en
Forfattere

Specialforløb i Ville Vau

I undervisningsforløbet for specialgrupper oplever eleverne levende fortælling på et højt kunstnerisk niveau. De får også lov til selv at skabe deres egne eventyr – både sammen med formidleren under improvisationsteatret, men også under den frie leg og opdagelse i Eventyrlandet. Formidleren fører eleverne igennem en tryg, sjov og udfordrende rejse ind i Andersens eventyrunivers og elevernes egen fantasi.

Formidleren kontakter jer før undervisningsforløbet, så indholdet og niveauet passer til gruppen.

Specialforløbet begynder med en levende fortælling. Her fører formidleren eleverne ind i et af Andersens eventyr og giver dem lov til at fordybe sig i den eventyrlige verden.

Efter fortællingen tager formidleren eleverne med ind i et eventyrligt klædeskab, hvor de hver især kan forvandle sig til den rolle eller karakter, de ønsker. De får mulighed for at vælge imellem en lang række flotte og særprægede kostumer, som kan hjælpe dem på vej i deres fantasifulde forvandling. Når eleverne er klar til at udleve deres eventyrfortælling, begiver de sig sammen med formidleren ind i Eventyrlandet, hvor formidleren improviserer en historie ud fra de roller og ideer, eleverne har valgt. Eleverne er aktive og medskabende under hele teaterimprovisationen. Under teaterimprovisationen møder formidleren eleverne, hvor de er, og som de er.

Dernæst er der fri leg i Ville Vaus smukke scenografi, hvor eleverne må udforske, lege og skabe nye historier i hele scenografien. Teaterlys og musik sætter stemningen for legen i de mange scenografiske rum, og de mange æstetiske indtryk indgår som en vigtig del af oplevelsen. Afslutningsvist reflekterer formidleren sammen med eleverne over deres lege, og hvordan de, som en del af legen, har digtet nye eventyr på samme måde, som H.C. Andersen gjorde det.

Formidleren sørger altid for at tilpasse undervisningsforløbet, både til gruppen og den enkelte elev, så alle i gruppen føler sig trygge og stadig udfordres i et passende niveau.

Sanseforløb for multihandicappede

Vi byder selvfølgelig også meget gerne børn med multiple funktionsnedsættelser velkommen indenfor i Ville Vau. Her kan varigheden af forløbet også tilpasses den enkelte gruppe. Formidleren fortæller med få ord et udvalgt H.C. Andersen-eventyr. Historien suppleres med lyde, tøjdyr og andre genstande, som børnene må røre ved. Børnene kommer desuden, efter eget behov og tempo, rundt i scenografien, hvor mange lyd- og farveindtryk venter dem.

Emner i forløbet

Forløbet underbygger at eleverne:

  • reflekterer over H.C. Andersens eventyrverden og dens karakterer
  • prøver kræfter med mundtlighed og teaterøvelser i trygge og sjove rammer
  • leger med sprog, billeder og fortælling
  • veksler imellem at lytte og ytre sig
Dogmer for Læringsuniverset i H.C. Andersens Hus

Alle undervisningsforløb i H.C. Andersens Hus skal:

  • Have rod i Andersens liv, værker og tænkning
  • Benytte museets autentisitet.
  • Være samskabende
  • Opfylde relevante fagformål og læringsplanstemaer

Læs mere om vores Læringsprofil her

Entré til museet

Prisen for undervisningsforløbet dækker det specifikke undervisningsforløb, herunder formidler og materialer.

Entréen til museet under og efter forløbet er gratis for børn og voksne på alle museer ved Odense Bys Museer, når besøget sker som et led i undervisningen eller institutionsbesøg.

Den gratis entre gælder for følgende grupper og uddannelser:

  • Børn, pædagoger og dagplejere fra dagplejegrupper, vuggestuer, børnehaver og SFO’er.
  • Elever, studerende, lærere, undervisere og pædagogiske personale fra grundskoler, gymnasiale uddannelser, øvrige videregående uddannelser og VUC (voksen-undervisnings-centre).
  • Integrationsskoler (sprogskoler og sociale netværk under temaet integration i Odense Kommune).
  • Lærere og pædagogisk personale har ligeledes gratis adgang i forbindelse med forberedelse af et besøg.