“Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand”

Hvilken bog eller afhandling om H.C. Andersen har haft den mest indgribende betydning for eftertidens opfattelse af ham?

Det spørgsmål kan der gives to svar på. Hvad man vil svare, afhænger af, hvad man forstår ved ‘eftertiden’.

Hvis man tænker på den litterære kritik og den litteraturhistoriske opfattelse af H.C. Andersen, må man svare: Søren Kierkegaards kritik af Andersen i Af en endnu Levendes Papirer (1838) og Georg Brandes’ fremstilling af Andersen og hans kunst som eventyrfortæller i hans store artikel over tre numre af Illustreret Tidende, juli 1869.

Men hvis man tænker på den bredere opfattelse af Andersen som menneske og forfattertype, må svaret blive: Edvard Collins 695 sider store dokumentationssamling og fremstilling H.C. Andersen og det Collinske Huus, udgivet på Andersens gamle forlag, C. A. Reitzel, i 1882, syv år efter digterens død.

Når man kan tillægge denne bog, som ingen mere læser, så stor betydning, hænger det sammen med den udviklingslinie, man kan konstatere i opfattelsen af Andersen – også kaldet receptionen.

Frem til omkring 1850 havde Andersen sine ‘ups and downs’ med kritikken herhjemme. Forholdsvis få ‘ups’ og mange og ubehagelige ‘downs’. Gode stunder med kritikken havde han omkring f.eks. Fodreise, Digte (1830), Improvisatoren, delvis Mulatten og så Kongen drømmer, mens f.eks. eventyrene længe blev kritiseret, undervurderet eller blot fortiet af kritikken. De dårlige stunder var der så mange af, at det ikke er umagen værd at opregne dem.

Etatsråd Edvard Collin, fotografi ca. 1880

Omkring 1850 var det efterhånden blevet umuligt længere at ignorere Andersens massive og stadig voldsomt ekspanderende berømmelse og udbredelse uden for Danmarks grænser. De samlede skrifter var begyndt at udkomme i Tyskland 1847, og seks år senere, i 1853, tog man så omsider fat på et lignende projekt i Danmark. Kritikeren P. L. Møller, der gerne trådte i opposition og forsvarede outsidere som Blicher og Andersen, havde allerede i 1845 skrevet et positivt portræt af Andersen i Dansk Pantheon, og i anledning af de Samlede Skrifter bragte Dansk Maanedsskrift i sit første bind, 1855, en næsten 20 sider lang positiv kritik formet som en samlet oversigt over forfatterskabet op til da. Den var skrevet af den danskislandske magister og udenrigsministerielle embedsmand Grimur Thomsen. I et brev til Henriette Wulff af 3. april samme år siger Andersen om den, at den er “den første ubetinget [an]erkjendende Dom her i Danmark over mig som Digter”.

Det var nu noget af en tilsnigelse fra Andersens side, men en kendsgerning er det, at Thomsens artikel sammen med det fra flere sider erkendte skævforhold mellem dansk og udenlandsk opfattelse af Andersen førte til et omsving fra 1850ernes begyndelse og frem til tiden omkring og umiddelbart efter hans død. Disse sidste 20-25 år af hans levetid kan i relation til modtagelseskritikken betegnes som en ‘jubelperiode’. Nu er han blevet nationalmonument og får ros for sine eventyr, også de svagere af dem.

Georg Brandes’ artikel fra Illustreret Tidende falder inden for denne periode og er et moderne kritisk, men dog velafbalanceret, højdepunkt inden for denne trend i receptionen.

Kaster man blikket på, hvad der op mod og efter århundredskiftet kunne læses om H.C. Andersen i diverse leksika og andre mindre fremstillinger, og medtager man Georg Brandes’ højst besynderlige indledning til den såkaldte Verdensudgave af eventyrene (1900), så må man spørge sig selv: Hvad er der egentlig på færde her? Hvordan kunne Brandes så markant og så grotesk skifte holdning til Andersen? Og hvorfra kommer perfiditeten i underskoven af mindre leksikonartikler m.m.?

Der er kun ét muligt svar: Edvard Collins bog.

I litteraturen om H.C. Andersen har denne mastodont af en bog haft to funktioner:

  • At tjene som dokumentationsbase vedrørende breve fra Andersen først og fremmest til Jonas Collin den Ældre og til Edvard (der er dog også indimellem breve fra Andersen til andre samt på særlig kritiske punkter af fremstillingen enkelte breve fra Edvard til Andersen) og vedrørende Edvard Collins erindringer om Andersen og dermed om Andersens tidlige forhold.
  • At være en del af materialet for den ofte genopdukkende interesse for den gamle dus-historie mellem Andersen og Edvard Collin.

Navnlig med henblik på det sidste er bogen blevet undersøgt grundigt, og Edvard Collins redaktionelle fiflerier med de breve, han medtager i redigeret skikkelse eller helt udelader, foreligger veldokumenteret.[1]

Den førstnævnte funktion har bogen naturligvis især haft frem til udgivelsen af brevvekslingen mellem Andersen og Edvard og Henriette Collin (1933-37) og med Jonas Collin den Ældre og andre medlemmer af det Collinske Hus (1945-47 – bemærk her overtagelsen af Edvard Collins betegnelse for dynastiet: “det Collinske Hus”!). Udgivelsen af disse to brevsamlinger har muliggjort en kildekritisk belysning af Edvard Collins bog og af de greb, den benytter til fremstilling af f.eks. dus-historien. Bogens karakter af primær kildefremlæggelse i og med de mange breve har udgivelsen af de to brevsamlinger samtidig ophævet, og det er vel den vigtigste grund til, at den i dag fører en museal skyggetilværelse og stort set ikke læses og bruges mere.

Der er ingen grund til her på ny at endevende dus-historien eller endnu en gang at gå Edvard Collins redaktionsprincipper efter i sømmene.

Men der er al grund til at sætte fokus på bogen igen ud fra andre og mere langtrækkende forskningsinteresser. Og det handler om den rolle, den har spillet for Andersen-receptionen, ikke kun, som antydet, for et historisk tilbagelagt stade, et skift i synet på Andersen i tiden kort efter hans død og op til omkring århundredskiftet, men også for synet på Andersen i den bredere almenhed helt op til dags dato.

Den vægt og betydning, man har tillagt bogen, har den ikke kun opnået på grund af sin fysiske vægtfylde, men især på grund af to forhold:

  • Bogens tilstræbt objektive form og tone og
  • Edvard Collins hævdelse af at være den, der har kendt Andersen bedst.

At der i disse to grundtræk ved og bag bogen sammenholdt ligger en indre konflikt, er ikke kun interessant for den tænksomme læser, men er vel også selve det produktive udgangspunkt for og stadige smertepunkt i bogens tilblivelsesproces. Men også det, der har gjort, at bogens udsagn har kunnet få så dybtgående en virkning – uden at det personlige, for ikke at sige private, og dermed dybt problematiske i bogens udsagn har anfægtet andre end skaren af fjernere – og dermed mindre troværdige ? – Collin-slægtninge, der efterfølgende kastede sig ud i rødglødende partsindlæg.

Hævdelsen af som menneske at være primær kilde og dermed at sidde inde med en anden og bedre viden end andre finder man allerede i bogens med romertal nummererede 18 sider lange indledning.

Edvard Collin lægger her ud med at berette om, hvordan han er kommet i besiddelse af de dokumenter, der har muliggjort hans fremstilling, og slår her på det meget nære og fortrolige forhold mellem Andersen og ham – ganske uden hensyn til, at dette forhold både åndeligt og hvad besøg angik var blevet betydelig mere distant i de senere år, hvor Collinerne trak sig tilbage fra den verdensberømte Andersen, og Andersen fandt erstatning på herregårde, hos venner i udlandet og hos familierne Henriques og især Melchior.

Min afdøde Ven H.C. Andersen havde for Skik, ved sine daglige Besøg i mit Huus at levere mig et eller andet lille Stykke eller en Optegnelse, hans tidligere Liv vedkommende, som han havde “fundet ved at rode i sine Papirer”; han kjendte mig som Samler og som Ven, og vidste, at selv disse Brudstykker – om mange kan jeg sige: Papiirstumper – kunde have Interesse for mig (p. I).

Hele to gange inden for det første punktum understreges venskabsforholdet – i anden omgang endda som Andersens vinkel – samtidig med, at en daglig kontakt udgående fra Andersen føres i marken som bevis herpå og som markering af et tillidsforhold, hvis indhold finder sit udtryk med denne bog.

De “daglige Besøg i mit Huus” er det så som så med. Hvis man bladrer i dagbøgerne for tiden efter Jonas Collin d. Ældres død (august 1861), viser det sig, at der – i de perioder, hvor Andersen var i København – kunne gå ikke kun dage, men meget ofte også uger mellem hans besøg hos Edvard Collin. Hvis man da kan regne med, at han har noteret alt i dagbøgerne. Der findes i hvert fald ikke andre kilder til verificering af påstanden, så derfor må man holde sig til det, der kan udledes af dagbøgerne. Det meget nære forhold med de daglige besøg ser da ud til at være ikke så lidt af en overdrivelse. Andersen var optaget af så meget andet end af Edvard Collin og hans “Hus”, og når han ikke havde noget at tage sig til, plejede han sin ensomhed på restaurant eller i teatret. Han var ikke længere medlem af et “Hus” og rendte ikke Edvard på dørene dagligt.

