Venskabets mysterier

Om H.C. Andersens roman „O.T.“, hans forelskelse i Edvard Collin og „Den lille Havfrues“ forløsning

„Kjærlighed er en fix Idee!“
sagde Otto, „den kan bekjæmpes,
den beroer alene paa vor Villie!“

H.C. Andersen i „O.T.“[1]

I årene 1835-36 var H.C. Andersens forelskelse i vennen, Edvard Collin i sin mest intense fase. Andersens forvirrede og fortvivlede opfattelse af dette venskab indlagde han i romanen „O.T.“ med skildringen af Otto Thostrups og baron Vilhelms venskab. Romanens venskab må forstås i lyset af Andersens samtidige breve til Collin, herunder et hidtil upåagtet brevkoncept fra 1835. De psykologiske mekanismer i Andersens måde at skrive romaner på blev rammende og præcist forklaret af Søren Kierkegaard i hans kritiske betragtninger om Andersen som romanforfatter i „Af en endnu levendes Papirer“ (1838).

I august 1836 giftede Collin sig, og Andersens reaktion på dette fik udtryk i eventyret „Den lille Havfrue“ (1837), som ikke mindst ved sin slutning er en eksistentiel afklaring af den personlige og samfundsmæssige betydning af Andersens ulykkelige forelskelse i Collin.

Under samfundsmæssigt skærpede vilkår karakteriseredes Andersen for første gang i 1893 som „pertentlig Ungkarl“ – d.v.s. som homoseksuel. Jonas Collin den yngre dementerede dette, der blev begyndelsen til den homoseksuelle litterære tradition om Andersen.

To Studenter og Odense Tugthus

H.C. Andersens roman „O.T.“ fra 1836 skulle oprindeligt have heddet „To Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne“. Sidste del af den foreløbige titel hentyder til, at Andersen indlagde skildringer af hovedstaden, nogle provinsbyer og forskellige danske landskabstyper og lod handlingen udspille sig i forbindelse med romanfigurernes rejser og ophold rundt om i landet i årene omkring 1830. Disse miljøbeskrivelser med deres overflod af topografiske data og tilhørende konversationer fylder en stor del af bogen. Romanens andet tema – hovedtemaet – er venskabet mellem de to studenter, Otto Thostrup og baron Vilhelm. Ind i historien om dette venskab er vævet historien om det skæbnesvangre mærke OT – det på én gang synlige og usynlige minde om Otto Thostrups barndom og identitet. Andersen valgte at ændre titlen til „O.T.“ og understregede dermed disse bogstavers centrale betydning. Med denne titel fremhævede han tillige romanens selvbiografiske element. Han nedlagde i denne roman det triste og socialt fornedrende i omstændighederne ved sin egen fødsel og opvækst. Han skriftede så meget, som han turde, og søgte at arbejde sig ud af den depression, som skyldtes hans overbevisning om, at Collin havde afslået hans ønske om følsomt venskab, fordi Andersen var fattig og kom fra ringe kår. Det blev en blanding af ønsketænkning, selvbedrag og besværgelse af fremtiden.

OT – som betyder Odense Tugthus og er hovedpersonen, Otto Thostrups forbogstaver – er det symbol, der samler handlingens tråde og driver den fremad. Den inderste betydning af dette symbol er skam. Vil man forstå dette symbol selvbiografisk, er det symbolet på skammen i Andersens ikke-gengældte forelskelse i Collin – en forelskelse, som på dette tidspunkt var i sit mest intense stadium.

Andersen og Collin. Otto og Vilhelm

„O.T. “s hovedperson, Otto Thostrup er en idealiseret udgave af Andersen selv. Den er på én gang en refleksion over den, han er, og en ønsketænkning over den han gerne ville være – eller rettere: den, som han troede, at han måtte være for at opnå Collins følsomme venskab. Og i overensstemmelse med tidens mandsideal forestillede Andersen sig som en byronsk ung mand. Den anden hovedperson, Vilhelm, er bygget over Edvard Collin – Andersens ven og fortrolige gennem hele livet. Collin var på dette tidspunkt 27 år, forlovet med Henriette Thyberg og assessor i Finansdeputationen.

Mens Andersen i sommeren og efteråret 1835 planlagde og arbejdede på „O.T.“ – han var da 30 år – skrev han til Collin om den kommende bog: „I min ny Roman kommer en Characteer, som jeg laaner mange Træk fra af Dem. De skal see hvor kjær De er mig, med hvilken Omhue, jeg behandler den“ . . .[2] Hans Brix skrev ligeud: „Baronen, Vilhelm er Edvard Collin“.[3] Alligevel ligner Vilhelm ikke Collin. Han er ligesom Otto Thostrup en ønsketænkning.

Fortællingen om venskabet mellem Otto og Vilhelm brugte Andersen til at ræsonnere over sit forhold til Collin. Han gik endda så vidt, at han brugte historien om den krænkelse, han i 1831 havde lidt fra Collins side, da denne afslog at være du’s med ham. Romanens venskab afspejler virkelighedens venskab, sådan som det så ud fra Andersens side, eller rettere sådan som det efter hans mening burde se ud.

Han indleder det ovenfor citerede brev fra sensommeren 1835 (28. august) med ordene: . . . „saa vil jeg da ogsaa skrive et Brev, ret ud af mit eget Hjerte, ret saadant et Brev, som jeg siden ærgrer mig over. Eet af de Breve hvor jeg lader Følelsen være Nummer eet, men Forstanden Nummer 16“. Derefter skriver han om sit Forhold til Collin: ,Jeg er Italiener mærker De.[4] Jeg længes efter Dem, som var De en deilig Calabreserinde, med de mørke Øine, og det opflammende Blik. Aldrig havde jeg en Broder, men havde jeg een, jeg kunde ikke elske ham, som Dem og dog – De gjengjælder det ikke! det piner mig – eller maaske er det just det, som binder mig fastere til Dem! Min Sjæl er stolt, ingen Førstes kan være det mere; Dem har jeg ret klynget mig til, Dem har jeg – – – bastare! det er et godt italiensk Verbum, der i Nyhavn kan betyde, „hold Kjæft!““ Dette var Andersens stemning og følelser for Collin på det tidspunkt, hvor han skrev „O.T.“, udtrykt så uforbeholdent som det var ham muligt.

Efter at have fortalt, at en af romanens hovedpersoner låner træk fra Collin, fortsætter Andersen med at reflektere over deres venskab: „Vort Venskab er en forunderlig Skabning! Ingen har jeg været vred paa som Dem! Ingen har jeg saaledes kunde prygle, ingen har faaet flere Taare i mine Øine, men Ingen har heller saaledes været elsket af mig, som De. Jeg vilde fortvivle mistede jeg Dem. Vort Venskab egner sig just til at skildres, og dog – frygter jeg for at det ikke bør skee. Det synes maaskee unaturligt at vise denne Contrast og dog store Harmoni! -Hele min Sjæl kunde jeg udtale for Dem, selv – mit Hjertes dybeste Hemmelighed, men vort Venskab, det er, som „Mysterierne“, det tør ikke ret analyseres“.[5] Elias Bredsdorff har karakteriseret dette som „in fact a love letter“.[6]

Man kan hævde, at Andersen ofte – også i breve til andre – udtrykte sig i meget kærlige vendinger.[7] Og man kan mene, at dette brev, de mange andre tilsvarende breve fra Andersen til Collin i denne periode og hans skildring i „O.T.“ af venskabet mellem Otto og Vilhelm, ikke indeholder andet og mere, end hvad der var sædvanligt mellem to venner på den tid – at mænd sværmede romantisk for deres venskaber og udtrykte dette mere lidenskabeligt, end vi idag er vant til.[8] I princippet er dette rigtigt. Venskaber var på den tid – ligesom forholdet mellem kønnene – anderledes end de er idag, og man kunne sikkert, som det sker i „O.T.“, foreslå hinanden „varigt Venskab“.[9] Selv om Andersen i sine følelsesudbrud i brevene til Collin fra disse år er gået vidt, er de utvivlsomt udtryk for og i overensstemmelse med tidens opfattelse af venskab.

Dette er derimod ikke tilstrækkeligt til at forklare det brev, Andersen på samme tid skrev til Collin – et brev, som han ikke sendte, og som han ikke har haft i sinde at sende.[10] I denne brevkoncept overskrider han grænserne for det af Collin definerede venskab – tydeligst ved at anvende du-formen, men iøvrigt ved stærkere end i noget sendt brev at erklære, at han elsker Collin højere end nogen anden af sine venner, og på samme måde som han kunne elske den person, som han ikke vil nævne. Brevet lyder:

„Min kjære, trofaste Eduard! hvorofte tænker jeg ikke paa dig! hvor aaben ligger mig ikke din Sjæl, mon Du begriber mig, begriber min Kjærlighed, som jeg har opfattet Dig! – I dette Øieblik seer jeg Dig, som salige Aander vist see hinanden, jeg kunde trykke Dig til mit Hjerte! Er det Sværmene, Overspændthed? Nei det er en reen, ædel Følelse! Der maa ogsaa være Øieblikke Du føler et Lignende. Alle Gode maa føle Sligt! I dette Øieblik ligger intet De, iskold, mellem os, jeg siger Du og Din Læbe møder mig med samme Lyd, som Du først i hiin Verden skal udtale, O gid jeg var riig, vi skulde da begge flyve til Italien, det herlige Italien, som jeg slet ikke har nydt! O var vi der sammen! var vi der blot en Maaned! – Eduard, jeg har mange unge Venner, ingen elsker jeg dog, som Dig, for jeg overseer dem. Er jeg forfængelig? Jeg føler en Aandskraft, Verden ikke har seet Prøver paa, men jeg, det fattige Barn, føler mig mellem Tidsalderens Bedste og Første og Du er mig nær i Aand og Tanke, Øieblikke seer jeg op til Dig og da elsker jeg Dig, som jeg kunde elske – den jeg hos Gud skal nævne for dig! . . .”[11]

Dette brev, der ikke blev sendt og ikke kunne sendes, viser, at der bag de sendte breve lå en endnu stærkere følelse end den, disse udtrykker -og det i så høj grad, at Andersen har måttet have luft for den ved at skrive til sin fantasi om Collin. At skrive et sådant „brev“ er en ikke usædvanlig reaktion på den situation, Andersen var i. Det var en følelsesmæssig overlevelsesstrategi.

Andersen var klar over, at Collin ikke brød sig om, at han viste sine følelser. I 1834 havde han ironisk bedt om forladelse: „Undskyld at jeg i de sidste Dage har været lidt føelsom, lidt formeget kjærlig mod Dem, De holder jo ikke af det, men jeg var lidt sygeligog skal ved Leilighed være koldere“.[12] Senere – i „Mit Livs Eventyr“ sammenfattede Andersen sit forhold til Collin således: „Jeg havde endnu aldrig havt en Ungdomsven; blød og med hele min Sjæl bøiede jeg mig mod ham. Det næsten Pigeagtige hos mig stillede han sig imod“ . . .[13] Collin må have søgt at afværge Andersens følelser som sentimentalitet. Men det afviste Andersen: „O Eduard! havde jeg Dem dog hos mig! dog i Tankerne seer jeg ind i de trofaste Øine. Lo De saae ad mig, kaldte min Følelse Sentimentalitet, det den bestemt ikke er“ . . . [14] Den sidste sætnings fem benægtende ord – Andersens konklusion – udelod Collin, da han i 1882 udgav Andersens breve.[15] Heri må ligge en eftertanke.

Hvis Andersens følelse for Collin ikke var sentimentalitet, hvad var den da? I det ikke afsendte brev svarer Andersen: „Er det Sværmene, Overspændthed? Nei det er en reen, ædel Følelse!“- Der kan ikke være tvivl om, at Andersens følelse for Collin, uanset hvordan man vil forstå den, har været dyb, alvorlig og påtrængende som en forelskelse. Det kunne Collin ikke leve op til, og efter Andersens død erkendte han, at han ikke havde spillet „en følsom Vens Rolle“, og at dette for Andersen „efter hans Natur maatte blive til en Lidelse“.[16]

Andersen karakteriserer i brevene til Collin sin følelse for denne ved at sammenligne den med noget, der er mere end broderkærlighed, som en voldsom følelse af venskab og kærlighed, med ordet „blød“ om sig selv og ved skiftevis at sætte sig selv og Collin i feminiseret form.[17] Dette var det begrebsapparat, han havde til rådighed til forståelse og beskrivelse af sine stærke følelser. I dette venskab ydede Collin en håndfast og uselvisk virksomhed som litterær agent for Andersen og så langt han kunne, bakkede han ham følelsesmæssigt op. Han var i dette forhold en hædersmand i ordets fineste betydning.[18] Andersen ydede sin kærlighed og hengivenhed. Begge holdt de af hinanden.

Det er ikke hensigten nøjere at komme ind på Collins breve til Andersen – hans svar og reaktioner på Andersens udladninger af følelse. Stort set ignorerede han dem i sine breve, der er en del køligere i tonen end Andersens og præget af skolemesteragtige formaninger og overbærende humor. I sommeren 1835 skrev han til Andersen, der opholdt sig paa Lykkesholm: „Jeg kan see Dem for mine Øine mellem alle disse Damer, som deres lange Kjæledægge. Er der slet ingen Mandfolk? Faaer De Deres Thee paa Sengen?“[19] Andersen svarede ikke på det første, kun på det sidste spørgsmål. Eksemplet er lidt tendentiøst valgt, men udtrykker godt tonen i Collins breve fra denne tid.

Om Andersens og Collins venskab har været typisk for midten af det 19. århundrede er vanskeligt at bedømme. Vigtigere er det også at se det konkret i dets egen sociale og følelsesmæssige sammenhæng og at undersøge, hvorledes det oplevedes af Andersen i årene 1835-37 og fik et litterært udtryk i romanen „O.T.“ Som vi skal se, var det forvirret og uafklaret. Senere – i eventyret „Den lille Havfrue“ – blev det langt mere afklaret og gennemlevet.

Det følsomme venskab

Selv om det er udtryk for en forkert – d.v.s. for en uhistorisk problemstilling, må det spørgsmål kort berøres, om Andersen var homoseksuel. Det må først og fremmest tages op, fordi det i en lang tradition af homoseksuel litteraturforståelse er blevet gjort til det centrale.[20]

Begreberne „homoseksuel“, „urning“ og „invers“ – for ikke at tale om „heteroseksuel“, „biseksuel“ og „aseksuel“ – eksisterede ikke på Andersens tid. Disse ord og den forestilling, der ligger i dem om en bestemt seksuel og (a)social adfærd, var endnu ikke opfundet. Det skete først i anden halvdel af århundredet. Til datering af dette kan 1869 fremhæves som året, hvor ordet „homoseksuel“ første gang blev anvendt – iøvrigt af en af Andersens bekendte, den tysk-ungarske forfatter K. M. Benkert, i et af de første egentlige homoseksuelle forsvarsskrifter.[21] Samme år kom den første betydningsfulde lægevidenskabelige afhandling om „den kontrære seksualfornemmelse“ af C. F. O. Westphal.[22] Men i 1835 var lægevidenskaben endnu ikke begyndt at beskrive seksualitet og erotik mellem mænd som en anomali – en sygdomslignende, ofte kriminel, fremmed og nervøs tilstand, en perversion eller en perversitet – og den homoseksuelle kønsrolle med alle dens sociale konsekvenser og deraf udviklede selvforståelse og identitet eksisterede ikke.

