en

Seden i ældre jernalder

I takt med den fremskredne byggemodning i Seden, nordøst for Odense, har arkæologerne fra Odense Bys Museer undersøgt større og mindre arealer. Dette har i stor stil bidraget til vores viden om den forhistoriske bosættelse i netop denne del af Odense området og har frembragt flere spændende bopladser og fund.

Gravningerne fra 2006-2007 var ingen undtagelse og i løbet af de to sæsoner undersøgtes et areal på omkring 13 ha. Arealet ligger ned mod den nuværende Svendsagervej.
Nedenstående fremlægges resultaterne fra de to gravesæsoner samlet med størst vægt lagt på bebyggelsen fra romersk jernalder (ca. 0-400 e.Kr).

Fig.

cc by-sa
Fig. 1. Oversigt over udgravningsaktiviteten i Seden. Med rødt ses de undersøgte områder og omtalte lokaliteter er markeret.

Forhistorie

Tidligere gravninger i Seden har vist, at der kan stødes på aktiviteter og jordfaste anlæg helt tilbage fra den yngre stenalder (fig. 1). Størstedelen af de arkæologiske levn koncentrerer sig omkring den ældre jernalder og begyndelsen af yngre jernalder. Fra denne periode kendes flere lokaliteter med bebyggelse, der kan give sig til udtryk som enkeltliggende gårde (OBM5741), eller som de mere landsbylignende bebyggelser, der er undersøgt ved Seden Syd (OBM9882) og ved Thoruplund (OBM8688). Den førstnævnte lokalitet ligger placeret på den grusede hedeslette, mens de to sidstnævnte ligger på tydelige moræneknolde. Netop derfor var undersøgelserne ved nærværende gravninger i Seden vigtige, da området er præget af en markant morænebakke i et ellers hedeslette præget landskab. Med tidligere gravninger in mente var det derfor forventeligt at finde den største koncentration af aktivitet på selve moræneknolden, mens hedesletteområderne burde fremstå som mere ekstensivt udnyttede arealer. Lokalitetens navn refereres efterfølgende som OBM3790, Ågård Nord.

Fig.

cc by-sa
Fig. 2. Højkantskort over fra midten af 1800-tallet over Seden. Højkantskortet kan give et lille indtryk af udstrækningen af vådbundsarealer og terræn. Udgravningsarealet er markeret med rødt.

Landskabet

Udgravningsområdet ligger placeret på Seden-hedesletten kun 2-3 km fra den sydlige kystlinie af Odense fjord. Området udgøres af et fladt plateau, der domineres af en nordvest-sydøst-orienteret bakkekam, hvor undergrunden består af moræneler, og den omkringliggende hedeslette overvejende består af ekstramarginale aflejringer af sand og grus (fig. 2).
Lokaliteten ligger på en af tre oprindelige morænebakker i Seden og Åsum. Mod nordøst findes endnu et moræneplateau i samme kote (5-7 m. over Dansk Normal Nul). Længere mod sydøst stiger terrænet jævnt op mod den sidste moræneknold, der med sine 13-14 meter over DNN, ses som en markant forhøjning i landskabet. Længere mod syd og vest falder terrænet ned mod et åløb, der afvandes i Odense Fjord.

Fig.

cc by-sa
Fig. 3. Udgravningsoversigt, hvor man tydeligt kan se det tre koncentrationer af bebyggelse.

Udgravningens resultater

Der kunne i alt udskilles tre områder med bebyggelse eller indenfor det ca. 13 ha. store område. Et område er placeret på den sydlige spids af det centrale moræneområde, mens de to andre områder ligger henholdsvist vest og nordvest samt nordøst for morænebakken og dermed placeret på kanten til eller på selve hedesletten (fig. 3).
Aktivitetssporene strækker sig helt tilbage fra den ældre stenalder og frem til og med middelalderen. Fundene fra yngre stenalder vil blive behandlet i en senere artikel, men det skal nævnes her, at der i området mod nordøst blev registreret et muligt toskibet hus, hvor taget har været båret af en enkelt række af tagbærende stolper. Ikke langt fra det mulige hus blev der undersøgt fire gruber med en mængde flintredskaber, der, med forbehold, kan antages at være helt eller delvis samtidig med det formodede hus. Disse kunne ud fra flintinventaret dateres til tragtbægerkulturen.
Stærkest repræsenteret var fund og anlæg fra især sen ældre og tidlig yngre romersk jernalder. Foruden flere langhuse og økonomibygninger samt enkelte hegn, blev der også undersøgt en mængde gruber og brønde, hvoraf enkelte havde særdeles gode bevaringsforhold og indeholdt spændende fund, der kunne dateres til samme periode.

