Urmageriet på Ærø er teknisk og stilmæssigt præget af øens forbindelser til Als, Flensborg og hertugdømmerne til den ene side og Fyn, især Fåborg, til den anden. Før 1864 havde man på Ærø et livligt samkvem med befolkningen på Als og østkysten af Sønderjylland på grund af den administrative forbindelse, som øen havde både kirkeligt og verdsligt med Slesvig, senere med Nordborg amt. Ærø fik slesvigsk ret 1773 og var indtil 1864 en del af hertugdømmet.

Den naturlige baggrund for urmageriet på den kun 88 km2 store ø var især de mange søfarendes behov for nautiske instrumenter og tidsmålere og senere tillige borgerskabets og den ret sparsommelige og velhavende landbefolknings trang til at pryde deres stuer med et smukt standur. De søfarende, der længtes hjem til koner og kærester, ville gerne have noget kostbart og dog nyttigt at forære „lillemor“, når de kom hjem, og et ur var en af de mest kærkomne ting, samtidig med at det var et godt statussymbol. De første ure blev nok købt udenøs, i Tyskland, Holland eller England, men de skulle før eller senere renses og repareres, og det understregede tidligt et behov for urmagere. Endelig blev det i årene 1750-1825 ret almindeligt, at kirkerne fik tårnure, som krævede stadig eftersyn og pasning.

De ældste ure på Ærø finder vi naturligvis i kirkerne. Sandure eller timeglas blev brugt til at måle kortere tidsafsnit, hele og halve timer og derunder. På prædikestolen i Bregninge kirke står en smuk håndsmedet holder med plads til fire timeglas, hvoraf de tre endnu er tilbage. Før præsten begyndte at prædike, drejede han et sandur foran sig og kunne så med et blik på glasset se, hvor længe han havde talt, så han kunne holde prædikenen inden for visse grænser. Og prædikenerne kunne tidligere nok vare længe. Om biskop Hans Adolph Brorson hedder det således, at han den 27. oktober 1748 på grund af halskatarr kun (!) prædikede i tre timer.

Timeglasset blev også tidligere brugt som skibsur. Hver gang halvtimeglasset var udrundet, blev det vendt af rorgængeren, som derefter „slog glas“, dvs. slag på skibsklokken. Arbejdet om bord var delt op i fire vagter, og hver vagt i otte glas. Et glas svarede altså til en halv time og blev markeret med slag på skibsklokken. Vagterne inddeltes på følgende måde: fra midnat til kl. 4: hundevagt / fra kl. 4-8: dagvagt / fra kl. 8-12: formiddagsvagt / fra kl. 12-20: eftermiddagsvagt / fra kl. 20-24: førstevagt og så fremdeles.

I Bregninge kirke findes også et velbevaret tårnur. Det drives af to store kampestenslodder, som er ophængt i taljer. Ringeren trækker uret ved morgen- og aftenringningen. I løbet af tolv timer sænker hvert lod sig i en bane på seks meter. Sagkyndige takserer det til at være fra tiden mellem 1750-1800. Tårnuret slår timeslag på kirkens store klokke fra 1677. Hver af de to urskiver har kun timeviser. Halve timer regnede man ikke med på den tid.

Tranderup kirkes tårn er bygget 1832, men urværket synes at være ældre og er måske købt fra en anden kirke. Urværket drives af to lodder, et til gangværket og et til slagværket. Begge værker skal trækkes én gang i døgnet. Uret slår de fulde timer på kirkens mindste klokke. Der er urskive på tårnets tre sider, idet østsiden mangler. Tårnuret har kun én viser på hver skive, og der har aldrig været minutviser.

På det danske urmuseum i Købstadmuseet Den gamle By i Århus opbevares tårnurværket fra Rise kirke, øens ældste kirke. Det er erhvervet af museet i 1951 og fremstillet af smedejern. Hovedparten af værket er samlet i en kasseformet opbygning, stående på fire svejfede ben, hvoraf et er afbrudt og afsluttet, fire vredne spir, hvoraf tre er afbrudt. Værket består af gangværk med hagegang og pendul og et slagværk, hvis vindfang har en skraldeanordning. De er anbragt med akserne i forlængelse af hinanden. Optrækket foregår ved særlige akser med drev fra enden modsat pendulet. Ved pendulet er en løst anbragt lodret akse. Den har overført bevægelsen til de højere end værket anbragte visere. Da der findes to ensartede og lige lange visere af jern med pålagte forsiringer, må der have været mindst to skiver. Drev o. lign. til viserne mangler. Pendulet er forsynet med fjeder foroven og en linseformet skive, som er regulerbar med en fløjmøtrik forneden. Det nye tårnur er skænket af Rise Sparekasse.