Andersen levede på en tid, hvor venskaber mellem mænd havde et videre spillerum og indholdt flere og større følelser end sædvanligt idag. Det ændrede sig, da man opfandt „homoseksualitet“ og i almindelighed blev langt mere opmærksom på seksualiteten bag følelserne og langt mere på vagt over for en adfærd, der kunne opfattes som „homoseksuel“.[23] Søren Kierkegaard kunne holde sig til det centrale: „Den absolutte Betingelse for Venskab er Eenhed i Livs-Anskuelse“, hvorimod Jacob Paludan i 1927 måtte understrege det ikke-seksuelle: „I Venskabet har vi et Begreb af mandlig Æt, en Sammenknytning af Mennesker i høj, ren, usanselig og u-interesseret Luft“.[24] Der var således i Andersens ungdom intet mistænkeligt ved intense venskaber, og ordet „ven“ havde slet ikke den homoseksuelle betydning, det langt senere fik.[25] Ved midten af forrige århundrede gik skillelinjen for det socialt acceptable ikke ved en særlig og mistænkelig adfærd eller type,26 men ved en specifik handling, der var foragtet og strafbar: „omgængelse imod naturen“ (Dansk Lov 6-13-15) eller „sodomi“.[27] Der skelnedes ikke synderligt mellem, om det skete med en kvinde, en mand eller et dyr, og handlingen kunne i princippet begås af enhver (mand) – ligesom f.eks. drab. Det var ikke erkendt – følgelig heller ikke af Andersen og Collin -at der var nogen, der var mere disponerede end andre for at foretage denne handling med andre mænd, og den sattes ikke i forbindelse med følelseslivet.[28] Der var endnu ikke tale om en samfundsmæssig udskillelse af denne gruppe mennesker og om at tvinge den ind i et adfærdsmønster, en kønsrolle og en livsstil som „homoseksuelle“.[29]

Derimod er det tænkeligt, at Andersen som et menneske, der i usædvanlig grad havde fornemmelse for de sociale forandringer, der mere eller mindre ubemærket var ved at sætte sig igennem på hans tid,[30] fornemmede eller anede sammenhængen mellem sine egne følelser og det teologisk-juridiske fænomen sodomi. Den samfundsmæssige sammenkædning heraf begyndte først, da Andersen var en ældre mand. Men anede han, at den var på vej?

Andersen havde sandsynligvis ikke sex med nogen, hverken kvinder eller mænd. Hvis man vil anse en sådan eventuel genital kontakt for at være betydningsfuld, må det konkluderes, at den havde han ikke.[31] En psykiater fra en langt senere tid har betegnet Andersen som „uhelbredelig masturbant“.[32] Dette tydeligt patologiserende udtryk siger dog mere om psykiatrien i 1927 end om Andersen.

De Andersen-biografer, der har beskæftiget sig med spørgsmålet om Andersens seksuelle orientering, har enten haft som hensigt at påvise, at han var homoseksuel,[33] eller at han ikke var homoseksuel (heteroseksuel, biseksuel, aseksuel, infantilt identificeret).[34] I begge tilfælde har baggrunden været forfatternes egen seksuelle orientering og tendens til at bekræfte denne gennem eksemplet Andersen.

Når spørgsmålet ikke hidtil har fået en tilfredsstillende behandling, skyldes det, at „homoseksuel“ er blevet opfattet som et ahistorisk fænomen, d.v.s. som en patologisk eller psykologisk tilstand eller diagnose, ikke som et tillægsord, der betegner en samfundsmæssig rolle, der er opstået i en ganske bestemt historisk sammenhæng som udtryk for nogle samfundsmæssige forandringer i Europa i anden halvdel af det 19. århundrede.[35] Det er først og fremmest uhistorisk at ville forstå Andersen ved hjælp af begrebet „homoseksuel“. Et historisk anvendeligt ord ville være „sodomit“. Alt tyder på, at det var han ikke.[36]

Andersens forhold til mænd – og kvinder – kan ikke med rimelighed reduceres til homoseksualitet eller heteroseksualitet eller både/og og hverken/eller, endsige da til et spørgsmål om infantil identifikation eller genital kontakt. Det drejer sig ikke om at kategorisere hans kærlighed og trivialisere den med etiketter fra det Krafft-Ebingske katalog eller en placering på Kinsey-skalaen, men om at karakterisere den i sin fulde sociale, historiske og følelsesmæssige sammenhæng. Der er derfor ingen grund til at anlægge en principielt anden synsvinkel på Andersens forhold til Collin, Carl Alexander af Sachsen-Weimar og Robert Watt end på hans forhold til Riborg Voigt, Louise Collin, Sophie Ørsted og Jenny Lind.[37] Det samme gælder litteraturen. Kærligheden mellem mand og kvinde har fået mange og meget varierede beskrivelser på alle planer uden fokusering på genital kontakt, f.eks. Abailard og Héloїse, Romeo og Julie, Nora og Helmer. Det er ikke nødvendigt at reducere dette til „heteroseksuel litteratur“, og det tilsvarende gælder litteraturens beskrivelser af mænds kærlighed til mænd.[38]

I forbindelse med „O.T.“ må opgaven være at undersøge og karakterisere, hvordan Andersen som romanforfatter beskriver og udvikler et venskab mellem to mænd, og hvorledes dette er inspireret af hans eget venskab med Collin og belyser dette. Det må naturligvis forstås i lyset af samtidens normer for et sådant venskab, selv om vores viden herom er begrænset. Vil man give „O.T.“ en genrebetegnelse, må det blive som en underafdeling af „den borgerlige miljøroman“[39] – romanen om det følsomme venskab.

Skammen

I Andersens liv var der på dette tidspunkt – d.v.s. i 1830erne – en tydelig konflikt mellem det acceptable venskab, som Collin håndfast og noget brutalt satte grænserne for, bl.a. ved ikke at ville være du’s med Andersen – og det intense venskabsforhold, som Andersen higede efter. Dette gennemspilles i „O.T.“, men er ikke i nær så høj grad en uløselig konflikt, som det var i det virkelige liv. Heri lå meget af Andersens ønsketænkning: sådan kunne det være! I romanen mere end indfrier Vilhelm alle Otto Thostrups krav og forventninger til deres venskab. Han accepterer at være du’s, han kysser og krammer ham, han rejser med ham til udlandet. Romanens konflikt er en anden, nemlig mellem Ottos hemmelige skam, symboliseret ved bogstaverne OT, der medfører en indskrænkning i deres venskab fra Ottos side – og det ubekymrede og uindskrænkede venskab, som Vilhelm giver udtryk for, og som også Otto dybest set higer efter. Konflikten er inde i Ottos hoved – ikke mellem Otto og Vilhelm. I „O.T.“ er det – i modsætning til virkeligheden – Otto, der bestemmer, hvor grænsen for det acceptable venskab går. Det er logisk, at Andersen lader Otto være den, der både foreslår, at de skal være du’s og bagefter fortryder og ikke kan få sig selv til at sige du til Vilhelm.

Kernen i „O.T.“s handling er følgende:

Otto Thostrup er søn af en ung kvinde af jævn herkomst, som er blevet besvangret af en ansvarsløs og tyvagtig mand af god familie. Barnefaderen flygter og forsvinder, og den unge kvinde må påtage sig skylden for hans tyverier. Hun straffes for hans forbrydelser og hensættes i Odense Tugthus, hvor hun føder Otto og hans tvillingsøster Eva. Moderen dør i barselssengen, og Otto vokser op i Tugthuset, hvor han udvikler sig til en vild og lystig krabat. Da han er seks år, fjernes han fra tugthuset og kommer i huset hos farfaderen, der sørger for hans uddannelse og gør ham til sin arving. Søsteren Eva, bliver i tugthuset og forsvinder ud af syne, men dukker senere op igen. Otto lever videre i den tro, at tugthuset var en fabrik, som hans familie ejede. Mens han var i tugthuset, så han en af „arbejdernes“ tatoveringer – „hans Lidelseshistorie“. Den lille Otto vil også tatoveres, og Tyske Heinrich prikker med krudt bogstaverne OT på Otto Thostrups skulder.

Da Otto er 16-17 år, møder han tilfældigt Tyske Heinrich, og for at bevise for ham, at de er gamle venner, viser han ham sin tatovering. „Men han sagde ikke Otto Thostrup, han sagde et Navn, som brændte min Barndoms Lykke, gjorde mig for altid ulykkelig!“ . . . „Siden hin Forklaring var lagt i Navnetrækket paa min Skulder, der mindede mig om min ulykkelige Fødsel, havde jeg aldrig blottet den for nogen. O, jeg har skuret den til Blods med en Muursteen! Bogstaverne ere borte, og dog synes jeg at see dem i det dybe Ar. Et Kainsmærke staaer der endnu“.[40]

Hele denne frygtelige historie om, hvem student Otto Thostrup i virkeligheden er, åbenbares lidt efter lidt for læseren. Den forklarer Ottos alvor og dystre stemningsleje og sætter en række dramatiske og hysteriske handlinger igang. I romanen er det kun Otto selv, hans gamle barnepige og Tyske Heinrich, der kender hemmeligheden. I slutningen af romanen betror Otto den, tvunget af omstændighederne, til Vilhelms søster, Louise. Men Vilhelm får aldrig noget at vide.

Romanens første afgørende begivenhed i Ottos og Vilhelms venskab indtræffer kort efter, at de som russer har mødt hinanden i København og er blevet venner. På en udflugt til Dyrehaven med en flok studenter ser Otto blandt gøglerne Tyske Heinrich. Dette deprimerer ham så meget, at han forlader selskabet og vandrer alene om i skoven hele natten. Om morgenen går han ned til stranden og får lyst til at bade. Mens han svømmer, kommer Vilhelm og de andre studenter ned til stranden i lystig stemning. Om det selvmordsforsøg, der bliver følgen af dette møde, fortæller Otto senere i romanen sin barnepige: . . . „de kaldte paa mig, de toge mine Klæder; mit Blod kom i Bevægelse; hele min Ulykke, der den Nat havde rørt sig i min Sjæl, opfyldte mig igjen, det var som om de to udslettede Bogstaver vilde glide frem i Mærket paa min Skulder og udtale min Smertes Hemmelighed! Jeg veed ikke, hvad jeg tilraabte dem, men det var mig som maatte jeg svømme ud i Strømmen og aldrig vende tilbage. Jeg svømmede, til det blev Nat for mine Øine. Jeg sank, Vilhelm reddede mig! Aldrig siden have vi talt om denne Time … det er ei at have en Ven, naar man ei kan sige ham sin hele Tanke. Ingen har jeg kunnet sige den, uden dig, som alt veed den. Jeg lider som en Forbryder, og er dog uskyldig som den Grimme og Forvoksne er uskyldig i sin sin Styghed!“[41]

Inden dette sker, har Otto, der her viser sig at være en dygtig svømmer, fortalt Vilhelm, at han ikke kan svømme, og at svømning bliver det sidste, han lærer. Hvorefter han leder samtalen over på andre emner.[42] På lignende måde undviger han senere at afprøve et russisk dampbad på en herregård, han besøger med Vilhelm.[43]

Med disse småløgne og forudseende afværgemanøvrer, der skal hindre andre i at se Ottos arrede skulder og stille spørgsmål derom, har Andersen præcist skildret en af de strategier, hvormed „den brændemærkede“, outsideren og afvigeren administrerer at holde sin identitet skjult.

Tilsvarende præcist skildrer Andersen Ottos desperate reaktion, da hans hemmelige identitet umiddelbart efter redningen på Øresund kommer i alvorlig fare for at blive afsløret. Han lader – som vi har set -Otto begå selvmordsforsøg for at undslippe afsløring. Da han bliver reddet op i båden, reagerer han panisk og aggressivt – omtrent som et dyr, der er trængt op i en krog: „Han stødte Vilhelm bort og greb som en vanvittig efter et af Klædningsstykkerne, som han kastede over sig; med krampagtig Skjælven om Læberne sagde han til Vilhelm, som holdt hans Haand: ,Jeg hader Dem!“[44]

Utvivlsomt gik man ikke på Andersens tid omkring og fortalte alle og enhver, at man var født i et tugthus med en ugift tugthusfange som moder og en bortløben tyv som fader. (Helt bortset fra, at situationen er meget urealistisk i det samfundslag, hvor Otto færdes). Men i Ottos tilfælde er der en forklaring og en mere end formildende omstændighed. Moderen var uskyldig, som barnet var det. Som Andersen fortæller Ottos og hans moders historie, er der tale om et justitsmord. Og selv om man også i dette tilfælde hemmeligholder historien, reagerer man ikke som Otto, der istedet for at harmes over moderens ufortjente ulykke, påtager sig om ikke skylden, så skyldfølelsen. Selv om Otto ved, at han er fuldstændig uskyldig – „som den Grimme og Forvoksne“ – viser hans tankegang og handlemåde, at han har inderliggjort en nådesløst fordømmende omverdens uretfærdige dom over barnet, der voksede op i et tugthus: ,Jeg lider som en Forbryder“. Otto er ikke kun i bogstavelig forstand brændemærket.

Kainsmærket

Man har ment, at Andersen i historien om det frygtelige mærke OT har nedlagt sine hemmeligste bekendelser. Indirekte har han skriftet og fremlagt det, der kunne bruges imod ham på vejen fra Odenses proletariat til overklassens accept[45] – som en hund, der blotter struben som tegn på overgivelse. Andersen var givetvis ydmyget og mærket af sin fattige og usle familiemæssige baggrund: en sindssyg far, en mor, der var vaskerkone og fattighuslem, og som først blev gift to måneder før Andersens fødsel, og det, at hans egen halvsøster, ligesom Eva i romanen, var forsvundet og i Andersens fantasi endt som prostitueret. Selv var han vitterligt – i hvert fald i sine egne øjne – både grim og forvokset. Det prægede ham for altid, og hans opfattelse af sig selv som afviger skal således forstås som følgen af hans for den tid temmeligt sjældne sociale mobilitet opad i samfundet.[46]

Men netop det, at Andersen selv indirekte afslører disse hemmeligheder i „O.T.“, og det at hans baggrund ikke var nogen hemmelighed, omend detaljerne ikke var kendt, gør, at Ottos voldsomme reaktioner, desperate hemmeligholdelse, skyldbevidsthed og inderliggørelse af samfundets dom over tugthusfangen Otto Thostrup alias Andersen mangler proportion. Hvorfor “for altid, ulykkelig“,Forbryder“ og „Kainsmærke“? Hvorfor selvmutilering og selvmordsforsøg? I romanen går det an, fordi Andersen postulerer at Otto nærer denne voldsomme og psykotiske angst, for at hans fortid og identitet bliver afsløret. Men vil man overføre disse reaktioner til Andersens eget liv og se dem som udtryk for hans egen stemning, tvinges man til den uholdbare konklusion, at han var aldeles uden fornemmelse for sine omgivelsers „dom“ over sin fortid og baggrund. Hans „tilståelse“ i „O.T.“ og senere i mange andre sammenhænge viser da også, at det var han ikke. Tværtimod spillede han bevidst på sit publikums medlidenhed, og i stedet for at holde sin usle barndom hemmelig som et kainsmærke, blev den som en idyllisk myte hans bannermærke. Det, som begynder i „O.T.“, fuldendes i „Den grimme Ælling“ og „Mit Livs Eventyr“. Og netop dét var Andersens — måske ubevidste – taktik: han smed nogle lunser ud til ulvene i håb om, at de ville kaste sig over dem, mens han selv slap uset bort. Hans følelse af at være forbryder og kainsmærket, som den f.eks. langt senere kom til udtryk, da han midt under festen til sin ære i Odense i 1867 sagde til sine ledsagere, at han følte sig tilmode som en forbryder, der førtes til retterstedet,[47] var ikke kun en overfølsom overreaktion på et standsmæssigt mindreværd, som han forlængst havde bearbejdet og overvundet. Det var en reel reaktion, hvis proportioner var i overensstemmelse med den dybeste længsel i hans hjerte.

