en
Forfattere

H.C. Andersen Partnerskaber – en sammensat udfordring

 

At tale rettigheder og licens er, når det gælder H.C. Andersen, en sammensat udfordring. Andersens samlede værk er public domain. Det betyder, at alle kan bruge Andersen frit – og det gør de – i hele verden. Brandet H.C. Andersen er, sat på spidsen, et brand ude af kontrol. Den primære udfordring for museet i arbejdet med brandet og rettigheder omhandler derfor netop det – at få kontrol over brandet og sikre, at vi står som ejer af den autentiske H.C. Andersen. Hvordan tager man Andersen tilbage, så museet bliver den naturlige – og uundværlige – partner for alle, som vil arbejde med Andersen.

Det klare mål for alt vores arbejde er at skabe en tyngde i vores brand – vi skal være dem, andre tænker på, når de siger H.C. Andersen. Dertil skal vores partnerskaber gerne tale til nye målgrupper, sikre en økonomisk gevinst til museet, kvalitetsindhold til butikken og nye kommunikationsplatforme.

Vi identificerede en række udfordringer i arbejdet:

  • Brugen af H.C. Andersen-brandet bliver ofte reduceret til en skal – brugen af hans silhuet, fanget i stereotype opfattelser af Andersen – uden brug af den kreativitet, som er i hans værk.
  • Når alt er public domain, hvorfor skal virksomheder så arbejde sammen med os?
  • Vi er et globalt brand, men vi ligger i Odense – så hvordan aktiverer vi brandet ude i verden?
  • Vi var meget reaktive i vores tilgang til partnerskaber. Vi fik henvendelser, men de var ikke altid de rigtige og kunne ikke hjælpe os til at opfylde vores mål.

Vi skulle selv ud på markedet og agere.

Strategiske kommercielle partnerskaber blev værktøjet, som kunne løfte os ud af de grumsede vande. Vores partnerskaber skal understøtte vores strategier på så mange parametre som muligt. Inden vi kunne gå ud til partnere, lavede vi en klar opdeling af, hvilke aktiver vi kunne tilbyde – og hvilke vi blev nødt til at udvikle. Det vil sige, at vi havde en klar palet af aktiver, som vi kunne bringe i spil til alle nye partnere, hvor vores fokus var danske partnere, som flugtede vores værdier og mål – og som ikke mindst kunne tale ind i Andersens kreativitet og kvalitet.

 

Rosendahl på Kaj Bojesen
Det første store partnerskab blev med Rosendahl på Kaj Bojesen. Som partner rammer Rosendahl alle de mål, vi opstillede for os selv. De er en velrenommeret virksomhed kendt for kvalitet og kreativitet. De kan sikre nye kommunikationssplatforme til fælles formidling – og de flugter de internationale markeder, hvor vi ved, Andersen er interessant. På mange måneder et partnerskab, hvor vi gør hinanden stærkere.

En lang række partnerskaber er på vej – alt fra tøj, kreaværkstedet, mad og endda øl kan berøres og beriges af Andersen. H.C. Andersen og hans værk er vidunderligt mangfoldigt, og at undersøge det med kommercielle briller – og at finde de historier, stemninger, citater – små nøgler, som kan åbne Andersen og hans univers for vores partnere – er en spændende opgave.

 

 

Fælleskabet om H.C. Andersen

Fællesskabet om H.C. Andersen er det fællesskab, hvor vores partnere samles. Det er et fællesskab, som rummer både stærkt kommercielle virksomheder samt kunstnerne. Det er et rum, hvor det kommercielle og det kunstneriske kan mødes – og hvor vi sammen kan udforske Andersens univers. Forhåbentlig kan mødet mellem det kommercielle og det kunstneriske skabe nye muligheder partnerne imellem og skabe nye dialoger om Andersen.

Det er et rum, hvor virksomhedsplaner og eventuelle interesser og indsatser på markeder kan drøftes.