en
Forfattere

Bedstefars sabel førte mig ind i Danmarkshistorien

På væggen på mit kontor hænger en bajonet, som jeg arvede fra min farfar, da han døde 89 år gammel i 1987. Farfar havde arvet den fra sin far, som igen havde arvet den efter sin far, Niels Henriksen, der døde i 1906 i en alder af 86 år. I min farfars otte første leveår boede han sammen med Niels Henriksen, der var på aftægt på sin egen gård i Gestelev på Midtfyn. Det var før daginstitutionernes tid, så lille Christian var overladt til bedstefaderens selskab, mens forældrene drev gården. Af bedstefaderen lærte han at spille ”tavl” – brætspillet som vi i dag kender som mølle. Og samtidig fik han historier fra et liv, der strakte sig langt tilbage i 1800-tallets bondesamfund – og ikke mindst hørte han beretninger om de slesvigske krige. Det var den første af disse, der var årsagen til, at Niels Henriksen havde bajonetten, og i øvrigt tre medaljer, som kan kaste lidt lys over, hvorfor vi overhovedet har ”sablen” i familien.

Bedstefars ”sabel” er i virkeligheden en bajonet, som var beregnet til at sætte på den danske hærs forladere. Bajonettens længde viser dog, at den også blev båret som sidevåben.

Netop i dag er den ene medalje særlig aktuel; det er et sølvkors, der blev lavet i 1874 som erindring om 25-årsdagen for udfaldet fra fæstningen i Fredericia natten til 6. juli 1849. Det var et afgørende slag i den første slesvigske krig, der således fandt sted i dag for præcis 170 år siden.

”Bedstefars medaljer. Det er sølvkorset til højre, som Niels Henriksen fik for deltagelse i slaget ved Fredericia. Sølvsløjfen markerer deltagelse i slaget ved Isted 25. juli 1850. Erindringsmedaljen i midten blev – efter ansøgning – givet til deltagere i treårskrigen.

I starten af juli 1849 var Fredericia omringet af omkring 22.000 slesvig-holstenske tropper, og inde i fæstningsbyen var et omtrent tilsvarende antal danske mænd – herunder min tipoldefar Niels Henriksen. I Rigsarkivet har jeg fundet ud af, at han indgik i 2. forstærkningsjægerkorps. Dette korps fik, under ledelse af generalmajor C.F. Moltke, en afgørende betydning i det dristige udfald fra fæstningen den 6. juli, da det erobrede en vigtig skanse fra fjenden. Det skete i øvrigt, efter at den danske general Rye var faldet i et tidligere forsøg på at nedkæmpe stillingen. Måske var bedstefar med i denne afgørende batalje, og hvem ved, om bajonetten var i brug i hårde nærkampe?

Min tipoldefar, gårdejer Niels Henriksen fra Gestelev. Selv om han døde 60 år før jeg blev født, har jeg hørt mange historier om ham fra min farfar. Overleverede familiehistorier lever i generationer!

Niels Henriksens krigsindsats var dog ikke slut, for i 1850 kaldte landet igen til tjeneste, og han deltog i slaget ved Isted, som den lille sølvsløjfe viser. En genindkaldelse i 1851 førte ikke til aktiv kamptjeneste, og bedstefar kunne nu – som det fremgår af soldaterpapirerne i øvrigt uden at være såret – vende hjem til den gård, som han drev, indtil den gik i arv til sønnen.

Disse for Danmarkshistoriens gang så vigtige episoder føles som en uendelig fjern fortid. Men da historierne om Niels Henriksens deltagelse i krigen blev fortalt til mig med farfar som det eneste mellemled 130 år efter begivenhederne fandt sted, føltes det nærværende. Havde bedstefar dog bare fortalt flere detaljer til farfar – og han efterfølgende til mig – mens vi sad ved tavlbrædtet! Netop de overbragte historier om bedstefar og ”sablen” var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg helt fra de tidlige barneår blev grebet af den gode fortælling og historie, som siden blev mit levebrød. Selv om jeg i sagens natur aldrig har mødt bedstefar, har jeg meget at takke ham for. Jeg sender ham derfor tit en venlig tanke, når blikket falder på bajonetten, medaljerne og den lidt brysk udseende herre med bowlerhatten på min kontorvæg.

Mere Arkæologi og forskning..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...