Efter Ottos selvmordsforsøg og erklæring om, at han hader Vilhelm, bliver de to venner atter forenede på Vilhelms initiativ. Vilhelm får ingen forklaring på selvmordsforsøget og må love aldrig at nævne begivenheden. Der udspiller sig følgende scene:

„„De er et ædelt og godt Menneske!“ sagde Otto og bøiede sig over ham, hans Læber berørte Vilhelms Pande. Vilhelm greb hans Haand og saae ham trofast ind i Øiet. „De er ikke lykkelig!“ udbrød han, „om jeg kan hjælpe, jeg kan ærligt dele Sorgen med en Ven! kjære Otto!“

„Det er just, hvad vi aldrig tør tale om!“ svarede Otto“.[48]

Når man tager Ottos og Vilhelms nære venskab i betragtning og husker, hvad det er for en hemmelighed, Otto bærer på, er Ottos reaktion: ,Jeg hader Dem!“ lige så urimelig som hans vægring ved at betro sig til Vilhelm efter den inderlige forsoning. Som Otto senere siger til sin gamle barnepige, da han fortæller hende om sit selvmordsforsøg: „Det er ei at have en Ven, naar man ei kan sige ham sin hele Tanke“,[49] hvormed han naturligvis sigter til Vilhelm.

Til virkelighedens Vilhelm – til Edvard Collin – skrev Andersen omtrent samtidigt: „Hele min Sjæl kunde jeg udtale for Dem, selv – mit Hjertes dybeste Hemmelighed, men vort Venskab, det er som „Mysterierne“, det tør ikke ret analyseres“. Med disse ord kan Andersen ikke have hentydet til, at han ikke kunne blotlægge sin opvæksts forhold for Collin. Collin kendte dem sikkert temmelig nøje. Hans hemmelighed – „mit Hjertes dybeste Hemmelighed“ – er ikke den sociale ulighed i deres venskab, som det var i Ottos og Vilhelms venskab i romanen. Uligheden var nok et problem for Andersen, men det var for kendt, for iøjnefaldende og for ofte omtalt af Andersen — bl.a. i samme brev — til at være en hemmelighed. Han fortsætter brevet således: „O Gud give De maatte blive meget fattig og jeg meget riig, fornem, Adelsmand. Ja, da skulde jeg ret indvie Dem i Mysteriet. De skulde komme til at skatte mig mere, end nu. O, er der et evigt Liv, som der dog maa være, der skulle vi ret forstaae og skatte hinanden. Der er jeg ikke længer den Fattige, som trænger til Interesse og Venner, der ere vi lige! Alle Former falde bort! Der kan jeg forlange, hvad her paa Jorden blev givet til Mennesker, der stode dybt under mig; ja hvad De har kunde givet disse“.[50] Når Andersen her som i mange andre breve vender tilbage til ønsket: „Gid jeg var rig, og De meget fattig . . .“ er det ikke så meget den sociale underlegenhedsfølelse som sådan, der nager ham. I 1832 havde han som så ofte før bønfaldt Collin om venskab og fortalt ham, at han hellere ville have, at den, han elskede, stod over ham end under ham.[51] Men han måtte have en forklaring på, hvorfor Collin ikke gengældte hans følelser, og så bildte han sig selv ind og forsøgte at bilde Collin ind, at grunden var den, at han ikke var af samme stand som Collin. Den rigtige og meget simple forklaring gik først senere op for ham.

Bevidst eller ubevidst afslører Andersen selv, hvad hans „Hjertes dybeste Hemmelighed“ er – det ligger i ordet „men“, som forbinder og modstiller „kunde jeg udtale for Dem“ med „tør ikke ret analyseres“. „Hemmeligheden“ er det, som Andersen i sit indre forstod ved „venskab“. Det svarer til indholdet af det omtrent samtidige brev til Collin, som han ikke sendte. Intensiteten af sin venskabsfølelse over for Collin kunne han, da det kom til stykket, ikke åbenbare, ellers havde han sendt brevet. Samtidig er det klart, at der ikke var noget, han hellere ville fortælle Collin, ellers havde han ikke skrevet det ikke-sendte brev. I det brev, Andersen sendte, skrev han, at han kun vil indvie ham i sit hjertes dybeste hemmelighed, hvis han også kan indvie ham i venskabets „Mysterier“ – de mysterier, som ikke bør analyseres. „Mysterierne“ er da det begreb, der for Andersen samler det uudsigeligt følsomme og dybe venskab, der f.eks. gennem en rejses fælles strabadser og åndelige og følelsesmæssige oplevelser kan erfares uden at blive befamlet, og som er af en sådan ophøjethed, at det som mysterier ophæver modsætningen mellem liv og død og — i Andersens naive tanke — vil kulminere i det hinsidige. Ligesom i det ikke-sendte brev ender han i dette brev med at fantasere om deres venskab, som det skal være i det evige liv: „der skulle vi ret forstaae og skatte hinanden“. Dér kan Andersen forlange at være du’s med Collin. Det nægtede du var for Andersen – som vel også for Collin -det ydre tegn på de ikke gengældte følelser. Når Andersen i dette brev tilbyder at indvie Collin i venskabets „Mysterier“, betyder det ikke, med det vi ved om Andersen, at han dermed har tænkt på ligefrem at forføre Collin. Men har han alligevel anet og derfor i „O.T.“ og brevene til Collin på én gang afsløret og tilsløret, at der i et venskab som Ottos og Vilhelms — hans fantasi om sit eget venskab med Collin — var en yderste, sanselig og skamfuld konsekvens, som kunne føre til overtrædelse af en af den europæiske kulturs mest tabubelagte moralske normer, forbuddet mod sodomi? Og er det den dybere grund til, at Andersen ikke kunne få sig selv til at lade Otto sige du til Vilhelm og betro sig til ham, selv om han meget gerne ville?

At Collin ikke kendte ham til bunds, havde Andersen erklæret i et brev en måned forinden: „Saae De til Bunden i min Sjæl, De vilde fuldkommen indsee Kilden til min Længsel [efter Italien] og beklage mig. Selv den aabne og gjennemsigtige Søe har sine ukjendte dybe, Grunde, ingen Dykker kjender. Dog, De har jo dykket ned i hver lønlig Krog i min Sjæl – sagde De eengang – Maaske!“[52]

Såvidt vides, var der ingen, som vidste, at Andersen havde en forsvunden halvsøster — Karen Marie. Selv om dette plagede ham, kan det ikke – efter sammenhængen at dømme – være det, han hentyder til i sit brev til Collin. Heller ikke i romanen, hvor han indirekte fremlægger dette, spiller Eva, Ottos forsvundne og genopdukkede tvillingsøster en rolle, der kan forklare Ottos voldsomme reaktioner – ikke mindst fordi hun fremstilles som en meget tiltalende ung pige, som Vilhelm tilmed en overgang forelsker sig i. Først sent i romanen bliver Otto klar over, at Eva er hans søster. Inden da bliver Andersens værste anelser til virkelighed for Otto, da han en overgang tror på Tyske Heinrichs påstand om, at dennes frygtelige datter, Sidsel, er hans søster. Dette gør ham af gode grunde fortvivlet, men han accepterer søskendeskabets moralske forpligtelse og reagerer målrettet og handlekraftigt, ikke med panik og flugt. At Andersen har ladet Otto reagere sådan svarer ganske til, at Ottos tro på, at Sidsel virkelig er hans søster, er et naivt og usandsynligt påfund, som læseren ikke kan tage alvorligt.[53] Efter Sidsels afsløring vedbliver Otto da også at opfatte Tyske Heinrich som en trussel. Ottos panikreaktioner og følelser af at være forbryder er nøjere knyttet til tatoveringen og arret som sådan — som et kainsmærke, hvis betydning og indhold viser tilbage til ham selv – end til den forsvundne søster og barndommen i tugthuset, der beskrives og af Otto erindres som en lykkelig og uskyldig tid.[54] Andersen havde selv som 4årig oplevet et besøg med moderen hos portneren i Odense Tugthus. Han var meget skræmt og meget fascineret: . . . „jeg var i en Angest, i en Spænding og dog behagelig Stemning, som om jeg var traadt ind i Røverhistoriens Slot“.[55]

Skildringen af mærkets indflydelse på Ottos tænke- og handlemåde i hans anstrengelser for at hemmeligholde arret og dets betydning er noget af det mest troværdige i „O.T.“, som ellers bærer præg af, at skildring af personernes psyke ikke var Andersens stærke side. Tværtimod er hans bestræbelser for at forklare sine romanfigurers handlemåde ud fra deres indre og sjælelige tilstand ubehjælpsom og skabelonagtig. Det gør undtagelsen, hans beskrivelse af, hvorledes Otto administrerer sin hemmelighed i forholdet til vennen – der alligevel ikke kan være en ven – så meget mere betydningsfuld.

I romanen var OT det åbenbare symbol på Otto Thostrups identitet som forbryder, tidligere tugthuslem og uægte barn af en tugthusfange. En medfødt skam. Da Andersen hverken var forhenværende tugthusfange eller et sådant uægte barn og ikke hemmeligholdt forholdene i sin opvækst, kan man opfatte „Kainsmærke“ som et virkeligt kainsmærke. Fornemmelsen af at være forbryder hænger ikke nødvendigvis sammen med begåede forbrydelser.[56]

Venskabet

Det erotiske element i forholdet mellem Otto og Vilhelm er åbenbart. Det må dels tages som et udtryk for, hvordan et venskab kunne skildres ved midten af det forrige århundrede, dels som en ønsketænkning i forholdet Andersen-Collin. Tydeligst træder det erotiske element frem i en scene i Studenterforeningen, hvor Vilhelm til en fest er udklædt som kvinde.[57] „Idet Vilhelm satte sig paa hans [Ottos] Skjød og trykkede sin Kind mod hans, følte han sit Hjerte banke som i Feber; der strømmede Ild gjennem Blodet, han stødte ham bort, men den skjønne vedblev at overvælde ham med Kærtegn“ osv.[58] Denne scene havde en virkelig baggrund i en fest i Studenterforeningen nogle år forinden, som Andersen deltog i, udklædt „som Jesuit“ – det vil formentlig sige i soutane. Der foreligger imidlertid ikke noget om, at Collin også var med – endsige om at han var udklædt som ung pige. Det er heller ikke særlig sandsynligt, at Andersen ved den lejlighed er blevet begramset af andre studenter i kvindetøj, selv om han åbenbart har haft blik for studenternes – „vore Fastelavnsdamer“ – og særligt for student Agerskovs „blændende Skjønhed“.[59] Indtil slutningen af århundredet var det almindeligt, at studenter ved sådanne festlige lejligheder klædte sig ud i kvindetøj; kvinder havde kun ved ganske særlige lejligheder adgang til foreningen. I romanen forklarer og legitimerer Andersen intimiteterne mellem Otto og Vilhelm med den noget klodsede konstruktion, at de begge er forelsket i hinandens søstre, som de ligner. Han slutter kapitlet med den bemærkning, at „Amors Veie ere forunderlige“.[60]

En sådan søster-„forveksling“ eller „kærlighedstrekant“ kendes også fra Andersens romaner „Improvisatoren“ (Antonio-Bernardo-Annun-ziata) og „At være eller ikke være“ (Niels-Julius-Esther) og fra fortællingen „Venskabspagten“, der indeholder en kirkelig velsignelse af et følsomt venskab og en smuk jomfru. Det er et i litteraturen ikke ukendt fænomen, der udspringer af erotisk bestemte følelser og handlinger i forhold mellem mænd.[61] At unge mænd kan ligne unge piger, anførte Voltaire i 1764 som årsag til det, han kaldte „sokratisk kærlighed“.[62] I 1877 anvendtes det som undskyldning og forsvar i en sag, hvor Københavns Kriminal- og Politiret undersøgte rygter om „Usædelighed mellem Mandfolk“ i Studenterforeningen.[63] Det er interessant til belysning af udviklingen i forrige århundrede, at Andersen i 1836 uden reservation kunne beskrive en scene, der i 1877 førte til strafferetlig undersøgelse ved domstolene. Om normerne for, hvad mænd indbyrdes kunne tillade sig ved midten af forrige århundrede, er Collins brev til Andersen i 1846 sikkert ganske præcist. Andersen var ved hoffet i Weimar blevet kysset og krammet af „de Fornemme“ — d.v.s. af arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar — men „vi, som er Deres Venner her hjemme, og som nu een Gang ikke kunne lide, at Mandfolk kysse hinanden, vi smelte ikke hen i Rørelse derover“.[64] Man kunne godt — og Oehlenschlæger kyssede ved en senere lejlighed Andersen oprigtigt på munden[65] — men det var bedre at lade være.

I romanen nærer Otto Thostrup varme følelser for begge Vilhelms søstre – først for Sophie og senere for Louise. Ser man nøjere på de situationer, hvor Otto står over for både Vilhelm og søstrene, viser det sig, at det er Vilhelm, hans tanker kredser om.

Efter at Otto har været på besøg hos og igen forladt Vilhelm og hans familie på den fynske herregård, underholder familiens kusk ham på vejen med historier om søstrene og med betragtninger om deres relative skønhed og egnethed for ægteskab. Men Otto tænker ikke på Sophie. … „det syntes dog, som han hellere hørte den simple Karls raisonnement over Familien, der var blevet ham saa kjær. Tale og Tanke bevægede sig om Gjenstande-ne der. Vilhelm var og blev ham dog den kjæreste“ . . . o.s.v. med en halv side om Vilhelms fortræffeligheder og ikke en tanke på Sophie. Det er denne indre monolog, der ender med, at Otto beslutter sig til at imødekomme Vilhelms ønske om varigt Venskab“ og at foreslå ham, at de skal være du’s. „Han er den første, jeg har givet mit Du!“[66]

Han skriver til Vilhelm, som i et overstrømmende brev tager imod tilbuddet om at være du’s. I et PS tilføjer Vilhelm, at Sophie beder Otto om at tage en sten med til hende fra Vesterhavet. For sig selv ønsker Vilhelm en hel spand vand af Vesterhavet. Da Otto modtager brevet, tænker han ikke på Sophie: „Det Hjørne af Brevet, hvor Vilhelms Navn stod, trykkede han til sine Læber. Hans Hjerte var ganske opfyldt af ædelt Venskab“.[67] Her er der ingen mulighed for, at Otto som i studenterforeningen forveksler Vilhelm med Sophie.

Om natten på herberget lægger Otto de blomster frem, som Vilhelms søstre har givet ham i afskedsgave. „De fleste paastaae jo, at hvad man tænker meget paa, derom drømmer man om Natten; Otto maa da have tænkt meget paa Vesterhavet, thi det var om dette og ei om de unge Damer, han drømte hele Natten“. [68] Man kan spekulere over, om der fra Andersens side ligger en bevidst symbolik i „Vesterhavet“, som Vilhelm ønsker sig en spand vand af, som Otto drømmer om hele natten, og som Sophie kun skal have en sten af. Selv vendte Andersen senere — i „Den lille Havfrue“ — tilbage til havet.