Alligevel kan Edvard slutte sin indledning med at skelne mellem “alle hans [Andersens] Venner”, dvs. hoben af mennesker, som tror, de kender Andersen, og så ham selv, “som vistnok af Alle har kjendt ham nøiest” (p. XVIII). Formuleringen “vistnok” kunne i nutidsøren lyde som en objektiv modifikation eller endog klædelig beskedenhed, men i det akademiske skriftsprog, som Edvard Collin har lært i sin ungdom, og som genfindes i f.eks. 1830rnes anmeldelser af Andersen i Maanedsskrift for Litteratur,1 betyder “vistnok” ikke “muligvis”, men “visselig” (svarende til engelske udtryk som “certainly” eller “I’m sure” eller tysk “gewiß”).

Hoveddelen af bogen er en indirekte fremstilling af Andersens liv og karriere gennem uddrag af hans breve til især Jonas Collin den Ældre og Edvard. Men Edvard Collin fastholder ikke konsekvent denne tilbagetrukne (men jo ikke derfor mindre subjektive og manipulerende) redaktør-position, men bryder med – ganske vist store – mellemrum ind for at kommentere Andersens forhold. Og gerne for at understrege det nære venskabsforhold mellem de to.

Da han er nået til året 1827, hvor Andersen forlader Meislings skole i Helsingør og får privatmanuduktion i København, afbrydes brevcitaterne med et længere indskud, hvor Edvard positionerer sig selv anno 1827 i forhold til Andersen og gengiver sine tidligste erindringer om hans udseende. Stykket indledes med ordene:

Paa denne Tid kan jeg egentlig først sige, at mit nære Bekjendtskab til Andersen begyndte; deels var han fra nu af næsten daglig Gjæst i min Faders Huus, deels havde jeg paataget mig at holde ham i stadig Øvelse i Latinsk Stiil, der fornemmelig var hans svage Side (s. 81).

Så meget mere påfaldende er det, at Edvard umiddelbart efter kan sige:

Vel har jeg ofte seet Andersen i hans første Kjøbenhavnske Periode, men hans Billede fra den Tid staaer nu temmelig udvisket i min Erindring; jeg-kan kun dunkelt erindre en opløben Dreng med et langt, gammelt Ansigt [etc. etc.] (smst.).

Det nære daglige bekendtskab, hvor han endda har haft ansvaret for at holde den forsømmelige og forsømte Andersen til i latinsk stil – og så et så udvisket billede af hans person!

Da Edvard er nået frem til året 1835 og her gengiver kritikken af Improvisatoren, finder han anledning til at tage et generalopgør med Andersens eget syn på den hjemlige kritik af hans værker. Edvard springer da frem til 1855, til Mit Livs Eventyr, og fremsætter en udførlig imødegåelse af Andersens (og enkelte sympatisørers) påstande (s. 249-267).

Her fremfører Edvard Collin igen påstanden om sit unikke kendskab til Andersen som ultimativt argument mod andres meninger:

Man vil maaskee undres over, at jeg har opholdt mig saalænge ved dette Afsnit af “Mit Livs Eventyr”; men man vil forstaae, at jeg, som kjendte ham saa nøie, seer paa hans Fremstilling med andre Øine, end den store Pluralitet […] (s. 259).

Sidst i dette lange indlæg tager Edvard Collin en artikel af V. Bloch [William Bloch] op, hvori Andersens karaktertræk og hans forhold til den hjemlige kritik kommenteres. Igen her fører Edvard sit nære personlige forhold til Andersen frem som den klippe, alle andre uautoriserede fremstillinger må strande på:

Det Afsnit af A.s Liv, som Hr. Bl. belyser, er denne ligesaa berettiget som jeg til at dømme om [bortset fra, at væsentlige påstande herom i det følgende tilbagevises!]. – Men jeg, som i et halvt Aarhundrede [altså fra 1827 og helt frem til Andersens død!] har fulgt A. paa hele [!] hans Vei som Digter og Menneske, maa advare imod, at en kort Erfarings Resultater, selv udgaaede fra den bedste Iagttager, tages som gyldige til hans Charakteristik i Almindelighed (s. 266).

I den 68 sider lange efterskrift (s. 451-518), hvor Edvard Collin giver en samlet karakteristik af Andersen, markeres hans særlige tilhørsforhold til den Collinske kreds tydeligt, både som indledning til karakteristikken og som afslutning. Den kaldes “den Kreds, til hvilken han nærmest var knyttet” (s. 452), og det fremføres, at “Han var trofast i sit Venskab; ogsaa i denne Henseende har han været udsat for Misforstaaelse. Hvad vor Kreds angaaer, da har han viist sin Trofasthed til det Sidste” (s. 514).

Med denne anerkendelse af Andersens trofasthed lukker kredsen sig om sig selv inden næste punkt på dagsordenen, “Det Collinske Huus”, tages op til historisk behandling fra s. 519-695. Sådan forstået, at denne sidste del af bogen næsten udelukkende handler om faderen, Jonas Collin.

Der er noget rethaverisk eller rettighedshævdende over de her citerede udsagn. Noget, der får én til at spørge sig selv, om der kanske er en skjult dagsorden bag bogen.

1877-78 udkom Bille & Bøghs trebindsudgave af Breve til og fra H.C. Andersen. I den henvises der i forordene loyalt til Edvard Collin og til hans kommende bog, hvor han “vil meddele sine Erindringer om Andersen i hans første Optræden”[3] som begrundelse for, at kun få af brevene mellem Andersen og Collinerne er medtaget hos Bille & Bøgh. I deres indledning til Breve til Hans Christian Andersen (1877) skriver udgiverne:

Det er […] bekjendt fra “Mit Livs Eventyr”, hvor megen Støtte han i sit Livs trange Dage, medens hans Geni kæmpede for at bryde sig frem til den rette Form, fandt hos Henriette Wulff, hos Madam Iversen, Søstrene Hanck, Augusta Søborg og endnu mange Flere [hvis breve dog ikke alle efter udgivernes skøn egner sig til offentliggørelse] (s. 2).

Heroverfor står, hvad Edvard Collin siger om sin egen samling af materialer af og om Andersen, hvori “den Collinske Familie og Andersens forhold til denne træder i Forgrunden”, at “Jeg har iøvrigt Grund til at tvivle om, at der andetsteds fra kan faaes noget væsentligt Bidrag til hans tidlige Historie” (p. II).

Måske blot en harmløs konstatering af, at “jeg-har-det-meste-af,-hvad-der-kan-tænkes-at-være”, men sammenholdt med de andre udtalelser og med det faktum, at Billes og Bøghs navne omhyggeligt er undgået hos Edvard Collin – der nøjes med i et par fodnoter at henvise med en formulering som “See Trykte Samling af Breve til A.”[4] – kunne der heri let spores en vis irritation over Billes & Bøghs arbejde og ikke mindst deres henvisning til en hel række andre personers betydning for H.C. Andersen i hans tidlige år.

Denne “jeg-sidder-på-alt-det-væsentligste-materiale”- og “jeg-kendte-ham-bedst-og-ved-derfor-bedst”-holdning kunne være, hvad den var, hvis ikke den netop i bogen blev brugt som basis for en overraskende negativ og smålig karakteristik af Andersen og dermed som basis for et i højeste grad subjektivt partsindlæg, hvis nødvendighed ikke umiddelbart er synlig for den sagesløse læser.

Ikke synlig – fordi den stærkt subjektive tilgang gemmer sig bag en tilstræbt objektiv form.

Selve projektet får en slags sanktion fra Andersen selv med på vejen, når Edvard Collin i anledning af omtalen af de papirer, han har fået fra Andersen, siger:

Han har ganske vist ikke tænkt sig, at jeg skulde være hans Biograph – han har selv været det; men det har næppe været udenfor hans Tanke, at disse Smaabidrag kunde kaste et intensivere Lys paa hans virkelige Jeg, end det man har faaet ved hans egen subjective Fremstilling i “Mit Livs Eventyr” (p. I).

Knapt, køligt og elegant formuleret, med en aura af rolig, uengageret objektivitet. Oven i købet er Andersens egen fremstilling “subjectiv”, mens det, der nu skal lægges frem, er “hans virkelige Jeg”.

Samme knappe, kølige ‘understatement’-stil, der hele tiden lukker sig, før den har åbnet sig, og alligevel slår præcist, hvor den ønsker at slå, genfindes ned gennem bogen i dens sparsomme forklarende og forbindende kommentarer.

Tydeligt f.eks. i den diskrete tilrettevisning af Georg Brandes, hvem det lykkes Edvard Collin nærmest at tilskrive en enighed med ham selv om “Manglerne i A.s hele Production [intet mindre!]” (s. 265) – hvis nu Brandes skulle gøre sit arbejde om, ville han jo ikke kunne undgå at se det og sige det – så altså den Brandes, der havde bebrejdet den hjemlige kritik dens hårdhed mod Andersen, i virkeligheden måtte holde med Collin i, at det var kritikken der havde ret!

Og allertydeligst træder stilen for dagen i den efterskrift, som portrætterer Andersens kvaliteter eller navnlig mangel på samme. Hændervridende i sin skrupuløse objektivitet kan Edvard Collin sige:

Det er kun gjennem mangehaande Tvivl om for Meget og for Lidet, at jeg lader hans Breve fremtræde i et saa stort Antal, men tillige saa stærkt beskaarne (s. 451).

