Vikingetidens kvindedragt

Indtil nu har man opfattet kvindegrave indeholdende skålformede fibler som rige grave, hvor den afdøde tilhørte den øvre del af samfundspyramiden. Men i betragtning af det store antal skålformede fibler, der indtil nu er fundet[1], lader denne opfattelse ikke til at være holdbar, hvorfor dette forhold burde undersøges nærmere.

Digtet »Rigs Vandring«[2], beskriver vikingetidens samfund i store træk, men menes først nedskrevet engang i 1300-tallet med risiko for, at de middelalderlige omgivelser har haft afsmittende virkning på digtets indhold.

I digtet beskrives samfundet delt i tre klasser. En underklasse, trællestanden, der har udført det slidsomme, legemlige arbejde. En middelklasse, bondestanden, hvortil håndværkerne har hørt. Endelig en overklasse, krigerstanden, hvorfra også kongen stammer. Indenfor hver af disse klasser har der været forskelle, der har kunnet aflæses i kvindernes klædedragt og udstyr. En del af disse forhold kan aflæses i gravene, hvor der på vikingetidsgravpladser optræder fundtomme grave[3], der må opfattes som trællegrave. Lidt rigere er grave med få, men daterbare oldsager, men med meget lidt eller intet metaludstyr[4]. Rigere grave med skålformede fibler i kobberlegeringer optræder i forholdsvis stort antal[5]. Disse to typer grave må opfattes som bøndergrave, dog i hver sin ende af denne samfundsklasse. Endelig forekommer grave, som må afspejle samfundets øverste lag og som må være rige grave, da der i enkelte er bevaret silke og brikbånd med lanceringer i sølv[6], men uden skålformede fibler.

Men for at kunne vise sammenhængende udsagn om et menneskes samfundsmæssige status ud fra dragten, er gravens lukkede miljø nødvendigt, en løstfundet dragtdel fortæller normalt meget lidt om ejerens sociale status[7]. Mht. dragten er det arkæologiske billede dog skævt, da tekstiler normalt kræver metalsalte for at kunne bevares i jorden. Dvs. tekstilerne stammer fra grave, hvor den afdødes sociale status og familiens økonomiske formåen har været over et vist niveau.

Fig. 1. Den almindelige selekjole med skålformede fibler. Delvist efter Jørgensen 1987. Teg ning Birgit Kristensen.
Fig. 2. Selekjolen fra Køstrup med gauffrering mellem de skålformede fibler. Delvist efter Jørgensen 1987. Tegning Birgit Kristensen.

Når man ser på vikingetidige afbildninger af kvinder, er det påfaldende, at ingen viser skålformede fibler. Særligt i forhold til det store antal fibler, der kendes. En forklaring kunne være, at disse afbildninger enten viser overklassens personer eller gudinder, der naturligt forbindes med overklassen og dens dragt. Dette er ensbetydende med, at den dragt, der har været anvendt i forbindelse med skålformede fibler, ikke er den dragt, der vises på samtidige afbildninger.

Ud fra undersøgelser af skålformede, ligearmede, trefligede, små og store runde fibler, Urnesfibler og andre genstande, primært af kobberlegeringer, kan ses, at støbefejl, særligt i form af manglende dele, har været almindelige og accepterede, da sådanne genstande som oftest udviser slid. Disse genstande viser endvidere ofte reparationer, dele af charniet er knækket af og repareret med jernnitter, der er fæstnet på genstanden uden hensyn til fiblens oprindelige udseende. Genstande af kobberlegeringer viser desuden ofte ændringer af overfladens udseende i form af forgyldninger, blancheringer og/eller påloddede dele i ædelmetal (oftest sølv); ændringer, hvis formål må have været at få sådanne genstande til at syne af mere end de er. Endvidere er sådanne genstandes efterbearbejdning sjældent af førsteklasses udførelse. Dette fører frem til, at ejerne af sådanne genstande næppe har tilhørt samfundets højere lag, men har tilhørt en samfundsklasse, der har accepteret fejl og mangler ved deres dragtudstyr, samtidigt med at de har »snobbet opad«. Det er derfor sandsynligt, at den dragt, der hører sammen med de skålformede fibler, tilhører den økonomisk bedre stillede del af bønderne.

