Ukrudt i uskyldens græsplæne?

Et par kommentarer til en litterær analyse af H.C. Andersens eventyr “Gaaseurten”

I sin bog Svanen og skyggen (1989) vil Klaus P. Mortensen genfortælle den “forborgne historie om, hvordan H.C. Andersen blev – H.C. Andersen”. I slutningen af bogens tredje del, Eventyrfortælleren, finder man et kapitel, der bærer overskriften Den utrolige uskyld (s. 130-35). Titlen hentyder til hovedpersonen gåseurten (i dag bedre kendt under navnene bellis eller tusindfryd) i eventyret af samme navn, der udkom i 1838. Mortensen konstaterer her, at “Gaaseurten” “som alle H.C. Andersens gode eventyr (kan) læses som en historie om almene vilkår, om rigtig og forkert livsholdning”, og at den altid er blevet læst sådan. Det er jo så sandt, som det er sagt – og lige så velkendt som det følgende: “Der er jo det forunderlige ved hans fortællekunst, når den er bedst, at han dér formår at bringe sine egne problemer og erfaringer på formler, som dækker de manges”.

Men det er ikke det almene, der interesserer forf. her. Det er det personlige, biografiske. For bogen handler jo om, hvordan Andersen blev den digter og det menneske, han blev. Klaus P. Mortensen siger det selv sådan: “Men disse almene træk, må ikke føre til, at man overser eventyrets særlige kodesprog, der jo indebærer, at det altid også fortæller om H.C. Andersens egne vilkår”. Hvis man gør det, hedder det advarende “så går man glip af en hel dimension i eventyret og overgiver sig til kræfter, der aldeles ikke er fromme og uskyldige”. Der findes altså åbenbart endnu et lag i eventyret, det strengt personlige – og det vil her sige det mindre pæne og derfor skjulte. Forf.s formål med analysen af “Gaaseurten” er netop at afdække, hvad der her i kodesprog siges af digteren om digteren selv.

Til en begyndelse konkluderer Mortensen, at der i eventyrets “vækstbund” findes “et ulmende nag mod en indskrænket og indskrænkende omverden”. Ja, at det endog er disse forborgne følelser “der driver værket”.

For at kunne begrunde denne påstand citerer forf. følgende passage i “Gaaseurten”: “Halv undseelig og dog inderlig fornøiet saae den (dvs. gåseurten, der lige har haft besøg af en lærke) til Blomsterne inde i Haven; de havde jo seet den Ære og Lyksalighed, der var vederfaret hende, de maatte jo begribe, hvilken Glæde det var; men Tulipanerne stode nok engang saa stive som før, og saa vare de saa spidse i Ansigtet og saa røde, for de havde ærgret sig. Pionerne vare ganske tykhovede, bu! det var godt, at de ikke kunde tale, ellers havde Gaaseurten faaet en ordentlig Tiltale. Den stakkels lille Blomst kunde nok see, at de vare ikke i godt Humeur, og det gjorde den saa inderligt ondt.”

I disse linier finder Klaus P. Mortensen argumenterne for, at der her i eventyret “rumsterer voldsomme følelser af mindreværd og aggression, som føder et uudslukkeligt behov for anerkendelse”, altså for at Andersen her har skaffet sig afløb for noget af sit nag mod omverdenen. For her parres ifølge forf. “den dybeste uskyld og den mest indædte skadefryd. Det påfaldende ved den ureflekterede, uskyldige gåseurts lykke over lærkens besøg er jo, at lykkefølelsen slet ikke opstår spontant i forholdet mellem den og lærken, men i gåseurtens frydefulde bevidsthed om, at der er dybt misundelige og forargede tilskuere til dens triumf. Gåseurten er i virkeligheden slet ikke nærværende i situationen, men hævet altregistrerende op over den med alle antenner ude. Og den forholder sig ikke bare betragtende til de andre, men også til sig selv – spejlet i de andres fornærmede miner: – “og det gjorde den saa inderligt ondt”. Gåseurten er ikke bare dybt forfængelig, den er også en hykler”.

Det er jo eine grausame Salbe at fyre af mod en lille blomst, auf einmal ruiniert ligger den nu der i græsset. Men lad os alligevel se lidt nærmere på, hvordan denne eksekution er foregået. At gåseurten er lidt undseelig eller genert, da den kigger over til pragtblomsterne, skyldes naturligvis, at den endnu ikke er kommet sig helt efter den overraskelse, at det blev den og ikke – som den havde ventet – de fine blomster, der fik besøg af lærken. Og ingen kan vel med rimelighed fortænke gåseurten i, at den stadig er “inderlig fornøiet” over sin uventede oplevelse. At den lille blomsts glæde skyldes dens “frydefulde bevidsthed” om, at den i haveblomsterne har misundelige og forargede tilskuere, antydes der intet om i teksten. Der står tværtimod, at det gjorde den inderligt ondt at se, at de andre blomster aldeles ikke delte dens glæde. Her er ikke skygge af skadefryd. Og hvordan skulle gåseurten samtidig kunne rumme så uforenelige modsætninger som uskyld og skadefryd eller det at være ureflekteret og det at være sig hele situationen fuldt bevidst? I det af Klaus P. Mortensen citerede tekststykke findes der ikke noget som helst holdepunkt for en så hårdhændet kritik af “den stakkels lille Blomst” – som fortælleren velment, men lidt sentimentalt gang på gang kalder gåseurten (jf. udtrykket “den stakkels Fugl”, som han senere bruger om lærken).

