en
Forfattere

Godt nytår – og godt museumsår 2022

/

 

Først og fremmest et godt nytår til alle – og ved samme lejlighed et optimistisk: godt museums-år 2022! Mens disse linjer skrives, gør vi tallene op efter den første uge med åbne museer, efter at alle danske museer og en række andre kulturinstitutioner igen måtte lukke midt i december 2021.

 

Det var tredje gang på to år, at museerne blev tvangslukket, og der er ikke noget værre end at være lukket, når ens vigtigste opgave er at byde gæster indenfor til gode museumsoplevelser, og når man brænder for at afvikle de spændende aktiviteter, mine kolleger bruger deres tid på at forberede.

 

Nu er vi klar igen, og museerne er nok et af de mest trygge steder at færdes. Når vinteren er forbi, tror vi på, at danskerne igen vil søge til museerne, måske endog indhente deres tabte tid og give museerne endnu mere opmærksomhed. Lad os få et godt museums-år og lægge denne triste tid bag os.

 

Der venter alle spændende og nye oplevelser forude – herunder især det nye H.C. Andersens Hus og H.C. Andersen Haven. Det fantastiske børneunivers Ville Vau er også færdigt, og hvis der er børn i familien, er det et absolut must til et museumsbesøg. Se de særlige tilbud i omtalen af vinterferien i dette nyhedsbrev. H.C. Andersen Haven vil for første gang kunne opleves gennem en fuld sæson og bliver et af de smukkeste steder i den indre by, allerede til foråret.

 

Snart melder foråret sig, men netop den sidste del af vinteren er oplagt til et museumsbesøg – jeg håber, at I har savnet os og får lyst til komme på besøg. Husk, at et årskort giver adgang for 2 personer i et helt år til alle vores museer. Og derudover har vi et særligt program med eksklusive arrangementer for årskortholdere.

 

Vi savner jer og håber at se jer snart.

 

Godt nytår!

Henrik Harnow

Direktør, Odense Bys Museer