Den lykkelige slutning

„O.T.“ slutter egentlig ikke rigtigt. Man kunne måske vente, at Otto i løbet af romanen opnåede et nyt forhold til sit kainsmærke d.v.s. til sig selv – men det er der ikke tale om. Mærket er der stadig, da romanen slutter. Vilhelm kommer sig over sin forelskelse i Eva, der iøvrigt dør. Sophie har giftet sig med en anden, og de to venner tager sammen på en lang udlandsrejse til Paris og Italien, ligesom Andersen selv havde været det – alene. Rejsen beskrives ikke nærmere, men den er „O.T.“s egentlige happy end. „Nu reise vi snart og fange da Glæden, den deilige Guldfugl“.[69] Dette er venskabets kulmination i „O.T.“, og det svarer til Andersens hæftige ønske om at komme til at rejse sammen med Collin, som det f.eks. kom til udtryk i et brev fra 1832, hvor han efter en længere kærlighedserklæring til Collin skriver: „Gid vi engang i nogle Maaneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede Verden“ . . .[70]

Det er påfaldende, at Andersen i brevene til Collin regelmæssigt henviser til Italien, hver gang han har beklaget sig over sit manglende held eller sin „fornuft“ i kærlighed eller begrædt, at Collin ikke gengælder hans følelser. „Saae De til Bunden i min Sjæl, De vilde fuldkommen indsee Kilden til min Længsel [efter Italien] og beklage mig“ (1835), „Mit Hjertes Kjærlighed, den blomstrende Italia“ (1835), ,Jeg er Italiener mærker De. Jeg længes efter Dem; ja i dette Øieblik længes jeg efter Dem, som var De en deilig Calabreserinde“ (1835), „Italien er min Brud“ (1836).[71]

I sit kulturhistoriske værk om den borgerlige oplysnings fallit, „Aus-senseiter“ (1975), hævder Hans Mayer, at Andersen opdagede muligheden for en „dobbelttilværelse“ på sine udlandsrejser.[72] Der er da også noget, der tyder på, at der i kredsen af danske kunstnere i Rom, som Andersen besøgte i 1833-34, var en inderkreds af mænd i erotisk eksil.[73] Man kunne forestille sig, at Andersen dér har set en utilsløret kærlig omgangsform mellem mænd, muliggjort af et anderledes kultur- og kønsrollemønster. At Italien — specielt Napoli, Capri og Taormina — i anden halvdel af århundredet var det foretrukne eksil for homoseksuelle mænd fra Nordeuropa, er utvivlsomt. Om og i hvilket omfang det også var tilfældet tidligere i århundredet, vides ikke.[74] Men antager man, at Andersen kunne fornemme forløberne til denne udvikling, giver hans tilbagevendende henvisninger til Italien mening. Det er dog misvisende, som Mayer gør, at bruge ordet „dobbelttilværelse“. Hvad Andersen end har set eller fornemmet, så har det nok skræmt ham lige så meget, som det har lokket.[75] Dertil kommer, at „dobbelttilværelse“ som udtryk for en social overlevelsesstrategi indebærer en mere bevidst holdning til egen seksualitet, end den Andersen havde. „Italien“ er for Andersen først og fremmest et vagt synonym for stemninger af sanselighed.[76]

Efter udenlandsrejsen i „O.T.“ når Otto og Vilhelm lige at komme tilbage til Danmark, før romanen slutter. De mødes af Vilhelms familie, og Otto smiler, når han ser på Vilhelms søster, Louise. Han siger til hende: „„Danmark er et godt Land! her vil jeg finde Lykke!“ Han greb Louises Haand, hun rødmede og blev tavs“.[77] Hvoraf man kan slutte, hvis man vil, at de nok ender med at få hinanden.

Og det ville Andersen, at man skulle tro. Han troede det selv. I juni 1836 – den sommer, da Collin skulle giftes, og han selv arbejdede på „Den lille Havfrue“ – skrev han til Collin fra Lykkesholm: „Nu er jeg da paa den Gaard, hvor jeg har ladet min Otto Thostrup finde sin Louise; for mit Hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig“.[78] I dette med, at Andersens hjerte ingen vil have, skal man ikke lægge for meget. På den tid udelukkede ægteskab ikke venskab på samme måde som senere. Det var således ikke Collins forlovelse og senere ægteskab, der satte grænser for hans venskab med Andersen, men det, at han ikke gengældte Andersens følelser. På den anden side opfattede Andersen det alligevel sådan, at Collins forlovelse bandt denne på en måde, der forhindrede deres venskab i at udvikle sig, som Andersen ønskede det. Men det standsede ikke hans appel om venskab og fælles udlandsrejse. I 1832 — godt to måneder efter at Collin var blevet forlovet – havde Andersen skrevet til ham: „O, gid De ved Blodet var min Broder, som De er mig det i Hjerte og Tanke, maaske De da mere kunde faae Leilighed til at see min Kjærlighed til Dem!Der ere mange unge Mennesker (som Christian Vulff), der kommer mig ret hjertelige i møde, men jeg forlanger noget mere end Godmodighed og Kjærlighed, jeg maa ogsaa have Respect for den jeg skal elske og klynge mig til, jeg vil hellere have han skal staae over mig i meget, end under mig. Gid vi engang i nogle Maaneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede Verden, men – nu flagrer De ikke meer, De har alt fundet Stade“.[79]

Den lykke, Otto Thostrup vil finde efter hjemkomsten til Danmark, lader Andersen manifestere sig på romanens sidste side. Han slår Tyske Heinrich, den mand, der bragte Otto budskabet om hans sande identitet, ihjel. Det sker ved en drukneulykke, der er komplet uformidlet og må forstås som en besværgelse. Er den mand død, der ved besked med kainsmærket OTs betydning, kan Otto – og Andersen – sove roligt. Skammen udslettes med budbringeren. Men har budbringeren også -som i romanen – brugt sin viden til afpresning,[80] får ønsketænkningen en mere håndgribelig logik.

De to andre, der ved besked om kainsmærket og dets betydning, Vilhelms søster, Louise, og Ottos gamle barnepige – der alene synes at være indført i romanen for at give Otto lejlighed til at betro sig til læseren i dialogform – er ufarlige. Som kvinder har de en forstående holdning, som Otto (og Andersen) ikke venter at finde hos Vilhelm. Og der er håb om, at Louise vil gifte sig med ham. „Louise elsker mig“, tænker Otto, da han slumrer ind i romanens sidste afsnit.[81]

Den engelske forfatter E. M. Forster har fremsat den rimelige antagelse, at det afgørende for læserens bedømmelse af en roman er sidste sides ord.[82] Og netop her til allersidst kulminerer Andersens ønsketænkning på Ottos vegne. Ikke alene dør Tyske Heinrich, men der antydes en mulighed for ægteskab med Louise — en kvinde af adelig herkomst, som kender hans identitet, har dækket over ham — og er søster til hans ven.[83] Et sådant ægteskab vil være en social forsoning, det vil afværge den sidste trussel om afsløring af mærkets betydning, og helten har levet op til forfatterens forestilling om borgerlig konformitet.

Til at forsøge noget lignende i sit eget liv anførte Andersen over for Collin, at han var “for fornuftig“. En hentydning til, at hans håb om at blive den, der forlovede sig med Edvards søster, Louise Collin, ikke længere skulle betragtes som aktuelt. Hun havde da også siden nytår 1833 været forlovet med J. W. Lind. Dette forklarer, hvorfor det ægteskab, der i romanen godt kunne være blevet fuldbyrdet fantasi, kun bliver en drømmeagtig antydning. Men antydningen var nok til, at Andersen kunne forvandle sin ulykkelige situation til opbyggelig litteratur.

„Drabet“ på Tyske Heinrich og antydningen af en forbindelse mellem Otto og Louise er de midler, hvormed Andersen afskærer Otto — og sig selv — fra sin viden om venskabets mysterier. Er disse fromme besværgelser et løfte om at underkaste sig? Det er ikke underligt, at han samtidigt skriver til Ingemann: ,Jeg har det ikke godt!“ og ønsker sig til Italien.[84] At der skal betales en pris for en sådan underkastelse, har han ikke været klar over. Men Søren Kierkegaard var klarsynet nok til at gøre opmærksom på, at Andersens „Romaner staae i et saa physisk Forhold til ham selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee for en Produktion som en Amputation; og det veed man jo nok, at om det saaledes amputerede end er langt borte, føler man stundom uvilkaarligt en reen physisk Smerte deri“.[85] Andersen troede, at han havde sikret Otto en lykkelig fremtid. Han indså næppe, at han også dræbte Otto, da han lod Tyske Heinrich — og dermed heltens fortid og identitet — drukne.

Romandigteren

Det må anses for usikkert, om Andersen forstod, hvad Kierkegaard mente med sin pjece, „Af en endnu levendes Papirer“ (1838), der er en principiel analyse og kritik af Andersens måde at skrive romaner på. Den er skrevet i et vanskeligt tilgængeligt sprog, og det har næppe fremmet tilegnelsen, at den indeholder et par rammende ondskabsfuldheder. Men selv om Kierkegaard ikke undlod at kalde Andersen for „et Flæb“, skulle kritikken dog opfattes som skrevet med „sympathetisk Blæk“. For Kierkegaard var Andersen og hans romaner blot et eksempel i forbindelse med hans tese om det episke (den episke poesi), som gjaldt alle romanforfattere, og hårdheden i polemikken var nok mere rettet mod ham selv end imod Andersen.[86] Det gør imidlertid ikke Kierkegaards iagttagelser mindre gyldige.

Kierkegaards hovedanke mod Andersen som romanforfatter er hans mangel på „Livsanskuelse“. Hermed mener Kierkegaard en forståelse af tilværelsen og livet, der opstår for den, der ikke tillader sit liv „alt for meget at futte ud“,[87] men søger at føre dets enkelte yttringer tilbage til sig selv. Kierkegaard forlanger, at en romanforfatter tager det overordnede ansvar for sine romanfigurer, og det forudsætter, at han også tager ansvaret for sig selv. Dette eksistentielle krav har Andersen ikke gjort sig klart, og resultatet bliver, at han i sine romaner opstiller en parodi på en livsopgave – en parodi, fordi den enten allerede er løst, eller ikke bliver løst. Kierkegaard henviser til „O.T.“ som et eksempel på, at Andersen anbringer romanfigurernes (Ottos) livsopgave på ryggen af dem selv ligesom en pukkel, de ikke ser, når de vender sig om og betragter deres liv og gerne skulle lære noget af det. Han citerer et gammelt tysk mundheld: „ Was ich nicht weiss, macht mich nicht heiss, so denkt der Ochse, wenn er vor dem Kopf ein Brett hat“.[88]

Kierkegaard ser skarpt, hvorledes Andersens romaner er udviklet af hans flugtstrategi, og hans analyse af følgerne af Andersens manglende livsanskuelse er nok det nærmeste, man kan komme spørgsmålet om, hvor bevidst Andersen var om „O.T.“ Når Andersens ønsker og længsler i lang tid er blevet holdt tilbage i hans indre af den prosaiske verden, skriver Kierkegaard, flytter han dem over i sin og romanens lille-verden. Men det varer ikke længe, før nissen i form af alle verdens fortrædeligheder og deprimerende livsbetragtninger flytter med. Andersen opgiver kampen mod dem og finder tilfredsstillelse for sin egen undertrykkelse i sine romanfigurers undertrykkelse. „Som Lafontaine sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte, som maae gaa under, og hvorfor? fordi Andersen er den som han er. Den samme glædesløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie“.[89]

Uden egentlig at ville det indlægger Andersen sin egen virkelige personlighed i romanen på en tilfældig og hensigtsløs måde. Fordi han ikke selv, som Kierkegaard skriver, har levet „poetisk-klart“, kommer der i hans romaner til at mangle „Total-Overskuelse“. Hertil knytter han en bemærkning om Andersen, der kan anskues i lyset af Andersens egne ord om sig selv i forholdet til Collin: „min halve Qyindelighed“ (1833), „saa qvindelig blød i mine Følelser“ (1834) og „det næsten Pigeagtige hos mig“ (1855).[90] Det virkelige livs Andersen, skriver Kierkegaard, må sammenlignes med de blomster, hvor Han og Hun sidder på samme stængel. Det egner sig ikke til det at skrive romaner, der kræver en dybere udspaltning.[91] Kierkegaard hentyder til, at Andersen i „Kun en Spillemand“ udleverede sig selv i to romanfigurer, en mand, Christian, og en kvinde, Naomi. Med andre ord: Andersen bør ikke benytte sig selv i sine romaner, når han ikke har fundet ud af og taget stilling til, hvem han selv er.

Romanen „O.T.“ er virkelig og konkret. Det ufuldkomne består i, at Andersen fortabte sig i sit stof og i sig selv og ikke kunne beherske dette.[92] Som arbejdstitlen, „To Studenter“ . . . antyder, skulle romanen handle om et venskab, men udviklede sig, uden at Andersen kunne styre det, til en roman om grænserne for hans og Collins venskab. Virkeligheden indhentede ham, og i erkendelse heraf ændrede han titlen og gav bogen kainsmærket som navn.

På trods af sin lykkelige slutning – eller fremhævet ved den – er „O.T.“ en dyster og deprimerende roman. En af Andersens veninder skrev om „O.T.“ til en anden, at „der aander en Bitterhed i det hele, som gjør mig ondt“, og hun tilskrev Andersens nedtrykte sindstilstand hans „Mangel paa hvad jeg kalder Religion; thi Religion og et tilfreds Sind er egentlig synonymt for mig”. [93] Det svarer til Kierkegaards opfattelse.

Med „O.T.“ blotlagde Andersen sin skam og vildledte omverdenen. Han lod forstå, at hans angst og skræk, hans flugtforsøg (f.eks. hans rejsen), hans ønsketænkning og voldsomme ambition for at sikre sig litterært, socialt og økonomisk, skyldtes hans følelse af mindreværd over de usle og socialt ringe forhold, han kom fra. På sin egen ubevidste og forvirrede måde underkastede han sig, og „O.T.“ var den sten, hvormed han ligesom Otto – og lige så forgæves som Otto – skurede sin viden om, at venskabets mysterier var sandt – bort fra sin skulder. Under de Andersen givne forhold var amputationen måske nødvendig. Og han overlevede.

Eventyrdigteren

Med næsten synsk klarhed så Kierkegaard, at Andersen havde sprunget et led i sin udvikling over. Han kalder det „det Episke” og dermed mener han „en dyb og alvorsfuld Omfavnen af en given Virkelighed, paa hvilken Maade man end fortaber sig i den, en for Livet styrkende Udhvilen deri, og Beundring deraf, uden at denne derfor nogensinde behøver at komme til Orde, som saadan, men som aldrig kan Andet end have den høieste Betydning for den Enkelte”. [94] Kierkegaard pointerer, at en sådan erkendelse af virkeligheden ikke er udelukket for Andersen. Da Kierkegaards pjece udkom i 1838, var Andersens udvikling i denne retning begyndt. Eventyrene, hvoraf de første var udkommet, men formentlig ikke kendt af Kierkegaard, blev det litterære udtryk for en sådan dyb og alvorsfuld omfavnen af den Andersen givne virkelighed, som Kierkegaard efterlyste. I eventyrenes episke poesi så Andersen i højere grad sig selv i øjnene og gennemspillede med en altomfattende gyldighed opkomlingens, afvigerens, taberens, den brændemærkedes, den umulige elskers og den falske rollespillendes virkelighed og gjorde nar ad borgerskabets virkelighedsopfattelse. I denne sammenhæng – d.v.s. for Andersens administration af sit venskab med Collin – er eventyret „Den lille Havfrue“ centralt. Det er skrevet i månederne omkring Edvard Collins bryllup.

Om Andersens forhold til den collinske familie skrev Edvard Collin efter Andersens død, at der intet foregik, uden at Andersen tog del deri.[95] Det gør det så meget mere påfaldende, at Andersen ikke var med ved Collins bryllup den 10. august 1836. Han var end ikke underrettet om datoen og stedet. Andersen tilbragte sommeren med at flakke om mellem fynske herregårde. Om familien Collin har lagt brylluppet på et tidspunkt, hvor Andersen ikke kunne være med, eller om Andersen holdt sig væk, kan ikke afgøres. Da han forlod København i begyndelsen af juni, vidste han, at brylluppet skulle stå i løbet af sommeren.[96] De meget kortfattede og upræcise oplysninger, han fik i breve fra familien Collin, tyder ikke på, at den har gjort sig anstrengelser for at få ham til København.[97] Det virker, som om der var en stiltiende enighed om, at Andersen hellere måtte blive væk. Det var vel til at forudse – også for ham selv – at han ville få det dårligt. Fra Svendborg skrev han lykønskningsbreve, der afspejler hans meget blandede følelser.