Fig. 1. Rise kirkes gamle tårnur, som heldigvis blev reddet fra skrotning og nu kan beses på urmuseet i Den gamle By, Århus. Solidt og præcist håndværk.

I Ærøskøbing fik man først tårnur med den nye kirke, der blev bygget 1756-58 og afløste en middelalderkirke. I de gader, hvor timeslagene ikke kunne høres, havde man vægterens vers at bestemme tiden efter. De lød hver fulde nattetime, f. eks. kl. 10 aften:

Om du vil tiden vide,
husbonde, pige, dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig Herren fri!
Vær klog og snild,
vogt lys og ild!
Vor klokk’ er slagen ti.

Og kl. 3:

Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!
Vor klokk’ er slagen tre!
O Fader from,
vend du os om
din nåde os beté.

Ingen ved med bestemthed, hvem der har skrevet disse vers. Kingo har været nævnt, men da han plejede at sætte navn under alt, hvad han skrev, hvorfor skulle han så have undladt det her. Andre har gættet på Anders Arrebo (1587-1637), som var født i Ærøskøbing, hvor hans fader, Christen Andersen, var præst, og der kan også påvises en vis lighed mellem disse vers og hans øvrige digtning.

Marstal kirkes tårnur findes anbragt i det såkaldte „fredstårn“, som opførtes 1920 i anledning af den første verdenskrigs afslutning og Nordslesvigs genforening med moderlandet. Tårnuret er bemærkelsesværdigt ved, at det er konstrueret af den berømte astromekaniker og urmager Jens Olsen (1872—1945), skaberen af verdensuret på Københavns rådhus. Tårnurets skiver er om natten kraftigt belyst og tjener tillige som sømærke.

Fig. 2. Ur af A. Clausen Fabricius d.Æ., Ærøskøbing, med datoviser og månefaseviser. Privateje, Ærø.

Før telefonens, radioens og fjernsynets tidsalder var kirkeurene oftest dem, folk stillede deres ure efter, men ellers var stueurene vel nok dem, folk var mest interesseret i og især de såkaldte „bornholmere“. Ordet har jo ligefrem en magisk klang, når folk snakker om ure, men få er klar over, at foregangsmændene for det bornholmske urmageri, som begyndte omkring 1745, nemlig brødrene Otte og Peter Povlsen Arboe, som navnet også antyder, stammede fra Ærø. Ærøboen Otto Johan Povlsen Arboe kom til Bornholm som fæstningsbygmester under den skånske krig 1675-79, da der var planer om at gøre Rønne til flådebase og fæstning. Han giftede sig med en bornholmerpige, Karen Esbensdatter Onsbjerg, og de fik sammen sønnen Poul Ottesøn Arboe, som blev borger og snedker i Rønne og som havde arvet faderens snille. Det var snedkerens to sønner, som omkring 1745 lagde grunden til det bornholmske urmageri på Storetorv i Rønne. En anden gren af slægten Arboe flyttede fra Ærø til staden Slesvig. Her fødtes Detlef Arboe i 1752. Han blev urmager i Sønderborg og så fornem og anset, at han kunne begraves under gulvet i Mariekirken sammesteds. Når „bornholmer“ stort set er blevet et synonym til dansk standur skyldes det ikke altid fremragende kvalitet hos disse ure, men snarere den kendsgerning, at Arboernes epigoner i begyndelsen af 1800-årene var smarte forretningsmænd, som forsynede den københavnske overklasse og middelstand med billige ure, dvs. oftest malede fyrretræskasser med temmelig solidt værk og urskivetalkrans af tin, senere malede skiver og spandriller af forgyldt bly. Men navnet på varen blev slået eftertrykkelig fast med firetommersøm i folks bevidsthed, så mange troede, at alle danske standure kom fra Bornholm. De Ærøske standure er for flertallets vedkommende af bedre kvalitet og højere håndværksmæssig standard med raffinementer som datoviser, månefaser, spilleværk og repetérudløser. Det skyldes utvivlsomt, at de oftest blev lavet efter bestilling, hvorimod „bornholmerne“ i mange tilfælde var standardvarer, fremstillet under en vis form for arbejdsdeling, som forflygtigede ansvaret.

