Runesten er normalt noget man forbinder med store, jordfaste sten. I senmiddelalder og renæssancen, hvor man stadig anvendte runer, blev de bl.a. indridset i små sten, der fungerede som amuletter. Nogle gange ristede man runer i natursten, i andre tilfælde i årtusindgamle stenøkser, som man havde fundet på marken. Det gælder således to eksemplarer fra Brændekilde og Rugård. I ingen af tilfældene giver inskriptionerne mening for os – men det gjorde den for dem, der ristede dem i sin tid. Man troede, at stenøkser i sig selv kunne fungere som amuletter, der beskyttede mod lynnedslag eller brand, og muligvis var det blot denne effekt, man forstærkede ved at riste runer i øksernes overflade.