Og formuleringer som:

Man vil maaskee sige …

Jeg har frygtet for at komme med overflødige Bemærkninger …

Jeg vil dog ikke modsige … jeg maa ialfald erkjende …

det er simpel retfærdighed mod ham at fremhæve … og:

Ansvaret derfor hviler væsentligt paa mig; det vilde være unyttigt, om jeg søgte at skjule dette. Om jeg havde handlet rigtigere ved at spille en Beundrers eller en følsom Vens Rolle, derom tør jeg ikke yttre nogen Mening [min fremhævn.] (s. 451-52).

Men den mening er vist ikke til at tage fejl af! Trods den upartisk-objektive formulering.

Højdepunktet af tilsyneladende objektivitet og retfærdighedssans nås i den del af efterskriften, hvor Edvard Collin optrykker en meningsudveksling mellem ham selv og niecen Jonna Stampe, der har et helt andet syn på Andersen. Det er ganske unikt, at en forfatter – her altså Collin – inden en bogs udgivelse går ind i en skriftlig dialog med en læser og i bogen optrykker denne dialog. Mere retfærdighed og objektivitet kan vel ingen forlange? Problemet er bare, at Edvard Collin både før og efter Jonnas modindlæg forsøger at tage brodden af hendes synsvinkel. Det skal desuden bemærkes, at hendes brev til ham ikke er gengivet i dets fulde udstrækning, men er beskåret af Edvard Collin.

Forud for gengivelsen af hendes brev, får det og hun følgende bemærkninger med på vejen:

Hun [Jonna] var i sin Opvæxt en af de første og stadige Tilhørere ved Andersens mundlige Fortællinger. Dengang saae hun op til ham. Maatte hun senere i livet, som moden og høitdannet Ovinde, tilstaae for sig selv, at han ikke ganske var den Samme, som hun havde tænkt sig, glemte hun dog aldrig det første Indtryk; hun vedblev til hans Død at være hans trofaste Veninde og hans Forsvar, naar han blev angrebet. Jeg vil endog sige, at hun var partisk for ham (s. 477, kursiven mundlig er Collins.)

Da der ikke af hendes gengivne brev fremgår noget, der underbygger påstanden om, at hun skulle have indrømmet over for sig selv, at Andersen var en anden end den, hun tidligere havde set i ham, må denne forudskikkede bemærkning ses som udtryk for en strategi hos udgiveren: Nu kommer der et synspunkt, der er meget forskelligt fra mit, men i virkeligheden, hvis Jonna bare kunne glemme sin instinktive trang til at forsvare sin barndoms tilbedte Andersen, så ville hun som den modne kvinde, hun nu er, indrømme, at hun ikke var ganske uenig med mig! For det er hendes virkelige mening nu. –

Som efterskrift og kommentar til hendes brev aftrykker han sit brev til hende, dateret 9. marts 1878. Heri siger han, at hendes indvendinger ikke overrasker ham,

thi ifølge Din Godhed for Andersen og Din overbærende Betragtning af hans Svagheder maatte Du skrive saaledes. Det var i hans qvindelige Omgang mens han levede, at der blev kjælet saameget for hans “syge Hjerte”; de samme ville nu, at der ogsaa skal kjæles for hans Minde. Men mit Forhold til ham var aldrig det kjælne, og ligesaa lidt kan mit Forhold til hans Minde blive det. Men jeg er pligtig til at frede om det; bliver det angrebet i noget Væsenligt, skal jeg ikke tie. Spørgsmaalet er her om min Fortælle-Maade; vi skulle snart blive enige om, at vi skylde hans Minde den Indrømmelse, som Du lægger saamegen Vægt paa, og jeg tiltræder derfor af ganske Hjerte Din Sætning: at Andersens Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene […] Du forlanger ikke en Apotheose – denne er saa rundeligt, ja altfor rundeligt, blevet ham til Deel i hans Levetid; men Du savner en Klang af Sympathi. Og heri har Du maaskee Ret; under Bevisførelsen er Inderligheden gaaet tabt (s. 481).

Hvorefter Edvard Collin udbygger og forsvarer sin overvejende negative karakteristik af Andersen, som han ikke ønsker at få hæftet betegnelsen ‘kritik’ på, for det er det jo slet ikke, det er bare den rene og skære sandhed, som han anstændigvis ikke kan lægge låg over:

En Kritik af Andersen som Menneske og som Digter har jeg ikke villet skrive; Kritik, veed Du jo nok, har aldrig været min Sag [her må det næsten forudsættes, at man ikke har læst hans breve til Andersen!]. Min Tip-Tipolde-faer var Veier, Maaler og Vrager i Kolding, men der er Intet af Faget gaaet over i mit Blod. Men vil man kalde det Kritik, at jeg fremstiller Phænomenerne [igen: den rene og skære objektivitet!], og søger at forklare deres Grund – da faaer det være (s. 482).

Det mærkelige er, at samtidig med, at Edvard Collin over for niecen Jonna Stampe indrømmer den manglende “klang af sympati”, kan han afsluttende i sit svar til hende udtrykke, at han

haaber ogsaa, at det vil gaae Dig og hans andre endnu levende Bekjendte, som det gik en af hans yngre men nærmeste Venner, der, efter at have læst mit Arbeide i Manuscript, sagde: “jeg holder nu meer af Andersen, end jeg gjorde før” (s. 514).

For slet ikke at tale om den store finale, hvor Edvard svinger sig op til udtryk, der ligger milevidt fra hans øvrige nøjeregnende pukken på Andersen mange fejl:

Vi, der kjendte ham, ville med Tak og Vemod bevare Mindet om hans trofaste Sind og varme Hjerte (s. 515, Collins fremhævning).

Det Collinske Hus, denne sluttede kreds, og ikke mindst Edvard selv forekommer at være et hus splidagtigt med sig selv – i forhold til fremmedelementet Andersen, hvis trang til nært og fortroligt venskab blev målt og vejet af den Edvard, som faderen Jonas Collin satte til at være mentor for den både ældre, højere og større “broder”. “Jeg er pligtig til”, dvs. ‘det er min pligt’, siger Edvard i det ovenfor anførte citat fra s. 481. Og det er nok dér, problemet ligger i deres venskabs historie.[5]

Det var så afgjort ikke Edvard Collins pligt at skrive bogen om Andersen. Andre ting må have drevet ham. Først og fremmest dette, at det gamle “venskab” mellem de to har rummet så store indre spændinger, at den overlevende ikke har kunnet komme uden om at måtte gøre regnskabet op. Også selv om flere vigtige poster behændigt blev glemt:

  • at Edvard Collin var Andersens universalarving og via det overtog en betydelig formue fra sin afdøde ven;
  • at Edvard Collin gennem de sidste ca. 20 år af Andersens liv stod i økonomisk gæld til ham, idet Andersen engang i 1850erne lånte Edvard 2.500 Rdl. (i nutidspenge minimum 250.000 kr., måske snarere noget hen i retning af det dobbelte), penge, som Edvard Collin ganske vist betalte den almindelige bankrente af (4% – af et lån fra Andersen til Henrik Stampe, formidlet gennem Edvard Collin, sørgede denne for, at der blev betalt 5% i rente til Andersen!), men som han aldrig betalte tilbage,[6] og som blev ham eftergivet, dvs. kom til at indgå i hans arv efter Andersen.[7]
  • at Andersen igennem de sidste 20-25 år af sit liv betalte sammenlagt meget betydelige summer på at invitere unge medlemmer af familien Collin, deriblandt især Edvards son Jonas, med på langvarige udlandsrejser, fra Andersens side ikke kun for at skaffe sig selv selskab, men også helt tydeligt – som det fremgår af dagbogen omkring Spaniensrejsen sammen med Jonas[8] – som en tilbagebetaling af gammel gæld til familien Collin, hvori indgik det ikke helt uvæsentlige faktum, at Jonas netop hed Jonas ligesom sin farfar;
  • og så endelig den nu velbekendte dus-historie, som Edvard Collin kun nølende og i behændig beklipning går ind på, vel at mærke først i den trykte besvarelse af Jonnas ligeledes trykte brev.

Alt i alt har der været rigeligt med skeletter i skabet, da Edvard Collin satte sig til skrivebordet for at gøre regnskabet op med den Andersen, som blev ham påtvunget som ven og “svøbelsesbarn”.

Blandt de udefra kommende impulser til arbejdet med bogen kan måske som før nævnt have været Bille & Bøghs referencer til en bredere kreds af inden- og udenlandske betydningsfulde venner af Andersen og derudfra en trang til at profilere netop Collinerne og deres enestående kendskab til den besværlige berømthed.

Men mere afgørende impulser er kommet fra to andre kilder.

Den ene er så helt tydeligt Andersens egen memoireskrivning i Mit Livs Eventyr. Den danske version af hans erindringer udkom 1855 inden for rammerne af de Samlede Skrifter, der så dagens lys fra og med året 1853. Den er en omredigeret og udvidet version af den første officielle selvbiografi, Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, der indledte hans samlede skrifter i Tyskland 1847 og frem. Samme år oversat til engelsk under titlen The True Story of My Life.

Indledningsvis skriver Edward Collin blot herom, at det forudsættes, at læseren kender Mit Livs Eventyr. Men i fremstillingens løb bliver det klart, at et hovedformål er at korrigere de synspunkter, som Andersen har lagt frem i sin selvbiografi. Collins bog skal ikke kun levere et supplement til MLE, men give et sandere og ikke-subjektivt billede. Og hvor dokumenterne ikke selv rækker til, træder Collin frem og afbryder fremstillingen for at give sin opfattelse til kende.

