en

Brændt gris giver ny viden til arkæologer og retsmedicinere!

”Hvem forsker I for?” Det spørgsmål får arkæologer ofte, og i langt de fleste tilfælde er svaret, at vi forsker for at få indsigt i vore forfædres liv og færden for at kunne sætte nutiden i perspektiv. Resultater fra et forskningsprojekt, der lige nu gennemføres på Odense Bys Museer, kan imidlertid også bruges i en helt anden og mere nutidig sammenhæng.

Fig. 1. Ligbrændingen i 1992 med svinet på toppen af bålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fig. 1. Ligbrændingen i 1992 med svinet på toppen af bålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

De fynboer, der levede i yngre bronzealder og gennem det meste af jernalderen – fra ca. 1000 f.Kr. – 800 e.Kr. – blev kremeret, når de var døde. Brændte ligrester og evt. gravgaver blev herefter lagt i jorden i en urne eller i en grydeformet nedgravning – en såkaldt brandgrav. I tidens løb er der undersøgt næsten 6000 brandgrave, og Odense Bys Museer har opbygget en internationalt anerkendt viden på dette område. Men – det grundlæggende – nemlig selve ligbrændingsprocessen og dens betydning for begravelsesceremonierne og for udformningen af gravene har man ikke hidtil haft meget viden om. Derfor er der gennemført i alt fire forsøg med forhistorisk ligbrænding i 1989-92, og det sidste af disse fandt sted på herregården Hollufgård i Odenses sydlige udkant.

1992-forsøget blev derfor udført som en rekonstruktion af en jernalder-ligbrænding med en gris som stand-in for et menneskelig. Grisen blev placeret på toppen af et bål, der var bygget over en ca. 60 cm dyb grube. Ligbrændingen strakte sig over ca. 5 timer, og i løbet af dette tidsrum blev en 35 kg tung gris og ¾ rummeter træ forvandlet til aske, trækul og brændte benstumper. Bagefter lå dette materiale i gruben, som bålet havde været bygget over (fig. 1-2). Dagen efter kremeringen blev gruben dækket til med henblik på senere undersøgelse.

Fig. 2. Det nedbrændte, men stadig glødende ligbål 7 timer efter antændelsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fig. 2. Det nedbrændte, men stadig glødende ligbål 7 timer efter antændelsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

9 måneder efter kremeringen blev den ene halvdel af gruben udgravet på samme måde, som man ville have undersøgt en ægte jernaldergrav. I toppen af gruben lå de brændte ben fra grisen i et tyndt lag sammen med de ”gravgaver”, som den døde havde fået med – f.eks. glasperler og en lansespids af jern. Grubens nederste del var derimod helt fyldt med trækul (fig. 3).

20 år senere – i 2013 – blev den sidste halvdel af gruben udgravet. Det var helt bevidst, at tiden fik lov til at gå, så vi kunne se, hvordan knogler, trækul mv. blev påvirket af at ligge i jorden over en årrække. Udgravningen fandt sted i et samarbejde mellem arkæologer fra Odense Bys Museer og arkæolog og knoglespecialist Lise Harvig fra Retsmedicinsk institut på Københavns Universitet. De 21 år, der var gået siden brændingen, havde påvirket trækul, brændte knogler og jernlansespidsen ret markant, og det er selvfølgelig vigtig viden at have med, når vi skal bruge iagttagelserne fra forsøget til at tolke oldtidens brandgrave. Knoglerne var således nærmest opløste, og det samme var tilfældet med jernlansespidsen, der næsten udelukkende bestod af rust! Måske skyldes nedbrydningen kemisk påvirkning fra de store mængder trækul – ca. 100 liter – der lå i gruben. Sådanne mængder påtræffer man aldrig i jernalderens brandgrave, og vi kan derfor konkludere, at dette forsøg ikke gav et nøjagtigt indtryk af, hvordan en jernalder-kremering er foregået. Gruben var ganske enkelt så dyb, at manglende ilttilførsel i realiteten forhindrede en total forbrænding. Derfor må vi konkludere, at oldtidens kremeringer må være foregået på flad mark eller evt. over en grube, der ikke har været så dyb som forsøgsgruben.

Ligbrændingsforsøget på Hollufgård har således givet resultater, der både er til stor gavn for arkæologer og retsmedicinere. Sig så ikke, at arkæologer er nogle nørder, der kun beskæftiger sig med fortiden!

Følg arbejdet med forhistorisk ligbrænding her på bloggen.

Download artikel om kremeringsforsøget i 1992 og udgravningen af grubens ene halvdel fra Odense Bys Museers årbog Fynske Minder, 1993.

Mere Arkæologi og forskning..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...