en
Forfattere

Landsby­dannelse og bebyggelses­struktur i det ­1. årtusinde

– et bebyggelseshistorisk regionalstudie

 

Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i 1. årtusinde er et tværvidenskabeligt forskningsprojekt om bebyggelsesudvikling og dannelsen af de endnu eksisterende landsbyer på Fyn.

Projektet afvikles som et ph.d.-projekt i et samarbejde mellem Odense Bys Museer og Syddansk Universitet fra d. 1.9.2013 til 30.8.2015. Ph.d.-projektet er finansieret i et samarbejde bestående af Kulturstyrelsen, Syddansk Universitet og Odense Bys Museer.

/

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men under de nye parcelhuse og de flotte firlængede gårde findes der spor af landsbyen, som går helt tilbage til 600-tallet.

 

Projektet har helt grundlæggende taget fat på en række klassiske bebyggelseshistoriske problemkomplekser og konkret undersøgt rækkevidden af den bebyggelseshistorisk teori, der siden ca. 1980 har været altdominerende i sydskandinavisk bebyggelsesarkæologi og -historie – almindeligvis omtalt som Vorbassemodellen.
Formålet med forskningsprojektet har været at udarbejde en revideret og opdateret syntese for landsby- og bebyggelsesudviklingen på Fyn i perioden fra ældre romersk jernalder til ældste middelalder. Særlig fokus blev rettet mod perioden yngre romersk jernalder til ældre vikingetid (ca. 175-950 e.Kr.) og etableringen af de ældste stadig eksisterende landsbyer.

Det har i projektet været en helt central bebyggelseshistorisk opgave at få lokaliseret og indarbejdet bebyggelserne fra yngre germansk jernalder og ældre vikingetid – de “mørke” århundreder – i en ny bebyggelsesorganisatorisk syntese, som hviler på et konkret og velfunderet arkæologisk materiale.
Ligeledes har det været en ambition i projektet at afklare, i hvilket omfang og på hvilke landskabsorganisatoriske niveauer (f.eks. ager- eller ejerlavsniveau) der kan tales om egentlig kontinuitet og diskontinuitet imellem den forhistoriske vandrebebyggelse og de fra historisk tid kendte landsbyer.
Det er i projektet illustreret, at den grundlæggende bebyggelsesorganisering, der præger Danmark den dag i dag, blev etableret i perioden omkring 600 e.Kr. og ikke som hidtil antaget på overgangen mellem vikingetid og middelalder. På dette tidspunkt (ca. 600 e.Kr.) kan der iagttages en omfattende omlægning af bebyggelserne og det er projektets hypotese, at disse omlægninger skyldes helt grundlæggende organisatoriske innovationer baseret på introduktionen af tyngepålæggelse af jord frem for personer.

Da der er tale om helt overordnede samfundsrelaterede problemkomplekser og modeludarbejdelser, er det mit håb, at projektets problemstillinger, analyser og resultater foruden at stå som et selvstændigt arbejde fremadrettet vil kunne indgå i en bred vifte af forskningsområder. Ikke kun i snævre bebyggelseshistoriske projekter, men tillige i den fortsatte udforskning af danernes tidlige rigsdannelsesproces.
I et større perspektiv, er der grund til at anskue projektets resultater i en såvel dansk som sydskandinavisk forståelsesramme. Dette fordi en lang række af de fundmønstre og bebyggelseshistoriske processer, der afspejles gennem de arkæologiske kilder fra Fyn, synes at kunne genfindes i andre dele af Sydskandinavien og i særdeleshed i det gammeldanske område. Gennem sammenlignende parallelstudier vil det velbelyste bebyggelsesbillede fra Fyn således kunne fungere som analogi til andre sydskandinaviske egne. Forudsætningen for denne analogidannelse er den meget snævre tidsmæssige og geografiske ramme, samt det forhold, at analogidannelsen holdes inden for geografiske områder, hvor de magtpolitiske strukturer må betegnes som overordnet ensartet. På den baggrund opfattes ikke kun Fyn, men derimod Sydskandinavien, som den overordnede forståelsesramme for undersøgelsernes resultater.

 

/

Ved Rynkeby på Midtfyn er der udgravet bebyggelsesspor fra hele 1. årtusinde. På kortet til venstre er angivet spor efter bebyggelse, der er dateret til ældre romertid. I midten vises bebyggelse fra yngre romersk jernalder og ældre germanertid. Til højre ses bebyggelsen som den har ligget fra ynre germansk jernalder til i dag. Disse spor peger på, at teorierne om den tidlige landsbydannelse bør revideres. De ældste eksisterende landsbyer er således ikke grundlagt omkring år 1.000, men allerede i 600-tallet!