De treskibede huse

Centralt i udgravningsområdet blev der undersøgt tre langhuse, seks økonomibygninger og et hegnsforløb. I det vestlige og nordvestlige område undersøgtes tre langhuse og tre økonomibygninger, og mod nordøst tre langhuse, to økonomibygninger og et hegnsforløb.
Husene er af den vanlige treskibede konstruktion, hvor de tagbærende stolper er placeret på to parallelle rækker ned gennem husets længderetning, der overvejende er nordøst-sydvest orienteret. Langhusene består af fra fire til syv sæt af tagbærende stolper og varierer fra 15-34 m i længden og fra ca. 5 til 6,5 m i bredden. De mindre økonomibygninger eller staklader består af to eller tre sæt tagbærende stolper, hvis længde ikke oversteg 10-12 m og som oftest er 5 m brede. Konstruktionernes bevaringsgrad er meget varierende og i de fleste tilfælde, er kun de kraftige, tagbærende stolper alt, der er tilbage. I to tilfælde var husene til gengæld meget velbevarede, og der kunne her udskilles næsten komplette væg- og gavlforløb i form af en række af dobbeltstolper og med en tydelig indre opdeling i en beboelses- og en staldafdeling.

Fig.

cc by-sa
Fig. 4. Langhus K22, hvori der sås en tydelig indre opdeling i beboelse og stald.

Det mest velbevarede langhus bestod af seks sæt tagbærende stolper. Stolperne stod symmetrisk placeret med den største afstand mellem det tredje og fjerde sæt tagbærende stolper, eller hvor man skal forestille sig placeringen af et indgangsparti. Selve indgangen var fjernet af resterne af et middelalder- eller efterreformatorisk agersystem. Øst for indgangsrummet ses et indre indgangsparti til, hvad der tolkes som stalden. Langs nord- og sydsiden af husets indre kunne udskilles mindre stolpehuller, der antages at være resterne efter staldens båseskillerum. I husets østligste del kunne der ikke udskilles båseskillerum, og det er muligt at den østligste del kan have fungeret som en art lade eller andet opbevaringsrum (Ethelberg 2003, Moltsen & Prangsgård 2001). En sådan tolkning understøttes ligeledes af makrofossilanalyser fra et velbevaret langhus på OBM5741 nordøst for lokaliteten, fra OBM7892 ved Lumby og fra et lige så velbevaret langhus i Ferritslev (OBM3979). Ved sidstnævnte er der ikke foretaget naturvidenskabelige analyser, men husets indre opbygning er stort set identisk. Selvom der ikke blev registreret noget ildsted i huset, tolkes den vestlige del af huset som værende beboelsen.
Både væggen og de tagbærende stolper står i et let krummet forløb og huset er dermed kun 5,5 m bredt ved gavlene, mens det måler 6,5 m ved den formodede indgang. Denne type huse dateres efter den jyske huskronologi generelt til slutningen af yngre romersk eller begyndelsen af germansk jernalder, men nylige C-14 dateringer fra netop OBM5741 har vist, at denne hustype allerede forekommer fra begyndelsen af yngre romersk jernalder på Fyn og som sådan sikkert også på OBM3790.

I et enkelt tilfælde var det med sikkerhed muligt at udskille et helt gårdsanlæg, da dette var omkranset af et hegn, der indhegnede et område på ca. 1.300 m2. Gårdsenheden bestod af et langhus på mindst 22 m og en til to økonomibygninger.

De resterende konstruktioner kunne ikke på samme måde knyttes sammen til regulære gårdsenheder, men i det mindste bør de to bedst bevarede langhuse i det vestligste udgravningsfelt knyttes sammen med de to mindre økonomibygninger i samme område, og dermed udgøre to faser af en gårdsenhed. Lignende gårdsenheder vil uden tvivl også kunne udskilles i det nordøstlige felt, og ved en senere udgravning på de resterende matrikler nord for nærværende gravning (OBM7493) fremkom endnu tre langhuse, der tolkes som en del af samme bebyggelse.

Fig.

cc by-sa
Fig. 5. Gårdsanlæg K34. På figuren ses langhuset og de to økonomibygninger samt det omkransende hegn. Funktionsopdelingen af økonomibygningerne er foretaget på baggrund af de naturvidenskabelige analyser.

