en
Forfattere

Den Fynske Landsby bliver 75 år

/

 

Foråret nærmer sig, og med det kommer åbningen af Den Fynske Landsbys sæson 2021 – den 75. sæson, som vi har glædet os til at fejre sammen med vores gæster. Sæsonen starter 1. april – skærtorsdag – kl. 10, hvor vi byder indenfor til påskefejring i en forårssmuk landsby. Så langt ser alting ud, som det plejer.

Men til at begynde med bliver det jo nok et museumsbesøg under lidt andre former, end vi er vant til. Vi må nemlig kun åbne for vores udendørs områder, så I må vente lidt endnu, før I kan få lov at besøge museumshusene. Men pyt med det, her er også skønt udenfor og der er masser at opleve for os, der savner levende kulturoplevelser, selvom dørene til de gamle huse er lukket lidt endnu!

Vi åbner under sikre forhold og følger myndighedernes retningslinjer – hold dig opdateret på vores website www.denfynskelandsby.dk forud for dit besøg.

 

Jubilæumsudstilling
Hele vinteren har vi arbejdet på at forberede en 75-års-jubilæumsudstilling, som er klar … lige så snart vi må åbne for indendørs kulturoplevelser! Udstillingen består af jeres – vores gæsters – minder om besøg i Den Fynske Landsby gennem (næsten) 75 år.

Vi har indsamlet mange mange billeder og genstande, som knytter sig til jeres oplevelser i Landsbyen. Der er billeder af flere generationer på udflugt i Landsbyen. Der er billeder fra bryllupper og barnedåb fejret i vores smukke rammer. Der er billeder af jeres oplevelser med aktiviteter, teater og vores dyr. Og meget andet! Billeder og genstande har vi sat sammen til udstillingen Mig og min landsby, som dermed giver os alle et indtryk af, hvordan Landsbyen er blevet opfattet og brugt igennem tiden. Tusind tak for alle bidragene!

 

Bondeidyl og bæredygtighed – Den Fynske Landsby genbruger fortiden
Foruden udstillingen markerer vi også Landsbyens jubilæum med Bondeidyl og bæredygtighed. I Landsbyen fortæller vi om en tid, hvor man levede helt anderledes i pagt med naturen, end vi gør i dag. Det var ikke, fordi man tænkte grønt og bæredygtigt, var økolog eller idealist – det var bare den eneste mulighed, der var.

Vi ønsker os ikke tilbage til 1800-tallets levevis, men vi vil gerne – sammen med vores gæster – se nærmere på, om fortiden måske alligevel gemmer på inspiration til, hvordan vi kan leve vores liv på en mere holdbar måde nu og i fremtiden. Det gør vi med tre weekender, hvor vi har inviteret nogle inspirerende mennesker til at komme og fortælle om, hvordan de arbejder med bæredygtighed, genbrug og lokale råvarer.

  • Lørdag den 15. maj handler om Madlavning & Fødevarer, og denne dag har vi den store fornøjelse at kunne præsentere kogemand og tv-personlighed Nikolaj Kirk, der kommer og taler om “Fødevarekvalitet & Bæredygtighed”.
  • Den 26. juni fokuserer vi på Gør-det-selv & Genbrug, hvor vi inspirerer til at løfte hammeren og reparere og genbruge i stedet for at smide ud.
  • August er høstmåned, og arrangementet lørdag den 14. august hedder Have & Høst. Denne lørdag kommer havebogsforfatter og blogger Signe Wenneberg og taler om ”Fremtidens Have”, og hvordan man kan gøre den mere brugbar både i forhold til madvarer og biodiversitet.
    /

 

Vores egne håndværkere, landmænd og frivillige vil også være at finde i Den Fynske Landsby alle tre lørdage, hvor de demonstrerer teknikker, fyrer op i komfurerne og fortæller om Landsbyens arbejde med f.eks. bygningerne, landbruget og haverne.

De planlagte arrangementer kan blive ændret som følge af covid-19. Museet følger hele tiden gældende restriktioner og retningslinjer, og det kan desværre komme til at betyder ændringer i det planlagte program. Følg med på Den Fynske Landsbys hjemmeside og på Facebook for mere information om de enkelte arrangementer, når vi nærmer os. Vi gør alt for at tilbyde alle vores gæster spændende og sikre arrangementer i anledning af jubilæumsåret.

I anledning af jubilæet har vi indgået et samarbejde med Fyens Stiftstidende, så hold øje med Ugeavisen, hvor vi fra slutningen af marts og hen over sæsonen fortæller vidt og bredt om løst og fast fra Landsbyen nu og i de forgangne 75 år.

 

Hvad sker der ellers i sæson 2021?
Sæson 2021 kommer også til at rumme en masse af vores velkendte aktiviteter og arrangementer. I kan altid følge med på vores website og på Facebook, men vi vil da gerne løfte sløret for et par af de ting, I kan opleve de kommende måneder.

Vi har heldigvis – takket være en bevilling fra Region Syddanmark – fået mulighed for at fortsætte teateroplevelsen ’Skæbner’, som starter op igen fra midten af maj måned. Hvis du ikke nåede at opleve det i sidste sæson eller er nysgerrig efter nye teaterepisoder, så kom glad, og følg med skuespillerne rundt.

Vi gentager succesen fra sidste år med at holde aftenåbent til sommer, så vi håber på, at sommeren i Danmark viser sig fra sin smukke side, så man kan pakke madkurven og tage på aftentur i Landsbyen. På de lange aftner vil vi byde på korsang, folkemusik og andre oplevelser.

Præstegården åbner endelig! Efter fleres års arbejde med istandsættelse og nyindretning af Præstegården fra Tommerup kan vi i løbet af denne sæson byde jer indenfor i de første færdigindrettede rum, nemlig havestuen, præstens arbejdsværelse, damestuen samt præsteparrets soveværelse. Der vil fortsat blive arbejdet på at færdiggøre de sidste rum, så kig ind i løbet af sæsonen og se, hvor langt vi er nået.

Der bliver i det hele taget masser at opleve. Vi glæder os, til vi ses i Den Fynske Landsby!