en

En hilsen fra museets nye direktør

/

 

Den 2. august satte jeg mig for første gang til rette på mit nye kontor i Overgade i Odense som nytiltrådt direktør for Odense Bys Museer. Spændende opgaver venter forude, og det er naturligvis en stor opgave at løfte arven efter museets mangeårige direktør Torben Grøngaard Jeppesen, som er gået på pension. Torben har gennem en årrække dygtigt udviklet de museer, vi driver, i samarbejde med de mange dygtige kolleger, som med energi og engagement har fokus på at skabe gode oplevelser for gæsterne.

 

Netop 2021 har været et markant år for Odense Bys Museer, for ikke blot har corona gennem første del af året lagt en væsentlig dæmper på vores aktiviteter, det er også året, hvor vi har åbnet den største satsning nogensinde i Odense Bys Museers lange historie, det nye H.C. Andersens Hus. Bygningen er allerede nu fantastisk, og med nye udstillinger, spiseriet Deilig og en have, der næsten står færdig, er der skabt en helt ny attraktion midt i Odense centrum. Vi glæder os til nu igen at komme i gang med at udvikle vores museer og tilbud med fokus på at blive endnu mere relevante og endnu bedre til at modtage vores gæster – ikke mindst vores trofaste årskortholdere.

 

Der venter masser af spændende tilbud forude, bl.a. et helt nyt Carl Nielsen Museum i efteråret 2022, og vi arbejder tæt sammen med Odense Kommune på at styrke den historiske dybde i byens landskab. Vi har bl.a. fokus på vikingeborgen Nonnebakken og krydser fingre for, at borgen sammen med de andre ringborge snart får den fortjente status som verdensarv. Vi vil også i de nærmeste år arbejde med at udvikle og styrke Møntergårdens rolle i en bydel, som nu uden tvivl vil blomstre op som resultat af både det nye H.C. Andersens Hus og de omfattende forandringer, der finder sted i bymidten.

 

Det er et spændende tidspunkt at drive museum på i Odense. Vores gæsters holdninger er vigtige, og jeg hører altid gerne om oplevelser, idéer og reflektioner i relation til vores museer. Jeg kan love, at der fortsat vil være mange kvalitetstilbud til vores årskortholdere og gæster. Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak til jer, der trofast fornyer jeres årskort og dermed udgør en vigtig støtte og et fundament under Odense Bys Museer.

 

Henrik Harnow
Direktør, ph.d.
Odense Bys Museer