en

Odense Havn og Kanals historie

Odense er en af de få af Danmarks købstæder, der ikke har en direkte, naturlig adgang til havet.

Odense

cc by-sa
Odense Havn, ca. 1940

Det var et alvorligt problem for Odense, at byen ikke havde en naturlig havn, for indtil jernbanen og siden lastbilen revolutionerede varetransporten foregik stort set al handel over længere distancer per skib. Odense Å havde siden middelalderen ikke være dyb nok til besejling, så i stedet måtte skibe med gods til Odense enten gå i havn i Kerteminde eller ankre op i fjorden og lade små pramme bringe lasten til Skibhusene eller Munkebo. Derfra skulle små hestevogne så ad de elendige jordveje køre lasten ind til byen.

En gravet kanal fra fjorden til byen

Den initiativrige og fremsynede stiftsamtmand Friedrich Buchwald foreslog i slutningen 1700-tallet, at man gravede en kanal fra fjorden ind til byen, så Odense kunne få en rigtig havn. Efter en kommission af fagfolk havde undersøgt sagen blev kanalen projekteret og arbejdet kunne gå i gang. Efter datidens målestok var det et ingeniørprojekt af enorme proportioner. Kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre tog det et par hundrede kanalarbejderne otte års hårdt arbejde at grave den omkring 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 bar arbejdet frugt og jagten Neptunus kunne som det første skib sejle ind i Odenses nye havn.

Sejlskibe

cc by-sa
Sejlskibe på Odense Havn, 1907

Odense som havneby

Den nye kanalhavn betød nye muligheder for Odenses købmænd, og byen oplevede en stærk vækst op gennem 1800-tallet. Ved havnekajen blev der bygget pakhuse og en kongelig toldbod. Industrialderen, der kom til Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, stillede med større skibe og øgede godsmængder nye krav til havnen. I 1885 kom den første havneudvidelse, der tilføjede et nyt bassin øst for det gamle, og i 1904 var det nødvendigt at grave kanalen dybere og bredere. Men denne gang kunne dampmaskiner hjælpe med det hårde arbejde. Havnen blev centrum for import af den industrielle revolutions brændstof – kul – og der var regelmæssige dampskibsafgange til destinationer i ind- og udland.

Soli

cc by-sa
Soli og pakhuse på Odense Havn, 2002.

Industrihavnens guldalder

Tiden fra den nye kanals indvielse i 1904 frem til 1970’erne var industrihavnens guldalder. Havnen var præget af hektisk aktivitet og mange nybyggerier. En stor havnebrand på Østre Kaj i 1925, der ødelagde mange pakhuse, fik ikke lov at sætte udviklingen tilbage – få år senere var området genopbygget med nye flotte pakhuse, hvoraf mange endnu kan ses. Omkring havnen opstod et helt havnekvarter, Nørrebro, hvor man på sejlerværtshuse kunne høre historier fra de syv verdenshave. På og omkring havnen lå nogle af Odenses vigtigste virksomheder: Thomas B. Thriges elektromotorfabrikker, Havnemøllerne, de store korn- og foderstofforretninger og ikke mindst Odense Stålskibsværft.

Odense Havn under den tyske besættelse

Stålskibsværftet var arnestedet for en af de vigtigste begivenheder under besættelsen, nemlig Augustoprøret 1943. Kort før ombygningen af mineskibet ‘Linz’ var færdig, lykkedes det værftselektriker Sigurd Weber at sabotere skibet med en bombe. Tyskerne indførte bevæbnede vagter til at overvåge reparationen, men værftsarbejderne nægtede at arbejde under bevogtning og indledte en strejke. I løb af kort tid spredte strejken sig til andre af byens store virksomheder og mere end 4.000 nedlagde arbejdet. I løbet af august bredte strejkerne sig til andre byer og blev til en omfattende folkestrejke. Stillet over for et tysk ultimatum om dødsstraf for sabotage gik den danske regering af 29. august 1943 og samarbejdspolitikken ophørte.

Lindøværftet,\r\n1965

cc by-sa
Lindøværftet,rn1965

En ny havn ved Lindø

I 1950’erne kom havnen ind i et nyt byggeboom, ført an af korn- og foderstofindustrien, hvis mange høje jernbetonsiloer stadig dominerer havneområdet. I 1964 skete den sidste havneudvidelse, da et nyt havnebassin mod vest blev taget i brug. Men i årtierne derefter stagnerede havnen, og det blev tydeligt, at en større vanddybde og mere direkte sejlrute var nødvendig. Derfor fik Odense i 1992 en ny havn i Lindø-terminalen ved Munkebo, som i dag betjener størstedelen af skibstrafikken til og fra Odense.

Industrien og havneaktiviteterne er ved nu ved at forlade den indre havn og mange har planer og idéer for havneområdet. Tilbage står den gamle havns mange spændende og forskelligartede bygninger, der udgør en betydningsfuld del af Odenses historiske identitet. Pakhuse, kraner og siloer fortæller om dengang havnen var byens port til verden.

Læs mere om havnens historie i museumsinspektør Henrik Harnows bog Odense Havn og Kanal gennem 200 år (Odense Bys Museer 2005).

Mere 'Historie'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...