremtidige rolle: gammel vin på nye flasker eller kreative og nye formidlingsformer?

I folkeskolens undervisningsforløb er der kun afsat begrænset tid til historieundervisningen, og mulighederne for at tage på ekskursioner er pga. besparelser også begrænsede. Museerne har derfor i de kommende år en langt større opgave med formidlingen af fortidsminderne til børn. Det er vigtigt, at børnene i forvejen har kendskab til det, de skal se; altså undervisning med et godt undervisningsmateriale inden besøget på museet eller i landskabet. It-baseret materiale kunne være en god idé. Et spil "Byg din egen gravhøj, hvordan kommer dækstenen på plads?" kunne være en idé. Rollespil er rigtig populært hos de større børn. Hvorfor ikke gribe denne interesse og vise den rigtige borg, befolket med rigtige riddere, heste og våben. Spil og leg ude i landskabet. Der er ikke mange steder på Fyn, hvor der er langt til det nærmeste voldsted.

Museets rolle skal altid være at formidle den nyeste viden fagligt korrekt, men måden det gøres på må variere fra målgruppe til målgruppe. For den voksne målgruppe er fortidsminderne, når der ses bort fra de mere kendte som Glavendruplunden, Mårhøj og Ellesteddysserne, Magelund Voldsted og Søby Volde, ikke mål i sig selv for ret mange, men snarere oplevelser man tager med, når turen alligevel går forbi. Det kunne derfor være fint med informationer ud over skiltning. I dag har næsten alle en mobiltelefon ved hånden. Ved Næsbyhoved Voldsted står en stander med et telefonnummer, man kan ringe op for at få flere informationer. GPS er blevet udbredt, og måske kunne der indlægges tekster og vejviser i GPS’en, ikke blot til fortidsminder, men også til andre kulturhistorisk interessante steder.

Læs dit landskab

Historien kan læses i landskabet, men for at læse historien ud af landskabet kræves der en grundlæggende viden[7]. Vi aflæser landskabet, men forstår måske ikke umiddelbart alt, hvad vi ser. Formodentlig er det her, kæden hopper af. For hvor gode har museerne egentlig været til denne formidling? Netop i landskabet er der store muligheder for outreach. Outreach skal forstås som den kontakt og formidling, museet udøver, der ikke nødvendigvis foregår på museet og til grupper, der ikke normalt kommer på museum. Guidede landskabsvandringer er populære og henvender sig til et bredt publikum. Kommer folk ikke på museet, så må museet komme ud til borgeren. I England og Sverige, hvor der hersker en langt bredere interesse for historien i landskabet, arbejder rigtig mange gerne frivilligt under kyndig vejledning af museers og naturforvaltningers personale. I Danmark arbejder mange gerne frivilligt på museer og arkiver, hvorfor så ikke i kulturlandskabet? Brug din sommerferie på at bygge et stendige eller slå en eng!

Sluttelig kan man påpege, at der også mangler formidling i det åbne land. Hvornår har man sidst set et skilt: DU KØRER NU IND I ET VÆRDIFULDT KULTURMIJØ? Nej, der må ikke skiltes i det åbne land, men måske et lille diskret skilt eller et bib i GPS’en!

Drejø Gamle Havn. Et godt eksempel på et velbevaret kulturmiljø, hvor en velovervejet balance mellem benyttelse og beskyttelse er af stor betydning for, at stedet stadig kan beholde sine bevaringsværdier.
©