Fig. 3. Ur af Casper Pedersen, Stokkeby, med gyngende fugl. Hammerichs Hus, Ærøskøbing.

Urmagere i Ærøskøbing

Den første faglærte urmager på Ærø, vi har kendskab til, hedder Christoffer Hoffenblatt. Han blev begravet i Ærøskøbing den 19. juni 1749 og var da 57 år gammel, hvorfor han må være født ca. 1692. Fødestedet oplyses ikke, men navnet lader formode, at han har været indvandret tysker, måske fra hertugdømmet. Hoffenblatt giftede sig med en indfødt, Eleonora Maria Philipsdatter og fik borgerskab som urmager i Ærøskøbing 1741. Det var netop på et tidspunkt, da købstaden havde fået et opsving som følge af den merkantilistike politik i Danmark, og søfarten for alvor begyndte at gøre sig gældende i øens erhvervsliv. Fra 1730erne begyndte landbrugspriserne at stige, og fra midten af århundredet udviklede de sig til en højkonjunktur for landbruget. Den politiske forbindelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig kom handelen og søfarten på Ærø til gode og gavn. Da Ærø lå uden for kongeriget, var der mulighed for frit at indføre varer til Ærøskøbing, der som kontrabande var forbudt i kongeriget. De mange skippere og andre søfarende samt handlende og håndværkere i byen udgjorde en god kundekreds, og Hoffenblatt havde rigeligt med arbejde. Af hans skifte (Ærøskøbing skifteprotokol 1727-1823) fremgår det, at han ved sin død 1749 bl.a. efterlader et „probere Uhr, som gaaer 8te uger“. Det vurderes til 24 mark. Fremdeles „1 Reise-Uhr, som gaaer 8te Dage“ – vurderes til 14 mark. Af skiftet fremgår endvidere, at Hoffenblatt efterlod: 1 stor skruestik, 1 delemaskine til at skære tandhjul, et antal file, 1 ambolt, 3 hamre, 1 drejebænk til messing, 1 jerndril, 1 blæsebælg m. m.

Der eksisterer, så vidt vides, ingen signerede og daterede standure af Hoffenblatt. Han har sandsynligvis kun lavet bord- eller konsolure, de såkaldte lanterneure, der blev fremstillet meget, især efter at den hollandske fysiker Christian Huygens i 1657 havde opfundet det første pendulur. Et lanterneur havde åbent værk, som var bygget op mellem to vandrette plader, sammenholdt af fire søjler og kronet af en stor slagklokke. Det havde altid lodder og de ældre typer spindelgang og uro, de yngre spindelgang og pendul. Nogenlunde svarende hertil i konstruktionen var de såkaldte „friserure“, en slags vægure, som blev fremstillet i Frisland og Holland i 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene.

Fig. 4. Ur af Claus Clausen Fabrithius fra 1751 med spandriller i rococo. Privateje, Ærø.

De populære standure, som dukkede op første gang i England mellem 1665 og 1679, havde et tredelt urhus, bestående af fodkasse, pendulkasse og værkkasse eller hoved. Sidstnævnte var forsynet med en firkantet rude foran skiven, foroven afsluttet i en halvcirkel. Bag ruden var en messing- eller jernplade med tintalkrans og støbte ornamenter i de fire hjørner, de såkaldte spandriller. Værket var af jern eller messing, bygget op mellem to lodrette plader. Først i midten af 1700-årene blev det almindeligt, at velhavende herrer gik med et ur. Det var en rigtig „krydder“ på ca. 3 cm’s tykkelse, et såkaldt spindelur med nøgleoptræk, og det kostede ikke så lidt af en formue.