Økonomi på OBM 3790

I forbindelse med undersøgelsen af de tagbærende stolper, er det praksis, at der udtages en jordprøve fra stolpehulsfylden, da denne kan indeholde vigtige informationer. Især prøverne fra ovennævnte gårdsanlæg indeholdt et godt naturvidenskabeligt materiale i form af forkullede korn og frø, såkaldte makrofossiler (fig. 5). Makrofossilmaterialet var så godt, at der blev lavet en egentlig analyse ved Marianne Høyem Andreasen fra Moesgårds Natruvidenskabelige afdeling (Andreasen 2008).

I forhold til langhuset kunne man ikke udlede nogen funktionsinddeling af langhuset, og kornene og frøene fra de tagbærende stolper stammede fra den daglige brug i huset; det være sig enten i madlavningen eller til fodring af husdyr.
I økonomibygningerne derimod sås der en ret klar funktionsopdeling. I K2 som helhed blev der fundet store mængder avnklædt byg, emmer/spelt samt hør og sæddodder. Desuden blev der fundet forholdsvis mange kerner af havre, mens der kun blev fundet ganske få mulige kerner fra brødhvede og ukrudtsfrø. Fordelingen af makrofossilerne er meget interessant, da kornkerner dominerer mod vest og frø fra hør og sæddodder mod øst. På baggrund af det høje antal af kerner og frø synes det tydeligt, at K2 har fungeret som en regulær økonomibygning til opbevaring af afgrøder. Det samme gør sig gældende i K5. Billedet er ikke så klart som i K2, men der er sandsynligvis tale om en økonomibygning til lagring af især hør og sæddodder og denne gang i den vestlige del af bygningen. Omkring de to vestligste stolper fremkom desuden flere korn af overvejende avnklædt byg, men også lidt havre, mulig brødhvede og emmer/spelt og det er muligt, at der oprindeligt har været opbevaret korn i den vestlige del af konstruktionen. I den forbindelse indtager K4 en lidt speciel position. Der blev ikke lavet en egentlig analyse af indholdet af de naturvidenskabelige prøver, men prøverne indeholdt næsten udelukkende kornkerner fra byg, hvede og havre, mens de olieholdige frø fra hør og sæddodder kun optrådte i et fåtal. Dette kunne tyde på, at K4 har fungeret som en økonomibygning udelukkende til opbevaring af korn.
Foruden det almindelige landbrug med husdyrhold og kornavl, blev der også gjort enkelte fund, der viser, at jernalderens folk også har udnyttet de naturlige ressourcer i området. Der blev således fundet et enkelt frø fra et hindbær i en af prøverne fra de tagbærende stolper. Hvorvidt dette er udtryk for indsamling af vilde bær eller en mere regulær dyrkning er uvis. Derforuden kunne det vises, at de maritime ressourcer er blevet udnyttet, da der i grube ARH blev fundet et meget kompakt lag af muslinger. Foruden muslingerne fremkom også fragmentet af en jernkniv og keramik, der kunne dateres til ældre jernalder, og dermed kan være helt eller delvis samtidig med bebyggelsen på lokaliteten.

Fig.

cc by-sa
Fig. 6. Profilfoto af grube ARH med muslingelag. Foruden muslinger fremkom også keramik og et fragment af en jernkniv.

En anden ressource, der er blevet udnyttet, men som kun sjældent giver sig udslag i det arkæologiske materiale, er redskaber og smykker fremstillet af dyretænder eller -knogler. Ben og knogle er et meget let forgængeligt materiale, og man skal nok forestille sig en langt større udnyttelse af dette materiale, end de arkæologiske fund viser. På OBM3790 blev der fundet to redskaber af knogle og et smykke af dyretand (fig. 7-9). Alle tre fund blev fundet i hver sin tagbærende stolpe i det samme hus. De to benredskaber udgøres af en meget fin bennål og en større benpren eller lansespids. Smykket er fremstillet af en svinetand, hvor der i toppen ses en tydelig gennemboring, og tanden har således kunnet bæres i en kæde om halsen. Hvorvidt fundene siger noget om husets eller ejerens funktion er usikkert, men det er en fristende tanke. Fundene kan også være et led i den jernalderlige husoffertradition, der ofte omfatter genstande deponeret i de tagbærende stolper (Hansen 2006).

Brønde og produktionsanlæg

Foruden de treskibede konstruktioner, blev der undersøgt en mængde større nedgravninger, hvoraf flere tolkes som primære materialetagningsgruber, der sekundært er opfyldt med affald fra bopladsen. Affaldet bestod som oftest af knogler og keramik, men i anlæg BES var der i toppen af anlægget nedlagt en meget fin kværnsten. Kværnstenen var intakt og tankerne bag stenens nedlæggelse er usikker; frugtbarhedasoffer eller anden praktisk funktion?

