Udgravninger af sydfynske gravhøje fra yngre broncealder

“I Oldvidenskaben er det altid vigtigt, ikke at støtte sine Formodninger paa et enkelt, maaske af Tilfældighederne dannet Fund, men paa flere ensartede Omstændigheder.” C.J. Thomsen 4/12 1854.

Baggrunden

Det fynske landskab er ikke præget af sin fortid på samme måde som mange dele af Jylland og Sjælland endnu er det. De karakteristiske gravhøjsbuler, der giver de kuperede landskaber i Thy eller Odsherred eller de flade strækninger langs det midtjyske vandskel den fascinerende fornemmelse af lange perspektiver ikke blot i rum, men også i tid, mangler næsten helt på Fyn. Endnu er der lidt tilbage af fordums pragt på Hindsholm og de sydvestfynske bakkedrag, men begge steder kan naturens (d.v.s. isens) luner snyde os. Det kan være svært at se forskel på natur og kultur.

Den fynske tilstand er resultatet af århundreders omhyggelig og intensiv dyrkning af “Danmarks have” – eller, sagt på en anden måde, af hårdhændet misbrug af de kulturelle ressourcer. Hvilken holdning man vælger, må afhænge af ens personlige opfattelse af fortidens betydning og rolle. Den første kendte fynske oldforsker, Thomas Bircherod var ikke i tvivl, da han skrev sin artikel om de (for)tabte oldtidsminder i 1701[1].

Det var ikke at forvente, at situationen blev forbedret efter Bircherods tid, og at den er voldsomt forværret, kan vel heller ikke overraske, når man betænker, hvilken enorm teknisk udvikling til gunst for de ødelæggende kræfter vi har set gennem de sidste 150 år, især i de sidste 40 år.

Denne udvikling er der tit nok grædt over, med rette synes mange af os, men det bringer os ikke videre, og er heller ikke opgaven i denne artikel.

Den skal tværtimod vise, at der i elvte eller tolvte time kan reddes uvurderlige oplysninger ud af tilsyneladende ruinerede gravhøje, oplysninger som kan bringe tidligere opfattelser ind på helt nye baner.

Det hæderkronede Fyns Stiftsmuseum, nu Fyns Oldtid på Hollufgård, indledte i 1972, sammen med Odense Universitet, der dengang (og nu igen fra i år) bedrev nordisk arkæologi, et forskningsforetagende med emnet Sydvestfyns bebyggelseshistorie[2].

En af grundene til at vælge Sydvestfyn frem for andre fynske landskaber var den store bestand af gamle fund fra især yngre broncealder – tiden mellem 1000 og 500 før Kristus[3]. Ved undersøgelser i terrænet og arkiverne dukkede ganske mange ukendte høje op. Nogle lå endnu intakte, pænt beskyttede i skove eller lunde, men de fleste var i den for Fyn sædvanlige, sønderpløjede tilstand. Det forekom uoverkommeligt at gøre noget radikalt ved dem alle sammen, og stort set var (og er) der kun to måder at gøre noget ved højene. Enten grave dem ud eller få dem fredet. Begge dele koster penge og tager tid, flere penge og mere tid end vi kunne forestille os. Der var heller ikke nogen vilje til at frede, selv landskabeligt iøjnefaldende, endnu ganske velbevarede overpløjede høje. De var på forhånd givet fremskridtet til pris. Måske er situationen i dag ændret, nu hvor man er ved at få øjnene op for at turister gerne vil have kulturelle oplevelser og ikke nøjes med kornmarker, der jo ligner hinanden overalt i Europa.

Dengang så vi ikke andre udveje end at prøve at grave nogle af de høje ud, som af den ene eller anden grund så ud til at kunne give et udbytte, der var relevant for bebyggelsesundersøgelsen. Den formulering omfatter også høje andetsteds på Fyn, idet broncealderen jo ikke var indskrænket til Sydvestfyn. Netop det at skaffe et sammenligningsmateriale af samme kvalitet både på Sydvestfyn og udenfor, fandt vi vigtigt.

Derfor er der, indtil kræfterne måtte koncentreres om Gudme-undersøgelserne (se Fynske Minder 1991), undersøgt 25 overpløjede gravhøje fra broncealderen siden 1971 (fig. 1). Af dem skal de 9 mest spændende omtales her. Det bliver ganske kort, fordi en større, samlet udgivelse af samtlige fynske gravfund fra yngre broncealder er under forberedelse.

