Bronzealderen (1.700-500 f.Kr.)
Bronzealderen er måske det mest helstøbte afsnit af Danmarks oldtid. Alle tre primære fundkategorier – grave, bopladser og depoter – er rigt repræsenteret, og de forekommer stort set kontinuerligt hele perioden igennem. På alle områder ses en glidende overgang fra senneolitisk tid til ældre bronzealder – til trods for det markante skift i terminologien, er der ingen tvivl om, at der er tale om ganske almindelig samfundsudvikling og ikke noget med større eller mindre grad af indvandring. I årstal dækker bronzealderen tiden fra 1.700-500 f.Kr., der igen er delt op i henholdsvis ældre og yngre bronzealder med år 1.000 f.Kr. som skillelinje. Takket være det store kildemateriale bestående af modefølsomme, statusgivende bronzegenstande kan seks underperioder udskilles; disse benævnes med romertal P I, P II o.s.v. Her stopper det selvfølgelig ikke, men yderligere kronologisk hårkløveri overlades til feinschmeckerne!
Stenalderens højbegravelser fortsætter i ældre bronzealder. Godt og vel endda, for der er ingen tvivl om, at denne gravskik oplever en rendyrkning som gør, at de fleste af vores bevarede – og overpløjede – gravhøje skal dateres til ældre bronzealder. Ikke alle døde har fået en høj rejst over sig efter døden – hvad der så end er blevet af tidens mere almindelige folk? – men for samfundets spidser var det utvivlsomt tidens skik og brug. Det er uhyre vanskeligt at sige noget konkret om familiestrukturen, men med forbehold herfor kan det vel konkluderes, at det var de afdøde høvdinger, deres koner og børn som blev betænkt med en højbegravelse. Det har foregået på den måde, at afdøde – iklædt sin fineste dragt – blev lagt i en stenkiste eller en bulkiste (udhulet, flækket træstamme – oftest eg) sammen med gravgaverne, der både bestod af mad og drikke samt smykker og våben. Fra denne tid stammer nogle af de ikke bare mest kendte, men tillige verdensberømte fund fra Danmarks oldtid. Det drejer sig først og fremmest om Egtvedpigen, men også gravfundene fra lokaliteter som Borum Eshøj, Skrydstrup og Muldbjerg er takket være især de fuldstændig bevarede dragter – tre kvinder og fire mænd – kendt uden for landets grænser; hertil kommer yderligere en række gravfund, hvor kun dele af dragter er overleveret. Over kisten rejste man en høj bygget af græstørv. Afgrænsning af højen blev markeret med sten sat side om side i højens omkreds – en såkaldt randstenskæde. Som det er tilfældet med de neolitiske megalitanlæg anvendes også højene igen og igen til nye begravelser. Gravhøje kendes også fra yngre bronzealder, men de er undtagelsen, der bekræfter reglen og dermed tilsyneladende forbeholdt samfundets absolutte spidser; høvdingebegravelsen i Lusehøj ved Voldtofte på Fyn er et godt eksempel på det. I løbet af P. III af ældre bronzealder sker der et skift i gravskikken, så brandgraven bliver dominerende. Tidens urner nedgraves i ek-sisterende høje eller under flad mark. I bronzealderens to sidste perioder – V og VI – er ligbrændingsskikken enerådende. Interessant i så henseende er det mentale skift der tillige skal til, nemlig at man ser det som fornødent, at den dødes sjæl og ikke nødvendigvis hele kroppen “rejser” til dødsriget. En materiel bekræftelse på denne abstrakte holdning til døden og livet hinsides ses i gravgaverne, hvor der i en urne jo ikke længere er plads til et helt sværd, så i stedet klarer man sig med miniaturesværd på kun nogle få cm længde.
Skikken fra yngre stenalder med at ofre til guderne i moser og vandhuller fortsætter ubrudt ind i ældre bronzealer. Antageligvis er det de samme motiver der ligger bag – og sikkert også de samme guder, der ofres til. Blandt de mest kendte offerfund er genstande, hvis primære rolle synes af have været af ceremoniel karakter. I denne kategori skal krumsværdene fra Rørby, Solvognen fra Trundholm og de store kultøkser fra bl.a. Egebak i Vendsyssel fra ældre bronzealder fremhæves, mens først og fremmest lurerne, Veksøhjelmene, figurerne fra Grevensvænge og Fårdal samt en række guld- og bronzekar skiller sig ud i yngre bronzealder. Mere almindelige genstande så som smykker, våben og redskaber endte også som gaver til guderne – i virkeligheden har disse ofre været reglen og de spektagulære undtagelsen. (Ingen har sat sig ned og lavet en samlet optælling af offerfundene fra bronzealderen, men der er tale om flere tusind. Offerskikken fortsætter ufortrødent fra ældre bronzealder og ind i den yngre, oven i købet med en stigning i antallet – især bliver det mere almindeligt at kvinder ofrer deres smykker. Den øgede offeraktivitet skyldes sandsynligvis en kombination af især to forhold. Dels synes mængden af tilgængelig bronze at nå et højdepunkt i de første 2-300 år af yngre bronzealder, dels kan den ændrede gravskik med ligbrænding have været medvirkende til en “flytning” af afdødes smykker og våben fra de beskedne brandgrave til offermoserne. Et al-mindeligt træk ved bronzealderens offerskik var en parvis nedlæggelse af genstandene – Rørby-sværdene, kultøkserne, lurerne og Veksøhjelmene er gode eksempler på, at denne skik fortsætter igennem hele bronzealderen.
Indtil for ca. 30 år siden lod boligsituationen i bronzealderen meget tilbage at ønske. Jernalderens huse har været kendte siden 1920’erne, men først i midten af 1950’erne dukkede de første regulære bronzealderhuse op på lokaliteten Fragttrup i Himmerland. Indtil da – og sådan set endnu nogle år – var det gængs opfattelse, at de manglende bronzealderhuse skyldtes en ret mobil samfundsstruktur, hvor en økonomi primært baseret på kvæghold gjorde det nødvendigt at flytte rundt alt efter, hvor der var god græsning til kreaturerne. Ergo ofredes boligen ikke den store arkitektoniske og håndværksmæssige opmærksomhed, enkle hytter rakte – og disse spinkle konstruktioner var selvfølgelig svære at påvise rent arkæologisk. Først med dødens komme og “indflytningen” i tidens gravhøje blev bronzealderbønderne bofaste. Fragttruphusene var undtagelsen, der bekræftede reglen, men at det forholdt sig lige modsat blev klart med en række udgravninger af vestjyske bronzealderbopladser i slutningen af 1960’erne. Lokaliteter som Ristoft, Ho-vergårde, Spjald og Bjerg nordøst for Ringkøbing gjorde med deres mange regulære hustomter – markeret ved spor efter stolper i undergrunden – det stod i løbet af ganske få år lysende klart, at også bronzealderens bønder havde boet i solide og velbyggede langhuse.
Den første bølge af bronzealderhuse stammer fra yngre bronzealder, men senere er også ældre bopladser med hustomter kommet til. I dag er det således muligt at følge bronzealderhusets udvikling fra slutningen af stenalderen til jernalderens begyndelse. I så henseende er det mest bemærkelsesværdige, at man i midten af ældre bronzealder går fra den i neolitikum så velkendte to-skibede huskonstruktion (én række tagbærende stolper placeret midt i huset i dets længdeakse) til det tre-skibede langhus (to rækker tagbærende stolper). Sidstnævnte form holder sig stort set oldtiden ud – først i vikingetiden kan der for langhusenes vedkommende iagttages markante arkitektoniske ændringer.