Klaus P. Mortensen mener her at have påvist de ukrudtsagtige digterpersonlige træk i “uskyldens smukke, pletfri græsplæne”. Uskylden er altså i virkeligheden ikke utrolig, den er utroværdig. Men at forf. i dette tilfælde har ladet sig forføre af sin overordnede ide om, at H.C. Andersen (ofte) indskriver sin personlige uvilje mod omverdenens optræden over for ham i sine eventyr, skal jeg nu forsøge at vise ved at læse hele den relevante kontekst, og ikke kun den passage, som Klaus P. Mortensen har valgt at bygge sin argumentation på. Tekstgrundlaget i det følgende er Erik Dals kritiske udgave af H.C. Andersens eventyr, bind I: 1835-42, s. 117-20 (1963).

“Gaaseurten” begynder som et rigtigt andersensk eventyr: “Nu skal Du høre! -” Vi – og det er både de her tiltalte børn og de voksne tilhørere eller læsere – føres straks ud på landet til et lyststed ved landevejen. Solen skinner både på de store, prægtige haveblomster bag stakittet og på den lille, uanseelige gåseurt ude i grøftens grønne græs (kun den voksne opfanger allusionen til Jesu ord i bjergprædikenen om Guds sol, der står op både over onde og gode). Gåseurten bekymrer sig ikke over, at den kun er “en fattig, foragtet Blomst”, nej, den glæder sig over den varme sol og lærken, der synger oppe i luften. Den er tilfreds med sin ringe rang i forhold til de privilegerede, havens pragtblomster og den flyvende lærke: “Jeg seer og hører jo!” tænkte den, “Solen skinner paa mig og Vinden kysser mig! o, hvor jeg dog er blevet begavet!” Beskrivelsen af gåseurten er ikke til at tage fejl af: den er kun en ringe skabning, og det ved den; men den er rig på glæde og taknemlighed over “hvor god Gud er”. Men kontrasten til den ringe og oversete, men glade og tilfredse blomst mangler ikke – den udgøres af havens flotte, dyrkede blomster. Karakteristikken af dem lader heller ikke noget tilbage at ønske i tydelighed: “Indenfor Stakittet stode saa mange stive, fornemme Blomster; jo mindre Duft de havde, desmere kneisede de. Pionerne blæste sig op, for at være større end en Rose, men det er slet ikke Størrelsen, som gjør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste Couleurer, og det vidste de nok og holdt sig saa ranke, for at man endnu bedre skulde see det”. Man bemærker, at fortælleren ikke kan lade være med at gå i rette med de hovmodige haveblomster midt i beskrivelsen af dem.

Hvordan er så forholdet mellem blomsterne inde i haven og den lille blomst uden for det gode selskab? Som man kunne forvente: “De lagde slet ikke Mærke til den lille Gaaseurt udenfor, men den saae desmere paa dem og tænkte: “hvor de ere rige og deilige! ja, dem flyver vist (= bestemt) den prægtige Fugl ned til og besøger!’” Den sidste af disse tanker gør ikke gåseurten misundelig, tværtimod: “Gud skee Lov, at jeg staaer saa nær herved, saa kan jeg dog faae den Stads at see!” Den glæder sig oprigtigt til synet af de andre blomsters lykke.

Men inden gåseurten har nået at tænke denne tanke til ende, sker der noget: “qvirrevit!” der kom Lærken flyvende, men ikke ned til Pioner og Tulipaner, nei, ned i Græsset til den fattige Gaaseurt, der blev saa forskrækket af bare Glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulde tænke”. Hvis det ikke er en spontan glæde, der her er tale om, hvad er så en spontan glæde? Fra det øjeblik, da lærken lander ved gåseurten, har blomsten slet ikke tanker for sine fornemme naboer hinsides hegnet. Den sanser kun lærken, oplever kun sin berusende lykkefølelse over fuglens besøg.

Men ikke nok med det, nej, lærken gør blomsten endnu lykkeligere ved at danse omkring den og lovsynge den og dens beskedne plads i verden, det vilde, bløde græs: “hvilken sød lille Blomst med Guld i Hjertet og Sølv paa Kjolen!” synger den. Fortælleren træder her igen frem for at forklare børnene meningen med lærkens ord.