Fig. 1. Kortet viser, hvor der er udgravet overpløjede høje fra 1972 til 1991 (ingen fredet høj er undersøgt). 1. Lusehøj, 2. Bohøj, 3. Brydegård, 4. Kuskens høj, 5. Hannemosehøj, 6. Holmebo, 7. Lindely, 8. Håstrup.

Undersøgelserne

Lusehøj og Bohøj.

Den største af undersøgelserne omfattede Lusehøj højt i bakkelandskabet vest for Voldtofte. Udgravningen er udførligt beskrevet[4], og det vil være pladsspild at gentage det hele her. Ved gennemgangen af de andre udgravninger bliver det imidlertid nødvendigt gang på gang at referere til Lusehøj, hvor de særlige bevaringsforhold med stiv lerjord og en beskyttende storhøj har overleveret mange ting bedre end ellers.

Nabohøjen mod nordøst. Bohøj, har vi gravet i for at finde ud af, om der endnu var rester af den høj, der på samme tid som Lusehøj (i 1860erne) blev kulegravet af jægermester Frederik Langkilde[5]. Højen kan vel ikke kaldes overpløjet, men dens tilstand er ikke meget anderledes end en høj under dyrkning. Det var ikke nemt i den tætte fyrrebevoksning at finde plads til at grave, og plat umuligt at finde noget, der bare lignede uomrodet jord. Man var åbenbart gået meget grundigt til værks. Kun et sted, helt mod nord, stod der en fuldkommen skjult rest af en høj med en næsten 1 m høj profil bevaret i skrænten. Mere blev der ikke gjort ved sagen i 1976.

Brydegård

Ca. 5 km sydvest for Lusehøj og Bohøj fandt en af vore argusøjede amatørarkæologer, Arne Aakjær Rasmussen, oppløjede gravrester på flere uregistrede højtomter på et bakkedrag ved Gammel Brydegård, helt ud til Lillebælt. De 4 blev undersøgt i 70erne som beskæftigelsesforanstaltninger (fig. 2-4). Her er det interessante ikke så meget de enkelte anlæg som komplekset af høje og en tilhørende gravplads under flad mark[6]. Det hele synes anlagt samtidigt med storhøjen Lusehøj, d.v.s. mellem 900 og 700 f. Kr. De to små stencirkler med hver sin brandgrav, som var knebet ind mellem to af højene, er dog nok fra broncealderens slutning. De udpløjede høje rummede ikke meget intakt, men kun rester af de oprindelige grave og indhegnende stenkredse. Mest interessant var måske de meget tydelige spor af pløjning med ard, som kunne ses under den ene af højene. Det interessante er ikke så meget selve sporene, der var pløjespor under næsten alle de i denne artikel omtalte gravhøje. Det er det forhold, at Brydegårdhøjen viser, at man pløjede stiv lerjord i broncealderen. Arden opfattes normalt som et dyrkningsredskab, der kun kunne bruges på let jord.

Fig. 2. Brydegård, Randsten og indenfor dem det mørke kvadratnet efter pløjning med ard ned i den lyse undergrund, set fra SV.
Fig. 3. Brydegård, undersøgelse af højrest med fotostativ “giraffen” klar til lodfotografering af ardsporene. I baggrunden Lillebælt og Helnæs, set fra NØ.
Fig. 4 Brydegård, plan over to af højtomterne med mellemliggende stenkredse og brandgrave udenfor disse.

Den bedst bevarede højrest var den, som udgravedes i 1988 for midler fra Kreditforeningen Danmarks fond for særlige formål. Højen var bygget i to omgange: Den første havde 15 1/2 meters diameter, bestod af græstørv og havde som grav et stenindrammet rum med brændte ben, men uden oldsager. Gravkammeret var gravet ned i undergrunden og dækket af et ovalt stentæppe 2,2 × 1,2 m.

Næste fase omfatter en forhøjning af centrum med tilhørende urnegrav med brændte ben, broncedobbeltknap og et stykke af en broncekornsegl. Nedgravet i denne højfase var yderligere 3 urnegrave, hvoraf grav J var den mest bemærkelsesværdige. Urnen var dækket af en lerskål, og låget tætnet med harpix, så der ikke kunne komme jord i urnen. Spredt mellem de brændte ben lå 4 broncegenstande, de tre flot ornamenterede i samme stil. En uanseelig jernsyl hørte også med (fig. 5). Inventaret er fra omkring 800, på sin vis typisk med de rigt ornamenterede toiletsager, der kendetegner en gruppe døde, der er observeret over hele Danmark fra denne periode. Hvordan det skal forstås, er et interessant problem, måske viser den rige, ofte symbolske ornamentik et særligt kulttilhørsforhold for disse mænd.