Et meget markant eksempel herpå afgiver tilfældet Simon Meisling. Hvor meget eller hvor lidt Edvard Collin egentlig selv har kendt til Meisling – om overhovedet! – fremgår ikke. Kun at han ikke er enig i, at Meisling alene var “Andersens Tyran og intet Andet” (s. 121):

Saaledes staaer han ikke for min Betragtning, og jeg har det Indtryk fra hiin nu saa langt tilbageliggende Tid, at ogsaa min Fader betragtede ham som en dygtig og samvittighedsfuld Opdrager” (smst.).

At den gamle Collin måtte tage sin protegé ud af Meislings skole i Helsingør og lade ham få privatmanuduktion i København i stedet, vil Edvard ikke tilskrive nogen fejl ved Meisling, men alene Andersens “stedse voksende Lidenskabelighed” (s. 122), som gav anledning til ængstelse hos andre. Lidenskabelighed her at udlægge som hysteri. At Meisling var streng, indrømmer Collin, men han finder hans strenghed berettiget, for “Grammatiken er ubønhørlig, den vil forstaaes” (s. 122), hvorimod Andersen “lærte mange Ting, men “han lærte aldrig at lære rigtigt” [hvem Collin citerer her, fremgår ikke]. Han fik Kundskab om meget, men ikke Grundighed i noget” (smst.). Som modstykke opstiller Collin Søren Kierkegaards pligtopfyldende forståelse af grammatikken og inddrager til slut et eksempel med en anden skolebestyrer, som Edvard Collin selv har kendt, og hvis strenghed han kan retfærdiggøre og supplere med vidnesbyrd om en bagvedliggende optagethed af den enkelte elev.

Nej, nej, fejlen er ikke udelukkende Meislings, tværtimod, den er først og fremmest Andersens egen.

Det er en ganske afgørende korrektion af synsvinklen i Mit Livs Eventyr, en korrektion, som har vide forgreninger i Collins bog. Bebrejdelsen mod Andersen, at han ikke lærte at lære, går igen i Collins helhjertede tilslutning til den kritik af Andersens teaterstykker, som han i rigt mål dokumenterer med uddrag af Det kgl. Teaters censurprotokoller (som Andersen ikke har kendt til indholdet af). Og det fører videre frem til en hovedpåstand om, at i spørgsmålet om, hvorvidt Andersen måtte lide under uretfærdig og smålig hjemlig kritik, er det i det store og hele sådan, for Collin at se, at kritikken havde ret i at tage hårdt fat på Andersen på grund af hans store og mange fejl og mangler.

Han skulle have haft en ordentlig uddannelse, skulle han! Så kunne han måske med lidt held og megen flid været blevet en lille Heiberg. Og ikke et forvirret hoved, der troede alt for meget om sine egne evner.

At Andersen ved den til studierne adgangsgivende “første” og “anden” eksamen i 1828 og 1829 opnåede henh. “haud illaudabilis” og “laudabilis”, ændrer ikke på denne opfattelse. Tværtimod siger Collin i den anledning:

Med Aaret 1829 endte saaledes Andersens Læreaar. Mange forsøgte, men uden Held, at bevæge ham til at tage fat paa et Brødstudium. At han saa tidlig gik af Lære har upaatvivlelig havt en uheldig Indflydelse paa hans senere Dannelse i Livets Skole. Han havde nu faaet Frihed, og den vilde han nyde. Han flagrede om mellem de gamle og de nye Bekjendtskaber, altid med et Manuscript i Lommen og altid for at oplæse det (s. 127-28).

Pligtopfyldende studier og en passende embedseksamen havde for Collin at se været redningen for Andersen, hvis trang til at bryde ud og blive digter han ikke har megen forståelse for. Denne trang skildres kun fra dens komiske og plagsomme side.

Andersen gør selv i sine erindringer ganske meget ud af sin dramatiske produktion og af de viderværdigheder, han havde med teatercensuren og med Det kgl. Teater i det hele taget. Det hænger dels sammen med, at teatret især ned gennem 1830rne var den indtægtskilde, som den endnu da pekuniært nødlidende Andersen satte sin lid til, dels at teatret var adgangsbilletten til prestige på den kulturelle scene i København og dermed i Danmark.

Edvard Collin gør endnu mere ud af Andersens mellemværender med teatret. Han fremstiller Andersens forfatterkarriere langt overvejende ved at tage teaterstykke for teaterstykke, selv dem, som aldrig kom til opførelse, og citerer fyldigt og med slet skjult fryd fra teatercensurens udgydelser.

Han går fyldigt ind på kritikken af Improvisatoren, især for at dokumentere, at den var mere positiv, end Andersen vil have det i Mit Livs Eventyr, men citerer alligevel fyldigt fra den forholdsvis negative kritik i Maanedsskrift for Litteratur, fordi kritikken her stemmer overens med hans egen kritik af Andersens fejl og mangler. Kritikken havde jo ret! Så er der mere balance i omtalen af, hvordan romanerne O.T. og Kun en Spillemand blev modtaget. Her går Collin ind på den meget positive modtagelse i udlandet af Spillemanden og kontrasten til den hjemlige kritik. Til gengæld kan man undre sig over, at han stopper her med romanerne og ikke omtaler Andersens vel nok bedste roman, De to Baronesser, fra 1848, da hans fremstilling jo ellers går frem til det år, 1855, hvor Mit Livs Eventyr udkommer. Men heller ikke En Digters Bazar, Andersens triumftog i England og Skotland 1847 eller rejsebogen I Sverrig omtales. Det første eventyrhæfte nævnes, og der citeres fra kritikken, men så er det også slut. Ingen af Andersens følgende 14 eventyrudgivelser op til 1855 så meget som nævnes! Og det er jo trods alt dem, og ikke den uendelige række af små og større teaterstykker, der har gjort Andersen til den verdensberømthed, han allerede var omkring 1855.

Man kan diskutere, om Collins bog mest er at opfatte som et supplement eller som et alternativ til Mit Livs Eventyr. Selv forstår den sig som et supplement, hvad den jo også ud fra sit grundanlæg er. Den er ikke en biografi, men en materialesamling med tilknyttede kommentarer. Men ser man på det syn på Andersen, der styrer bogen, er den langt snarere at forstå som et alternativ til hans egen fremstilling.

Derfor også den langstrakte føren proces mellem Andersen og hans kritikere – med overvejende tilslutning til kritikken.

Det fører direkte frem til det andet udefra kommende incitament for Edvard Collin til at skrive bogen: Georg Brandes’ bemærkning i hans bog om Søren Kierkegaard (1877), at Andersen længe var “det jagede Dyr i dansk Litteratur”. Her har det virkelig været Edvard Collin meget om at gøre at nedlægge en protest. Dels fordi han ikke kan se, at kritikken har været specielt negativ, dels fordi han i langt overvejende grad selv finder den negative kritik berettiget. Og endelig, fordi han er irriteret over, at en ung, begavet og succesfuld kritiker som Brandes, som han udmærket kendte privat, overtager og viderekolporterer det for Collin at se i grund og bund falske martyrium, som Andersen tillægger sig i sine erindringer.

Ganske vist citerer Collin også fyldigt fra Brandes’ artikelserie om Andersen i Illustreret Tidende 1869 og tilslutter sig hans livlige karakteristik af fortællemåden i eventyrene. Men selv her kan han ikke bare sig:

Men ved Siden heraf maa fremhæves, at der midt imellem Dr. Brandes’ varme Lovtaler forekomme Antydninger, der vise, at han ikke har været blind for Manglerne i A.s hele Production (s.265).

Og han tillader sig at mene,

at Dr. Brandes, hvis han vilde optage A.s ældre Forfattervirksomhed til ny Behandling af dens Enkeltheder, og hvis han aldeles kunde glemme hvad A. siden blev, vilde komme til det Resultat, at de Grundanskuelser, der motiverede Maanedsskriftets Kritik, ikke vare uberettigede (smst.).

Først Meisling, derefter Molbech – den ene tages i forsvar over for Andersens erindringer om sin skoletid, den andens kritik fremhæves over for Georg Brandes som værende et berettiget korrektiv.