I sin glæde over den lykke, han forudså for Collin, glemte han, at de ikke var du’s: „I mit Hjerte beder jeg den gode Gud, gjøre Dem ret lykkelig! Vandet trænger mig i Øinene i det jeg skriver dette. Min kjære, kjære Edvard! Gud velsigne og ledsage dig! ja, Du bliver lykkelig og fortjener det“. Han udmalede den huslige lykke, som han selv betragtede som i Moses ind i det forjættede land. „Al den Lykke venter nu Dem! Jeg staaer ene hele mit Liv, Venskab skal udfylde enhver Plads, derfor er maaske mine Yttringer, mine Fordringer, saa store, alfor store! men giv mig, saa meget De kan, De er den jeg elsker høiest. Jeg forudføler hele min Fremtid, med alle dens Savn, jeg skal blive ene, og maa blive det. Min Forstand haaber jeg vil altid vise mig det lige klart“. Andersen fortæller, at han selv to gange har elsket med de samme stærke følelser, som Collin elsker sin hustru,[98] at det var en „Selvskuffelse“, han end ikke har kunnet tale med Collin om. I fremtiden håber han at blive forskånet for en tredje gang. Brevet slutter i en stemning af afsked: „Lykkelige Mennesker begge to. Føl ret, hvor meget I have fremfor Vennen. Dog jeg flyver mod Syden. Italien er min Brud! Lev vel! Lev vel! Gud velsigne Eder Begge! – Broderen“.[99]

Det klinger af de samme toner som havfruens sang i Ingemanns „De Underjordiske“ (1817), der antages at have inspireret Andersen til situationen og vilkåret i „Den lille Havfrue“:[100]

„Levvel for evig, du grønne Jord!
Levvel, du Menneskesøn!
Paa Havsens Bund liden Havfru boer,
Og græder for dig i Løn.

„Du kunde mig give en evig Sjæl
Og Salighed med dig hos Gud,
Hvis ei du gjøs for de kolde Skjæl
Men styrted dig til mig ud.

„Til Dommedag jeg nu svømme maa
Og græde for dig i Løn,
Tilsidst jeg skal uden dig forgaae –
Levvel! du Menneskesøn!“[101]

Til bruden — „Min kjære Eduards Jette!“ – skrev han samtidigt, at han skattede hende for hendes egne fortræffelige egenskaber, og at han ikke længere holdt af hende, blot fordi hun var Edvards forlovede. . . . „giv ham nu et kjærligt Kys fra mig, siden begynder den huuslige Opdragelse [102] Den sensommer gjorde Andersen venskabets regnestykke op og skrev „Den lille Havfrue“. Han havde planlagt at skrive det i løbet af sommeren med titlen „Havets Døtre“ og regnet med hurtigt at gøre det færdigt.[103] Men først den 23. januar 1837 afsluttede han manuskriptet. Ligesom i „O.T.“ var også her den ændrede titel fra artsbetegnelsen „Havets Døtre“ til det individuelle „Den lille Havfrue“ udtryk for Andersens erkendelse af sig selv, som den kom op til overfladen, mens han arbejdede på eventyret og samtidigt gennemlevede en personlig krise. „Den lille Havfrue“ var ikke en gendigtning af et eksisterende folkeeventyr, som tilfældet var med mange af hans andre eventyr; han betragtede det selv – noget overdrevent – „som aldeles egen Opfindelse“[104] og hentydede dermed til eventyrets slutning.

I „Den lille Havfrue“ identificerede Andersen sig med et kønsløst væsen med fiskehale, der elsker den smukke og uopnåelige prins, og som for af Havheksen at få to ben – der smertede som knivstik, når hun trådte på dem – og dermed et køn som kvinde, må ofre sin evne til at tale og tilsidst ofrer sit liv for prinsen og hans brud.[105] Kort før eventyret udkom, skrev han til Ingemann: „det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det“.[106]

Der er to tolkninger af „Den lille Havfrue“, som kort bør omtales. Problemet er især eventyrets slutning, hvor havfruen forvandles til en af luftens ånder, der vil opnå frelsen, selv om hun ikke blev elsket af et menneske – prinsen – sådan som Havheksen havde stillet som betingelse for at hun kunne vedblive at være et menneske; kun mennesker — ikke havfruer — kan frelses og opnå det evige liv. Denne slutning er ofte blevet kritiseret. Stilistisk virker den påklistret og utilfredsstillende, og umiddelbart synes den at være et antiklimaks efter havfruens død og forvandling til skum som konsekvens af, at hun afviste at dræbe prinsen og hans brud for til gengæld at redde sig et fortsat langt liv som havfrue. Hendes offer af sit eget liv til fordel for den mand, hun elsker, mister meget af sin eksistentielle styrke ved slutningens redningsmanøvre, hvor Andersen indfører en ny slags væsener, luftens ånder. Det minder om „O.T.“s slutning: der skal være en happy end.

I sin jung’ske analyse af arketyperne og deres symboler i Andersens eventyr identificerer Eigil Nyborg Andersen med prinsen og tolker den lille havfrues død og forvandling til skum som et tegn på, at det ikke lykkedes for Andersen på det bevidste plan at assimilere naturaspektet af sin anima (det kvindelige element i manden).[107] Det er næppe rigtigt. Andersen var, som det fremgår af hans egne yttringer ganske bevidst om det kvindelige element i sig selv, og netop naturaspektet af sin anima har han i mange eventyr udnyttet med sin bogstavelige levendegørelse af naturen.[108] I „Den lille Havfrue“ bringer han naturdæmonerne til live. Andersen har bestemt gjort sit for at genoptage sin kulturs ødelagte naturforbundenhed og formidlet den glemte viden om, at naturen er besjælet.

Havfruens redning og frelse som luftånd i eventyrets slutning finder Nyborg kunstig, utilfredsstillende og „et psykologisk falsum“.[109] Han kan ikke forklare havfruens genopstandelse inden for rammerne af sin analyse, fordi han identificerer Andersen med prinsen, der ikke elsker havfruen og dermed forvolder hendes død, d.v.s. afviser sin anima på det ubevidste plan. Men slutningen står der, og det er således Nyborg, der afviser en tekst, der ikke passer ind i hans analyse.

I en tolkning af „Den lille Havfrue“, der er polemisk rettet imod Nyborg, har Søren Baggesen indordnet eventyrets slutning i dets helhed ved at anse eventyrets overordnede tema for at være nådens ubegribelige paradoks. Denne tolkning gør slutningen meningsfuld, fordi den underordner havfruens kærlighed til prinsen under hendes stræben for at vinde en udødelig sjæl. Motivet til havfruens forsøg på at vinde prinsen bliver således hendes ønske om at opnå frelsen, og kærligheden til prinsen bliver midlet dertil.[110] Andersen var imidlertid med denne slutning ikke ude i en „kristeligt farvet redningsmanøvre“ til fordel for en tilfældig havfrue, som fortjente at frelses, eller som han dybest set havde afvist. Han var ude på at redde først sin kærlighed og derefter sig selv — helt bogstaveligt. Det fremgår af nogle linier, han skrev i slutningen og atter slettede.

Slutningens overstregede linier i manuskriptet til „Den lille Havfrue“ er lagt i havfruens mund. Andersen lod hende sige: „Selv vil jeg stræbe efter at vinde en udødelig Sjæl… da skal jeg i hiin Verden samles med ham,[111] som jeg gav min hele Kjærlighed“.[112] Det forklarer, hvorfor det var magtpåliggende for Andersen, at havfruen blev frelst og fik en udødelig sjæl. Et år forinden havde han både i det ikke sendte brev og i brevet om venskabets mysterier foregrebet sin egen genforening med Collin „i hiin Verden . . . „hos Gud“. Havfruens død var en Liebestod, og hendes frelse var midlet til hendes genforening med prinsen. Men dette var en ønsketænkning, som Andersen nu vidste, var urealistisk, og han strøg disse linier igen.

Slutningens endelige form motiverede han i et brev til Ingemann, hvis havfrue i „De Underjordiske“ var blevet ikke blot elsket og dermed frelst af et menneske, men også kirkeligt viet. Næsten desperat erklærede Andersen i dette brev, at det ville være „bestemt Galt“ og „tilfældigt“ at lade havfruens frelse være afhængig af „et fremmed Væsen, et Menneskes Kjærlighed. . . . Sligt v i l jeg ikke antage i denne Verden“.[113] Det havde Andersen gode grunde til ikke at acceptere, men frelses skulle havfruen, og så hellere forlade sig på børnene. Og det gjorde han – både i eventyrets slutning, hvor de kan afkorte havfruens tid som luftånd, hvis de er artige, og i sin digtning.

Andersens forhold til „Den lille Havfrue“ og dens slutning forstås bedst på det personlige og samfundsmæssige plan. Eventyret handler om den kvalfulde opstigning fra det uskyldigt ubevidste – havet – til det bevidste liv i samfundet.[114] Den europæiske civilisation stod foran sin siden hekseforfølgelsernes tid voldsomste konflikt med alt, hvad der var kvindeligt, herunder de sider af manden, som kunne forstås som „kvindelige“. Forklaringen på, at havfruen for at få et kvindekøn må give afkald på talen, er, at prisen for at vinde i bevidsthed – at forvandles til kvinde – kan være at måtte tie derom, og at måtte give afkald på sirenens lokketoner, der kan føre mændene i ulykke og til undergang på havet. Prisen for den vundne bevidsthed om egen identitet kan være at måtte give afkald på prinsen og selv gå til grunde. Ligesom Vilhelm i „O.T.“ aldrig fik noget at vide om Otto Thostrups sande identitet, får prinsen ikke at vide, at havfruen i virkeligheden er en havfrue; hun kan ikke tale. Prinsen ser kun hendes kunst – dansen på de smertende fødder. Men Andersens holdning til konsekvenserne af hans hovedpersoners skjulte identitet er forskellig. Nu vidste han mere om sig selv og om sin kærlighed til Collin. Hvor Otto Thostrups undergang i „O.T.“s slutning var utilsigtet og ubevidst, er havfruens undergang et bevidst offer. Otto Thostrups selvmordsforsøg var en panisk angstreaktion over for truslen om ufrivillig afsløring af hans identitet. Havfruens død og forvandling til skum er et eksistentielt selvmord, den meningsfulde konsekvens af hendes identitet og følelser.

Havfruens fantasi om prinsen, statuen i hendes have på havets bund, måtte hun efterlade uforløst. Det var en fantasi, der ikke lod sig virkeliggøre i forholdet til Collin. Ejheller lod den sig mere alment integrere i en borgerlig tilværelse i Danmark 1836.[115] Men . . . „en deilig Dreng var det“.[116] Andersen skrev ikke flere kærlighedsbreve til Collin. Det var gået op for ham, at han havde taget fejl, da han i det ikke sendte brev til Collin skrev om sin rene, ædle følelse: „Alle Gode maa føle Sligt!“

I eventyrets slutning satte Andersen sig ud over det ingemannske vilkår for havfruer, at de er afskåret fra frelsen, hvis de ikke bliver elsket af et menneske (en mand). Derimod accepterede han, at havfruen fortsat er afskåret fra sin sanselighed, som ikke var blevet realiseret. Hendes forvandling fra dæmon til menneske var mislykkedes, og hun måtte betale prisen for Andersens vundne bevidsthed om sin egen ulykkelige forelskelse i „en prins“. Hun overvinder sin egen natur ved at kaste sig selv og den dolk i havet, hvormed hun kunne have dræbt prinsen og dermed reddet sig selv et langt liv som havfrue. Til gengæld for dette offer forvandles hun for sidste gang og bliver en af luftens ånder.[117] Derved vinder hun frelsen, men er underkastet det vilkår, der gælder for luftens ånder, og som også var Andersens samfundsmæssige vilkår: kropsløshed og usynlighed. – „Usynligt svæve vi ind i Menneskenes Huse“.

„Usynligt svæve vi“

Kierkegaard havde alligevel ikke helt ret i sin hårde dom over H.C. Andersen. Selv om Andersen aldrig lærte at skrive romaner – måske fordi han aldrig fik den af Kierkegaard krævede „Total-Overskuelse“ over sin egen eksistens – så viser „Den lille Havfrue“, at han i tiden omkring Collins bryllup var presset til at tænke klarere og til at se sin egen „pukkel“ i øjnene. Det var et tegn på styrke.[118] „Den lille Havfrue“ kan opfattes som den radikale selverkendelse, der måske helede såret efter amputationen i „O.T.“

Efterhånden som Andersen havde fantaseret sig igennem sit venskab med Collin i form af „O.T.“s Otto og Vilhelm, var han blevet indhentet af virkeligheden. Han kunne ikke være konsekvent; han vidste antagelig ikke, hvori en sådan konsekvens skulle bestå. Kun rædslen over at sættes uden for det menneskelige samfund kunne erkendes.[119] Længere end til at rejse ud sammen, kysse og kramme og mødes igen i det næste liv kunne han ikke komme. Mere end til at sige du og betro hinanden de inderste følelser – som to venner gør det, men som Otto og Vilhelm alligevel ikke gør – kunne han ikke finde vej. Men de inderste tanker og de kærligste følelser var ikke de inderste og ikke de kærligst mulige. Den inderste tanke kunne slet ikke udsiges og formuleres. Andersen var fanget af sproget, der ikke havde ord og billeder til at beskrive hans følelser og deres potentielle omsætning i tale og handling. Skulle han videre ad den vej, måtte han gå ud over det acceptable og måske følge August von Platen ud i det åbenbart „italienske“ – og det følgende italienske eksil. Tennyson slap heldigere fra det med „In Memoriam“ (udk. 1850), men dels var digtets genstand, Arthur Hallam – der havde været forlovet med hans søster – betryggende død, dels blev dets offentliggørelse udskudt i 17 år, til Tennyson havde nået positionen som Englands mest lovende digter. Også Walt Whitman gjorde kunststykket med Calamus digtene i „Leaves of Grass“ (1860), men han påstod selv, at de handlede om noget andet. Disse tre digtere illustrerer de store vanskeligheder af begrebsmæssig og samfundsmæssig art, det i denne periode voldte mænd at udtrykke kærlighed til mænd.[120]

Var Andersen gået samme vej, kunne det let være ude med hans ambition om den kunstneriske og sociale anerkendelse, han satsede på for at vinde Collins følsomme venskab. Det var også en kendsgerning, at hvis han kom dér ud, var Collin bestemt ikke med. Og så var der ingen grund til og ingen tiltrækning ved at gå så vidt – heller ikke i fantasien og romanen.

Collin havde allerede i 1831, da han afslog at være du’s med Andersen, markeret, hvor grænsen for deres venskab gik. Så intim som at være du’s med Andersen kunne han ikke være, og det sagde han ligeud: „Naar jeg . . . længe har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige: „Du“, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Følelse hos mig“.[121] Andersen kunne og ville ikke forstå, at Collin måtte holde ham på afstand. Det, som han bildte sig ind, var årsagen til, at Collin ikke gengældte hans følelser – deres forskel i social baggrund og stand – gjorde han i „O.T.“ til det, der satte grænserne for Ottos og Vilhelms venskab. Han lod forstå, at dette var et kainsmærke og en skam, men tilslørede – måske også for sig selv – at et venskab, som det han higede efter, kunne have en sanselig og forbryderisk konsekvens. Resten var „mysterier“. Ikke fordi det ikke tålte dagens lys, men fordi det var sommerfuglestøv og uudsigeligt. Den følsomme side af sig selv, det, som han med det begrænsede begrebsapparat, han havde til sin rådighed, kaldte sin „Blødhed“[122] og sin „halve Qvindelighed“, prøvede han at undsige i „O.T.“ Collin brød sig ikke om det, og Andersen skar i sig selv og gjorde Otto til en Mand i Byron-mytens stil.[123] Der er ikke noget halvt kvindeligt ved den romanhelt.