Den næste urmager på Ærø var et af øens egne børn, nemlig Albert Clausen Fabricius den ældre, døbt 10. januar 1735 i Ærøskøbing, begravet 17. juli 1805 sammesteds. Slægtsnavnet kommer af det latinske ord for smed, faber, og faderen var da også Claus Clausen Smed i Ommel, hvilket passer fint med den kendsgerning, at smedehåndværket er ophav til urmagerhåndværket og at de første urmagere var klejnsmede og stod i smedelavet. Det første og eneste urmagerlav herhjemme, Københavns, blev først stiftet 1735 og udskiltes netop af smedelavet. Albert Fabricius fik borgerskab i Ærøskøbing 1761 og giftede sig året efter med Mette Kirstine Larsdatter Brand. Han skildres som en dygtig ur- og klokkesmed, hvis smukke og kunstfærdige ure er anset blandt kendere den dag i dag og betales med høje priser. Fabricius sluttede 1770 kontrakt med den såkaldte kirkesession (kirkestyrelse) på Ærø om „at holde de fire på øen værende kirkers „sejer“ – eller urværker – i god orden, nemlig Ærøskøbing, Rise, Tranderup og Bregninge, tillige med tre små klokker i Ærøskøbing og Rise i god, rigtig og forsvarlig stand og forsyne samme på egen bekostning og befordring med alle slags små reparationer, hvad navn de kand have, for en årlig pris af 2 rdlr. af hver kirke.“ Heraf kan man drage den konklusion, at de fire nævnte kirker i hvert fald havde ure 1770.

A.C. Fabricius måtte kombinere sit håndværk med jordbrug for at kunne ernære sine otte børn, men det var slet ikke ualmindeligt i de mindre købstæder på den tid. Af Albert Clausen Fabricius den ældre findes på museet i Brogade, Ærøskøbing et standur (nr. 265) og et i det private museum „Hans Billedhuggers Hus“ på Vesterbro i Ærøskøbing. Det første er en enpeger. Urskiven er af messing med tinkrans og broncerede spandriller. Uret har lodder af sten og kassen er af grønmalet fyr. Indskrift: Tempus fugit (tiden iler). Uret har repetersnor, dvs. en snor på siden, der, hvis man haler i den, gentager, hvad klokken slog sidste gang.

Fig. 5. Ur af A. Fabricius d.Æ., Ærøskøbing, med spilleværk til 4 salmemelodier. Privateje, Ærø.

I det danske urmuseum i Købstadmuseet Den gamle By i Århus findes et standur, 8-døgnsværk af messing med hagegangspendul og heltimeslag fra ca. 1770. Urkassen er af elmetræ og urets højde ca. 212 cm. En del af de skabeloner, Fabricius benyttede, findes også på museet i Ærøskøbing. Foruden skabelonerne er der arbejdstegninger og arbejdsbeskrivelser, også til et tårnur. Det ses af papirerne, at Fabricius har konstrueret et ur til ritmester Carl Frederik Steensen, Steensgård på Langeland (1782) og at han fremstillede ure med spilleværk til følgende melodier:

  • „Jesus, dine dybe vunder…“
  • „O søde Gud, din kærlighed …“
  • „Jesu søde hukommelse…“
  • „Hvad kan os komme til for nød…“
  • „Fader vor udi himmelen …“
  • „Jesus søger jeg med fryd …“
  • „Jeg råber fast, o Herre…“
  • „Vær trøstig, Sion, Jesu brud …“

Desuden findes der flere standure af Fabricius i privateje.

Claus Christian Albertsen Fabricius, døbt 13. juli 1764 i Ærøskøbing, død 22. sept. 1842 sammesteds. Søn af foregående. Han fortsatte faderens håndværk og blev 1800 gift med Karen Iversen. Deres søn var

Albert Clausen Fabricius den yngre, født 9. sept. 1803 i Ærøskøbing, død 17. juli 1885 sammesteds. Han var ugift hele sit liv og boede på hjørnet af Møllegyden og Pilebækken, hvor han etablerede sig som urmager 1853. Han havde ingen butik og skal have lavet et ur, der kun skulle trækkes én gang om året (if. Ærø Folkeblad 18.7.1885). Ved hans død skrev Ærø Avis, at han havde været urmager i 69 år og arbejdede lige til det sidste. Fabricius havde sammen med sin fader konstrueret de fleste kirkeure på øen, i Rudkøbing og flere steder på Fyn. Han var en sand original, i besiddelse af en stor hukommelse, og det var fornøjeligt at høre ham fortælle om gamle dage, thi han kunne ikke alene huske årstallet, men også måned og dato, når alt var passeret. Fabricius virkede også som organist i Ærøskøbing kirke, så han har åbenbart haft flere talenter.