Denne dragt udgøres af særk og selekjole og måske kappe. Særken er normalt fremstillet af hør, mens selekjole og kappe normalt er af uld, uden at vi kender snittet i hverken særk eller kappe. Selekjolen kendes i forskellige udgaver, begge med to fibler. Den almindelige type selekjole, bl.a. kendt fra Birka, lader til at have været en lukket og glat udgave[8]. Et fund fra Køstrup på Fyn (Rasmussen & Lønborg 1993) viser en lukket selekjole med et gauffreret stykke mellem de dobbeltskallede fibler. Denne type kendes også fra Norge (Holm-Olsen 1976:202ff). Endelig kendes bagstykket af en selekjole fra Hedeby (Hägg 1984:38ff), der viser tilskæring af stoffet, så denne kjole har været figursyet i ryggen. Samme fragment viser i øvrigt slidspor efter en form for bælte, efter gravfundene uden bæltespænde. Man kunne forestille sig en selekjole med et gauffreret stykke foran mellem fiblerne og med figursyet ryg.

Fig. 3. En samtidig afbildning af en overklassekjole uden skålformede fibler. Fra Osebergvognen. Tegning Bjarne Lønborg.

Overklassens kvindedragt kendes indtil nu kun fra afbildninger. Desværre viser disse kun det allernødvendigste, oldtidens mennesker vidste udmærket hvorledes dragterne så ud. Det var derfor tilstrækkeligt at vise dragternes[9] hovedbestanddele, så dragttypen kunne genkendes af betragteren. Hvad der karakteriserer dragten på disse afbildninger, er særk og kjole, men uden et sæt fibler til at holde kjolen på plads, forklæde, slæb og kappe, hvor kappen helt sikkert forekommer i flere udgaver. Disse klædningsstykker kan alle være udsmykket med forskellige »bånd« primært i form af kantninger, der kan tolkes som brikbånd. Kjolen når til lige over anklerne eller dækker fødderne. Et yderligere karakteristisk træk er kvindens hår, der er langt og har en eller anden form for knude ved baghovedet, et forhold der kunne tænkes at henvise til kvindens ægteskabelige stand og den dermed forbundne status.

Fig. 4. Fire små svenske sølvfigurer. Fra venstre til højre. Birka, grav 835. Kinsta, Öland. Tuna, Uppland. Grödinge, Södermanland. Figuren fra Kinsta viser samme type kjole som Fig. 3, mens figuren fra Birka viser forklæde og slæb ovenpå kjolen. De to sidste figurer viser to forskellige udformninger af kappen. Efter Bau 1982.

I beskrivelsen af den højættede kvinde fra »Rigs vandring« fortælles, hvorledes hun snører sine ærmer. Dette er sandsynligvis en afsmitning af dragtmoden fra de middelalderlige omgivelser, hvor afbildninger af sådanne »snørede« ærmer kendes i stort tal[10], men ikke fra tilsvarende vikingetidige. Ligeledes beskrives, hvorledes denne dragt har to fibler på brystet, i modstrid med de arkæologiske vidnesbyrd, hvorfor dragtoplysningerne fra dette vers efter al sandsynlighed ikke er troværdige.

Dette »skema« med selekjole i forbindelse med skålformede fibler og en rigere dragt uden fibler, lader til at være blevet fulgt ude i landet, mens det brydes i forbindelse med handelscentre[11], hvor der forekommer rige grave med silkestoffer og brikvævede bånd med indvævede tråde i sølv eller guld, men også med skålformede fibler. Ikke usandsynligt i forbindelse med folk, der har handlet sig til stort økonomisk overskud, men uden at have den nødvendige sociale status.