I efterskriften lægger Collin ikke længere fingrene imellem. Her opregnes systematisk alt, hvad der var galt med Andersen:

  1. “Hans Mangel paa Kundskab i og Omhu for Sproget” (s. 452). Man kunne nu tro, at det her først og fremmest drejede sig om stavefejl, men Collin er også forarget over, at Andersen vælger en anden ordstilling end den sædvanlige – lige præcis det, som i stilhistorien i dag fremhæves som meget afgørende ved hans fornyelse af prosaen: “en mærkelig Lyst til at begynde Sætningen med det Ord, paa hvilket efter hans Mening Eftertrykket skulde hvile” (s. 453). Det går endda så vidt, at Collin får sig selv til at påstå, at “han ikke havde tilbørlig Agtelse for sit Modersmaals Behandling og kun i ringe grad Øre for sprogets Vellyd, skjøndt det synes utroligt, at de samtidige Skribenters Omhu for Sprogets Reenhed og Klang skulde være gaaet ham ubemærket forbi” (s. 454). Idealet er tydeligt nok Heiberg og Hertz. Og med den målestok står det klart, at det, der var i vejen med Andersen ikke blot var, at han manglede “elementaire Kundskaber”, men at han ikke kunne “bekæmpe sin Ulyst til, efterat Skoletiden var overstaaet, at gaae i Lære igjen” (smst.). Hvortil kom – efter såvel Collins som Heibergs og Molbechs mening – at Andersen sjuskede med sine arbejder (455).
  2. Han var hypokonder, og det fik uforholdsmæssigt meget magt over ham, “fordi det ikke holdtes i Ligevægt af et Forstandsliv, men gav sig de skiftende Stemninger i Vold” (s. 456). Collin vil definere Andersens grundstemning som “Sørgmodighed” og henfører til den alt, hvad man ellers har beskyldt Andersen for af forfængelighed, utålmodighed, mistænksomhed, pirrelighed etc. Begrebet “sørgmodighed” skal forstås ret, for det dækker ikke over det, vi i dag umiddelbart ville lægge i ordet, men er hentet ind af Collin som noget, der har at gøre med at være “en sjælesyg Stakkel” (s. 456). Begrebet er et – ikke videre heldigt – forsøg på at finde en dansk omskrivning af et modeord, der dengang og længere tilbage helt til 1830rne var kendt fra engelsk: “spleen” (s. 456), den form for sjælelig ubalance, der kunne få mennesker til at tage deres eget liv.
  3. Alligevel udskilles som særlig egenskab hos Andersen hans pirrelighed, dette, at han kunne føle sig såret over alt muligt. I den forbindelse har Collin virkelig et es i ærmet: Andersen kunne ikke tåle, at han selv, Collin, var en så meget bedre forfatter af muntre viser til hjemmebrug. “Det er en underlig Ironi af Skjæbnen, at Andersen just i det Huus, hvor han saa godt som havde sit Hjem, skulde støde sammen med en saadan Visefabrikant” (s. 461). Andersens misundelse “skyldtes en sygelig Stemning, som han ikke kunde bekæmpe” (s. 462). Den stakkels Andersen var ganske enkelt jaloux på Edvard Collin, fordi dennes viser gjorde så meget mere lykke end hans egne.
  4. Så er der en længere redegørelse for Andersens mistænksomhed,
  5. og for “en mildere Yttring af hans urolige Sind” (s. 467), nemlig hans utålmodighed.
  6. Hans forfængelighed får også en udførlig behandling, men her er Collin ganske nuanceret i sin vurdering og vil ikke uden videre underskrive den almindelige mening: “Jeg har altid havt nogen Mistanke, naar man ved dette Udtryk [forfængelighed] troede at kunne betegne hans Væsen tilstrækkeligt” (s. 468). Collin vil ikke sige, at Andersen var forfængelig af sit “udvortes”, for “han gjorde sig ingen Illusioner i den Henseende” (s. 469). Collin omtaler hans smukke hårvækst, og at han uden at være pyntesyg var “meget omhyggelig for sin Klædedragt” (smst.). Dér hvor han ser berettigelsen af begrebet forfængelighed, er, når det gælder Andersens umådeholdne trang til at blive rost, mens Collin dog medgiver, at f.eks. Berlingske Tidende var alt for længe om at indrømme Andersens kvaliteter som eventyrdigter.
  7. “Man har havt meget travlt med Andersens Barnlighed. Det beroer paa en fuldstændig Misforstaaelse af hans Væsen, og han loe selv over den; men den [misforståelsen, altså] var meget almindelig” (s. 472). Collin tvivler på, om Andersen endda egentlig var, hvad man forstår ved en “Barneven” (smst.), et udsagn, som dog må nuanceres ud fra det kendskab vi har til hans breve til børn og hans utrættelighed i at lave klippebøger, enkeltstående papirklip, collager etc. til børn fra bekendtskabskredsen både i ind- og udland. Meget rammende er derimod hans samlende karakteristik: “Andersen var barnlig ligeoverfor Gud, men ligeoverfor denne Verden var han Humorist” (smst.). En humor, der ifølge Collin tillod Andersen at spøge med egne svagheder og endda at se på sig selv med et anstrøg af selvironi.
  8. I den absolut positive ende af skalaen ligger Collins afsluttende karakteristik gående ud på, at “Hans Ironi og hans hurtige Opfattelse af en Situation viste sig især i bidende Svar; deri havde han tidligt faaet Øvelse og deri var han en Mester”. En videreførelse af det korrektiv, Collin havde at føre frem i anledning af begrebet barnlighed, hvor han netop understregede humoren og den lejlighedsvise selvironi. Men nu altså ironi vendt mod omverdenen.

Som det ses, bliver Edvard Collin mest indforstået positiv i sin karakteristik af Andersen, hvor han formulerer sig op mod negative karakteristikker af ham, som er i almindeligt omløb. Man kunne mistænke ham for helst at ville være enebesidder af sandheden om Andersen. Negative sider af vennen, som ikke er så kendte for andre, sparer han ikke på, og de kommer først. De positive karakteristikker kommer frem som modsigelser af andres negative opfattelser.

Der er da også måde med positiviteten. For ikke så snart har Collin tilendebragt sin opregning af karakteristika ved Andersen, før han kaster sig ud i en kritik af den indflydelse, som to af Andersens andre venner og åndelige støtter har haft på ham: H. C. Ørsted og B. S. Ingemann. Den første har forvirret Andersen ved at bilde ham ind, at han var i stand til at tilegne sig Ørsteds tanker og endda overføre dem til sin egen digtning, den anden ved at understøtte ham i, at han bare skulle blæse på den mavesure kritik.

Andersens egen tro på, at han havde lært noget afgørende af Ørsted og kunne anvende det, var en ren misforståelse af hans egne evner, for: “Andersen var ikke Tænker, endda mindre Grubler” (s. 474). At Ørsted forsøgte sig med at opdrage Andersen, var da meget godt i og for sig, men metoden var forkert, for han var ikke streng nok over for Andersen – og det var jo det, Andersen godt kunne lide ved det: “Han vilde, som saamange Andre, opdrage ham, men paa sin egen kjærlige overbærende Maade, som jo ogsaa var tiltrækkende for Andersen. Men hans Bestræbelser var neppe praktiske” (smst.). Og Andersens tro på, at han som digter kunne hente stof og inspiration fra naturvidenskabens verden, kalder kun på Collins hovedrysten: Når nu Ørsted har sagt sådan noget sludder til Andersen som, at man uretfærdigt har beskyldt ham for at mangle studium [det er jo lige det, Collin selv mener!], men at han måske vil blive den af alle digtere, der kommer til at udrette mest for videnskaben, “kan man da undre sig over, at en saa ubefæstet Aand som Andersens kunde troe sig særligt kaldet til ‘at hente Stof fra Videnskabens lidet søgte Gruber’” (s. 475). Nej, Andersen var, siger Collin, ”fra Fødslen puur og bar Inspirationsdigter og i sin Udvikling Humorist, holdende sig borte fra alle Abstractioner” (smst.).

Om Ingemann vil Collin vide, at han “vistnok saae Andersens Uklarhed og Mangel paa Holdning” (smst.), men at han havde en dårlig indflydelse på ham ved at bilde ham ind, at han bare skulle vende det døve øre til kritikken og stole på, hvad Vorherre indgav ham – og det, mens “alle Andre vare enige om at dadle den kritikløse Nedskriven af de Slag i Slag følgende Phantasibilleder, der fremstillede sig for ham” (smst.).

Det brev, Collin refererer og citerer fra, er i hans egen fremstilling udateret, men stammer fra 1834, sendt til Andersen med adresse i Wien, dvs. på hans tilbagetur fra den store dannelsesrejse.[9] I brevet er der ikke tale om nogen sådan generel afvisning af “alle andres” kritik af en kritikløs og jasket overproduktion fra Andersens hånd. Brevet går ind på to ting: På Agnete og Havmanden, som Ingemann – modsat Collin og kritikken – holder meget af, og på den ondskabsfuldhed, som en eller anden hjemlig person havde udvist ved anonymt at sende Andersen en parodi fra en avis på et hyldestdigt i samme avis til ham. Andersen havde i et tidligere brev til Ingemann jamret over, at det skulle være det første brev, han i Paris modtog hjemmefra. Det er som svar på denne konkrete episode af halvprivat karakter, men symptomatisk for en hjemlig holdning til Andersen, at Ingemann rykker ud med sin opmuntring:

Synet af den store fremmede Verden haaber jeg skal forlige Dem med eller rettere hæve Dem ud over Smaaligheden i vor egen lille Blad- og Recensent-Sphære. Lumpenheden med det første Brev, De modtog i Pariis, har indigneret enhver der hørte det; og ved Sligt vinder man altid langt Mere, end man taber. Lad kun slig aabenbar Ondskab aldrig forstyrre Dem; det er igrunden gode Tegn, naar Hundene gjøe; saa er der gjerne Folk paa Veien […] Kom nu hjem, kjære Andersen, sund og frisk paa Legem og Sjæl! Ængst Dem ikke for Fremtiden! De har oprigtige Venner i Fædrelandet [og så følger de linier, som Collin citerer:] See kun at sætte Dem paa en fri uafhængig Fod, med Hensyn til det Ephemeriske i Aandens og Litteraturens Verden! hvad Vorherre vil der skal blive af os, driver han nok igjennem (Dreyer I, s. 94-95).