Dr. med. J.R. Hübertz, som var læge i Ærøskøbing i årene 1827-32, er i sin beskrivelse af øen ikke helt tilfreds med Ærøs håndværkere. Han siger: „Nogle leverer meget godt arbejde, men en del er store fuskere og har næppe lært deres profession, de giver sig af med. For øvrigt har de fleste en del andre forretninger foruden deres håndværk, og det er ofte vanskeligt at sige, hvad der er en mands egentlige fag. Det kommer af, at enhver næringsvej for sig er for lille til at føde en familie.“ Urmagerhåndværket på Ærø var i nogle tilfælde kombineret med gørtler- og instrumentmagerfaget. Den messing, som indgik i fremstillingen af urdele, kunne også anvendes til passer, kompas, sekstant, log og lod eller til fremstillingen af knapper, nåle, nagler, skruer og møtriker. Som så mange steder i Slesvig var det også kombineret med guldsmedefaget og senere optikerfaget.

Nis Petersen var indvandret sønderjyde, født i Bøgeskov, Adsbøl sogn ved Gråsten 15. sept. 1818. Han døde 2. okt. 1887 i Ærøskøbing. Petersen blev gift i Ærøskøbing 1856 med Gie Jensen fra Bregninge og ernærede sig som urmager og kæmner.

Fig. 6. Ur af Hans Jepsen Fabricius, Marstal, med datoviser og månefase. Kassen i empire-stil. Privateje, Ærø.

Ludvig Hansen, født 1836, død 14. febr. 1881 virkede som urmager i Ærøskøbing i en snes år.

Albert Jensen Hansen, født 20. febr. 1848 i Voderup, Tranderup sogn, død 2.12.1921 i Åbenrå, søn af gdr. Hans Madsen Lauritsen og Karen Jensen, gift med Ane Marie Petersen fra Nordborg. Han var lærling 1863-68, arbejdede nogle mdr. i Slesvig og Tyskland og virkede som mester i Nordborg 1869-94. Etablerede sig som urmager i Ærøskøbing 1894, men flyttede til Åbenrå 1918. Albert Hansen lavede fine standure med 8-døgnsværker, metalskiver og kalendere og konstruerede en sekundregulator. Han fik ros, medalje og præmie for en stueursskive med sindrig mekanisme til måne- og datoskifte. Afgav 1874 tilbud på reparation af tårnuret i Nordborg kirke.

Herman Georg Wittig, født 2. nov. 1851 i Ærøskøbing som søn af bogbinder Georg Jacob Wittig og hustru Emma f. Bendsen. Han var gift med Johanne Cathrine Larsen og virkede som urmager i Brogade 166. Wittig døde i Middelfart 1905.

Asmus Bernhard Emil Johansen var født i Fåborg 1854 af den kendte urmagerslægt Johansen fra Kasmosedam i Ullerup sogn ved Sønderborg. Han var gift med Anna Marie Weber og havde stået i lære hos sin fader, Carl Asmus August Johansen i Fåborg. Han døde 1926 og var den sidste urmager i Ærøskøbing, som selv fremstillede ure.

Christian Rising Svinding, født 22. sept. 1861 i Ærøskøbing, død 15. april 1957 sammesteds. Søn af skipper Søren Madsen Svinding og Anne Magdalene Kock. Svinding var urmager i Ærøskøbing fra ca. 1880-1935.

Christen Hansen Andersen, født 23. maj 1870 i Søby, Ærø, død 26. apr. 1951 i Ærøskøbing, søn af gdr. Anders Andersen og hustru f. Maren Christensen. Andersen lærte urmageriet i Svendborg hos Chr. Nielsen, Gjerritsgade 46, fader til billedhuggeren Kai Nielsen. Han var svend i Tyskland og blev mester 1893. Han etablerede sig i Vestergade i Ærøskøbing 1900.

Rise

Casper Pedersen, født 8. nov. 1733 i Stokkeby, Rise sogn, som søn af Peder Thomassen og Mette Pedersdatter, gift 1764 med Birte Terkildsdatter, død 22. dec. 1778 i Stokkeby.

