en
Forfattere

Røg og os fjernes fra freskomalerier i H.C. Andersens Hus

Vigtig donation sikrer Niels Larsen Stevns freskomalerier i Mindehallen – et hovedværk i den tidlige danske modernisme

/

Mens vi bygger nyt H.C. Andersens Hus i Odense spekulerer mange på, hvad der skal ske med de tilbageværende bygninger? Fødehjemmet og Mindehallen. I den forgange uge kom det til glæde for mange frem, at det lille fødehjem føres tilbage til sit oprindelige udseende. Men hvad med den karakteristiske 8-kantede koboltblå Mindehal?

Eventyrlig rejse

Et fremtidigt besøg i det nye hus bliver som en rejse, der fører børn og voksne igennem en forunderlig verden, der begynder med forfatterens biografiske liv og bevæger sig videre til selve hovedværkerne, eventyrene, for til slut at vende tilbage, hvor det hele begyndte: I Andersens fødehjem og Mindehallen. Mindestederne vækkes dermed til live i kraft af den forandrede kontekst, de fremtræder i efter en magisk rejse igennem eventyrenes verden.

Hyldest til digteren

Den markante bygning, H.C. Andersens Mindehal, er et tydeligt bevis på, at H.C. Andersens liv og værk både har været til inspiration men også affødt anerkendelse og hyldest. Begge dele finder vi et af de smukkeste eksempler på i maler og billedhugger Niels Larsen Stevns freskomalerier i Mindehallen. Et hovedværk i Stevns’ oeuvre – og et af de vigtigste værker i tidlig dansk modernistisk malerkunst.

/

Hårdt og nødvendigt restaureringsarbejdet

Freskoerne står over for en revitalisering i forbindelse med åbningen af det nye H.C. Andersens Hus om nogle måneder. Desværre har de forgangne 90 år betydet tilsmudsning pga. tobaksrøg, os fra byluften udenfor og andre urenheder. Så freskoerne fremstår derfor mørke og med grålige farver. Gennem årene er der yderligere sket en revnedannelse på tværs af flere af de store freskofelter. Så det er essentielt, at Thomas B. Thriges Fond har bidraget med en donation på dkk 200.000 kr. til restaureringsopgaven. Selve restaureringsarbejdet udføres af Nordisk Konservering frem til 28. maj. Arbejdet omfatter reparation og retouchering af revner samt afrensning af værkerne. Forventningen er at både Mindehal og freskoer vil stråle smukkest muligt til åbningen, som en del af samspillet mellem eventyr og virkelighed samt historie og modernitet.

Historien bag Mindehallen

/

I årene op mod H.C. Andersens 125-år, i 1930, diskuteredes det i Odense, hvorledes man skulle fejre jubilæet. Borgmester H. Chr. Petersen og arkitekt Niels Jacobsen havde syslet med planerne om en ny museumsbygning, og nytårsdag meddelte fabrikant Thomas B. Thrige, at han ville skænke byen midler til de nødvendige bygninger. ’Komiteen for Fremskaffelse af Midler til den kunstneriske Udsmykning af H.C. Andersens Mindebygninger’ foreslog den 18. september 1929 at bruge hovedparten af de indsamlede midler til at lade freskomaleren Niels Larsen Stevns udsmykke mindehallen gerne med scener fra Andersens selvbiografi Mit Livs Eventyr. Manuskriptet til erindringerne havde Odense Bys Museer netop erhvervet.

Freskernes fortællinger

Niels Larsen Stevns udarbejdede en serie på otte motiver med udspring i H.C. Andersens selvbiografi. Stevns beskrev dem således: ”Det begynder over indgangsdøren ’Faderen laver Vandmølle til Hans Christian’. Næste felt til venstre er ’Afskeden fra Odense’. Tredje felt over døren ’Ørsted examinerer H.C. Andersen’. Fjerde felt ’Italien’. Femte felt lige overfor indgangsdøren ’H.C. Andersen læser Eventyr for den collinske Familie’. Sjette felt ’H.C. Andersen, Thorvaldsen, Oehlenschlæger og Baronesse Stampe ved Nysø’. Syvende felt ’Jenny Lind synger for Storhertugen af Sachsen Weimar’. Ottende felt ’Fakkeltoget i Odense’.  Alle motiverne over dørene er indendørs eller stuemotiver, da det er mindre felter, og alle felter mellem dørene er udendørs eller landskabsmotiver for at de kan fylde hele væggens højde”. H.C. Andersens Mindehal blev indviet 11 juli. 1930.

 

Pressemulighed

Fordi restaureringsarbejdet forløber over en længerevarende periode, så giver det mulighed for at fotografer eller filme processen – efter aftale.