Noter

  1. ^ Ca. 4000. (Jansson 1985:12 & 221).
  2. ^ En lettilgængelig gennemgang af digtet findes hos Ramskou 1962:285.
  3. ^ F.eks. gravene KA, NF og RB fra Rosenlundgravpladsen. Da gravene er fundtomme, kan kønnet ikke bestemmes, hvorfor disse grave kunne være mandsgrave (Lindblom 1993).
  4. ^ F.eks. grav XXXI på Hesselbjerggravpladsen, der indeholdt en kniv, en jernkæde, hvorpå 3 små båndformede bronzeringe, et konisk spindehjul med bundaffasning, et rundbuget lerkar med ind-adbøjet rand og 9 perler. (Andersen & Klint-Jensen 1971:36).
  5. ^ F.eks. Køstrup, FSM 3502, grav ACQ. (Rasmussen & Lønborg 1993).
  6. ^ Kvindegraven i Hvilehøj (Hald 1980:1llff) er et eksempel på en rig grav uden skålformede fibler fra yngre vikingetid. Et eksempel fra ældre vikingetid er Oseberggraven (Brøgger et al 1917-28).
  7. ^ Enkeltfundne dragtdele, som f.eks. skjorten fra Viborg Søndersø (Fentz 1989), fortæller intet om resten af dragten og om eventuelt tilhørende udstyr og giver ingen oplysninger om bærerens sociale status.
  8. ^ De dragtfragmenter, der er fundet i Birka, viser intet, der modsiger en sådan rekonstruktion (Hägg 1974).
  9. ^ Der har sandsynligvis været flere typer.
  10. ^ F.eks. dronning Ælgifu sammen med Knud d. Store. (Roesdahl 1993:103).
  11. ^ Det mest udprægede eksempel er Birka, men Hedeby, Ribe og Kaupang i Norge er andre oplagte steder.

Litteratur

  • Andersen, H. & Klint-Jensen, O. 1971: Hesselbjerg. En gravplads fra vikingetiden. Kuml 1970. Arhus.
  • Bau, F. 1982: Seler og slæb i vikingetid. Birka’s kvindedragt i nyt lys. Kuml 1981. Århus.
  • Brøgger, A.W. et al. (Ed.). 1917-28: Osebergfundet I-III, V. Kristiania, Oslo.
  • Fentz, M. 1989: En hørskjorte fra 1000-årenes Viborg. Kuml 1987. Århus.
  • Hald, M. 1980: Ancient danish textiles from bogs and burials. A Comparative Study of Costume and Iron Age Textiles. København.
  • Holm-Olsen, I.M. 1976: Noen gravfunn fra Vestlandet som kaster lys over vikingetidens kvinnedrakt. VikingXXXIX. Oslo.
  • Hägg, I. 1974: Kvinnodräkten i Birka. Livplaggens rekonstruktion på grundval av det arkeologiska materialet. Aun 2. Uppsala.
  • Hägg, 1. 1984: Die Textilfunde aus dem Hafen von Haithabu. Berichte über die Ausgrabungen in Haithabu 20. Neumünster.
  • Jansson, I. 1985: Ovala spännbucklor. En studie av vikingatida standardsmycken med utgångspunkt från Björkö-fynden. Aun 7. Uppsala.
  • Jørgensen, L. 1987: En bornholmerpige fra 700-årene. Nationalmuseets Arbejdsmark. København.
  • Lindblom, C. 1993: Køstrup – En nordvestfynsk vikingetidsgravplads. Med en oversigt over øvrige fynske gravpladser fra vikingetiden. Upubliceret mindre skriftligt arbejde i artikelform. Institut for forhistorisk og klassisk arkæologi. Københavns Universitet. København.
  • Ramskou, T. 1962: Normannertiden. 600-1060. Danmarks historie. Bind 2. (Ed. John Danstrup & Hal Koch). København.
  • Rasmussen, L. & Lønborg, B. 1993: Dragtrester fra grav ACQ, Køstrup. Fynske Minder. Odense. Dette bind.
  • Roesdahl, E. (Ed.) 1993. Viking og Hvidekrist. Norden og Europa 800-1200. Uddevalla.

©