En kgl. anordning af 1711 bestemte, at der i en omkreds af 3 mil fra købstæderne ikke måtte drives handel eller anden borgerlig næring med undtagelse af de rene bondehåndværk: hjulmagere, grovsmede, træskomagere og skræddere. Alligevel lykkedes det enkelte urmagere at få koncession, men de fleste på landet drev faget som et ulovligt bierhverv til landbrug. Casper Pedersen havde ingen koncession, men fremstillede alligevel standure, hvoraf et befinder sig i billedhugger Gunnar Hammerichs hus i Ærøskøbing. Det synes at have haft en urmager i Fåborg, Christopher Caspar Maase, (borgerskab 1739) som forbillede. Om det så er inskriptionen „Tempus fugit“ (Tiden iler el. flyver bort) og den gyngende fugl, der bevæger sig i takt med pendulslagene, har Casper Pedersen fået dem med. Dog er ordet „fugit“ på hans standur blevet til „fukit“. Der fortælles, at da en tolders ankomst rygtedes i Stokkeby, for Casper Pedersen skyndsomt af sted med et standur på ryggen ned til Stokkeby strand, hvor han gemte uret i et bådeskur for ikke at komme i forlegenhed på grund af den manglende koncession som urmager. Uret i Hammerichs hus har tinskive, broncerede blyornamenter og blylodder. Værket befinder sig i en rødmalet fyrretræskasse, som er 1,95 m høj og 43 cm bred.

Peder Christensen, født 1. januar 1810 i Rise, død 9. juni 1874 sammesteds. Han var ved folketællingen 1855 urmager i Tøstrup på Angel, men flyttede siden til Olde, hvor han virkede som urmager til sin død.

Fig. 7. Ur af Jeppe Chr. Nielsen Fabricius, Marstal, med skibsmotiv i signaturcirklen. Privateje, Ærø.

Bregninge

Peder Pedersen Rasmussen, født 19. juni 1834 i Bregninge. Han lærte håndværket hos urmager Jørgen Thaysen i Asserballe på Als, var nogle år svend hos Nis Petersen i Ærøskøbing og virkede sine sidste år som urmager i Bregninge. Han er opført dér i Danmarks Handels-Kalender 1883-84.

Fig. 8. Ur af C.A. Fabricius, Ærøskøbing, med indskrift “Tempus fugit”. Privateje, Ærø.
Fig. 9. Ur af Claus Albertsen Fabricius, Ærøskøbing, med datoviser og månefase i meget fornem kasse. Privateje, Ærø.

Marstal

Marstals udvikling fra fiskerleje til en blomstrende handelsplads i 1700-årene og dens ry som hjemsted for dygtige søfolk gjorde den til en af hertugdømmernes vigtigste søfartsbyer. Mens der i 1769 var godt 5000 mennesker på Ærø, var der i 1835 det dobbelte antal. I Marstals velmagtsdage var ca. 400 sejlskibe hjemmehørende i byen. Her var også grundlag for urmagere. Den første urmager i Marstal var

Claus Clausen Fabricius, døbt 9. sept. 1722 i Rise, begravet 2. maj 1796 i Marstal. Han har formentlig været en broder til Albert Clausen Fabricius den ældre i Ærøskøbing og altså en søn af Claus Clausen Smed i Ommel. Han giftede sig første gang med Cathrine Pedersdatter og anden gang 1776 i Marstal med en enke ved navn Maren. Han kaldte sig skiftevis Smed og Fabricius og virkede både som klejnsmed, „klog mand“ og urmager. Magister Johan Arndt Dyssel fortæller interesseret om ham i sin rejsebeskrivelse „Forsøg til en Indenlands Rejse“, 1763, s. 110-11. Han var et mekanisk snille og modtog 1776 af „Det kgl. danske Landhusholdningsselskab“ en præmie for en af ham opfunden maskine til at harpunere sæler med.

Som naturlæge havde han mange patienter. Til tider kunne der holde lange vognrækker foran hans hus. Han indlod sig dog ikke på urimeligheder og havde oftest held med sine kure. Fabricius var lovkyndig og ejede foruden nogle latinske skrifter adskillige håndskrevne lovbøger. På museet i Marstal findes en skæremaskine, som har tilhørt Claus Fabricius. Den anvendtes til udfræsning af tandhjul. Adskillige ure af ham findes rundt omkring på øen, på Fyn og i Sønderjylland, ligesom der på Århus universitets ejendom, Sandbjerg i Sottrup sogn ved Sønderborg findes et standur af ham. Blandt de tårnure, han har fremstillet, kan nævnes Rudkøbing kirkeur.