Ingemann fornemmede, at Andersen menneskeligt og professionelt var undervejs hjem med en ny bagage. Og det er i den situation, han opmuntrer ham til at blæse på smålig ondskabsfuldhed og døgnets kritik. Mens derimod Collin i sin redaktion bortcensurerede denne aktuelle og meget menneskelige baggrund og solidariserede sig med det, som Ingemann kaldte “det Ephemeriske” ved at sige:

Var det nu vel betænkt af Ingemann, at skrive dette til den dengang [i 1834, hvor Andersen var ved at skulle skrive gennembrudsromanen Improvisatoren] saa umodne Digter? For denne maatte det jo blive den ham velkomne Lære: Skriv hvad der falder Dig ind, vær uafhængig af Andres Domme; thi det er Vorherre, der har givet Dig disse Indfald, og hvad han gjør det er velgjort. -Det er Dogmet om den af Fornuften ubesmittede Idee-Undfangelse.

Og saaledes have vi Alle fra den Tid et Ansvar for hvad vi, hver paa sin Viis, have bidraget til at forvirre Andersen.

Hvori så ligger, at Andersen altså var – forvirret! Dvs. galt afmarcheret, uden fornuftig forståelse af sig selv og sine evner og derunder også af disse evners mangler og begrænsning.

Den efterfølgende dialog med niecen Jonna Stampe fører til nogle indrømmelser fra Edvard Collins side, men ikke til meget substantielle indrømmelser, og det, der kommer, virker noget umotiveret i en ellers meget insisterende kritik af Andersen. Han vil gerne indrømme, at Andersens pirrelighed ikke alene “laae i en sygelig Sjælstilstand” (s. 481), men også var begrundet i forholdene. Han vil også gerne indrømme, at der mangler sympati i hans skildring af vennen. “Og heri har Du maaskee Ret; under Bevisførelsen er Inderligheden gaaet tabt” (smst.). Han kan citere en ven, der har læst manuskriptet til hans bog og som kommentar har sagt: “Jeg holder nu meer af Andersen, end jeg gjorde før” (s. 514) og lade det fremstå som formålet [!] med sin bog, og han kan med rørelse i stemmen slutte af med at sige: “Vi, der kjendte ham, ville med Tak og Vemod bevare Mindet om hans trofaste Sind og varme Hjerte” (Collins fremhævning, s. 515).

Men samtidig uddyber han portrættet af Andersen som i bund og grund sjælesyg. Jonnas indvendinger kan han tage let på, “thi ifølge din Godhed for Andersen og Din overbærende Betragtning af hans Svagheder maatte Du skrive saaledes” (s. 481). Afslørende, for deri ligger jo implicit, at Edvard vedgår, at han ikke har samme “godhed” for Andersen og “overbærende betragtning af hans svagheder”. Hvad hans skildring af vennen unægtelig! også bærer mange vidnesbyrd om.

Hvad Jonna skriver, ligger for Edvard helt i forlængelse af den alt andet end heldige indflydelse, som Andersens kvindelige bekendte har haft på ham:

Det var i hans qvindelige Omgang mens han levede, at der blev kjælet saa-meget for hans “syge Hjerte”; de samme ville nu, at der ogsaa skal kjæles for hans Minde. Men mit Forhold til ham var aldrig det kjælne, og ligesaa lidt kan mit Forhold til hans Minde blive det (s. 481).

Om dette minde kan Edvard Collin endda prise Jonna for, at hun ikke forlanger en apoteose: “denne er saa rundeligt, ja altfor rundeligt blevet ham til Deel i hans Levetid” (smst.). Og det ikke mindst i Weimar, hvor Andersen efter Collins mening til ubodelig skade for sig selv blev alt for feteret og smigret “paa en Maade, der vel kunde forvirre Hovedet paa ham” (s. 488).

Collin ser det sådan, at man gør Andersen den bedste tjeneste

ved at vise Verden, hvor sygt hans Sind var, saa at det staaer tydeligt for Enhver, at Alt Frastødende, alt det, som Verden forargedes over, skyldes dette Sind. Han kjendte sin Sygdom, men vidste intet Raad imod den, og han var tidt i Sandhed ulykkelig derover. Jeg har ikke givet nogen Beskrivelse af, men kun en Hentydning til de Paroxysmer, under hvilke han var aldeles utilregnelig; men jeg kan ikke ganske forbigaae dem, da det kun kan være i saadanne, at der er undsluppet ham Yttringer, som ere opfangede og priisgivne Verdens Dom. En bebudet Reaction mod ham kan godt bygges derpaa (s. 482-83; hvad der hentydes til med det sidste, står ikke klart).

Andersens “sjælesyge”, der her ganske ligner sindssyge, behandles igen senere i efterskriften, men udspecificeres dér som “ængstelighed” og “skiftende stemninger” (S. 497). Anderledes tilforladeligt end de just omtalte “paroxysmer”.

Det er velkendt, hvordan Edvard Collin formår at camouflere sin egen rolle i den gamle dus-historie, som han først beretter lidt forblommet om til allersidst. Man skal i den forbindelse lægge mærke til, at hans hovedsigte – at beskrive Andersen som “sjælesyg” – her tjener hans egen sag. At Andersen ikke kunne glemme denne krænkelse, som Collin reducerer til en “barnagtig Begivenhed” (s. 506), fremkalder et typografisk fremhævet retorisk spørgsmål: “Var det ikke Sygdom?” (smst.). Jo, for det samme gjaldt også for Andersens relation til andre mennesker. I hans sidste sygdomsår blev de “febrilske Paroxysmer” (s. 507; sådanne er jo ikke ukendte under en fremskreden kræftsygdom, som Andersen jo led af i sin sidste tid og følgelig døde af, og har ikke noget med “sjælesygdom” at gøre)

baade hyppigere og intensivere. Han maatte nu meddele Andre, endog ganske Fremmede, alt det Krænkende, der var mødt ham i Livet, og som han nu opfattede og gjengav med en ved Sygdommen potenseret Bitterhed, som han i Virkeligheden aldrig havde følt […] Det vilde være sørgeligt, om de, der havde været Vidne dertil, skulde opfatte dette som Andet end som en Deel af hans Sygdom (smst.).

Sørgeligt ikke mindst, fordi krænkelser, som Andersen mente at have måttet tåle af Edvards far, Jonas Collin, hører med her. Så Edvard kan påberåbe sig den autoritet, som Andersen havde måttet bøje sig for, og til hvis æreminde denne bog egentlig er forfattet i og med, at dens sidste 175 sider er viet faderen og dermed selve “det Collinske Huus”.

Men inden det kommer så vidt, vil Edvard Collin dog, under indtryk af Jonna Stampes modindlæg, give Andersen lidt positivt med på vejen i form af en opregning af hans “Talenter” (s. 508 ff.). Det er:

  1. Hans sprogtalent. Herved forstås hans evne til – trods utilstrækkelige kundskaber i fremmede sprog – at kunne begå sig i udlandet ved hjælp af de sprogbrokker, han nu havde samlet op.
  2. Han kunne sy! Han syede selv knapper i sine bukser, stoppede sine strømper og syede sågar løsblade med rettelser fast på sine manuskripter…
  3. Han kunne synge.
  4. Han var god til at “benytte”, hvorved Collin tænker på, at Andersen “havde et forunderligt Greb paa at kunne jage en heel Mængde Aviser igjennem [det lyder bestemt ikke som nogen særlig positivt ment karakteristik!] og i disse ikke alene at eftersee, om der stod Noget om ham, men ogsaa at finde Noget, som han kunde benytte” (s. 510).
  5. Han havde “Sands for smagfulde Arrangements” (s. 511), hvorved forstås blomsterarrangementer.
  6. Han havde talent for tegning. Der tænkes på de tegninger, Andersen lavede under især sine tidlige rejser, tegninger, “som for ham vare en Skat, idet de, trods deres Ufuldkommenhed, fastholdt Erindringen om Steder og Gjenstande, som han havde faaet kjær” (s. 511). Man bemærker reservationen i karakteristikken: “for ham” og “trods deres Ufuldkommenhed”. Et godt stykke vej fra den vurdering af Andersens tegninger, der siden maleren Kjeld Heltofts bog om Andersens billedkunst[10] er blevet almindelig i dag.
  7. Hans talent for “Udklipning”, dvs. papirklip.
  8. Han var praktisk. Dvs. at han var økonomisk og god til at lægge rejseplaner.

Det er så positivlisten over H.C. Andersens “talenter”. Sammenholdt med negativlisten over hans egenskaber, hvorunder også hans forhold til sprog og stil, og hans manglende disciplin og selvkritik som forfatter og hans ulyst til at “lære noget ordentligt”, er det da en imponerende liste over talenter, Collin her er kommet op med. Ikke mindst det med, at han var god til at sy!

‘Jeg har set ned i Dybden af hans Sjæl”, siger Edvard Collin (s. 512). Hvis man skal tro det, må man da også af Collin kunne få besked med et inden for de seneste tiår så omdiskuteret emne som, hvorvidt Andersen var homoseksuel. Det er der ikke den ringeste direkte eller indirekte antydning af i Collins fremstilling, heller ikke når det gælder det dusseri, som han havde afvist, da de var unge. I svaret til Jonna Stampe kommer han ind på Andersens “Hjertesorger” (s. 486-87), hvorved i sammenhængen klart forstås ulykkelig kærlighed til kvinder. Edvard Collin kan ikke oplyse, hvem det har drejet sig om:

Han har i hele sit Liv ikke talt eet Ord med mig derom, men han har viist mig sin Sorg saaledes, at jeg kunde tyde dens Grund; ganske kunde han dog ikke fortie den for mig, som det vil sees af et af hans Breve til mig.[11] Og han kunde heller ikke lade Verden være uvidende derom (det kunne Digterne jo aldrig). En saadan Antydning finder man allerede tidligt (Mit Livs Eventyr S. 90-91[12]) men han er discret (det ere Digterne ikke altid). […] Jeg er overbeviist om, at Damerne have vidst meget bedre Besked om Andersens Hjerte-Historier end jeg, paa Grund af deres mageløse Evne til at udfritte og udpønske, medens jeg har den for mig lykkelige Egenskab: ikke at være nysgjerrig. Men jeg har dog blandt hans Papirer fundet Breve og Stemningsudbrud, endog Navne; om disse faae Damerne dog ikke Noget at vide af mig. Men paa saadanne Stemningsudbrud at bygge den Mening, at disse Sorger sloge dyb Rod, kan jeg ikke være med til; jeg har kun seet, at han var let fængelig, og det kan jeg godt lide (s. 487).