Graven er den rigeste fra Brydegårds høje, men vi kan jo ikke vide, om der af de andre høje kan være pløjet tilsvarende fine sager op. Hvor de andre gravfund hører til på det jævne eller i midddellaget, er den omtalte grav en af dem fra samfundets bedre udstyrede kredse, det lokale samfunds leder?

Fig. 5. Brydegård, fund fra urnegrav; Claus Madsen phot.

Kuskens høj

Det noget jævnere samfundslag møder vi tilsyneladende ved Vester Skerninge i Kuskens høj, også kaldet Møllehøj efter en stubmølle, der har stået på højens top. Højen blev undersøgt som amatørudgravning i 1974 [7]. Også den havde 2 byggefaser, den ældre 12 m i diameter, den yngre 22 1/2 m, begge byggede af stærkt leret jord (fig. 6) -ikke nogen nydelse at grave ud! Den ældre høj var indrammet af op til meterstore sten sat pænt med spejlet udad. Højen synes anlagt over grav N, der lå på den gamle markoverflade, 1.5 m indenfor randstenene i syd. Urnen var fyldt med rensede brændte knogler. Oven på dem lå en lille broncetrådring. Urnen var dækket af et låg med en revne, som var repareret med harpix. Yderligere 3 urner hører til denne høj.

Fig. 6. Kuskens høj, udgravningen, set fra SØ.

Det var bemærkelsesværdigt, at alle urner, på nær en, var omsat med stenfliser, der tydeligvis var sprængt ud af en og samme sten for hver urne. Også dette fænomen er observeret i Lusehøj, og udgør en hidtil overset side af broncealderens teknologi. Den yngre højfase var også markeret udadtil af en række store sten. I centrum for randstenscirklen stod urnegrav T.

Også denne urne havde låg og var fyldt med brændte ben. Ovenpå dem lå et stykke rav og en broncebarberkniv. Urnen synes at have været pakket ind i tang eller græs.

Ved graven sås det, at der har stået en række pæle radiært ud fra graven. De må have eksisteret mens højen blev opført. Fænomenet svarer fuldstændigt til de langt bedre bevarede risgærder i Lusehøj.

Grav T giver den bedste datering af Kuskens høj, nemlig omtrent midt i yngre broncealder.

Midtvejs mellem Kuskens høj og Hannemosehøj, der omtales straks nedenfor, ligger resterne af Sydfyns vigtigste broncealderhøj “Korshøj”, hvorfra det rigeste gravfund fra yngre broncealders første del med både guld og bronce og eksotiske sager blev fremdraget af gårdejerens karle i 1858[8]. Jeg nævner det for at pege på, at dette nabolag ikke ligefrem var ødemark i yngre broncealder.

Yngre høje

De hidtil omtalte høje (bortset fra Korshøj) tilhører alle midten af yngre broncealder, periode V, der synes at være den bedst repræsenterede del af broncealderen på Fyn, og navnlig på Sydvestfyn. De følgende høje stammer fra broncealderens slutperiode, som ellers brillierer ved sit fravær på en så iøjnefaldende måde, at flere forskere i 1960erne foreslog, at perioden ligefrem manglede, eller havde varet kortere på øerne og i Østskandinavien end i Jylland.

Høje fra denne periode var tidligere kun fagmæssigt undersøgt af Frederik Sehested og Henry Petersen ved Hesselager[9], af Thomas Thomsen ved Skårup øst for Svendborg[10] og af Erling Albrectsen ved Håstrup[11] og Høed [12].

Hannemosehøj

2,6 km sydvest for Kuskens høj udgravedes 1981-82 Hannemosehøj, der viste sig at være 21½ m i diameter og opbygget af én omgang, eller i hvert fald kun som ét anlæg[13]. Ved afrensning af de uforstyrrede flader sås det nemlig tydeligt, hvordan jorden skiftede fra mere eller mindre mørk til lysere i koncentriske ringe. Det er det samme fænomen, som kunne ses i Lusehøj. Højene er ikke bygget i sektioner, men græstørvene må være lagt op i kredse udenom hinanden. Formentlig fungerede de radiære pælerækker, som er omtalt fra Lusehøj og Kuskens høj, i denne sammenhæng.

