Germansk jernalder (375-750 e.Kr.)
Om perioden 375-775 e. Kr. anvendes almindeligvis betegnelsen germansk jernalder, der er delt i to hovedafsnit: ældre germansk jernalder (375-550 e.Kr.) og yngre germansk jernalder (550-750 e.Kr.). Ikke mindst afslutningen på sidstnævnte hersker der nogen tvivl om, fordi fundmaterialet herfra tydeligt hænger nøje sammen med vikingetiden. I statusværket “Da klinger i muld – 25 års arkæologi i Danmark” (1993) skriver arkæologerne Näsman og Roesdahl således følgende (s. 181): “Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. Inspireret af de store folkevandringer i Europa i det 5. årh. kaldes ældre germansk jernalder også af og til for folkevandringstid.
I det arkæologiske kildemateriale er der ikke meget, der tyder på hverken folkevandring, indvandring eller i det hele tage de store forandringer i samfundsudviklingen på overgangen fra romersk til germansk jernalder. Ser man på repræsentativiteten af fundene kan der imidlertid iagttages en betydelig forskel i forhold til de forudgående perioder. Alle tre fundkategorier – boplad-ser, depoter/ofre og grave – forekommer, men ikke så massivt og geografisk jævnt fordelt som tidligere. Til gengæld er nogle af de kostbareste genstande fra oldtiden overhovedet fra germansk jernalder – eksempelvis guldhornene fra Gallehus i Sønderjylland, der vel må betegnes som fundet over dem alle. I dele af landet må der dog til trods for flotte enkeltfund konstateres en underlig fundtomhed på ét eller flere områder. Eksempelvis kendes der på Fyn tusindvis af grave fra romertid og kun ganske få fra germansk jernalder. Denne mængdemæssige fundfattigdom har været forklaret med både udvandring til England, klimaforværring og pestsygdom – og en kombination af det hele!
Men landet har nu ikke ligget øde hen, og et langsomt, og et stadigt voksende arkæologisk kildemateriale forstærker indtrykket af et dynamisk samfund. På flere bopladser kan der dokumenteres kontinuitet i bebyggelsen, det gør sig eksempelvis gældende for Vorbasse og Gudme, hvor der heller ikke i selve huskonstruktionerne kan spores nogen tilbagegang. Hertil kommer en betydelig mængde detektorfund, der må betragtes som værende sikre indikatorer for mange bopladser, der ikke har været tid og mulighed for at undersøge nærmere rent udgravningsmæssigt.
Guld, sølv og bronze samt de eftertragtede drikkeglas nåede stadig fra Mellem- og Sydeuropa frem til Sydskandinavien, hvor de indgik i en fortsat opretholdelse af en samfundsstruktur med markant forskel på top og bund. Importvarerne forekommer nok i gravene, men der synes at være tale om undtagelser som bekræfter den berømte regel – fremmeste repræsentant i så henseende er lokaliteten Stilling Trehøje syd for Århus, hvor man i 1973 udgravede en urnegrav indeholdende bl.a. et drikkeglas med den græske indskrift: “Drik og du vil leve skønt”. Ellers forekommer skårene efter drikkeglas i ældre germanertid på bopladser og tidens få handelspladser – Gudme/Lundeborg på Fyn, Sorte Muld på Bornholm, Dankirke syd for Ribe, Dejbjerg Kirkeby sydøst for Ringkøbing, Toftegård ved Strøby på Stevns m.fl. For den ældre del af germansk jernalder er det guldet mere end noget andet materiale, som forbindes med denne periode. Antallet af fund er flere hundrede, og de går fra en vægt på få gram til flere kg. De nu omsmeltede guldhorn vejede mere end 6 kg, Broholmskatten fra Gudme er den næststørste med godt 4½ kg. Mere end 45 kilo guld er fundet fra denne periode, og heraf stammer de godt 10 kg fra Gudme-området. Guldets oprindelse skal søges i det østromerske rige, som i det urolige 5. årh. efter bedste evne forsøgte at købe sig fri for angreb fra de barbariske stammer, på hvem Romerrigets rigdom virkede dragende – for nu at udtrykke det mildt. Det vides således, at den østromerske kejser Theodosius II i år 443 e.Kr. måtte af med 432.000 solidi á 4,47 gram (små 2 tons guld!) til hunnerkongen Attila for at sikre fredelige tilstande endnu et år. Sættes den – synes vi – store sydskandinaviske guldmængde i relation til disse årligt tilbagevendende romerske udbetalinger (hvoraf en ikke ringe del af denne “ulandsbistand” kom hjem til riget igen via fredelig handel – intet nyt under solen her!) bliver der med ca. 10.000 solidi tale om en dråbe i havet.
En væsentlig del af guldfundene er ikke ofre til guderne, men skattefund. I tilfælde af urolige tider, krigstjeneste, en forestående rejse eller lignende begivenhed gemte ejeren sin sammensparede formue væk ved at grave den ned i eller tæt ved sit hus. Nogle mødte døden før de igen fik fremdraget formuen, og det er deres “opsparing”, vi finder i dag.
Der ofredes fortsat til guderne, også guld. Mest undseeligt er små guldstykker i stolpehullerne for at formilde husguden, mere imponerende fund gøres i moserne. Skikken med at ofre erobret krigsbytte fortsætter ind i germansk jernalder, hvor der kendes nedlæggelser fra såvel den ældre (bl.a. Kragehul på Fyn) som den yngre del (bl.a. på lokaliteten Ejsbøl ved Haderslev). Hermed ophører samtidig denne offerskik, der ikke kendes fra vikingetiden. I germansk jernalder boede guderne altså stadig i søer og moser.