Fig.

cc by-sa
Fig. 10. Kværnsten fra anlæg BES.

Flere anlæg er tydeligt gravet ned i vandførende lag og må som sådan tolkes enten som brønde eller som en art produktionsanlæg, hvor vand har været påkrævet. Der kan eksempelvis være tale om anlæg til forarbejdning af hør, som det kunne ses på Frydenlund lokaliteten i nærheden af Odense (OBM8416). Her, synes der næsten tale om en form for hørindustri (Runge & Henriksen 2007). På OBM3790 blev der ikke gjort fund af selve hør- og dodderstænglerne og kun frøene kan med sikkerhed siges at være udnyttet; i dette tilfælde på grund af deres store olieholdighed (2007, 158; Robinson 1994).
Enkelte af de undersøgte brønde skilte sig ud, da de indeholdt trækonstruktioner, der formodentlig har stabiliseret brøndens indre. Brøndene med sikre trækonstruktioner forekommer udelukkende på det sandede areal mod nordøst, hvilket understøtter teorien, da det stive moræneler muligvis ikke har krævet afstivning. Trækonstruktionerne udgjordes af en vidjeflettet brøndkasse som ved anlæg BNX eller en kombination af en vidjeflettet brøndkasse med en indvendig holk. (AXN og ASM). Brøndene med trækonstruktioner var alle mellem 1,50 og 1,75 m dybe. Brønd AXN var specielt flot og holken målte op mod 75 cm i højden og var lavet af en udhulet træstamme (af pil?), der først var flækket på midten. Brønden indeholdt nogle spændende fund i form af dele af et stykke reb (x477 og x476) samt en meget velbevaret bronzefibula med høj nåleholder (x477). Hvorvidt holken i AXN og ASM er et forsøg på at forlænge brøndenes levetid efter, vidjerne begyndte at rådne, er usikkert. Konstruktionens omfang og det arbejde, der er investeret i den, vidner dog om vigtigheden af anlæggets funktion; det være sig i form af vand til gården, eller som produktionsanlæg.

Fig.

cc by-sa
Fig. 11. Brønd AXN samt bronzefibula x477.

Afslutning

På baggrund af de udskilte konstruktioner på OBM3790 er det nærliggende at se de tre områder med huse som udtryk for tre helt eller delvist samtidige gårde, der kan følges i to-tre faser. Samtidigheden af husene er dog svær at påvise helt nøjagtig, men fremtidige c14-dateringer vil forhåbentlig kunne besvare netop dette spørgsmål.
Resultaterne fra OBM3790 og OBM7493 er med til at belyse de forudgående perioder for de mere rige bebyggelser i Seden syd og Lundsgård, hvor aktiviteterne topper noget senere end det her berørte område – omkring yngre romersk og ældre germansk jernalder, mellem 4. og 5. årh. e. Kr. Undersøgelsen på de to lokaliteter er desuden med til at belyse billedet af forholdet mellem de mere tæt bebyggede moræneknolde, som eksempelvis ses ved Lundsgård og de mere ekstensivt udnyttede hedesletteområder som ovenfor nævnte gravninger er en del af. Med undersøgelsen blev det også vist, at til trods for hedeslettens mere marginale jorde, er selv disse arealer også blevet udnyttet, og har sagtens kunne bære en spredt bebyggelse. De meget velbevarede huse i den vestlige del af feltet viser også, at der ikke altid kan sættes noget lighedstegn mellem jorde med god bonitet og de længste huse, og tages husenes længde som et tegn på social stratigrafi, har selv de mere velhavende folk været henvist til de mere marginale jorde. En andens forklaring kan være, at de længere huse afspejler en anderledes erhvervsstrategi – måske et større husdyrhold, forårsaget af den ringe agerjord, der giver sigt il udtryk i form af større staldkonstruktioner. Dette spørgsmål vil fremtidige undersøgelser måske også kunne kaste lys over.

Litteratur

  • Andreasen, Marianne Høyem 2008: Rapport fra Moesgårds konserverings og naturvidenskabelig afdeling, Arkæobotanisk analyse fra Romersk Jernalder.
  • Ethelberg et. al. 2003: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Jernalder, Vikingetid og Middelalder. Haderslev 2003
  • Hansen, Jesper 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien. Kuml 2006.
  • Moltsen, Anine & Kirsten Prangsgård 2001: Kornet i krogene. Skalk 2001, 2, s. 5-9).
  • Robinson, D.E. 1994: Dyrkede planter fra Danmarks forhistorie. Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1993.
  • Runge & Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s. 145-168.
Emner: Jernalder

Mere Arkæologiske fortællinger..

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...