Nær højens centrum stod den urnegrav, som må være grunden til, at højen blev anlagt. Urnen var totalt kollapset, havde stået på en stenflise ompakket med 10 sten, og dækket af et stort lerkarskår (fig. 7-8). I urnen var brændte knogler og en nål, en ring og en pincet, alle af bronce (fig. 9).

Fig. 7. Hannemosehøj, et hold arbejdsløse gjorde det muligt at udgrave højen på den gode gamle facon med profilbalke i kors hen over højens centrum. Urnen ses i midten i balkene, grøfterne er gravet til undergrund, set fra vest.
Fig. 8. Hannemosehøj, planen viser randsten mod syd og ellers grøften, hvor randstenene var fjernet. De forskellige fyldarter i højen er at se som koncentriske cirkler. Udenfor højen er jernalderbrandgravene markeret. Målt og tegnet af Claus Madsen.

Mærkeligt nok sad urnen 10 cm over højens bund (den gamle markoverflade), som under graven var markeret af et brandlag med trækul og spredte brændte knogler. Dette lag opfatter vi som stedet, hvor liget er brændt. Fra denne handling stammer de tre huller fra nedrammede pæle, som dannede en næsten ligesidet trekant. Brandlaget målte 1,8 × 1,5 m, og aflejringen af trækulsrester tyder på, at der har blæst en kraftig vind fra sydvest, da bålet brændte.

Broncerne og urnen placerer graven, og dermed højen, i broncealderens slutperiode. Urnen er en såkaldt ansigtsurne, hvor et meget stiliseret ansigt er vist ved hjælp af simple midler (fig. 9).

Udenom højen lå en ældre jernalders gravplads, der har brugt højens “hellighed” eller kraft, et fænomen, der kendes gennem hele oldtiden.

Efter endt udgravning var ejeren blevet så glad for højen, at den blev genopført og nu ligger som fredet.


Fig.9. Hannemosehøj, fund fra centralgraven.

Holmebo

Ved Holmebo, 4 km mod øst, udgravedes 1983-85 en høj på 20 meters diameter, efter at ejeren havde fundet rester af en grav ved stenrydning[14]. Højen minder en del om Hannemosehøj hvad randsten og opbygning angår. Også i Holmebo var den ringformede opbygning let at se ved afrensning af de intakte flader (fig. 10-12).

Fig. 10. Holmebo, højen under udgravning, renset ned til urørt højfyld. Et segment er renset frisk af med graveske; de forskellige fyldsorter ses som koncentriske cirkler. Den centrale stenbunke ses i midten. Set fra SSØ.
Fig. 11. Holmebo, stendyngen over centralgraven set efter bortgravning af den nordlige del set fra sydøst.
Fig. 12. Holmebo, udgravningsplan. Målt og tegnet af Claus Madsen.

Den eneste grav var anlagt i en bunke af håndstore marksten midt i højen. Der er fjernet sten fra bunken gennem mange år, så den kan have været ganske anseelig en gang. Nu måltes den til 3,4 × 2,3 m. Højdemålet kan ikke bruges til noget på grund af de mange fjernede sten (fig. 11). Midt i stenrøsen har stået den urne, som ejeren tog op, fyldt med brændte ben og med nogle jernstumper og en flot ragekniv med små ænder i hver ende og med tremolerstukken ornamentik (fig. 13).

Urnen er i dansk sammenhæng enestående. Den er malet rød og har hvidt apatit lagt ned i ornamentrillerne. Den slags keramik lavede man ikke i Danmark, karret må være importeret, formentlig fra det sydlige Polen, hvor man i den tidlige jernalder lavede en ganske flot malet keramik.

Fig. 13. Holmebo, fund fra centralgraven.

Lindely

To km øst for Holmebo-højen lå ved gården Lindely i Egense sogn indtil 1972 en høj, som blev udgravet, før vi i Lusehøj fandt ud af, hvilke finesser man kunne forvente i fynske høje[15]. Derfor (?) er der ingen pælerækker eller tilsvarende raffinementer fra denne høj.

