en

Bjørnen i Danmarks oldtid

I juli 2017 kørte jeg og min familie på en skovvej i bjergkæden Blue Ridge Mountains i Shenandoah National Park i Virginia, USA. Pludselig – ud af det blå – stod en stor, sort bjørneunge på vejen foran os; den rejste sig på bagbenene og havde front mod bilen, som jeg heldigvis havde haft nærvær nok til at standse. Nogen tid stod bjørnen nysgerrigt og betragtede os, mens bevægelser i buskadset i vejkanten afslørede, at dens moder kaldte, og ungen forsvandt lige så pludseligt, som den var dukket op. Pics or it didn’t happen, vil mange nok sige, men sandheden var, at hele familien på en gang var så benovede og lidt skræmte, at der ikke var nærvær til at tage kameraer frem. Vi nød øjeblikket og har det stadig fastbrændt på den indre nethinde!

Det var nærmest grænseoverskridende at møde denne vamsede bamse i fri natur, charmerende og skræmmende på én gang, men sandheden er, at bjørnen jo var mere bange for os, end vi var for den; vi sad trods alt i sikkerhed i en stor, solid Dodge! Pludselig forstod jeg, hvorfor folk, der lever sammen med bjørne, til alle tider og alle steder har været så fascineret af dette dyr, at det er blevet anvendt som motiv i kunsten og som figur i sagn og myter. Dette gælder også for de mennesker, der levede i Danmarks oldtid.

Den brune bjørn – her fotograferet i Skandinavisk Dyrepark på Djursland.

Den brune bjørn indvandrede til de nuværende danske landskaber i senistidens Allerødfase for knap 13.500 år siden (isbjørnen havde været her tidligere!). Fund af knogler i affaldslag på jægerstenalderens bopladser samt skeletter fra moser viser, at dyret var mest udbredt i den varmetid, der fulgte efter istidens slutning. Stigende temperaturer fik verdenshavene til at stige, og det store fastlandsområde, som omfattede det nuværende Danmark, blev omdannet til det ørige, der minder meget om nutidens. Dette førte til en indskrænkning af bjørnenes jagtterritorier, samtidig med, at menneskets jagttryk og manglende mulighed for nyindvandring blev begrænset. De yngste knoglefund fra – formodentligt – herlevende bjørne stammer fra to djurslandske bopladser fra bondestenalderens såkaldte grubekeramiske kultur (ca. 4500 f.Kr.), og på dette tidspunkt var dyret antagelig for længst udryddet fra de danske øer.

Kæbe af bjørn, antagelig fra Allesø nord for Odense.

Fra jægerstenalderen kendes små ravfigurer, der afbilder dyret meget naturalistisk, og fra flere dele af stenalderen er der fundet amuletter, der er lavet af gennemborede bjørnetænder og bjørnekløer. I en storstensgrav ved Munkebo på Fyn er der således fundet et hængesmykke, der er lavet af en af bjørnens drabelige hjørnetænder, og den er særligt interessant, fordi den stammer fra et tidsrum, hvor bjørnen ikke længere har levet i denne del af landet. Hængesmykkerne viser, at bjørnen var forbundet med høj status, men antagelig tillige beundret og frygtet. Fik man nedlagt en bjørn var der således ikke blot kød på bordet i lang tid; der var også en tyk og varm pels. Hertil leverede dyret også råmateriale til amuletter, der kunne udveksles til landskaber, hvor dyret var udryddet.

Amulet af bjørnetand, fundet i Sanderum Kær nær Odense. Antagelig fra jægerstenalderen.

Efter at bjørnen forsvandt fra den danske fauna i 5. årtusind f.v.t., gik der knap 5000 år, før den igen dukker op i det arkæologiske materiale – og da kun i form af bjørnekløer. Spredt rundt omkring i landet er der fundet en række grave fra 1.-5. årh. – men især fra 3.-4. årh. – som indeholdt bjørnekløer. I enkelte tilfælde er kloledene gennemboret og repræsenterer således hængesmykker eller amuletter, men i langt de fleste fund er kløerne ikke bearbejdede. De har utvivlsomt siddet i et skind, der har ledsaget den døde i graven. Fra Sydøstfyn kendes 20 grave med bjørnekløer, og de er alle fundet i Gudme-området, der netop i de første århundreder af vor tidsregning rummede et rigdomscenter med kontakter til store dele af Europa. I de handelsnetværk, der havde forbindelser til kontinentet såvel som til Norge og Sverige, har bjørneskind indgået på lige fod med andre luksusvarer. I nogle grave er bjørnekløerne da også fundet sammen med importerede luksusgenstande eller spilleudstyr, der indikerede, at afdøde tilhørte datidens sociale overklasse.

Hvidbrændte bjørnekløer fra grav fra den sydøstfynske Brudager-gravplads. Disse kløer har siddet i et skind, der fulgte den døde på ligbålet.

 

To gennemborede kloled fra bjørn – det ene med isiddende øsken fra ophængningen. Begge stammer fra gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme.

 

Også i den senere del af jernalderen blev bjørnen tillagt særlig betydning. I tilknytning til en af gårdene i stormandssædet i Lejre er der fundet dele af et bjørnekranium fra den senere del af 7. årh. Det er nærliggende at antage, at hele kraniet har siddet i et skind, der har prydet væggen eller gulvet i stormandens hal – eller måske blev skindet brugt som dragt ved optrin, hvor bæreren kunne levendegøre det mægtige dyr. At man kendte til bjørnen på dette tidspunkt fremgår af afbildninger i smykkekunsten og dens rolle i den nordiske mytetradition.

Oldtidens mennesker har været skrækslagne for at falde i kløerne på en bjørn – måske netop derfor blev de tillagt særlig symbolsk betydning som amuletter.

I vikingetiden var bjørnen for længst uddød, og det var nok de færreste, der overhovedet nåede at se et bjørneskind! Til gengæld levede fortællingen om bjørnen i en sådan grad, at mange mænd bar dens navn, og det smittede igen af på stednavnene. I Gudme har man således fundet en stor guld- og sølvskat i tilknytning til en jernaldergård, der lå på en mindre bakke, der på de ældste kort betegnes som Bjørnebanken. Er det mon et overleveret levn fra en tid, hvor bjørnen ganske vist ikke levede i den danske natur, men hvor dens styrke og kraft alligevel blev dyrket og tilbedt?

 

Læs mere om bjørne i Danmarks oldtid

Christensen, T. 2015. Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 87, s. 168f. Aarhus.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 215ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1. Fynske Studier 22. Odense.

Jessen, K. 1929: Bjørnen (Ursus arctus L.) i Danmark. Meddelelser fra dansk geologisk Forening. Bd. 7, s. 273-286.

Wamers, E. 2009: Von Bären und Männern. Berserker, Bärenkämpfer und Bährenführer im frühen Mittelalter. Zeitschrift für Archäologie des Mittelalters 2009, s. 1-46.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

 

Mere Arkæologi og forskning..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...