en
Forfattere

Besøg H.C. Andersens Hus og oplev det nyrestaurerede fødehjem

 

I slutningen af juni måned åbner vi atter for H.C. Andersens fødehjem, der ligger i forlængelse af det nye H.C. Andersens Hus. Fødehjemmet har været lukket de seneste måneder, mens det er blevet renoveret indvendigt, så det i højere grad minder om det hus, som H.C. Andersen kom til verden i.

Tilbage i 1905 ved 100-året for H.C. Andersens fødsel blev det besluttet at indrette et museum i det lille, gule hjørnehus på Hans Jensens Stræde 45. Husets indre blev i den forbindelse ændret, og typiske boligrum som køkken og brænderum forsvandt, og siden da er huset istandsat mange gange. Vi har med reetableringen søgt at finde tilbage til det udtryk, der er mere tro mod huset, som det stod i 1805, året for Andersens fødsel, bl.a.:

  • er forsatsvinduerne fjernet, og man kan nu se det rå bindingsværk, ligesom væggene er blevet kalket.
  • er gulvene lagt, som man gjorde omkring 1800, og plankerne er hvidskurede og med synlige søm.
  • er døre og paneler fra 1900-tallet ændret til simple, ligesom de er blevet malet med linolie frem for alkydmaling i en mørkegrå farve, som minder om den farve, som farveundersøgelsen konkluderede, at der sandsynligvis har været.

Selvom huset næppe stod helt så fint, da Andersen blev født, blev huset opført i 1799 og var således et nyt hus. Der boede ikke mindre end fem familier i huset, som på daværende tidspunkt ikke var ét men to sammenhængende huse. H.C. Andersens far og mor var så fattige, at de ikke havde råd til egen bolig, hvorfor vi formoder, at de har opholdt sig hos faderens tante, der boede i et af rummene i huset. Dette er også blevet bekræftet af forskellige mundtlige kilder.

Restaureringen er muliggjort med støtte fra H.C. Andersen Fonden og Ingeniør N.M. Knudsens Fond.