Den var 12 m i diam., hvilket også her klart fremgik af den velbevarede randstenskæde (fig. 14). Centralt fandtes rester af en grav B, der desværre kun er repræsenteret af nogle få brændte knogler og lerkarskår, resten var splittet ad af markredskaber. Under graven lå trækul i tynde striber på den gamle markoverflade. Et regulært brandlag med trækul og stumper af brændte knogler sås over 1 × ½ m, tættest omkring en stenflise, der er opfattet som rest af en anden, ødelagt grav. Der er ikke meget at datere højen efter; det er lidt af en fornemmelse, når vi sætter den til samme tid som Hannemose- og Holmebo-højene.

Håstruphøjene

Den sidste høj i denne række fører os tilbage til Sydvestfyn, omend øst for Hårby å, til nærheden af Håstrup. I bakkerne mellem Håstrup og Jordløse pløjede gårdejer Gorm Jensen på sten, der viste sig at udgøre stencirkler og segmenter af cirkler[16]. Allerede på overfladen så det kompliceret ud, og kunne ikke være andet end et højkompleks.

Anlægget blev udgravet i årene 1984-86. Når gravningen trak så længe ud skyldes det dels ugunstigt vejr, dels de besynderlige spor af ligbrænding osv., som p. gr. af højens stærke nedpløjning krævede en særdeles indgående granskning (fig. 14). Som ved de andre her beskrevne høje, bliver der kun tale om en overfladisk gennemgang, en slags resumé.

Fig. 14. Lindelygård, randsten og ardspor i undergrunden. Profilbalkene viser, hvor lidt der var tilbage af højen. Set fra nord.

Det ældste anlæg er en lille høj med en randstenskreds på 12 meters diameter sat af ret store sten, med en sten med 5 skåltegn i nordøst (fig. 15-16). Mod NV og SØ var der to 1½ m brede åbninger, der så ud til at være oprindelige.

Fra randstenene var terrænet gravet af, således at det gamle marklag var fjernet, formentlig for at gøre højen lidt mere iøjnefaldende. Højens overflade synes at have lignet en omvendt tallerken, med en næsten flad bræmme yderst, 1,2 m bred målt fra randstenenes overflade. Højens midterparti har nok været 1,7 m højt, men toppen er pløjet væk, så præcist kan det ikke angives.

Fig. 15. Håstrup, forenklet udgravningsplan. Den stiplede linie markerer storhøjens rand, grav I hører hertil. Med raster er markeret ligbålspladserne, og fnuggene udenfor viser udblæst trækuls-støv fra ligbålene. Skraveringen markerer indgreb fra Albrectsens udgravning. Målt og tegnet af Claus Madsen.
Fig. 16. Håstrup, den ældste høj set fra nord.

Den centrale grav var en urnegrav sat i et rum af skråtstående, tynde udkløvede stenheller. Urnen var lukket med en lerskål og lukningen tættet med harpix og fyldt med rensede brændte knogler. På dem lå en broncenål. Denne grav udgravede Erling Albrectsen sammen med de andre 7 brandgrave i højen[17]. Da vi først undersøgte denne høj tilsidst, og da den udvaskede fyld gjorde det umuligt at se hans udgravningsfelter undtaget ved omhyggelig snitning, blev vi først på et sent tidspunkt klar over, at det var hans berømte høj vi gravede i. Det gjorde absolut ikke vor udgravning mindre interessant, men lettede os tværtimod for nogle af de frustrationer, som manglen på bevarede grave i denne høj efterhånden havde medført.

Centralgraven lå på et 4 cm tykt lag trækul iblandet brændte knogler, øjensynlig selve ligbrændingsbålstedet. Laget var næsten 3 m bredt og 1½ cm tykt, med spredt trækul helt ud til randstenene mod nord, formentlig blæst derud af vinden. Sammen med ligbålet hører 6 huller fra nedrammede pæle, formentlig repræsenterende 2 pælearrangementer lignende dem i Hannemosehøj.

To af de grave, som Albrectsen undersøgte, stod på ligbålet ligesom centralgraven, mens de andre stod højere oppe i højen. De er formentlig sat ned i højen senere, men da alle gravene tilhører broncealderens slutperiode, kan det højst være nogle få generationer, der skiller de ældste og yngste grave i højen.