Og for at ingen skal være i tvivl om gåseurtens glæde over lærkebesøget, udbryder fortælleren: “Saa lykkelig som den lille Gaaseurt var, nei, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit Næb, sang for den og fløi saa igjen op i den blaa Luft”. Ja, vi skal endda have at vide, hvor lang tid blomstens lykkerus varede: “Det varede bestemt et heelt Qvarteer, før Blomsten kunde komme sig igjen”.

Da – og først da – er gåseurten i så høj grad kommet til sig selv igen, at den kan tænke på sine omgivelser, blomsterne inde i haven – som det fremgår af det tekststykke, som Klaus P. Mortensen har citeret og bygget sin argumentation på (citatet findes ovenfor).

Gåseurten føler sig forståeligt nok lidt benovet over, at den blev foretrukket og de andre forbigået af lærken. Men ligesom den lille blomst selv ville have glædet sig over at se lærken hos de fine haveblomster, går den nu ganske naturligt ud fra, at de også har glædet sig over fuglens besøg hos den. Men nej, der er forskel på folk: tulipanerne knejser endnu stivere end før, og de er blevet helt spidse i ansigtet og røde af bare ærgrelse, pæonerne er blevet ganske tykhovede – “bu! det var godt, at de ikke kunde tale, ellers havde Gaaseurten faaet en ordentlig Tiltale” (= irettesættelse).

Pragtblomsternes reaktion kan ikke undre nogen læser eller tilhører – de handler jo helt i overensstemmelse med deres stolte og selvglade væsen, som det er skildret tidligere i eventyrets første del. Kun den lille, troskyldige gåseurt bliver overrasket over blomsternes optræden – deres sure miner, som skyldes misundelse og forargelse. Der er ingen som helst grund til at betvivle, at haveblomsternes dårlige humør virkelig gjorde gåseurten inderligt ondt. Her omtrent slutter første del af eventyret, dvs. forhistorien til skildringen af den ulykkelige skæbne, der næste dag ramte lærken og gåseurten.

Konklusionen på denne læsning af “Gaaseurten” må blive, at det er vildledende at tale om skadefryd hos gåseurten, at dens lykkefølelse opstår spontant i forholdet mellem den og lærken, at den i sin lykkerus helt har glemt sine naboer, pragtblomsterne, at gåseurten oplever en glæde, der er så intens og ægte, at talen om, at den “slet ikke (er) nærværende i situationen, men hævet altregistrerende op over den med alle antenner ude”, er en total misforståelse – og at det derfor er ganske ubegrundet og misvisende at betegne blomsten som “dybt forfængelig” og som”en hykler”.

Om anden del af eventyret skal det kun siges, at gåseurtens optræden her svarer nøje til det indtryk, man har fået af den i første del. Da lærken næste morgen sidder fanget i et bur, er gåseurtens første tanke at komme den til hjælp. Blomsten har ikke tanker for andet end den fangne lærke: “Den glemte reent, hvor smukt Alt stod rundtom, hvor varmt Solen skinnede, og hvor smukke hvide dens Blade saae ud; ak, den kunde kun tænke paa den fangne Fugl, som den slet ikke var istand til at gjøre noget for.” Gåseurtens reaktion er en parallel til dens selvforglemmende glæde over lærkens besøg dagen før. Blomsten bliver glad for, at den i en græstørv lægges ind i fugleburet og kommer til at tilbringe hele den lange dag i selskab med lærken. Om aftenen kan den ikke sove, fordi den på nært hold har oplevet fuglens lidelser uden at kunne gøre noget for at lindre dem: “den hang syg og sørgende ned mod Jorden”.

Da lærken er død, varer det ikke længe, før blomsten lider samme skæbne: græstørven med gåseurten bliver kastet ud på den støvede landevej og “ingen tænkte paa den, som dog havde følt meest for den lille Fugl og som gjerne vilde trøste den!” Med disse ord – eventyrets sidste – røber fortælleren sin sympati for gåseurten. Anden del af eventyret bekræfter således ubetinget det positive indtryk, man fik af blomsten i første del.

Den lille blomst, som nu to gange har fået en ilde medfart, fortjener en rehabilitering. Hvem kan lade være med at tænke på den gamle bissekræmmers ord om den rigtige pige, når der skal tales om gåseurtens egenskaber: hos den finder man dydernes sum på et bræt, fx nøjsomhed, ydmyghed, livsglæde, følsomhed, næstekærlighed og uskyld.

Den litterære gartner har været ude med lugejernet et sted, hvor der aldeles intet ukrudt vokser – for nu at blive i det pæne plænebillede, som Klaus P. Mortensen bruger i slutningen af kapitlet om gåseurten, der ellers hører hjemme i Guds frie natur – i grøftekantens vilde græs.

©