Collins bryllup satte noget igang hos Andersen, og han forsøgte at gå den anden vej. I den på denne tid skrevne roman, „Kun en Spillemand“, afprøvede han sig selv som både mand og kvinde. I „Den lille Havfrue“ tog han konsekvensen og foretog det, som Kierkegaard kaldte „en dybere Udspaltning“ og opnåede „en dybere Enhed“. Han skildrede sig selv og sin situation, som var han slet ikke et menneske, men tilhørte han en anden art, der i naturen kun kendes som kunstner og dæmon – og dennes møde med et menneske. Så langt måtte han gå, før han fandt et billede, der på gyldig måde repræsenterede virkeligheden: en anden verden, befolket af en art, der som unaturlige og fredløse i universet er afskåret fra frelsen.[124]

Andersen opløste denne konflikt ved at postulere havfruens – og dermed sin egen frelse. Han opgav måske håbet om genforening med prinsen efter døden, og han underkastede sig usynlighedens og kropsløshedens vilkår. Traditionelt er kropsløshed forudsætningen for virke i en højere og åndeligere sags tjeneste, og usynlighed havde i mange århundreder været forudsætningen for mænds kærlighed til mænd.

Først mod slutningen af århundredet skulle de dekadente med des Esseintes, Dorian Gray, baron de Charlus og den hjemlige William Høg bryde usynligheden og udtrykke den samme følsomhed, der nu voksede ud af en samfundsmæssigt mere tilspidset situation: kærligheden til det unaturlige, det kunstige og det overdrevne. Gwendolyn’s replik i „The Importance of Being Earnest“ (1895) handler om meget af det, der var Andersens sociale situation, men bevidstheden derom er en helt anden:

„The home seems to me to be the proper sphere for the man. And certainly once a man begins to neglect his domestic duties, he becomes painfully effeminate, does he not? And I don’t like that. It makes men so very attractive“.[125]

Inden dekadencens esoteriske og private kode gjorde det alvorlige frivolt og blev identitetsmærke for en indforstået lille storbyklike, måtte et modsætningsforhold mellem det naturlige og det naturstridige, det borgerlige og det ikke-konforme artikuleres. Dertil var det ikke kommet på Andersens tid. Men Andersens bemærkninger til Ingemann om, at han ikke vil anerkende, at frelsen er afhængig af „et fremmed Væsen, et Menneske“, foregriber den følgende periodes lidt mere oprørske „artsfæller“.

I eventyrets korte form, der bedre end romanen tillod Andersen at give sig hen i sine følelser og følge sine indskydelser uden at miste herredømmet, havde han fundet den form, der satte ham i stand til at skrive som den, han var. Eventyrene blev da det, de er, fordi Andersen havde en stor, ulykkelig kærlighed og en betydningsfuld længsel i hjertet. Med „Den lille Havfrue“ satte han det smukkest tænkelige minde om sit venskab og sin kærlighed til Edvard Collin.

Efterspil

Da Collin i 1882 udgav brevene fra Andersen, måtte han naturligvis foretage udeladelser både af pladshensyn og af hensyn til endnu levendes og nyligt afdødes minde og privatliv. Det ikke sendte brev, der ved Andersens død i 1875 med 40 års forsinkelse var blevet modtaget af den, det var stilet til, medtog han ikke; det var vel for meget præget af den „Sentimentalitet“, „Overspændthed“ og det „Sværmerie“, han ikke brød sig om at være genstand for, og af en „reen, ædel Følelse“, han ikke havde kunnet gengælde og derfor benægtede.[126] De passager i brevene, i hvilke Andersen stærkest udtrykte sine følelser for Collin, har han ved små udeladelser dæmpet, men ikke fjernet eller beskåret, så indholdet væsentligt ændrede karakter. Han er blot selv trådt i baggrunden. Det har ikke strejfet ham, at en senere tid ville kunne se noget „mistænkeligt“ i Andersens følelsesudbrud.[127]

Men 10 år efter Collins udgivelse af Andersens breve var tiden blevet en anden. København var nu en storby med et voksende proletariat og en synlig mandlig prostitution. Sædelighedsspørgsmål optog sindene, og pressen skrev om sædelighedsforbrydere og kønslige afvigere på en måde, der var utænkelig i 1870erne og sjælden i 1880erne. I januar 1893 pirrede dele af pressen sine læsere med lange reportager om mordet på en formentlig homoseksuel mand, det såkaldte „Pilestrædemord“, og Herman Bang flygtede til Paris.[128] I februar samme år kom så den såkaldte „Martin Kok-affære“. Dagbladet „København“, som på dette tidspunkt befandt sig på et lavpunkt som smudsblad, bragte den 21. februar 1893 en lang artikel om denne sag og fandt anledning til at inddrage H.C. Andersen i den. Artiklen var den anden i en række af artikler om denne affære i særdeleshed og om homoseksuelle „sædelighedsforbrydere“ i almindelighed.

„Selv siger han [den fængslede Martin Kok], at hans ulykkelige Tilbøjelighed er ham iboende fra Barnsben af. I en Alder af otte Aar sendtes denne kønne og opvakte Dreng ud paa en Gaard i Nærheden af København, der blandt andre Gæster saa H.C. Andersen i sine gamle Længer. Hvad Hr. Kok beretter om sit Forhold til denne Berømthed, lader sig ikke fortælle her, men en senere Tid vil blandt den ulykkeliges Memoirer finde mange Træk, vel egnede til en ny, psykologisk Bedømmelse af vor store Æventyrdigter, der alle sine Dage vedblev at være den pertentlige Ungkarl“.

Som bag de fleste af den slags sædelighedssager var der også i dette tilfælde en politisk baggrund. Kok var en national og patriotisk forfatter, der havde lagt sig tæt op ad Højre. Han og hans familie var i 1864 blevet fordrevet fra Sønderjylland. Det var i provisorietiden, og oppositionspressen skyede ingen midler: „Martin Kok er en ejendommelig Type paa den mærkelige Fremtoning, vore Dages Reaktion og Pietisme har skabt. Den Klasse Mennesker, der uden smaalige Hensyn til Moralen har gjort Affære i Fædrelanderi, Militarisme og Gudfrygtighed. Mennesker, der dækker sig med en Flig af gamle Dannebrog og giver sig hen til deres Tilbøjeligheder mellem to Salmevers!“

Edvard Collins søn, Jonas Collin, gik straks i aktion for at redde Andersens eftermæle. Han skrev privat til justitsminister Nellemann, som undersøgte sagen hos politidirektøren. I et brev til Jonas Collin kunne justitsministeren forsikre, at der måtte være tale om „en aldeles opdigtet Historie uden Hjemmel“.[129] Dette bekræftes af forhørsprotokollen i Martin Kok-sagen, som intet nævner om Andersen.[130] „Københavns“ omtale af Andersen var som næsten alt andet i artikelserien rygter og ondsindet gætteri – et tegn på, at journalistisk løgnagtighed var taget i brug i kampen mod „sædelighedsforbryderne“.

Jonas Collin skrev til den fængslede Martin Kok og bad ham dementere historien „for det Tilfælde, at en eller anden Slyngel fremtidigt skulde vove at gjentage eller gjenopfriske Bagvaskelsen[131] I et meget værdigt brev fra fængslet svarede Martin Kok, at han som dreng havde lært Andersen at kende i professor Jerichaus hus. „Hvorledes han var som Menneske, maa De jo vide meget bedre end jeg; for mit Vedkommende kan jeg kun fremhæve, at han i min Erindring staar som den personificerede Kydskhed, mere undseelig paa det sexuelle Omraade end nogen Intacta virgo. At han i mindste Maade skulde have nærmet sig til mig paa usømmelig Vis, er løgnagtigt Opspind”.[132] Derefter kunne Jonas Collin indrykke et kortfattet dementi – ikke i „København“; det var under hans værdighed – men i „Dannebrog“. Dementier har imidlertid ofte den virkning, at de skærper opmærksomheden, og sådan gik det også med Jonas Collins dementi, som antagelig inspirerede forfatteren, overbetjent i Københavns Opdagelsespoliti, Carl Albert Hansen Fahlberg (1870-1939) til i 1901 under pseudonymet Albert Hansen at offentliggøre artiklen „H.C. Andersen. Beweis seiner Homosexualität“ i det ansete tyske tidsskrift Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufe, der redigeredes af Magnus Hirschfeld. Hansen Fahlberg slutter denne artikel ganske effektfuldt med at citere „København“ og tilføje, at dementier fra fængslede ikke kan tillægges nogen særlig troværdighed. Men det kan insinuerende dagbladsartikler heller ikke.[133] Intet tyder på, at Andersen forførte Martin Kok.

Hansen Fahlbergs artikel fra 1901 har til idag været grundlaget for diskussionen om, hvorvidt Andersen var homoseksuel. At føre bevis for berømte historiske personers homoseksualitet var centralt for denne periodes homoseksuelle historieskrivning og et led i en først og fremmest juridisk, men også moralsk kamp for lige rettigheder for homoseksuelle. Også de, som førte modbevis for påstanden, accepterede denne uhistoriske problemstilling. Andersen var ikke „homoseksuel“; han forelskede sig blot i mænd, og allermest i Edvard Collin, med hvem han higede efter at opnå et følsomt venskab.

Jonas Collins dementi i „Dannebrog“ fulgtes op af en redaktionel kommentar om afdøde personers retsbeskyttelse mod injurier og af et anonymt læserbrev. Læserbrevsskribenten havde i Sverige mødt spørgsmålet, „om H.C. Andersen havde en saadan Plet paa sin Ære?“ . . . „Meget, der var vort Land dyrebart, har vi mistet [formentlig Slesvig og Holsten], kan man nu ogsaa uden Følger søge at frarane os det Eje, vi har i Mindet om vore store Mænd?“[134] Dette paranoide udbrud, der tilkendegiver, at nationen ville miste H.C. Andersen som et slags ikke-menneske, hvis der var noget om snakken, er et tegn på periodens voksende anti-homosek-sualitet, der ganske svarer til, at mistanken nu i stigende grad rettedes mod, hvad „København“ kaldte pertentlige ungkarle. Og helt blind for perspektiverne i sagen var læserbrevets forfatter heller ikke: „hvem véd -maaske en „moderne“ Literat en Gang kunde finde paa at karakterisere H.C. Andersen og hans Digtervirksomhed ud fra det skammelige Rygte[135]

 