5 m vest for den beskrevne højs randsten fandtes en intakt, nogenlunde rund stenkreds på 4,8 meters diameter. Der var ingen høj at se indenfor stenene, så hvis der har været en, har den formentlig været lige så lav som de små høje under Lusehøj – omtrent en halv meter. I stenkredsens centrum stod en urnegrav med stenpakning om den øvre halvdel. Urnen var dækket af en lerskål og indeholdt kun brændte ben (fig. 17).

Urnen stod direkte på et trækulslag 1½ x 2,7 m. svarende til ligbrændingslaget i den første høj. Også her var der spor af tilspidsede, nedrammede pæle, ialt 4, hvoraf det ene hul formentlig skyldes en fejl.

Mærkeligst ved denne høj var de 30 spor af nedrammede pæle, som fandtes rundt om stenkredsen, så tæt op ad stenenes ydersider, at pælene var banket skråt ind under stenene. Vi ved desværre ikke, hvilket formål pælene har haft, men de kan jo have holdt et flettet gærde udenom gravanlægget (fig. 17-18).

Fig. 17. Håstrup, stenkreds med urnegrav i midten, set fra SØ.
Fig. 18. Håstrup, samme stenkreds efter fjernelse af urnegraven. Ligbållaget under graven er afdækket, set fra syd.

Øst for den store høj lå rester af endnu en lille stenkreds med en diameter på ca. 5 m. Her har der været lagt sten i en slags brolægning indenfor randstenene, udenom den urne, der stod i centrum. Urnen var beskadiget af pløjning, der også kan have fjernet et eventuelt stenlåg. I urnen var brændte ben, en broncenål og en ravperle.

Det fjerde anlæg var derimod firkantet, to stenrammer inden i hinanden, den ydre mindst 3,65 m lang og 3 m bred. Vestenderne af stenrammerne er pløjet væk, idet terrænet her hælder ned mod sydvest.

Et trækulslag, brændte ben og nogle lerkarskår er, sammen med 6 pælehuller af samme slags som dem fra de andre højes ligbål, nok til at vise, at også her har der ligget et gravanlæg – ganske vist af en ny type.

De tre høje og stenrammen er til sidst blevet dækket af en stor høj, hvis rester endnu kunne anes et par steder i form af stenlægninger (fig. 15). De er formentlig de stærkt forstyrrede rester af en stenkappe, der har ligget på højens nederste og yderste zone, ovenover den randstenskæde, som vi formoder må have været der. Diameteren kan anslås til 38 m, mens højden ikke kan vurderes, da højen var stærkt nedpløjet allerede i 1951. At anslå den færdige høj til at omfatte græstørv lagt op i mindst 5 meters højde er næppe urealistisk. Højen har i sin sidste udgave måske endda været større end Lusehøj!

Udover at dække de allerede beskrevne anlæg har denne storhøjs formål været at markere og beskytte den grav, som Albrectsen kaldte grav 1 [18].

Det virkede mærkeligt, at denne velkonstruerede og rigt udstyrede grav lå udenfor den høj, som Albrectsen undersøgte. Forklaringen er, at den var centralgrav i storhøjen. Grav 1 var en stenkiste med urne i. Urnen indeholdt brændte knogler og formentlig bronceøreske, -neglerenser, -ragekniv og -ring, jernpincet og -nål samt en ravring og en glasperle. Rester af en broncenål var endnu stukket ind i et stykke tøj med mønstervævning [19]. Den daværende ejer havde gravet tingene op, derfor er der den usikkerhed, som ordet “formentlig” antyder.

Urnen var dækket af en lerskål og var indsmurt i harpix, der endnu viste aftryk af textil, som må have været svøbt om urnen – ligesom i den ene af de rige mandsgrave fra Lusehøj.

Graven stod på et tykt brandlag med trækul og brændte ben samt stumper af både glasperler, broncering og bitte små bronceblikbukler, af samme slags som fra den anden af de rige mandsgrave i Lusehøj. Dette ligbålslag målte 2,1 × 2,5m, og var op til 12 cm tykt.

Sammen med ligbålet hører 6 huller fra nedrammede pæle, formentlig repræsenterende 2 pælestativer og dermed to gravceremonier (fig. 19).

Fig. 19. Håstrup, grav 1 genudgravet. T.V. ses bunden af Albrectsens udgravning, t.h. ind mod balken bunden af ligbålslaget. I den lille udgravning i midten står et pælehul snittet. Under presenningen gemmer stenringen fig. 17-18 sig. Set fra SØ.