Med andre ord: Andersen var en MAND – også selv om han ikke indledte konkrete forhold, og som sådan havde han Collins spontane sympati. Det tyder ikke på, at Collin skulle have vægret sig mod for nært venskab, fordi han fornemmede en homoseksuel tilnærmelse deri fra Andersens side, eller at han i det hele taget skulle have anset Andersen for at være skjult eller åbenlys bosse.

Dette kan man sammenholde med, at Collin til allersidst i sin opsummering af positive sider ved vennen peger på hans “rene Vandel, hans sædelige Bevidsthed” i liv som i skrifter (s. 514). Det havde han næppe sagt, hvis der havde været blot antydning af det modsatte, og homoseksualitet var på den tid mere end rigeligt til at stemple en mand som forkastelig, jvf. at den toneangivende litteraturkritiker Clemens Petersen i marts 1869 blev sendt ud af landet af politiet, fordi han havde haft noget at gøre med drenge på den skole, han underviste på.[13]

Til positivlisten over Andersens såkaldte talenter føjes en positivliste over træk ved hans karakter, der altså er noget andet end de “egenskaber”, som tidligere fik så umilde ord med på vejen. Her er vi så nede i “Dybden af hans Sjæl”, den, som Edvard Collin og han alene har skuet ned i.

  1. Han var GOD. Dvs. “han havde et aabent Øre for dem, der led og betroede sig til ham; han var utrættelig i at søge efter Hjelp til dem” (s. 512). Samtidig var han afledt heraf “godmodig”, dvs. at han tolererede at blive plaget bl.a. om pengebidrag fra mange sider.
  2. Han var tjenstagtig, dvs. parat til at gøre folk tjenester.
  3. Han havde retfærdighedsfølelse og “bestræbte sig for at fjerne personlige Antipathier og danne sig en retfærdig Dom; ja jeg kan sige, han kæmpede derfor” (s. 513).
  4. Han havde en “levende Sands for Kunst og alt det Skjønne” (smst.).
  5. “Han elskede sit Fædreland høit”, hvad Collin føler trang til at fremhæve, netop fordi Andersen på grund af sine tyske forbindelser blev beskyldt for ikke at være fædrelandskærlig nok.
  6. Han var gudfrygtig. Collin definerer det nærmere derhen, at “hans Gudsforhold ophørte aldrig at være levende; og den Tanke ‘at gjøre Gud bedrøvet’ holdt ham oppe mod mange af Livets Fristelser” (s. 514), hvad der fører direkte over i næste punkt om
  7. “Hans rene Vandel, hans sædelige Bevidsthed”, som allerede er nævnt ovenfor, og endelig
  8. “Han var trofast i Venskab” (smst.).

Om hans sidste dage vil Edvard Collin vide, at de “gave ham Ro og Sind til at trække sig tilbage i sit eget Indre, glemme Verden, og med Fatning og gudhengiven at gaae Døden imøde” (s. 515).

Hvordan han kan vide det, er lidt uigennemskueligt. For fra og med d. 12. juni til sin dødsdag d. 4. august 1975 var Andersen på Rolighed hos familien Melchior, hvor især fru Dorothea Melchior plejede og passede ham. Collins var som sædvanligt om sommeren i Hellebæk. Edvard aflagde besøg på Rolighed d. 1. juli og ikke siden. Sønnen Jonas var der et par gange, inden han rejste til Jylland. Før indflytningen på Rolighed havde Andersen i reglen spist middag hos Collins ca. 1 gang om ugen. Men at der nu var et mere distant forhold mellem Edvard Collin og Andersen, fremgår af, at Andersen ofte i sine dagbøger for 1875 omtaler Edvard som “Etatsraad Collin” eller “Etatsraad E. Collin”.

Er det denne distance mellem de to venner, der blev så synlig i Andersens sidste år, men som egentlig altid havde været der, i hvert fald fra Edvards side, der, kombineret med, at Melchiors og mange andre med dem nu kunne gøre krav på at være fuldt så fortrolige med Andersen, har fyret op under Edvards behov for at gøre regnskabet op og samtidig gøre krav på at være den, der kendte ham bedst? Han, der var Andersens skyldner og universalarving, bobestyrer og besidder af et stort Andersen-arkiv?

Deraf kunne en del forklares i det underligt selvmodsigende, der er over hans bog. Men det langt overvejende negative, der behersker hans skildring af Andersen, er ikke forklaret herved. Og slet ikke hans stædige pukken på at have ret lige over for niecen Jonna Stampe, ej heller hans irritation over, at Andersen var blevet strøget for meget med hårene af visse andre og havde nydt en alt for stor grad af beundring fra udlandet.

Der ligger her nogle dybtliggende aggressioner, der åbenbart går langt tilbage. Et mishag ved Andersen og en selvretfærdighed lige over for ham, der må bunde i, at denne “umulige” og samtidig vildt “selvovervurderende” person er blevet ham påtvunget som “broder” og ansvarsområde af faderen, hvis autoritet Edvard ikke på noget tidspunkt har vovet at sætte sig op mod. Bogen om Andersen er blevet en tribut til faderen og til hjemmet, “det Collinske Huus”, og samtidig et længe, alt for længe udskudt opgør med den alt andet end velkomne plejebror, som han på én gang giver en lang række fældende hug til og samtidig nødtvungent – presset af Jonnas modindlæg – indrømmer en række pæne og gode karaktertræk samt et talent for at sy, for at lægge rejseplaner m.m.

Edvard Collins holdning til Andersen er ikke, som man ellers gerne vil forklare den ved, blot resultat af et sammenstød mellem to fundamentalt forskellige karakterer. Edvard har ydet Andersen store tjenester – som han i øvrigt, og det skal siges til hans ros, går let hen over i sin bog – men samtidig såret ham gang på gang ved sin formynderiske og opdrageriske holdning. Han var jo trods alt både af statur og år den lille over for Andersen (3 år yngre), men talte ofte ned til ham i sine breve.

Edvards holdning og reaktioner kan bedst karakteriseres som et udslag af det, man inden for assertionspsykologien kalder non-assertiv aggression. Han har underkastet sig faderens påbud, men har indvendigt ikke haft den fjerneste lyst til at gøre det. Han har derfor været næsten overdreven i sine venskabstjenester udadtil, har ligefrem “ofret” sig for Andersen, men har samtidig ladet Andersen føle pisken. Han var den gode søn, der blev sin plejebrors hjælpsomme ven gennem en stor del af livet, men han blev samtidig kilden til afgørende knæk i Andersens selvværdsfølelse. Og han tog revanche med en mastodont af en bog, der skulle bevise over for ham selv, over for niecen Jonna og ligesindede og over for omverdenen i øvrigt, at det var ham, der havde ret. Og han gjorde det ved at hobe negative karakteristikker op samtidig med, at han gav lidt til den anden side sådan mere i småtingsafdelingen og holdt sig selv skadesløs ved at rose sin vens “varme Hjerte”.

Bogen H.C. Andersen og det Collinske Huus blev modtaget sådan, som Edvard havde ønsket det: som sandheden om Andersen. Ikke som et indlæg i et sent og kompliceret selvforsvar fra Edvards side, men som en blotlæggelse af, hvad det i virkeligheden var for et menneske, der skjulte sig bag berømtheden Andersen. Derved fik bogen vidtrækkende følger for den almene opfattelse af Andersen i de nærmestfølgende tiår og indirekte helt op til i dag, hvor flere elementer af de negative karakteristikker er blevet til indiskutable sandheder.

Edvard Collins bog er derved blevet en hjørnesten i Andersen-receptionen.

