en
Forfattere

Hvad er det?

Overskriften illustrerer ganske godt den situation, som arkæologer ofte bliver bragt i, når graveskeen afslører en genstand eller en konstruktion under en udgravning. Datering og tolkning af det fremkomne kan sætte én mange grå hår i hovedet – eller få arkæologen til at flå manken af i store totter i frustration over, at det fundne […]

Overskriften illustrerer ganske godt den situation, som arkæologer ofte bliver bragt i, når graveskeen afslører en genstand eller en konstruktion under en udgravning. Datering og tolkning af det fremkomne kan sætte én mange grå hår i hovedet – eller få arkæologen til at flå manken af i store totter i frustration over, at det fundne ikke ligner noget, man har set før. Men det nye og det anderledes er jo også pirrende for fantasien – for har man her fundet en helt ny type, eller kan konstruktionen give os en helt ny indgangsvinkel til forståelsen af fortidens samfund, er det jo fint. Sådan er det måske også med den ting, der skal præsenteres her.

I 1990 foretog Odense Bys Museer en mindre udgravning i Vester Kærby, Agedrup sogn, i forbindelse med nedlægning af en vandledning. I det ca. 1100 kvm. store udgravningsfelt fremkom ildsteder, affaldsgruber og stolpehuller, bl.a. fra et hus, der kunne dateres til yngre bronzealder eller førromersk jernalder (ca. 800 f.Kr.-300 f.Kr.). På grund af et stort, naturligt indhold af kalk i jorden var bevaringsforholdene for knogler gode, og affaldsgruberne bugnede da også af velbevarede måltidsrester i form af marvspaltede dyreknogler. Og mellem affaldet lå flere benredskaber, bl.a. en 11,5 cm lang og 2,9 cm bred dobbelt-kam-lignende ting, lavet af en stor rørknogle, velsagtens fra en ko eller en hest. Midt på stykket, der er skrabet helt flad på undersiden, er der en gennemboring. De fem tænder i begge ender af redskabet er ret grove, så det er næppe en luseforskrækker, man står overfor, men hvad er det da? Kunne man forestille sig et redskab til brug ved vævning, eller har det været anvendt til ornamentering af lerkar, eller er det snarere noget helt tredje? Der er ingen slidspor på stykket, som kan give os en ide om, hvad retning tolkningen skal gå, og fundomstændighederne hjælper os heller ikke meget, så indtil videre er vi helt overladt til det frie gæt.

Er der nogen, som kunne have et godt bud på, hvad det kamlignende redskab fra Vester Kærby har været anvendt til? I så fald vil museet meget gerne have en mail med forslag til redskabets funktion.

e-mail: mbhe@odense.dk

Det

cc by-sa
Det

cc by-sa
Det kamlignende benredskab fra Vester Kærby. L: 11,5 cm. Bagside.