Grav 1 er, ligesom de andre grave, fra periode VI, d.v.s. at hele højkomplekset ikke med arkæologiske midler kan skilles ud i mindre horizonter. Den rækkefølge, vi har beskrevet anlæggene i, svarer formentlig nogenlunde til den rigtige, men det kan ikke afgøres, hvilken af de to små stenkredse eller stenrammen, der er fulgt nærmest efter den første høj, eller om nogle af gravene i den første høj kan være nedsat samtidigt med stenkredsene.

Et tilsvarende indviklet og iøjnefaldende monument er os ikke bekendt fra den udklingende broncealder, og bl.a derfor anser vi Håstrup-højen for en fuldgyldig parallel til Lusehøj, med nogle ændringer som bl.a. skyldes udviklingen på Fyn og i Europa som helhed.

Resultater

Hvad kom der så ud af alle disse anstrengelser, frosne fingre, stive rygge og solskoldede ører?

Vi fik en kraftig forøgelse af antallet af veludgravede høje fra yngre broncealder, også hvis vi regner med Danmark som helhed. Navnlig kom der en kvalitativ forbedring. Der er iagttaget ting og forhold, som ikke tidligere var anet, endsige kendt. Vi har her sprunget forhold som spor efter pløjning over, men også på det punkt er der gravet nye, videreførende iagttagelser frem, men hvor sluger de dog megen tid.

Mest iøjnefaldende er de mange nye forekomster af brandlag og dertil knyttede pælesætninger, som først blev set i Lusehøj. Man kan måske sige, at det er mere forbløffende, at sådanne ligbål-pladser ikke er bemærket før, når man tænker på, hvor mange tusinde ligbrændinger der må være foretaget i Danmark gennem 700 år, uden at tage hensyn til jernalderen[20]. Det bliver spændende at se, om vi virkelig står over for en fynsk specialitet, eller om man opførte sig på samme måde i hele det daværende “danske” område.

Kontinuiteten fra minihøjene under Lusehøj fra yngre broncealders begyndelse til de små stenkredse fra dens slutning er vel ikke den store overraskelse, men det er rart at få den bekræftet af de nye udgravninger i Brydegård og Håstrup.

De større og veludstyrede periode VI-høje fra Hannemose og Holmebo er derimod mere overraskende på baggrund af den sædvanlige opfattelse af denne periodes gravskik.

C.J. Thomsens advarsel til Frederik VII i det brev, som indledningscitatet er hentet fra, bør vi også idag tage alvorligt. Enkeltiagttagelser er uundværlige, men der skal en observationsrække til før det er tilladeligt at generalisere. Vi må indrømme, at vi endnu 140 år efter

Thomsens brev savner sådanne observationsrækker i alt for mange sammenhænge. Vor lille fynske serie er imidlertid et godt skridt på vejen – blot det ikke kommer til at stå alene.

Det er i flere sammenhænge meget væsentligt, at kontinuitet fra den, navnlig i Voldtofte-området, så rige periode V kan påvises frem til broncealderens slutning også indenfor gravskikken. At kontinuiteten dækker opførelsen af monumentale gravanlæg var en stor overraskelse, der sætter periode VI i et nyt lys. Den er nu ikke længere blot småhøjenes periode tyndt udtrykt på Øerne. Forskningshistorisk er det interessant, at Lusehøj-fænomenet, hvormed menes det monumentale fysiske udtryk for velstand og magt, så hurtigt efter afslutningen af Lusehøj-undersøgelsen har vist sig ikke at være indskrænket til yngre broncealders midte. Fortsættelsen til slutningen af broncealderen gør modsætningen til førromersk jernalders så egalitært udseende, jævnt udstyrede gravfund endnu mere markant end hvis de iøjnefaldende rigdoms-ytringer ophørte i periode V.

Ekstragevinster er fine ensembler som den importerede urne og ragekniven fra Holmebo.

Det bør vel også nævnes, at man i årevis har snakket om det ønskelige at få hele højgrupper undersøgt i stedet for en høj hist og en anden pist – som det jo er kutyme. Ved Brydegård mangler der kun en lille undersøgelse for at hele komplekset kan siges at være undersøgt. Det må være en oplagt opgave for fremtiden at lave tilsvarende undersøgelser af højgrupper i andre egne, så man kan få begreb om, hvordan de har udviklet sig gennem broncealderen. Højbyggeriet og gravlæggelserne afspejler naturligvis det omgivende lokalsamfund, så den slags undersøgelser er en vej til bedre forståelse af bebyggelsesudviklingen indenfor mindre områder. Det er den slags fordybende undersøgelser, der kan bringe bebyggelsesforskningen videre.