Noter

  1. ^ R. & R II, s. 139.
  2. ^ BEC I, s. 238 (28. aug. 1835). Andersen daterede kladde-manuskriptet til „O.T.“: „Tirsdag Aften den 8. September begyndt paa Romanen“. Sidste side er dateret: „18. October 1835“, som igen er rettet til „Januar 1836“, Collinske Samling 24, 4°, Det kgl. Bibl., Kbh.
  3. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, Kbh. 1907, s. 82 note.
  4. ^ Om „Italien“, se s. 183-84.
  5. ^ BEC I, s. 238-39.
  6. ^ Elias Bredsdorff: Hans Christian Andersen. The Story of His Life and Works, London 1975, s. 132.
  7. ^ Hjalmar Helweg: H.C. Andersenen psykiatrisk studie, Kbh. 1927, s. 136.
  8. ^ Jvf. f.eks. venskabet mellem David („Daisie“) Copperfield og James Steerforth i C. Dickens: David Copperfield, 1849 og mellem Eugene Wrayburn og Mortimer Lightwood i samme: Our Mutual Friend, 1864-64 samt mellem Ishmael og Queequeg i H. Melville: Moby-Dick, 1851.
  9. ^ R & R II, s. 69/
  10. ^ BEC V, s. 486, som daterer dette udaterede koncept til sommeren 1835.
  11. ^ BEC IV, s. 338.
  12. ^ BEC I, s. 222 (20. okt. 1834).
  13. ^ MLE I, s. 125.
  14. ^ BEC I, s. 253 (3. juli 1836).
  15. ^ A & C, s. 270.
  16. ^ A & C, s. 452.
  17. ^ Se s. 168 og 187.
  18. ^ Bo Grønbech: H.C. Andersen. Levnedsløb – Digtning – Personlighed. Kbh. 1971, s. 227.
  19. ^ BEC I, s. 228 (5. juli 1835).
  20. ^ Albert Hansen (pseud. f. Carl Hansen Fahlberg): H.C. Andersen. Beweis seiner Homosexualität, Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufe III, Leipzig 1901; Xavier Mayne (pseud. f. Edv. I. R. Stevenson): The Intersexes. A History of Similisexualism as a Problem in Social Life, Rome 1908, optr. New York 1975, s. 387; Magnus Hirsch-feld: Homosexualität dess Mannes und Weibes, Berlin 1920, s. 658; Karl Giese: Andersens Wesen und Werke (om bl.a. „O.T.“), Der Eigene IX, Berlin 1921-22; Noel I. Garde (pseud): Jonathan to Gide. The Homosexual in History, New York 1964, s. 592-94; Aksel Dreslov: H.C. Andersen og „denne Albert Hansen“, Kbh. 1977. De bygger alle på Hansen Fahlberg.
  21. ^ K. M. Kertbeny (pseud. f. Károly Mária Benkert): Paragraph 143 des preussischen Strafgesetzbuches vom 14. April 1851 und seine Aufrechterhaltung als Paragraph 152 im Entwurf eines Strafgesetzbuches für den Norddeutschen Bund, Leipzig 1869 (optr. Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufe VII/I, Leipzig 1905). Benkert stod i forbindelse med Karl Heinrich Ulrichs, som i 1864 opfandt udtrykket „ur-ning“, jvf. James D. Steakley: The Homosexual Emancipation Movement in Germany (1862-1945), New York 1975, s. 10-11.
    Kertbeny opsøgte Andersen i Genève i 1860, og i 1863 mødtes de tilfældigt i Paris. Om de besynderlige forviklinger omkring deres iøvrigt vellykkede og for Andersen behagelige møde i 1860, se brev fra Andersen til Collin 26. okt. 1860, BEC II, s. 378 ff . . . „jeg havde følt en uforklarlig Angest for at komme i Forbindelse med den Mand“. I sin dagbog gav han udtryk for det samme.
  22. ^ C. F. O. Westphal: Die konträre Sexualempfindung, Archiv für Psychiatrie und Nervenkrankheiten, Berlin 1869. Om den psykiatriske traditions opfattelse af Andersen, jvf. Helweg anf. arb. s. 162, der konkluderer, at Andersen var „udtalt psychopath“.
  23. ^ Den første danske lægevidenskabelige artikel om homoseksualitet, Knud Pontoppidan: Pervers Seksualitet, Bib-liothek for Læger, Kbh. 1891, indeholder nogle generelt mistænkeliggørende og intimiderende bemærkninger: „De kender vist alle Eksempler paa den Slags unaturlige Forhold mellem to Mennesker af samme Køn, Forbindelser, hvor der rimeligvis aldrig har været Tale om perverse Actus, men som dog holdes sammen ved saa varme Følelser, at vi faa en bestemt Formodning om pervers Seksualitet som Grundlag. . . . Jeg er . . . tilbøjelig til at tro, at hvis der gives mig Lejlighed til at trænge nærmere ind i et saadant Tilfældes Natur, vil jeg som Regel kunne paavise, at Fænomenet optræder sammen med andre neuropatiske Symptomer paa et fælles degenerativt Grundlag“. Pontoppidan er i litteraturen kendt som prof. Hieroni-mus i Amalie Skram: Professor Hioro-nimus og Paa Sct. Jørgen. Kbh. 1895.
  24. ^ Ordbog over det danske sprog, bd. 26, Kbh. 1952, sp. 1 140. WRs fremhæv.
  25. ^ Helweg anf. arb. s. 137 og 140 giver med sin karakteristik af Andersens breve udtryk for en uhistorisk tendens, når han skriver: „Andersens overdrevne, ja næsten usmagelige venskabsyttringer både overfor Collin og andre“ . . . „Da netop dette venskabsforhold (til Carl Alexander af Sachsen-Weimar) i det mindste en tid antog en ganske vammel karakter“.
  26. ^ „Typen“ synes i 1930erne og 1940-erne at være litteraturhistorikeres diskrete betegnelse for det 19. årh.s homoseksuelle. Jvf. Fr. Schyberg: Walt Whitman, Kbh. 1933, s. 190 (henviser til bl.a. Andersen) og Ole Jacobsen, R & R III (1940), s. XXVI.
  27. ^ Danske Lov 1683, 6-13-15: „Omgængelse, som er imod Naturen, straffis med Baal og Brand“. Ud over at de ret få, som dømtes efter denne artikel, af Danske Kancelli blev benådet for dødsstraf, vides om praksis for strafudmåling på dette tidspunkt kun, at der benådedes til langvarig tugthusstraf, jvf. Tage Holmboe: Højesteret og strafferetten, i Højesteret 1661-1961, II, Kbh. 1961, s. 142-44. Det er usandsynligt, at Andersen havde nogen præcis viden om den juridiske definition af sodomi, som forudsatte for domfældelse, at der førtes bevis for res in re og effusio seminis. Det vil i praksis sige tilståelse, jvf. Chr. Brorson: Forsøg til den siette Bogs Fortolkning etc., 2. udg. Sorø 1797, s. 342.
  28. ^ Jvf. Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse IV, Kbh. 1826, s. 84 og IV, Kbh. 1848, s. 597-98, hvor „Sodomit“ er „et Mandfolk, som har unaturlig Omgang med andre af sit Køn“. „Omgang“ er „Sammenleie udenfor Ægteskab. Bolen“.
  29. ^ Hermed bortfalder som uhistorisk det for Helweg (og Arne Duve, Bo Grønbech og Elias Bredsdorff, der alle følger Helweg) afgørende argument imod at antage, at Andersen skulle være „homoseksuel“, nemlig at det er utænkeligt, at Collin med sit indgående kendskab til Andersen ville have ladet sin unge søn, Jonas, rejse alene rundt i Europa med ham, hvis der havde været „blot den svageste mistanke om, at Andersen var homosexuel“. Helweg underbygger dette med, at det var „i en tid, da homosexualitet af alle betragtedes som en afskyelig last og kun som en afskyelig last“. Det, som Helweg kalder „homosexualitet“ var imidlertid et på Andersens og Collins tid ikke erkendt fænomen, og der kunne derfor heller ikke bestå nogen „mistanke“ derom. Denne mistanke opstod langt senere (se s. 197). Collins datter, Louise Drewsen, kunne derfor mundtligt bekræfte over for Helweg, at denne „mistanke“ til Andersen ikke bestod. Helweg anf. arb. s. 145; Arne Duve: Symbolikken i H.C. Andersens eventyr, Oslo 1967, s. 93, Grønbech anf. arb. s. 246, Bredsdorff anf. arb. s. 281.
  30. ^ Villy Sørensen: De djævelske traumer. Om H.C. Andersens romaner, i Hverken – eller. Kritiske betragtninger, Kbh. 1962, s. 281.
  31. ^ Helweg anf. arb. s. 135; Bredsdorff anf. arb. s. 281.
  32. ^ Helweg anf. arb. s. 144.
  33. ^ Se note 20.
  34. ^ Helweg anf. arb. s. 144; Duve anf. arb. s. 82-85, 93, 254; Grønbech anf. arb. s. 246, Bredsdorff anf. arb. s. 280-81. Problemstillingen er hos alle polemisk rettet mod Hansen Fahl-berg. Eigil Nyborg: Den indre linie i H.C. Andersens eventyr. En psykologisk studie, Kbh. 1962, s. 120-21 tilslutter sig Helwegs afvisning af Hansen Fahlberg i den forstand, at Andersens homoseksualitet ikke er bevist, og at der ikke var tale om „manifest homoseksualitet“. Nyborg mener, at det muligvis „er berettiget at betegne H.C. Andersen som latent homofil“, og at denne „diagnose“ må hvile på hans egen bedømmelse af Andersen som en moderbundet „puer aeternus“ (evig yngling). Andersens onani karakteriserer Nyborg som hans „infantile form for seksualitet“.
  35. ^ Mary McIntosh: The Homosexual Role, Social Problems vol. 16, South Bend 1968; Jeffrey Weeks: ’Sins and Diseases’: some notes on homosexuality in the nineteenth century, History Workshop I, Oxford 1976; samme: Corning Out. Homosexual Politics in Britain, from the Nineteenth Century to the Present, London 1977, part one; samme: Movements of Affirmation: Sexual Meanings and Homosexual Identities, Radical History Review 20, New York 1979.
  36. ^ Se note 31.
  37. ^ Signe Toksvig: H.C. Andersen, 2. udg. Kbh. 1970 opfatter Andersens forhold til Collin efter brevenes pålydende. Det gør også Kr. Langdal Møller i Aarhus Stiftstidendes kronik 22. maj 1971: „Den gamle Digter på 22 år“, hvori Andersens breve 1865-74 til Robert Watt tages for pålydende: „Den gamle Digter er formelig forelsket i den unge Mand“. Brevene er udgivet af H. Topsøe-Jensen i Fund og forskning XVIII-XIX, Kbh. 1971-72.
    Helweg forklarer Andersens stærke udtryk for venskab og kærlighed over for Collin og andre som et „surrogat“, hvortil han blev drevet, fordi „hans i konstitutionen dybt rodfæstede underlegenhedsfølelse gjorde heteroseksuelle forhold – saavel legitime som illigitime – umulige“, Helweg anf. arb. s. 135, jvf. Grønbech anf. arb. s. 246.
    Helwegs opfattelse af Andersens følelser for Collin som et „surrogat“ for en heteroseksualitet, der blev forhindret, er en variation af teorien om faute-de-mieux eller situationsbestemt homoseksualitet (i fængsler, kaserner, kostskoler osv.). Denne teori forudsætter, at der findes en ikke-situationsbestemt, „ægte“ homoseksualitet. Den overser, at al homoseksualitet, såvel som al heteroseksualitet er situationsbestemt og former sig efter tid, sted, samfundsklasse, sociale, religiøse og juridiske normer m.m., jvf. Jonathan Katz: Gay American History, New York 1976, s. 445-47. Teorien om situationsbestemt eller surrogat-homoseksualitet må ligesom udtrykket „H.C. Andersens påståede homoseksualitet“ (AaJ s. 87) forstås som udtryk for en senere periodes anti-homoseksuelle beredskab.
  38. ^ Betegnelsen „homoseksuel litteratur“ kan derimod anvendes i en snævrere historisk betydning om den undergrundslitteratur, der opstod i slutningen af det 19. årh. som en reaktion på homoseksuelles samfundsmæssige udskillelse i denne periode. Denne udskillelse er meget tydeligt markeret i Alfred Douglas’ digt fra 1895, „Two Loves“, Douglas: Lyrics, London 1935.
  39. ^ Aage Jørgensen: Studier i H.C. Andersens roman „0. T. Danske Studier, Kbh. 1963 foreslår genrebetegnelsen „den borgerlige miljøroman“. Der var ikke på Andersens tid nogen modsætning mellem det borgerlige miljø og det følsomme venskab.
  40. ^ R & R II, s. 79-80.
  41. ^ Smstd. s. 80.
  42. ^ Smstd. s. 20-21.
  43. ^ Smstd. s. 43 og 63.
  44. ^ Smstd. s. 33-34. På samme måde, som da Andersen året efter (1836) i sit lykønskningsbrev til Collin i anledning af dennes bryllup pludselig gik over i du-formen (se s. 189), mistede han i kladdemanuskriptet til „O.T.“ kontrollen over De/du-for-holdet i hele denne meget emotionelle scene og lod Otto og Vilhelm være du’s f.eks.: „Jeg hader dig!“. Kladdens fol. 20 ff, Collinske Samling 24, 4°, Det kgl. Bibl., Kbh.
  45. ^ R & R II, s. XXII-XXIII. Aage Jørgensen anf. arb. s. 30-35.
  46. ^ Aage Jørgensen anf. arb. s. 30-32: „Ottos konflikt er af socialpsykologisk art: ret beset handler bogen om, hvordan en typisk angstneurose driver sit spil med et menneske“. . . . „O.T. er og bliver da romanen om et menneskes binding til en social virkelighedsbaggrund, der vurderes som mindreværdig“.
  47. ^ MLE II, s. 341. I en meget hårdt trukket parallel har Hans Mayer: Aussenseiter, Frankfurt a.M. 1975, s. 229-30 sammenlignet Andersen under festen i Odense 1867 med kejseren i „Keiserens nye Klæder“ (1837) og opfattet Andersens angst som angst for at blive afsløret som homoseksuel.
  48. ^ R & R II, s. 36. Vilhelms tilbud om at dele Ottos hemmelighed er en parafrase over det afsnit i Collins brev til Andersen, den 28. maj 1831, der går umiddelbart forud for hans afslag om at være du’s. Collin tilbyder her Andersen at betro sig til ham om „Hemmeligheden“ og „Den Sorg“, der er grunden til, at Andersen hele den foregående vinter har været i dårligt humør. Dette hænger – hvad Collin synes at ane – sammen med Andersens mislykkede forelskelse i Riborg Voigt den foregående sommer. I sit svar 11. juni 1831 beskrev Andersen i noget overdramatiserede vendinger denne ulykkelige kærlighedsaffære, BEC I, s. 73, 79-80.
  49. ^ R & R II, s. 80.
  50. ^ BEC I, s. 238.
  51. ^ BEC I, s. 100 (3. juli 1832), citeret ndf. s. 184. Jvf. BEC VI, s. 23.
  52. ^ BEC I, s. 226 (5. juli 1835).
  53. ^ Niels Kofoed: Studier i H.C. Andersens fortællekunst, Kbh. 1967, s. 290.
  54. ^ Med nogen ret kan man opfatte dette som den påstand, hvorpå fortolkningen af symbolet OT og slutningen fra romanen til Andersens liv hviler. Det er iflg. sagens natur behæftet med stor usikkerhed, hvordan man vil afveje Andersens skræk for, at hans forsvundne halvsøster skulle dukke op og skandalisere ham, med skrækken for konsekvenserne og betydningen af det Andersen-Collinske venskabs „mysterier“. Når den sidste skræk er tillagt den afgørende vægt, er det fordi denne tolkning er konsistent med Andersens liv og værk på en langt mere grundliggende måde end den traditionelle tolkning, der sætter skrækken for den forsvundne halvsøster i centrum. De to tolkninger udelukker iøvrigt ikke hinanden. – Duves tese om, at Andersens angst for, at halvsøsteren skulle dukke op, skyldes et incestuøst forhold i barndommen, må tilbagevises, da den ikke underbygges af kilderne, Duve anf. arb. s. 82-85, 253-57.
  55. ^ Odense Tugthus lå tæt ved Andersens barndomshjem. Som barn så han op mod bygningen „med Skræk og Angest“, MLE I, s. 30.
  56. ^ Ottos (og i 1867 Andersens, se s. 177) selv-stigmatisering med ordet „forbryder“ skal ikke opfattes i strafferetlig forstand, d.v.s. som følgen af inderliggjort skyld over en lystbetonet, potentiel overtrædelse af straffeloven. Som nævnt (se note 27) havde Andersen næppe nogen nøjere viden om de strafferetlige forhold. Selvstigmatiseringen skyldes i langt højere grad den potentielle overtrædelse af en tabu-belagt, moralsk-religiøs norm, som forbød sodomi, og som virkede uafhængigt af straffeloven og retspraksis. Dette kan meget tydeligt iagttages hos digteren August v. Platen (1796-1835), som var langt mere bevidst om sit følelsesliv og dets sociale konsekvenser, end Andersen var det, og som ligesom denne rodede sig ind i hektiske, ugengældte følsomme venskaber med officers- og studenterkammerater i München og Würzburg. Sodomi blev fuldstændigt afkriminaliseret i Bayern i 1813 (Fr. Wachenfeld: Homosexualität und Strafgesetz, Leipzig 1901, s. 28-30) – alligevel skrev Platen i 1819 i sin dagbog: „Dengang (1816) havde jeg ikke nogen idé om, at der kunne eksistere et strafbart forhold mellem to mænd, ellers ville denne tanke måske have holdt mig tilbage“. I virkeligheden havde Platen knapt talt med den pågældende. Efter et andet venskabsforhold, der udviklede sig til et virkeligt følsomt venskab identisk med Ottos og Vilhelms venskab i „O.T.“, men som blev brat afbrudt, da den pågældende opdagede sanseligheden bag Pla-tens følelser, skrev Platen i sin dagbog i 1819: . . . „jeg betragter mig selv som en forbryder, der frygter for sig selv“. . . . „En foragtet kærlighed, en frygtelig forbrydelse“ (Laubmann und Scheffler: Die Tagebücher des Grafen August von Platen, Stuttgart 1896-1900, I, s. 141, 325-26, 334). De havde kysset og krammet og blandet blod, men genital seksualitet var kun forekommet til allersidst i form af en litterær allusion til antiken i et brev fra Platen. Selv om det havde forekommet, ville det som nævnt ikke have været strafbart.
