en

Pelikaner i Danmark – nu og før

Omkring Sankt Hans 2019 bragte medierne historien om en hvid pelikan, der var spottet ved Filsø i Vestjylland og senere ved Vejlerne i Nordjylland. Når det kunne blive så stor en historie, skyldes det ikke kun agurketiden, men at pelikanernes nærmeste naturlige levesteder findes i Sydøsteuropa. Hvis det blæser meget – en halv pelikan fristes man til at sige – kan fuglene forvilde sig ud af deres naturlige leveområder, ligesom ungfugle kan søge langt omkring i jagten på et nyt sted at slå sig ned. Det sidste må være årsagen til årets besøg i det jyske, for Dansk Ornitologisk Forening har oplyst, at gæsten var en unge fra 2018.

Medierne beskrev iagttagelserne som en ornitologisk sensation, eftersom vilde pelikaner ikke tidligere skulle være set i Danmark. Det var imidlertid en and! Vel at mærke en avisand – for i stenalderen kunne man også møde pelikaner ved danske kyster, for der kendes ca. en halv snes fund af knogler fra krøltoppet pelikan i affaldslag på bopladser fra jægerstenalderens Ertebøllekultur og bondestenalderens Tragtbægerkultur. Lokalt kendes pelikanknogler fra Troldebjerg på Sydlangeland og Tybrind Vig på Vestfyn. Selv om fundene henføres til perioder, hvor gennemsnitstemperaturen var lidt højere end nu, er der god grund til at antage, at også stenalderpelikanerne var på afveje fra levesteder under sydligere himmelstrøg.

Hvis man vil tæt på en pelikan, må man en tur i Odense Zoo, hvor de har rosa pelikaner. Denne underart lever i Central- og Østafrika, men har mange træk tilfælles med den krøltoppede og den hvide pelikan. Foto: Liva Henriksen Horsnæs.

Pelikanerne kan have et vingefang på mere end 3,5 m, så deres tilstedeværelse har naturligvis også påkaldt sig opmærksomhed, når de slog sig ned i et område med gode fiskemuligheder for ca. 6000 år siden. En overarmsknogle fra Tybrind Vig-bopladsen har tydelige snitmærker, der dokumenterer, at stenalderjægerne ikke kun betragtede den flyvende gæst med ornitologens nysgerrighed. Med en kropsstørrelse som en god gås, der nok kunne mætte nogle munde, kunne stenalderjægerne ikke tillade sig at være kræsne, så fuglen endte på madbordet sammen med skarv, svane, trane og andet godt fra luften.

Fra tiden efter ca. 3500 f.v.t. kendes ingen fund af pelikanknogler fra Danmark. Den mest sandsynlige årsag til dette er, at et generelt fald i gennemsnitstemperaturen betød, at pelikanerne ikke længere nåede så langt væk fra deres naturlige ynglesteder. At det så sker nu igen, er måske et udtryk for globale klimaforandringer.

Urne fra grav 1349 på Møllegårdsmarken. I dette tilfælde er der ikke meget tvivl om den ornitologiske bestemmelse af den afbildede fugl. Foto: Odense Bys Museer.

Først næsten 4000 år senere end de yngste knoglefund finder vi igen ”spor” af pelikaner i det arkæologiske materiale, men nu har fundene en helt anden karakter. På den sydøstfynske jernaldergravplads Møllegårdsmarken er der fundet tre lerkar – eller rettere urner, der rummede de kremerede rester af døde mennesker. Lerkarrenes yderside er dekoreret med omløbende friser i ophøjet relief med næsten ensartede fuglebilleder i indtil ni eksemplarer. Fuglene er afbildet med en stor, skråskraveret krop, fremadrettede ben, høj hals, der afsluttes med et hoved med tydeligt markeret øje – og ikke mindst et langt, kraftigt og nedadvendt næb. Der kan næppe være tvivl om, at fuglefriserne afbilder pelikaner. På et fjerde lerkar ses langt mere enkelt indridsede fuglebilleder, som også, men dog med større forbehold, kan tolkes som pelikaner. De fire lerkar, der er lavet i tiden omkring 300 og dermed i den periode, der betegnes yngre romersk jernalder, er unikke i det danske materiale. Derimod kendes lerkar med beslægtede friser i relief fra det nordtyske område, hvortil fynboerne havde tætte kontakter i disse århundreder. De fire sydøstfynske lerkar behøver derfor ikke at være et udtryk for, at pelikaner forlod Romerriget for at besøge de sydøstfynske strande i jagt på fisk; det kan lige så vel være lerkarrene, der kom hertil som led i udveksling af varer eller personer. De tre kar med plastiske friser er så ens i udførelsen, at de må antages at stamme fra samme håndværker. Man fristes til at tro, at de mere simpelt udførte fuglefigurer på det fjerde kar er en lokal efterligning af de fremmede lerkar – og fugle.

Urne fra grav 208 på Møllegårdsmarken. Fuglefiguren på dette kar afviger fra de tre andre og kan kun med forbehold tolkes som en pelikan. Foto: Odense Bys Museer.

I middelalderens billedkunst, bl.a. på en række kalkmalerier, møder vi pelikanen igen, og afbildningernes stiliserede karakter viser, at strejfende pelikaner næppe var et almindeligt syn i Skandinavien på denne tid. I det kristne billedunivers symboliserer pelikanen Jesu selvopofrelse for menneskeslægten, idet man længe har antaget, at fuglen plukkede sit eget brystkød for at fodre ungerne med det. Man har antagelig fejltolket de voksne fugles statur og bevægelser med hals og næb, når de gylper halvfordøjet fiskefangst op for at proppe det i de umættelige ungers svælg. Det er i øvrigt denne symbolik – som altså bunder på en fejlantagelse – der er årsagen til, at de danske bloddonorer bruger pelikanen som symbol.

Var det mon netop det store næb, der inspirerede jernalderens folk til at afbilde pelikanen? Kan man forestille sig, at pelikanen blev opfattet som en hjælper, der i sit rummelige næb skulle transportere afdødes sjæl til en anden verden? At rummeligheden i pelikanens næb er nærmest uendelig, ved vi jo allerede fra Rasmus Klump-bøgerne, hvor det ikke er småting, man kan hive ud af Pelles næb.

 

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1971a: Fynske jernaldergrave bd. IV,1. Tekst. Odense.

Albrectsen, E. 1971b: Fynske jernaldergrave bd. IV,2. Tavler. Odense.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 185).

Hatting, T. 1963: On Subfossil finds of Dalmatian Pelican (Pelecanus crispus Bruch.) from Denmark. Videnskabelige Meddelelser fra Dansk naturhistorisk Forening, Bind 125, s. 337-351. København.

Lassen, T.T. 2013: Human and animal bones from Tybrind Vig. Analysis of material from a burial and settlement. I: S.H. Andersen: Tybrind Vig. Surbmerged Mesolithic settlements in Denmark. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter vol. 77. Gylling. (s. 470).

www.kalkmalerier.dk (søgeord: Pelikan)

https://bloddonor.dk/pelikanen/ (pelikanen som symbol for Bloddonorerne i Danmark)

Mere Arkæologi og forskning..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...