Romersk jernalder (0-375 e.Kr.)
Det arkæologiske kildemateriale fra romersk jernalder er omfangsrigt og alle trefundkategorier er repræsenteret. Det utvetydige indtryk fra førromersk jernalders sidste del om et samfund i vækst forstærkes. Indflydelsen fra Romerriget bliver markant, antallet af kendte bopladser er større end fra nogen anden periode af oldtiden og endelig kan der iagttages en øget social stratifikation, hvilket især kommer til udtryk med en stor forskel på de rigeste og fattigste grave. Romersk jernalder deles traditionelt i to perioder – en ældre (0-160 e.Kr.) og en yngre (160-375 e.Kr.). Det store fundmateriale har tillige gjort det muligt at opdele ældre romertid i to underperioder kaldet B1 (0-70) og B2 (70-150), mens der i yngre romertid kan udskilles tre underperioder betegnet C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375). For en ordens skyld skal det nævnes, at de her angivne fem underperioder af flere forskere er findelt yderligere.
Talrige bopladser er udgravet over hele landet, men de bedst bevarede er fremkommet i Jylland, hvor man på f.eks. en lokalitet som Vorbasse kan se bebyggelsen fra romersk jernalder indgå i en kontinuitet, der rækker fra sen førromersk jernalder til middelalderen. For langhusenes vedkommende fortsætter den arkitektoniske traditionen fra førromersk jernalder – to rækker tagbærende stolper i en treskibet grundkonstruktion med beboelse i vestenden og stald i østenden – men de bliver længere. I den centrale del af husene tilføres i nogle tilfælde ét eller flere sekundære rum imellem beboelse og stald, eller en lade efter stalden i østenden. Gårdene som enhed bliver og større med flere sekundære bygninger anvendt som værksteder, udhuse, lader m.m. Det nordjyske bopladsmateriale tæller et par specielle elementer. Det gælder dels de såkaldte “byhøje” i Thy, hvor landsbyen ikke flytter, men bliver liggende samme sted i op til 400 år hvorved der opbygges et betydeligt kulturlag; betegnelsen er hentet i Den Nære Orient. Dels langhuse, hvis gulvplan er gravet op til en meter ned i undergrunden – de kaldes ofte med dobbeltkonfekt for “neddybede huse”.
Langt de fleste landsbyer må betegnes som værende almindelige stort set selvforsynende landbebyggelser med kun begrænset kontakt til den store verden. Imidlertid dukker der en ny type bopladser op i løbet af romersk jernalder, nemlig de såkaldte centralpladser som formåede at tiltrække rigdom udefra, først og fremmest i form af importvarer fra Romerriget. Disse luksusvarer blev efter al sandsynlighed konverteret til magt ved anvendelsen af en del-og-hersk politik, hvis konkrete udtryk, vi ikke kender.
Meget rige grave som Hoby-graven indikerer en form for lokal magtcenterdannelse allerede i 1. årh. Lidt senere, fra begyndelsen af yngre romertid, tyder en række meget rige Øst- og Sydsjællandske grave – med Himlingøje, Varpelev, Valløby og senest Skovgårde som de kendteste – på tilstedeværelse af et magtcenter med ikke kun lokal, men også regional betydning. Magtens kommer her kun til udtryk i gravene, mens man er anderledes velstillet med den sydøstfynske Gudme-bygd. I en periode fra midten af 2. årh. frem til begyndelsen af 500-tallet er det her muligt på en række forskellige områder rent arkæologisk at dokumentere tilstedeværelsen af et magtcenter med et sandsynligvis vidt forgrenet kontaktnet. Selve Gudmebebyggelsen er med 70-80 gårde periodens største, mens de storgårde, der kendes fra andre samtidige bopladser her består af en regulær hal små 50 m lang og 10 m bred; en større bygning fra denne tid kendes ikke i Skandinavien.Ude ved kysten – nord for Lundeborg – er udgravet den tilhørende handelsplads, og midt imellem dén og selve landsbyen ligger periodens største gravplads med minimum 2.200 grave, hvoraf mange er udstyret med romerske importvarer. Hertil skal tilføjes fire stednavne i området med religiøs betydning samt mere end 10 kg guld fordelt på flere skattefund og i det hele taget en fundrigdom, der tæller flere tusind stykker danefæ. I de senere år er der fremkommet nye lokaliteter – Uppåkra ved Lund i Skåne, Hørup ved Frederikssund, Østervang ved Ejby på Stevns for nu at nævne de mest oplagte – der ligeledes trækker i Gudmes retning, og dermed bekræfter indtrykket af, at romersk jernalder virkelig var et samfund præget af social bevægelse med langt fra top til bund.