  57. ^ R & R II, s. 150-56.
  58. ^ Smstd. s. 152.
  59. ^ Festen fandt sted 14. febr. 1831, BfA I, s. 63.
  60. ^ R & R II, s. 156.
  61. ^ Villy Sørensen anf. arb. s. 143-44 note bruger betegnelsen „kærlighedstrekant“ og skriver, at „Andersens egne lidenskabelige relationer kunne antage denne trekantede form. Men temaet er for elementært i digtningen til at blive opfattet som udtryk for den særlige „kvindelige“ komponent i Andersens eget følelsesliv“. Alligevel forklarer Villy Sørensen kærlighedstrekanter psykologisk med, at jeg’et frygter og ønsker at give sig hen og indskyder „et nyt jeg som formidler mellem det gamle jeg og den nye kærlighed“.
    Hertil må bemærkes, at da dette nye, indskudte jeg er af samme køn som det gamle jeg, bliver denne forklaring en variant af teorien om, at årsagen til homoseksualitet er frygten for det andet køn (grotesk formuleret som frygten for den tandbesatte vagina) eller blot frygten for forelskelse. Som så mange teorier om årsagen til homoseksualitet lider denne teori af den svaghed, at den ikke indeholder en konsistent teori om årsagen til heteroseksualitet. Iøvrigt er der i „O.T.“ tale om to gensidige kærlighedstrekanter.
    En kærlighedstrekant (mand-mand-kvinde) kan derimod som et elementært element i digtningen betragtes som en før-medicinsk og poetisk forklaringsmodel – eller en forplumring – af et erotisk bestemt forhold mellem to mænd, hvori en kvinde (evt. genstandens søster) tilføjes som det element, der forklarer og legitimerer forholdet. Endelig kan den simple forklaring antages, at en person er forelsket i både en broder og en søster.
  62. ^ Voltaire: Dictionnaire philosophique, ed. Julien Benda, Paris 1937, I, s. 25.
  63. ^ Morgenbladet 13. og 25. maj 1877. Kbh’s Kriminal- og Politirets arkiv, 2. Kriminalkammer, forhørsprotokol nr 75 og 77, j. nr. 160/77, Landsarkivet for Sjælland m.m., Kbh.
  64. ^ BEC II, s. 72 (27. febr. 1846).
  65. ^ Signe Toksvig anf. arb. s. 242.
  66. ^ R & R II, s. 69-70.
  67. ^ Smstd. s. 102.
  68. ^ Smstd. s. 71.
  69. ^ Smstd. s. 235.
  70. ^ BEC I, s. 100 (3. juli 1832), jvf. s. 226.
  71. ^ BEC I, s. 226, 235, 238, 263, jvf. IV, s. 338.
  72. ^ Hans Mayer anf. arb. afsnittet „Sodom“ s. 169-309. Specielt om Andersen s. 224-33.
  73. ^ Påstanden hviler på en mundtlig tradition, der for danskeres vedkommende vedrører Ditlev Blunck (jvf. Weilbachs Kunstnerleksikon I, Kbh. 1947, s. 123) og Thorvaldsen (jvf. Mayer anf. arb. s. 228). Iflg. mundtlig oplysning fra museumsinspektør Bjarne Jørnæs, Thorvaldsens Museum, Kbh. er det for Thorvaldsens vedkommende ikke sandsynligt.
  74. ^ J. J. Winckelmanns (d. 1768) og Aug. v. Platens (cl. 1835) lange ophold i Italien må anses for atypiske forløbere for en livsstil, der først kunne blive mere almindelig med den samfundsmæssige udskillelse af „homoseksuelle“ i slutningen af det 19. årh.
  75. ^ Jvf. Andersens skrækbetonede reaktion over for Kertbeny i 1860, se note 21.
  76. ^ Helweg anf. arb. s. 106 tillægger Andersens dagbogsnotat 11. juli 1842 stor vægt som argument for hans heteroseksualitet: . . . „sanselig stemt, en Lidenskab i Blodet, der næsten var dyrisk, en vild Trang efter at kysse og omfavne en Kvinde, ganske som da jeg var i Syden“. Jvf. Kofoed anf. arb. s. 263 og 297 om det androgyne og nord-syd forholdet hos Andersens romanfigurer.
  77. ^ R & R II, s. 258.
  78. ^ BEC I, s. 245 (24. juni 1836).
  79. ^ BEC I, s. 100 (3. juli 1832). Collin udelod i sin udgave af Andersens breve parentesen og hele det første punktum, hvorved de følgende sætninger får et bredere sigte og ikke ses at henvise specielt til Collin, A & C s. 143-44.
  80. ^ R. & R II, s. 172, 198-201.
  81. ^ Smstd. s. 260.
  82. ^ P. N. Furbank: E. M. Forster: A Life, Oxford 1977, s. 147. Udtalelsen er fra 1906. Se Forsters langt mere bevidste omend ligeså programmatiske slutning af romanen Maurice, 1914 (trykt London 1974), der – til forskel fra „O.T.“ – handler om homoseksuel kærlighed. Jvf. note 38.
  83. ^ R & R II, s. 211-14.
  84. ^ BfA I, s. 308 (19. aug. 1835).
  85. ^ Søren Kierkegaard: Af en endnu levendes Papirer. Om Andersen som Romandigter med stadigt Hensyn til hans sidste Værk: „Kun en Spillemand“, Kbh. 1838, Samlede værker I, Kbh. 1962, s. 41.
  86. ^ Emmanuel Hirsch: Kierkegaard-Stu-dien I, Gütersloh 1933, s. 27. Gregor Malantschuk: Dialektik og Eksistens hos Søren Kierkegaard, Kbh. 1968, s. 177-78.
  87. ^ Kierkegaard anf. arb. s. 35.
  88. ^ Smstd. s. 36 note.
  89. ^ Smstd. s. 33. Dette er skrevet med særligt henblik på „Kun en Spillemand“, hvor helten går til grunde, selv om han er et geni.
  90. ^ BEC I, s. 185 (24. sept. 1833). I sin helhed lyder sætningen: . . . „just min Blødhed, min halve Qvindelighed lod mig hænge fast ved Dem“ … BfA I, s. 266 (26. sept. 1834): . . . „nu jeg ikke længer er saa qvindelig blød i mine Følelser“ (for Collin). MLE I, s. 125, se s. 170.
  91. ^ Kierkegaard anf. arb. s. 39-41 note.
  92. ^ Paul V. Rubow: H.C. Andersens Eventyr (1927), 3. udg. Kbh. 1967, s. 104/
  93. ^ R & R II, s. XIII-XIV.
  94. ^ Kierkegaard anf. arb. s. 29.
  95. ^ A & C, s. 458.
  96. ^ BEC I, s. 244 (15. juni 1836).
  97. ^ BEC I, s. 257 (16. juli 1836), BJC I, s. 124-25.
  98. ^ Andersen hentyder antagelig til Riborg Voigt og Louise Collin.
  99. ^ BEC I, s. 262-63 (4. aug. 1836). „Broderen“ var Andersens kaldenavn hos familien Collin. Andersen troede, at brylluppet allerede havde fundet sted i København. Det foregik imidlertid først i Søllerød 10. aug. I sin udgave af brevene fra Andersen udelod Collin sætningen: „Min kjære, kjære Eduard . . . fortjener det“, hvori Andersen skriver „du“, A & C, s. 158. På dette grundlag gengav Elith Reumert brevet, men undlod sætningen: „Venskab skal udfylde . . . elsker høiest“. Derefter kunne han nøjes med at tolke brevet som „et stærkt bevæget Brev, der viser os, at Sorgen over det bristede Kærlighedshåb (til Louise Collin) ikke er glemt, og at Vennen, som naturligt er, ikke er uvidende derom“, Elith Reumert: H.C. Andersen som han var, Kbh. 1925, s. 59-60. Det var snarere „Selvskuffelsen“ end forelskelserne, Andersen ikke kunne tale med Collin om, se note 48.
  100. ^ Hans Brix: Lidt om Havfruer, Analyser og Problemer VI, Kbh. 1950, s. 166-69. Niels Kofoed anf. arb. s. 192-93.
  101. ^ B. S. Ingemann: De Underjordiske. Et Bornholmsk Eventyr, Kbh. 1817. Formodentlig har Andersen medbragt denne bog for at gøre forstudier til det planlagte eventyr, „Havets Døtre“.
  102. ^ BEC I, s. 263 (4. aug. 1836).
  103. ^ BfA I, s. 334: „„Havets Døtre“ skal skrives enten i Tolderlund eller paa Lykkesholm; det er snart bestilt“ (14. maj 1836).
  104. ^ SS XV, s. 298 (1862).
  105. ^ Jvf. Signe Toksvig anf. arb. s. 191-92, Bredsdorff anf. arb. s. 275, Mayer anf. arb. s. 226. Mens Signe Toksvig kun ganske kort og pietetsfuldt identificerer Andersen med havfruen og Collin med prinsen, gør Mayer tydeligt opmærksom på „Den lille Havfrue“ som Andersens mest oprigtige og selvafslørende eventyr, hvori han fremstiller sig selv som „Aussenseiter des Geschlechtli-chen“.
  106. ^ BfA I, s. 369 (11. febr. 1837). Andersen nævner smstd., at også afsnittet om „Den lille Abbedisse“ (i Improvisatoren, 1835) havde rørt ham på samme måde. Med den lille abbedisse menes Andersen at have hentydet til Louise Collin. „Den lille Abbedisse“, Flaminia, er nonne og uopnåelig. Romanens Antonio tænker: „Elskede jeg hende? . . . Nei, saaledes var ikke min Kjærlighed til Flaminia. Det var ei den vilde, brændende Lidenskab; det var Venskab, Broderens mest levende Kjærlighed“, R & R I, s. 258.
  107. ^ Nyborg anf. arb. s. 21-28, 68-88. Årsagen er angiveligt moderbinding.
  108. ^ Som et eksempel blandt mange kan nævnes „Skarnbassen“ (1861), som på én gang levendegør dyreriget, anskueliggør menneskers tankeløse og hjerteløse omgang med dyr og sætter spørgsmålstegn ved den borgerlige og materialistiske verdensforståelse.
  109. ^ Nyborg anf. arb. s. 87. Samme: Psykologien og ny-kritikken, Kritik nr. 2, Kbh. 1967, s. 123 om „Den lille Havfrues“ slutning: „Her glipper det for Andersen. Det var sandt nok ikke hans gode hjerte, der løb af med ham. Det var angsten for at se en pinlig konsekvens af et møde mellem to poler, hvoraf kun den ene – nemlig den bevidste – kom til orde“. Den ubevidste pol, der, hvis Nyborgs analyse af Andersens ubevidste havde været rigtig, ikke burde være kommet til orde – men altså alligevel kom til orde – er havfruen som symbol på Andersens ubevidst afviste anima. Eventyrets slutning er altså efter Nyborgs opfattelse en angstreaktion fra Andersens side.
  110. ^ Søren Baggesen: Individuation eller frelse? Om slutningen på H.C. Andersens eventyr „Den lille Havfrue“, Kritik nr. 1, Kbh. 1967.
  111. ^ „ham“ erstatter — og forstærker — det udstregede „Prindsen og alle“, H.C. Andersen: Den lille Havfrue. Facsimile og tekst, Manuskripter i H.C. Andersens Hus III, Odense 1951, s. 74.
  112. ^ Smstd. s. 76. Andersen skrev senere til Collin: „Husk paa, at hvem jeg ret holder af, dens Ord veier jeg, og især de overstrøgne, thi det er som oftest dem, der falder lige ud af Hjertet i Pennen“. Citeret efter Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, Kbh. 1907, s. 104.
  113. ^ BfA I, s. 369 (11. febr. 1837). Andersens fremhævelse.
  114. ^ Villy Sørensen: Efterskrift til H.C. Andersen: Eventyr og historier, Kbh. 1967.
  115. ^ I denne samfundsmæssige situation kan man finde forklaringen på mange af de „symptomer“ på afvigende adfærd, som Helweg, Duve og Nyborg m.fl. har observeret hos Andersen.
  116. ^ I manuskriptet rettet fra „en deilig Dreng, en deilig Dreng“, Facsimile og tekst s. 12.
  117. ^ Erik A. Nielsen: Blandt luftens ånder, Medd. fra Dansklærerforeningen, Kbh. 1971, s. 146.
  118. ^ Signe Toksvig anf. arb. s. 191-92 anser besynderligt nok „Den lille Havfrue“ for at være „en lønlig tilståelse af. . . egen svaghed deri, at han således formummede sig i kvindeskikkelse“.
  119. ^ Andersen skrev langt senere i sin dagbog, da kritikeren Clemens Petersen udvandrede til USA efter rygter om, at han havde indladt sig med drenge: „Var hos Fru Drevsen, vi talte om Clemens Petersen, hun var betagen over det Mystiske og Haarde, som hun forstod ved at sættes ud af Samfundet, Fru Heiberg havde det ogsaa grebet; jeg er fyldt deraf og finder han har syndet, men straffes utilgiveligt haardt. Vore Lovledere ere/ere ikke dømmende, som Christus var det“. Dagbøger VIII, 15. marts 1869. Clemens Petersen havde ikke begået nogen strafbar handling, jvf. Sigurd Müller i dagbladet „København“, 28. juli 1918.
  120. ^ Jvf. Ludwig Frey: Aus dem Seelenleben des Grafen Platen, Jahrbuch für sexu-elle Zwischenstufe I og VI, Leipzig 1899 og 1904; Alistair Sutherland and Patrick Anderson: Eros. An An-thology of Friendship, London 1961, optr. New York 1975, s. 228 fif (Ten-nyson); Joseph Cady: Not Happy in the Capitol: Homosexuality and the Ca-lamus Poems, American Studies XIX, 2, Lawrence, Kansas 1978.
  121. ^ BEC I, s. 74 (28. maj 1831).
  122. ^ „Blød“ og „Blødhed“ er hos Andersen nært forbundet med og næsten synonymt med „halv Qvindelighed“ – de ord, hvormed han beskrev sit forhold til Collin, når det var mest følelsesladet, se note 90. „Blødhed“ er et stereotypisk attributiv til kvinden, der indtil vore dage har haft en nedsættende betydning, når det anvendes om mænd. I bibeloversættelsen af 1819 oversattes μαλασϛ (Vulgata: mollis) med „Blødagtige“, der betyder det samme som 1907-oversættelsens: „de, som lade sig bruge til unaturlig Utugt“ . . . „skulle ikke arve Guds Rige“, 1. Kor. 6.9. Jvf. Ordbog over det danske Sprog, II. Kbh. 1920, sp. 916. I denne brug af ordet „blød“ ligger en udbredt forveksling af den seksuelle orientering med kønnet, som fik Montesquieu til at mene, at sodomi „giver det ene køn det andets svaghed“, Montesquieu: L’Esprit des lois, 1748, XII, 6. Denne forveksling førte senere til, at Karl Heinrich Ulrichs definerede det af ham opfundne ord „urning“ som „en mand fanget i en kvindes krop“, som igen førte til Magnus Hirschfelds betegnelse „det tredje køn“ for homoseksuelle. Andersens brug af ordet „blød“ er hverken tilfældig eller bevidst, men i overensstemmelse med den europæiske kulturs gængse begrebsstrukturer om mænds seksuelle forhold til mænd.
  123. ^ Karakteriseringen af Otto som by-ronsk (påpeget af Ole Jacobsen, R & R II, s. XXI, jvf. Aage Jørgensen anf. arb. s. 30, 47) er mere rammende, end Andersen formentlig selv kunne være klar over. Jvf. Sutherland and Anderson anf. arb. s. 212 ff.
  124. ^ At Andersen befolkede denne verden i havets grund som et spejlbillede af menneskeverdenen – „en vidunderlig troværdig patriarkalsk Hav-Families Eksistens og Historie“, Hans Brix: Analyser og Problemer VI, Kbh. 1950, s. 169 – viser, hvor vanskeligt det er at beskrive et alternativ uden samtidigt at tillægge det egenskaber og normer, der stammer fra den inderliggjorte virkelighed. Når det sker, må det fortolkes som en trang eller et ønske om at forsone de to verdener. Iøvrigt er der i havfruens familie snarere tale om en matriarkalsk end en patriarkalsk familie.
  125. ^ Oscar Wilde: The Importance of Being Earnest, Act II.
  126. ^ BEC VI, s. 23 og 486.
  127. ^ Hansen Fahlberg benyttede i vidt omfang Collins udgave af brevene fra Andersen i sin artikel fra 1901, H. C. Andersen. Beweis seiner Homosexualität, Albert Hansen anf. arb.
  128. ^ Harry Jacobsen: Den miskendte Herman Bang. Aarene der gik tabt, Kbh. 1961, s. 88-89.
  129. ^ J. Nellemann til Jonas Collin 26. febr. 1893, Collinske Brevsamling XXXVII, 3. Det kgl. Bibl., Kbh.
  130. ^ Kbh.s Kriminal- og Politirets arkiv, 3. Kriminalkammer, forhørsprotokol nr. 151 og 153, j. nr. 36/93, Landsarkivet for Sjælland m.m., Kbh.
  131. ^ Jonas Collin til Martin Kok 28. febr. 1893, Collinske Brevsamling anf. signatur.
  132. ^ Martin Kok til Jonas Collin 1. marts 1893, Collinske Brevsamling smstd. Om forfatteren Martin Kok (1850-1942) se Dansk Skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950, II, Kbh. 1960, s. 141-42. Kok havde intet strafbart begået og blev senere løsladt.
  133. ^ Aksel Dreslov anf. arb. antager, at „Albert Hansen“ er identisk med Carl Albert Hansen (senere Hansen Fahlberg). Der anføres ikke nogen kilde til støtte for denne antagelse, men den er sandsynlig.
  134. ^ „Dannebrog“ 9. marts 1893, avisudklip i Collinske Brevsamling, anf. signatur.
  135. ^ Smstd. I en rosende anmeldelse af Helweg anf. arb. anlagde Elith Reumert samme synsvinkel som læserbrevskriveren med vendinger som „denne uhumske Anklage“, „besudle“, „uhyggelig Sygdom“. Han beklagede, at det i Tyskland var en udbredt antagelse, at Andersen var homoseksuel, Politikens kronik 18. dec. 1927. Dette sidste skyldes formentlig, at Hansen Fahlberg havde publiceret sin artikel dér, og dette er sikkert baggrunden for, at Mayer anf. arb. antager det som på forhånd givet. Mayer karakteriserer iøvrigt Andersens liv og litterære løbebane med det meget stærke udtryk „Gleichschaltung“, som med sine overtoner fra Det 3. Riges indenrigspolitik skyder over målet. Meyers hårde bedømmelse af Andersen skyldes en uhistorisk opfattelse af „homoseksuel“.

Jeg skylder tak til undervisningsassistent Per Ausum og universitetslektor Ole Thomsen, som har ydet værdifuld kritik af manuskriptet til denne artikel. Det siger sig selv, at ansvaret for indholdet alene er mit. W. R.

 

©