en
Forfattere

3.000-årigt vidunder fra Håre på Arkæologisk Top 10

Udgravning

 

Med års mellemrum støder museets arkæologer på fund, der er så velbevarede, at det næsten er umuligt at forstå. I slutningen af februar 2021 indtraf en sådan begivenhed i forbindelse med færdiggørelsen af de arkæologiske undersøgelser langs rørledningsprojektet ”Baltic Pipe”. Slots- og Kulturstyrelsen har netop offentliggjort, at fundet er udpeget blandt de ti mest spektakulære fund fra hele Danmark i 2021.

På en mark sydvest for Håre Bjerge på nordsiden af Brænde Ådal, Vestfyn, var arkæologerne ved at undersøge et 11.000 m2 stort område med ildgruber, huse og øvrige bopladsspor fra sen bronzealder og tidlig jernalder (ca. 1.100 f.Kr. – 100 e.Kr.). På en solskinsdag i februar fik udgravningen besøg af den lokale fritidsarkæolog Helle Deichmann, der havde medbragt sin metaldetektor, og da hun afsøgte et mindre område, der umiddelbart fremstod som gruset undergrund, gav metaldetektoren pludselig et kraftigt udslag. Ved den efterfølgende afgravning kom et vidunderligt velbevaret bronzesværd langsomt til syne (Fig.1).

 Et ufatteligt lykketræf
Det stod hurtigt klart, at der her var tale om et helt usædvanligt fund, for udover den exceptionelt velbevarede sværdklinge, så var sværdets greb af organiske materialer stadig intakt! Dette burde ikke være muligt efter 3.000 år i den grusede undergrund, men sådan var det – et ufatteligt og umiddelbart uforklarligt lykketræf, som også påkaldte sig international interesse.

Efter sværdet var bragt til museet, gik museets konservatorer og arkæologer i gang med at undersøge og skille de forskellige bestanddele ad med henblik på konservering og udtagning af prøvemateriale til naturvidenskabelige analyser. I den proces udfoldede sig en fantastisk spændende historie, der både gav en masse svar og god grund til at stille nye spørgsmål, som museets fagfolk stadig er ved at besvare sammen med en lang række danske og internationale eksperter.

Et fint indpakket sværd…
Ved undersøgelserne på museet afsløredes, at ikke alene grebet var beviklet med bast, men at hele sværdet havde været indsvøbt. Enkelte større stykker bast sidder endnu fast på spidsen af klingen, men over hele sværdet er der tydelige aftegninger fra beviklingen efterladt som tværgående plantefiberaftegninger i den let korroderede bronzeoverflade. Iagttagelsesforholdene er enestående, og den “omsorg”, som sværdet er blevet udvist, først i forbindelse med indpakningen og siden nedlægningen og tildækning i gruben viser, at der her er tale om et offerfund med brug af forskellige stærke symbolske virkemidler. Analyser af de fundne plantefibre viser således, at basten er lavet af brændenælde.

Hvem var sværdbæreren?
Fra grebets bevikling er der også udtaget en prøve til såkaldt eDNA-analyse (environmental DNA). Den trevlede porøse bast har således fungeret, som en perfekt DNA-fælde, og ad den vej er det et håb, at de exceptionelle bevaringsforhold kan hjælpe os med at komme helt tæt på sværdbæreren og dennes omgivelser for 3.000 år siden. For hvem var personen og hvilke dyr, sygdomme, planter m.m. var sværdets greb i “berøring” med i sin samtid?

Fint skulle det være…
Foruden grebtungen/klingen af bronze og den ydre bevikling af brændnældebast, så var sværdets greb opbygget med en nøje tilpasset hasselspån på hver side af skafttungen, alt imens skafttungens fordybning var udsmykket med udskåret horn, som strækker sig ned over bladet i en halvmåneform. Analyser af materialet viser, at der er tale om horn fra ko eller urokse, hvoraf sidstnævnte endnu levede mange steder for 3.000 år siden. Måske vil eDNA-analyserne også kunne bidrage yderligere til den fortælling.

Hvornår blev sværdet brugt?
Sværdets T-formede fæsteknop havde været monteret med et beg-materiale af birketjære, som desuden også indeholdt animalsk fedtstof i stil med smør. Kulstof 14-analyser af den omviklede bast vil kunne indsnævre tidspunktet, hvor sværdet lagdes i offergruben i løbet af bronzealderens periode IV, 1100-900 f.Kr.

Fjerne og giftige forbindelser…
Det helt centrale spørgsmål udestår imidlertid: Hvordan har sværdet med dets organiske materialer kunnet bevares så intakt igennem 3.000 år i et simpelt og gruset hul i jorden på Vestfyn? Det er oplagt, at sværdets mikromiljø må have været giftigt for de typer af mikroorganismer, der under almindelige forhold ville have nedbrudt organiske materialer som horn, bast og træflis i løbet af måneder eller få år. Lokaliteten bærer imidlertid ikke generelt præg af gunstige bevaringsforhold for organiske materialer, og derfor rettes fokus mod selve sværdet, og i særdeleshed den legering, som det 1,3 kg tunge sværd er skabt af.

Metalanalyser har vist, at den bronze som sværdet er fremstillet af stammer fra området omkring de sydlige Alper. Bronzelegeringer fra netop denne egn er ofte kendetegnet ved et højt indhold af blandt andet antimon og arsen, som begge er giftige stoffer. Analyserne af Håre-sværdet viser netop stærkt forhøjede værdier af disse to grundstoffer i legeringen, og det er meget sandsynligt, at det kan være en af årsagerne til de usædvanlige gode bevaringsforhold. Det er da også en både tiltalende og utrolig tanke, at de umiddelbart uforklarligt gode bevaringsforhold kan skyldes en 3.000 år gammel beslutning om, hvilken legering sværdet skulle støbes af. Aldrig før har vi haft så gode muligheder for at komme helt tæt på bronzealderens sværdbærere, som tilfældet er for vidunderet i bronze og bast fra Håre.

 

Rekonstruktion

Helt tæt på kommer vi også, når vi betragter farvespillet i den grafiske reproduktion, som museets grafiker har udarbejdet (ovenfor). For 3.000 år siden var sværdet nemlig ikke grønt som nu. Klingen skinnede dengang gyldent i solens farver og grebets horn changerede i fine toner fra lys til mørk.

Fundet af det velbevarede sværd fra Håre er også i en international målestok et arkæologisk lykketræf, og netop nu og i de kommende måneder er sværdet udstillet i Møntergårdens ankomstområde. Vi håber meget, at mange gæster vil benytte chancen efter Coronanedlukningen af museerne til at komme og se dette 3.000-årige vidunder i bronze og bast.

 

Læs mere om sværdet (kræver login): Bronzesværdet fra Håre. Fynboer og Arkæologi 2021, pdf fra Academia.edu