en
Forfattere

Fantastisk fund fra bronzealderen

Sværd og sværdets greb var beviklet med bast - muligvis fra lindetræ. Foto: Odense Bys Museer.

Sværd og sværdets greb var beviklet med bast – muligvis fra lindetræ. Foto: Odense Bys Museer.

 

I uge 10 ryddede nyheden om fundet af et sværd fra bronzealderen ved Håre forsider og sendeflader i den danske presse. Her er lidt om sværdet, hvorfor det er fantastisk, og oplysninger om, hvornår I kan se det på Møntergården.

 

Vidunder af bronze og bast
Vi har at gøre med et 3.000 år gammelt vidunder, der stammer fra bronzealderens periode IV. Sværdet er i sig selv sjældent, og foruden at bronzedelen er fuldstændig intakt, så er det helt unikke, at dette sværd har et bevaret greb af træ/horn/tak. Derudover er sværdet sirligt blevet omviklet med et bast-materiale, før det blev lagt i jorden. Sværdet er et såkaldt offerfund, der blev nedlagt i en simpel grube på en boplads.

Fritlægning af sværd fra bronzealderen.

Fritlægning af sværd fra bronzealderen. Foto: Odense Bys Museer.

 

Afslutningen på gravearbejdet
Bopladsen, hvor sværdet blev fundet, er vi stødt på under den store arkæologiske undersøgelse i forbindelse med etableringen af gasledningen Baltic Pipe, der har stået på i et mere end et år. Der har været tale om et kæmpe projekt, hvor museets arkæologer har gennemsøgt et tracé på mere end 60 km samt tilhørende oplagspladser. Fundet er gjort ved Håre på Vestfyn på den absolut sidste del af den strækning, som Odense Bys Museer har undersøgt.

 

Kompleks konservering
Sværdet er forsigtigt hentet op af jorden og transporteret til museets afdeling for bevaring og konservering. Med sværdets forskellige materialer er konserveringen en kompleks sag, og derfor er sværdets greb-monteringer og bevikling nu demonteret, således metal, træ, horn og bast kan konserveres hver for sig. I forbindelse med konserveringsarbejdet er der udtaget prøver til artsbestemmelse af de forskellige materialer (plantefibre, horn og træ). Samtidig er plantefibre udtaget til at foretage en kulstof 14-datering, så vi mere præcist kan bestemme tidspunktet for deponeringen af sværdet. Endelig bidrager en metalprøve til proveniensbestemmelse af den metallegering (bronze), som sværdet er lavet af, og der arbejdes sågar på at finde DNA i bastmaterialet, som kan fortælles os mere om den person, der i bronzealderen holdt sværdet.

Greb støbt sammen med klingen (skafttungesværd). Foto: Odense Bys Museer.

Greb støbt sammen med klingen (skafttungesværd). Foto: Odense Bys Museer.

 

Tilløbsstykke
Når analyse- og konserveringsarbejdet er afsluttet, vil museets konservatorer samlet sværdet igen, og det vil være klar til at vise sig frem i al sin pragt. Det bliver helt sikkert et tilløbsstykke, idet vi så både kan vise og fortælle hele historien om dette vidunder fra bronzealderen. Sværdet vil blive udstillet på Møntergården, og vi skal nok i god tid inden informere på vores hjemmeside og på Facebook.

Bronzesværdet fra Håre. Foto: Odense Bys Museer.

Bronzesværdet fra Håre. Foto: Odense Bys Museer.