en

Jernalderens hundeofre

Hunden er menneskets bedste ven, siger vi, og i hver fald er det det husdyr, der har fulgt mennesket længst. De første spor efter tamhunde i Danmark er mere end 10.000 år gamle, så antagelig har Fidos forfædre fulgtes med nogle af de første generationer af jægere, der kom til vore breddegrader. Fra at være en betydelig hjælp på jagten efter føden, udviklede den firbenede sig med tiden også til at være vagthund, hyrdehund, partner i kamp og ikke mindst et statussymbol for eliten. At hunden i ældre jernalder tillige indgik i offerhandlinger, viser flere fund fra fynske moser og vandløb.

Skeletter af jernalderhunde er bl.a. fundet i Lindved Å ved Højby, i et mosehul i Åløkkeskoven i den nordlige del af Odense samt to steder i Hygind Bæk på Vestfyn. På et af fundstederne ved Hygind endte mindst 12 hunde – og snarest flere – deres liv i vandet. I alle tilfælde er der tale om store, kraftigt byggede dyr. Tænderne er nedslidte, så hundene havde en høj alder, da de endte i vandet. Der er ingen sikre spor af vold på knoglerne, så vi ved ikke, hvordan de kom af dage – men måske blev de stranguleret, som det også kendes fra nogle moselig.

Et hundekranium på vej op over vandoverfladen i Hygind Bæk – efter at have været druknet i 2000 år. Foto: Morten Fischer Mortensen.

Hundekranierne fra Hygind er utroligt velbevarede trods de mange år i det våde element. Foto: Helle Deichmann.

Sammen med hundeskeletterne er der fundet store mængder af knogler fra tamdyr, især kvæg og får, men også enkelte fra hest. Der er imidlertid tale om yngre individer, og i modsætning til de hele hundeskeletter, er de andre arter kun repræsenteret ved udskæringer fra kødfulde dele af kroppen. I et par tilfælde er der også fundet knogler af hundens bedste ven, mennesket. Blandt knoglerne er der fundet skår af lerkar, der i nogle tilfælde viser spor efter ildpåvirkning. Sammen med kulstof 14-dateringer viser lerkarskårenes form og udsmykning, at dyrene endte i vandet omkring vor tidsregnings begyndelse.

Hygind-hundene havde meget kraftige tænder. Foto: Nermin Hasic.

Fundene fra moser og åer har slet ikke karakter af husholdningsaffald, som vi kender det fra samtidige affaldskuler på bopladserne. Derimod er det sandsynligt, at der er tale om produkter, der stammer fra religiøse handlinger, som ikke nødvendigvis fandt sted i direkte tilknytning til nedlægningsstedet. Måske blev hundene dræbt som led i ritualer, der blev praktiseret ved fester, hvor man tillige tilberedte og indtog kød fra kvæg, får og hest – og hvor mennesker også kunne indgå i offerhandlingerne. Det udstyr, som man anvendte til ritualerne, f.eks. kogekarrene, blev betragtet som ”forurenede” og blev efterfølgende nedsænket i vandet sammen med måltidsrester og de hele hundekroppe.

Hundekranium fra Lindved Å. Bemærk de store kindtænder. Foto: Nermin Hasic.

Vi fornemmer, at der har været tale om frugtbarhedsritualer, men præcis hvilken rolle hunden spillede her, er vanskeligt at gennemskue. I flere religioner betragtes hunden som et dyr med særlige egenskaber, bl.a. kunne den hjælpe den døde til dødsriget og fungere som vagthund ved indgangen hertil. Og i keltisk religion har hunden særlig tilknytning til vand og kult i forbindelse med kilder, der jo netop også kan betragtes som en indgang til det underjordiske. Måske skal vi se på de fynske fund med dette i baghovedet.

Det er tankevækkende, at hundeofringerne netop stammer fra en tid, hvor vi i det arkæologiske materiale kan se, at man begyndte at fremavle flere hunderacer – fra små skødehunde til store kamphunde. Måske fik hunden større eller anderledes betydning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse? Det antyder i hvert fald fundene fra moserne – og ikke mindst fra gravene, hvor hundene også dukker op på omtrent samme tidspunkt.

Hundene fra de fynske offerfund var store, kraftige dyr som Broholmeren Tyrk. Den tilhørte Frederik VII, og han havde så nært et forhold til dyret, at den blev udstoppet og nu kan ses på Møntergården. Foto: Ole Lund Jensen.

Hvis du vil vide mere

Gotfredsen, A.B. m.fl. 2017: Animal Sacrifices and Deposits in Inhumation Graves of the Roman Iron Age in Zealand and Funen, Eastern Denmark. Wealth and Prestige 2. Studier i Astronomi – Nyere Tid – Arkæologi Vol. IV, 2017 (s. 191ff). Gylling.

Hatting, T. 1999: Husdyrenes tidligste historie. Odense. (s. 21ff).

Nielsen M.H., M.B. Lundø & K.G. Therkelsen 2011: Den ældre jernalder på Fyn. Fyn i fortiden, bind 1. Odense Bys Museer.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. (s. 157ff). København.

 

Mere Arkæologi og forskning..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...