en
Forfattere

Påske i Den Fynske Landsby

/

 

Her i Den Fynske Landsby fejrer vi påsken og forårets komme med mange spændende og sjove aktiviteter fra skærtorsdag den 14. april til 2. påskedag den 18. april. Der var meget tro, overtro og tradition forbundet med påsken og påskefejringen i 1800-tallet, og alting skulle gå rigtigt til. Man spiste nogle bestemte ting og fulgte nogle bestemte regler. Det var forbudt at arbejde på helligdage, så derfor skulle man sørge for at have gjort rent, bagt og gjort klar inden solnedgang aftenen før skærtorsdag. Så fulgte to helligdage efterfulgt af påskelørdag, hvor man skulle ordne det hele til de næste to helligdage. Her i Den Fynske Landsby er vi ikke så strikse, men er på arbejde i helligdagene for at give vores gæster et glimt tilbage i tiden.

 

Rundt omkring i Landsbyen er der legestationer, hvor man kan forsøge sig med sjove gamle påskeæggelege på egen hånd. På Torupgården byder madmor indenfor i køkkenet, hvor hun farver smukke påskeæg. Hestevognen kører dagen igennem, og landsbyfortællerne står klar til at fortælle om påskens tro, traditioner og overtro. Du kan også være heldig at møde de travle kokkepiger i Præstegårdskøkkenet og smeden ved sin esse. Hver dag sker der noget nyt, så hold øje med kalenderen. Skærtorsdag tænder vi op i den store bageovn på Torupgården og bager sammen med Landsbyens gæster. Påskelørdag åbner vi tidligt og inviterer alle gæster med til morgenvækning af Landsbyens dyr sammen med en af vores landmænd. Påskesøndag bliver Landsbyens får klippet. 2. Påskedag skal markerne i Landsbyen gøres forårsklar. Mød markarbejderne, hestene og landmændene, når de går i marken og fortæller om arbejdet og afgrøderne, mens de pløjer og sår. Veterantraktorklubben Fyn kommer også på besøg. De arbejder med at kløve brænde til Landsbyens komfurer.

 

Hold øje med vores kalender for de enkelte dages program.

 

/