Den beskrevne stribe udgravninger har vist, hvor vigtigt det er at undersøge overpløjede gravhøje i tide. Den har vist, at nødudgravninger kan give en væsentlig fornyelse af vor viden og indgå i den løbende forskningsproces på en særdeles tilfredsstillende måde.

De anvendte midler fra Rigsantikvarens konto og fra arbejdsmarkedsnævnet ville ikke have strakt til uden bidrag fra private fonde og fra museets gravekonto. Uden denne brede finansiering ville den nødvendige fordybelse i de enkelte udgravninger ikke have været mulig. Det kræver tid og eftertanke at sætte sig ind i bevaringsforhold, stratigrafi o.s.v., for ingen gravhøj er præcist mage til nogen anden, og derfor skal den heller ikke udgraves på akkurat samme måde som de andre.

Til gengæld finder vi, at de her skitserede resultater viser værdien af en målbevidst indsats i en regional forskningsramme (Sydvestfyns bebyggelseshistorie) og af den måske lidt dvælende, gammeldags udgravningsform anvendt på de rette objekter.

 

Noter

  1. ^ Thomas Broderus Bircherod, De deperditis septrentionalibus antiquitatibus et maxime Gotho-Cimbricis epistola ad amicum, udgivet 1743, af hensyn til latinkundskabens stade her i landet henvises til den danske oversættelse hos Rasmus Nyerup, Historisk statistisk Skildring af Tilstandene i Danmark og Norge 4, Kjøbenhavn 1806.
  2. ^ Se Diakrone bebyggelsesundersøgelser, Skrifter fra historisk Institut, Odense Universitet, nr. 34, Odense 1987 og H. Thranes artikel i Prähistorische Zeitschrift 64, 1989, s. 5-47. Siedlungsarchäologische Untersu-chungen i Danemark mit besonderer Be-rücksichtigung von Fünen.
  3. ^ Se note 4 og Jørgen Jensen, Voldtoftefun-det. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1967, s. 91-154.
  4. ^ Henrik Thrane, Lusehøj ved Voldtofte – en sydvestfynsk storhøj fra yngre broncealder. Fynske Studier 13, Odense 1984.
  5. ^ Se note 4, S. 23 ff, FSM journ. no. 670, Flemløse sogn.
  6. ^ FSM journ. no. 2101-03 og 2112.13, samt den fredede høj journ. no. 2105, Dreslette sogn. Ejerne gårdejer Lars Værge og hans søn takkes for langmodighed.
  7. ^ FSM journ. no. 903, Vester Skerninge sogn. undersøgt med bistand fra Egebjerg kommune i forbindelse med udstykning. Urne og ragekniv er afbildet i Egebjergkalenderen 1984.
  8. ^ Se. note 4, S. 170 & Fynske Minder 1987, S. 19 fig.5.
  9. ^ Frederik Sehested, Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm, København 1878.
  10. ^ H.C. Broholm, Danmarks Bronzealder 111, København 1946 grav 363,1546-47 m.fl.
  11. ^ Erling Albrectsen, En gravhøj ved Håstrup, Fynske Minder 1951, s. 5-12.
  12. ^ Erling Albrectsen, Fra Vestfyns bronzeal-der, Fynske Minder 1957,s. 11-18.
  13. ^ FSM journ. no. 955, Vester Skerninge sogn hos gårdejer Viggo Hannemose.
  14. ^ FSM journ. no. 1247, Øster Skerninge sogn, hos gårdejer Børge Jensen.
  15. ^ FSM journ. no. 77 hos gårdejer Niels Jensen, Lindelygård.
  16. ^ FSM journ. no. 6201, Hästrup sogn, omtalt i Arkæologiske udgravninger i Danmark for årene 1987-89. Gorm Jensens interesse for sagen fortjener en særlig tak.
  17. ^ Se. note ll.
  18. ^ Se. note 4, s. 8 f.
  19. ^ Elisabeth Munksgaard, Kipervaskning fra Haastrup, Fynske Minder 1974, s. 115-126.
  20. ^ Ole Klindt-Jensen, Hvor blev de d0de braendt? Fynske Minder 1974, s. 138-139.

 

©