Jeppe Christian Nielsen, født 17. juli 1735 i Kragenæs, Marstal, død 5. august 1798 i Marstal, søn af Per Christensen og Johanne Jeppesdatter, gift 1761 med Ellen Andersdatter. Han virkede som smed og urmager i Stokkeby og Marstal og var fader til

Hans Jepsen Fabricius, døbt 19. marts 1776 i Marstal, død 17. april 1850 sammesteds. Han var ungkarl og virkede som ur- og instrumentmager i Marstal.

Ditlev Christian Jørgensen var født 11. sept. 1859 i Krarup på Fyn og døde 5. april 1923 i Marstal. Han var søn af husmand Jørgen Andersen og Ane Marie Andersdatter, gift i Marstal 1881 med Ane Mikkelsen. Jørgensen havde lært urmageriet i Odense og arbejdet som svend i Korsør, inden han kom til Marstal. En ældre broder, Anders Jørgensen, grundlagde den 16. januar 1876 en urmager-, optiker- og guldsmedeforretning i Marstal, som D.C. Jørgensen overtog nogle få år efter. Efter hans død 1923 bestyredes forretningen af sønnen, Anton Jørgensen (f. 1901), der nogle år senere overtog den kendte ur-, optiker- og guldsmedeforretning.

Standurene gik af mode i byerne omkring 1800. De blev afløst af taffelure og senere vægure. De umoderne standure er antagelig blevet solgt til et jævnere publikum, som ikke var så modebevidst. Talrige standure havnede nu ude på landet, hvor de førte en ret upåagtet tilværelse, indtil interessen for antikviteter igen gjorde dem eftertragtede.

Urmagerne holdt op med at fremstille egne ure omkring 1850-70 på grund af en hård konkurrence fra urindustrien, især den amerikanske, senere den tyske og schweiziske, og håndværket blev omkring århundredeskiftet et udpræget reparations- og servicefag med handel af importerede ure. Men endnu tikker mange af de ure, der blev fremstillet på bestilling og stadig vidner om gamle mestres færdigheder og gode smag og deres evne til at frembringe produkter med egnspræget kolorit.

Fig. 10. Ur af Albert Clausen Fabricius, Ærøskøbing, i særpræget kasse med søjler. Privateje, Ærø.

Kildehenvisninger og noter

Utrykte

  • Kirkebøgerne fra Ærøskøbing, Tranderup, Søby, Bregninge, Rise og Marstal, Landsarkivet i Odense.
  • Ærøskøbing Skifteprotokol 1727-1823, LA, Odense.
  • Ærøskøbing Borgerskabsprotokol, LA, Odense. Folketællinger.

Trykte

  • Danske Slægter Fabricius, Kbhvn. 1937.
  • J. A. Dyssel: Forsøg til en Indenlands Rejse, 1763.
  • G. T. Høy: Træk af Marstals Historie, Nyborg 1913.
  • D. Yde-Andersen: Bornholmere og andre gamle ure. 2. udg. Kbhvn. 1968.
  • Frode Lund, N. Thyge Jensen og Finn Poulsen: Kirken i Bregninge sogn på Ærø. 1968.
  • Tove Kjærboe: Skippertidens huse og døre i Ærøskøbing og lidt om de gamle håndværkere.
  • J. P. Trap: Danmark. 5. udgave. Svendborg amt. Kbhvn. 1957.
  • Chr. Waagepetersen: Gamle Ure. Århus 1959.
  • J. P. Rasmussen: Oplysninger betræffende Rudkiøbing Kjøbstad, 1849.
  • Tidsskriftet „Ærøboen“, nr. 8/1966.
  • Artikler af dr. phil. Helge Søegaard i Årbog for Den gamle By i Århus, 1957 og 58.
  • J. R. Hübertz: Beskrivelse over Ærø (1834, 1919).
  • Palle Lauring: Bornholm. Kbhvn. 1957.
  • Kongeriget Danmarks Handels-Kalender, 1883-84.

For henvisninger og oplysninger takkes venligst provst Alfred Aunsborg, Tranderup, frisørmester G.B. Wallentin Hansen, Ærøskøbing, billedhuggeren Gunnar Hammerich, Ærøskøbing, forfatteren Tove Kjærboe, Ærøskøbing, urmagermester Anton E. Jørgensen, Marstal, direktør Jørgen Svarrer, Ærøskøbing, og overlærer Jacob Weber, Marstal.

©