Vikingetids metalbearbejdning i Vestergade

Ved Møntergårdens udgravning af Vestergade 70-76 i 1984 blev fundet et vikingetidigt grubehus og et hus fra 1100-årene samt nogle mere løst daterede gruber. Her skal udelukkende ses på nogle småfund, der dateres til slutningen af vikingetiden, til 2. halvdel af 900-tallet. De kan relateres til støbning og viser efterbearbejdning af støbte genstande og hører til blandt nogle af de ældste genstande fundet i Odense.

Fundene udgøres af nogle få skår fra en støbedigel[1] og en ufærdig patrice[2], fremstillet i kobberlegering af ukendt sammensætning. De blev fundet omkring de førnævnte gruber, uden forbindelse med huskonstruktionerne.

Fig. 1. Resterne af en vikingetids digel fra Vestergade.

Disse småfund fortæller lidt om Odenses handel og metalbearbejdning i vikingetiden. Den halvfærdige patrices metallegering, af hvilken ingen komponenter findes i den danske undergrund, vidner om handelsforbindelser til udlandet, da alle metaller skulle importeres, dvs. danske varer skulle eksporteres for at kunne skaffe »valuta« til importen. En mulighed kunne være import i form af røverier, men denne er næppe sandsynlig, da det drejer sig om en forholdsvis »billig« metallegering.

Digelskårene, der formodentlig stammer fra én og samme digel, har efter al sandsynlighed kun været anvendt til én smeltning og efterfølgende støbning (Lønborg 1988:90f), ikke usandsynligt til støbning af den halvfærdige patrice. Diglen er af den såkaldte fingerbølformede type, der er enerådende gennem hele vikingetiden. Sådanne digler har formodentlig været fremstillet på stedet af lokale materialer (ler, fint kvartssand og måske et organisk materiale, komøg?). Den ufærdige patrice fra Vestergade har stadig en del af støbetappen påsiddende, den alleryderste ende (der oftest udgøres af spidse og stikkende dele fra støbningen) er afhugget med mejsel. Dens ornamenterede forside er efterbearbejdet ved gravering[3] med stikkel (Lønborg 1992:80), mens bagsiden er urørt og viser sugningsrevner[4] fra støbningen. Den endnu fastsiddende del af støbetappen har formodentligt været anvendt til at fastholde stykket under graveringen.

Fig. 2. En ufærdig patrice i kobberlegering med delvist afhugget støbetap fra Vestergade.

En færdig patrice har været beregnet til fremstilling af fibler[5] i sølv eller guld og er således et hjælpeværktøj og ikke et smykke i sig selv.

En sådan fibel blev fremstillet i tyndt metalblik, der blev presset i facon over patricen ved hjælp af en blyplade og en hammer, oftest blev det herved fremstillede stykke presblik færdiggjort med en påloddet (ved kemisk lodning (Lønborg 1982:38)) dekoration bestående af småkugler (granulation) og filigrantråde[6].

Forekomsten af både digelfragmenter og patricen vidner hermed om tilstedeværelsen af et »købedygtigt« publikum i eller omkring det tidlige Odense.

Noter

  1. ^ KMO Vg 84-18-7.
  2. ^ KMO Vg 84-31.
  3. ^ De spåntagende teknikker kræver tilstedeværelsen af en skarp æg af hærdet stål, men på trods af hærdningen slides æggen under brugen, hvorfor den skal slibes med jævne mellemrum. Slibesten består af sammenkittede korn af stor hårdhed, der under anvendelsen vil efterlade sig slibespor i form af konkave riller i ståloverfladen. Under en senere anvendelse af værktøjet vil disse riller efterlade spor i form af konvekse striber i overfladen af de bearbejdede metaller. Sådanne spor fremkommer ved boring, gravering, mejsling, klipning og skrabning. Ved filing optræder der spor efter filetændernes uregelmæssigheder (der er fremkommet ved hugning). Man kunne fremføre, at sådanne bearbejdningsspor var påført genstandenes modeller og således var blevet overført ved metalstøbningen, men selv ved moderne slyngestøbning er man kun vanskeligt i stand til at gengive sådanne bearbejdningsspor klart, hvad man nemt kan overbevise sig om ved at se på afstøbninger af oldtidssmykker. Ved selv den mest omhyggeligt udførte kopiering, vil detaljerne i den støbte kopi oftest optræde slørede. Årsagen til dette forhold er den enkle, at metaller under størkning krymper en smule, hvorved den støbte genstand bliver mindre end modellen. Bearbejdningsspor, der er blevet påført en model, kan derfor ikke gengives klart på en støbt genstand. Bearbejdningspor på færdige genstande må derfor være fremkommet som resultat af en efterbearbejdning.
  4. ^ Metallet krymper under størkning og kan derved danne såkaldte sugningsrevner.
  5. ^ En fibel er en betegnelse for en krydsning mellem et smykke og en sikkerhedsnål.
  6. ^ Et eksempel på en fibel fremstillet i tilsvarende teknik med dekoration bestående af granulering og filigran stammer fra Nonnebakken (Thrane 1982: Fig. 1 & 3).

Litteratur

  • Lønborg, B. 1982: Teknikken bag sølvspændet fra Nonnebakken. Fynske Minder 1981.
  • Lønborg, B. 1988: Bronzestøbning i dansk jernalder. KUML 1986.
  • Lønborg, B. 1992: Om vikingetidens metalbearbejdning. Fynske Minder.
  • Thrane, H. 1982: Quadrilobe. Fynske Minder 1981.

©