Tillæg

Som dokumentation af, hvordan Edvard Collins bog blev modtaget som selve “sandheden om Andersen”, aftrykkes her den eneste avisanmeldelse, den fik, skrevet af signaturen “W.H.” i Berlingske Aften d. 11. maj 1882:

Medens Bøghs bog [Nicolai Bøgh: Oehlenschlägers Kreds], skjøndt den giver mangfoldige Bidrag til Opfattelsen af Oehlenschläger selv, nærmest beskjæftiger sig med hans Kreds, har Collin i sit omfangsrige Værk i en ganske anden Grad grupperet sin Fremstilling om Digteren. Den foreliggende Bog fremtræder i Virkeligheden som et umiddelbart Supplement til den Selvbiographi, Andersen i “Mit Livs Eventyr” har ført ned til sit halvtredsindstyvende Aar, ikke saaledes at den fortsætter, hvor Selvbiographien slipper, men saaledes at den tilfører Læseren en Mængde actmæssigt Stof i Form af Breve o. desl. og belyser Digterens Personlighed, som den fremtræder for os igjennem dette, i de for nogle Aar siden udgivne Brevsamlinger og anden Steds, ved Forfatterens nøie Kjendskab til ham. Er der nogen Bog, der trænger til et saadant Supplement og Correctiv, er det “Mit Livs Eventyr”, som i en saa overordentlig høi Grad er præget af sin Forfatters Subjectivitet og tiltrods for hans utvivlsomme Villie til at fremstille Forholdene, som de vare, fuld af skjæve og eensidige Opfattelser, idet alt udelukkende sees i Forhold til Andersen selv og som oftest, uden at han selv har den fjærneste Anelse derom, igjennem stærkt farvede Briller. Og Ingen kunde være mere skikket til at veilede Publicum baade med Hensyn til den virkelige Beskaffenhed af mangehaande Forhold og Tildragelser i Andersens Liv og med Hensyn til en virkelig sand og retfærdig Opfattelse af hans forunderlige Personlighed end den Mand, der i hele hans Liv, fra hans første offentlige Fremtræden af indtil hans Død stod ved hans Side som en trofast Ven, hvis rolige, forstandige Maade at tage Tingene paa stod i den stærkeste Modsætning til hans eget sygelig urolige Væsen, som i allerhøieste Grad trængte til en saadan Modvægt. Den foreliggende omfangsrige Bog er i Virkeligheden af den største literairhistoriske og psychologiske Interesse. Den fremdrager et Materiale, som i Forbindelse med, hvad der alt tidligere er fremkommet, belyser Andersen saa godt og fuldstændig, som man kan ønske det, og den giver tillige en hidtil savnet Veiledning til den rette Forstaaelse af Andersens Charakteer.

Som Indledning meddeles der endeel Actstykker til Belysning af Andersen i hans Barndom og første Ungdom – en meget omfattende Optegnelse fra hans Drengeaar om Stykker, “som han vilde skrive”, Bønskrifter fra hans “Fornedrelsestid”, den første Tid af hans Ophold i Kjøbenhavn, Skrivelser til og fra Theaterdirectionen osv. og endelig dennes af Jonas Collin, Faderen til Udgiveren af den foreliggende Bog og Andersens faderlige Velgjører, foranledigede Skrivelse til Directionen for Fonden ad usus publicos, der havde til Følge, at Andersen kom i Slagelse Skole, og saaledes betegner det egentlige Vendepunkt i hans Skjæbne. Derefter følger en Række Breve fra Tiden, indtil han (1828) blev Student, og endelig belyses hans Forfatterliv indtil 1856 overveiende ved Breve til Medlemmer af den Collinske Familie, særlig til Udgiveren. Hertil har denne saa knyttet en Række almindelige Betragtninger om Andersen, der er af den største Interesse og virkelig i den med ligesaa stor Stræben efter at naae Sandheden som med umiskjendelig Kjærlighed givne Forklaring af Andersens eiendommelige Sjælstilstand synes at ramme Hovedet paa Sømmet. Han betegner Andersens Grundstemning som Sørgmodighed og henfører herunder Alt, hvad man forøvrigt har fundet hos ham af Forfængelighed, Utaalmodighed, Mistænksomhed, Pirrelighed o. desl. “Denne Sørgmodighed, hvis Spire han vistnok med Rette søger i sine tidligste Livsforhold, men hvis Udvikling han tildeels giver sine Omgivelser Skyld for, kjendte han godt selv, uden at kunne forklare den anderledes end som en Nervesvaghed. Den var en maaskee enestaaende Modtagelighed for Indtryk, gode og slette, og en absolut Mangel paa Modstandskraft mod de sidste.” I disse, særlig de sidste, af os udhævede Ord, er utvivlsomt Løsningen af det psychologiske Problem H.C. Andersen giver. Collins Bog bliver, om man saa vil, seet ud fra dette Synspunkt en Sygehistorie, men en Sygehistorie af den interessanteste Natur, forsaavidt som Charakteren af Andersens poetiske Production som Heelhed med dens Svingninger fra Mesterværker som de ypperste af Eventyrerne [sic!] til saadanne vistnok ingenlunde jaskede, men derfor lige slette Producter, som f. Ex. “Agnete”, til en vis Grad bliver ganske anderledes forstaaelig seet fra dette end fra nogetsomhelst andet. Adskilligt af, hvad der i Andersens Selvbiographi er skildret med de sorteste Farver, viser sig nærmere beseet at være stærkt sværtet, og det af Collin fremdragne og med stor Styrke hævdede Synspunkt gjør det ikke blot utvivlsomt, hvad vel forøvrigt Ingen har tvivlet om, at Andersen ikke bevidst har forvansket Sandheden, men gjør det ogsaa forstaaeligt, at den simple Virkelighed har kunnet forme sig saaledes om i hans Phantasi, som den gjorde. Dette gjælder saaledes om den Opfattelse, Andersen havde, og som efterhaanden er gaaet over i den almindelige Bevidsthed, at han, indtil han havde vundet et berømt Navn i Udlandet og særlig havde slaaet igjennem med Eventyrene, blev behandlet som et “jaget Dyr” af Kritiken herhjemme. Denne Opfattelse protesterer Collin paa det Bestemteste imod, og han godtgjør uimodsigelig dens Urigtighed. Sagen er simpelthen den, at “for Andersen stod enhver Kritik af hans Arbeider som en Polemik mod hans Person”. De fleste eller saagodt som alle de Lidelser, han har gjennemgaaet som Forfatter, havde i Virkeligheden deres Udspring i hans eget “urolige, selvplagende Sind”. Collin har gjort sin Vens Minde en smuk Tjeneste ved saaledes at lære os at forstaae denne forunderlige Natur. Man faaer et stærkt Indtryk af, hvor han maa have lidt, og man kommer til at holde mere af de gode Sider hos ham, naar man seer, at det, der overskygger dem, ikke er Charakteerfeil i almindelig Forstand, men rettest opfattes som en ligefrem sygelig Tilstand i Sjælen.

De mange Breve fra Andersen, der findes i denne Bog, give værdifulde Bidrag til Belysning af det Collinske Huus, i hvilket Andersen fandt et Hjem, han altid længtes tilbage til, naar han var fløiet ud i den vide Verden. Man kan kun være Udgiveren taknemlig for, at han ogsaa har suppleret disse saavel ved indskudte Oplysninger rundt om i Brevsamlingen som i den almindelige Charakteristik, han giver af Andersen, og ved at meddele sin Faders efterladte Optegnelser om hans Levnet. Alle vide, hvilken betydelig og velsignelsesrig Virksomhed Jonas Collin har udfoldet i sit lange og daadrige Liv ikke blot paa de særlige Omraader, hans Embedsvirksomhed anviste ham, men ogsaa som den, der med aldrig svigtende Interesse støttede Kunst og Videnskab, fremmede vort Aandsliv i alle Retninger. Man læser det Afsnit, der særlig omhandler det Collinske Huus, og som bestaaer af den omtalte Selvbiographi samt en Brevvexling mellem Collin og Rahbek, med stigende Overraskelse over den overordentlige Virksomhed, denne Mand udfoldede i de forskjelligste Retninger, og dette Indtryk bliver saa meget stærkere, som denne Skildring af et usædvanlig betydningsfuldt Liv er given med den meest bramfri Beskedenhed. Men ogsaa den Deel af Bogen, der er helliget Andersen, staaer som et smukt Mindesmærke over hans faderlige Velgjører, thi man føler, hvor ærlig det er meent, naar Andersen atter og atter betegner det som sit Maal at gjøre Collin Ære som Løn for, hvad han har gjort for ham.

W. H.

 

Noter

  1. ^ Som belyst i Bodil Wambergs skildring: De er den jeg elsker højestvenskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin. Kbh. 1999.
  2. ^ Eksempler på disse anmeldelser fremlægges inden for første halvdel af år 2001 på H.C. Andersen Centrets web site: www.andersen.sdu.dk
  3. ^ Forord til Breve fra Hans Christian Andersen, Første Bind, p. VI, 1878.
  4. ^ Som titelangivelse noget misvisende.
  5. ^ Se herom min anmeldelse af Bodil Wambergs bog i Weekendavisen for 8.-14. oktober 1999 med titlen “Andersens ven og skygge”.
  6. ^ Lånet til Edvard Collin var næppe, som Bodil Wamberg tror, udsprunget af den unægtelige “besynderlighed”, at Edvard skulle være kommet “i pengenød” (BW, s. 321). Det er ganske utænkeligt i forbindelse med denne overkorrekte finansadministrator og senere sparekassedirektør. Sandsynligvis har Edvard set sin fordel i at låne penge til familiens nybyggeri oppe ved Hellebæk hos Andersen, hvor lånet endda ikke skulle betales tilbage og derfor var en gave, i stedet for at skulle låne på normale vilkår i banken.
  7. ^ Se herom min tidstavle i dens 2., reviderede udgave, H.C. Andersens liv. Dag for dag (Aschehoug, 1998), s. 165 og 181 182.
  8. ^ H.C. Andersens liv. Dag for dag, s. 201.
  9. ^ Brevet er nr. 37 i Kirsten Dreyers udgave af H.C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann, København 1997.
  10. ^ H.C. Andersens Billedkunst. København 1969.
  11. ^ Collin tænker vel her på brevet af 11. juni 1831, afsendt fra Berlin. Heri omtales “en rig, smuk, aandrig Pige, der føler det samme for mig som jeg for hende” (s. 155). Det drejer sig tydeligvis om Riborg Voigt.
  12. ^ Igen her historien med Riborg.
  13. ^ Se herom Johan de Mylius: H.øC. Andersens liv. Dag for dag. København 1998, s. 242-43.

 

©